Taiwan (traditionelt kinesisk: 臺灣, forenklet kinesisk: 台灣, pinyin: Táiwān), officielt Republikken Kina (traditionelt kinesisk: 中華民國, forenklet kinesisk: 中华民国) er nogle øer i Østasien, der i praksis fungerer som et land men som, af de fleste lande i verdenen, ikke er anerkendt som et land.https://www.berlingske.dk/internationalt/xi-har-sat-en-roed-linje-trump-giver-ham-en-fordel-nu-udlaegger-forfatter-et-bud-paa-taiwans-dommedag. Navnet Republikken Kina skyldes at regeringen i Taiwan har oprindelse i fastlandskina, hvor den fra 1912 til 1949 kontrollerede store dele af Kina. I dag kontrollerer den kun øen Taiwan, der udgør 99% af landets areal, samt Penghu, Kinmen, Matsu og andre småøer. Blandt nabolandene er Folkerepublikken Kina, Japan og Filippinerne. Taipei er hovedstaden og Taiwans økonomiske og kulturelle center mens New Taipei City er største by målt på befolkningstal. Landarealet udgør 32.260 km², hvilket giver en befolkningstæthed på 730,68 indbyggere per km² i 2018.
Etymologi Der bruges flere forskellige navne for Taiwan. Det tidligere navn “Formosa” stammer fra 1544 hvor portugisiske sømænd opdagede hovedøen og gav den navnet ‘’Ilha Formose’’, der betyder “Smuk ø”. I starten af det 17. århundrede byggede det hollandske selskab Forenede Østindiske kompagni fæstningen Fort Zeelandia på en lille ø tæt på hovedøens vestkyst. Øen blev af de lokale oprindelige folk kaldt for “Tayouan” og det navn blev udvidet til at være navn for hele hovedøen. Da Taiwan var japansk blev den kaldt for Takasago.
Landets officielle navn er “Republikken Kina” og havde sæde i FN med navnet Kina indtil 1971 da det mistede pladsen til Folkerepublikken Kina. Siden dengang er det overalt i verdenen blevet almindeligt kun at bruge navnet Kina om Folkerepublikken Kina og at bruge navnet Taiwan om Republikken Kina. Taiwan deltager i de fleste internationale organisationer med navnet Kinesiske Taipei pga. diplomatisk pres fra Kina fx har det brugt det navn ved OL siden 1979 og som observatør ved WHO.
Geografi Den 35.883 km² store ø Taiwan ligger ud for den sydøstlige kysten af det kinesiske fastland. Øen er 394 km lang og 144 km på det bredeste. Øen adskilles fra fastlandet med det omtrent 180 km brede Taiwanstræde. Strædet er 220 km på sit bredeste og 130 km på sit smalleste sted, og ingen steder dybere end 100 m. Omkransende hav er det Østkinesiske Hav i nord, Filippinske Hav i øst, Luzonstrædet i syd samt det Sydkinesiske Hav i sydvest, som alle er dele af Stillehavet. Taiwan har en kystlinje på 1.566,3 km. Taiwan hævder et territorialfarvand på 12 nautiske mil (22,2 km) og en økonomisk zone på 200 nm (370,4 km). thumb|left|upright|Taiwan er bjergrigt i øst og fladt i vest. thumb|left|Dabajian, et af de højeste bjerge på Taiwan. thumb|left|Floden San Guang på det nordvestlige Taiwan. Formen på øen Taiwan kan minde om en sød kartoffel. Derfor har især minnantalende taiwanesere undertiden omtalt sig selv som "børn af den søde kartoffel".
Øen karakteriseres af kontrasten mellem de østlige og de vestlige dele. De 2/3 af øens areal, som udgør den østlige del, består for det meste af bakket terræn med fem bjergkæder fra nord til syd. Størstedelen af befolkningen er bosat på den vestlige tredjedel af øen, som er præget af slettelandskabet Chianan. Taiwans højeste punkt er Yu Shan (3.952 moh.), og fem andre bjergtoppe ligger højere end 3.500 moh. Med dette er Taiwan verdens fjerde højeste ø. Bjergene er kilder til de længste floder på Taiwan, heriblandt Zhuoshui (186 km), Gaoping (171 km), Dadu (116 km) og Xiuguluan (104 km).
Mineralressourcer på Taiwan omfatter små forekomster af guld, kobber, kalksten, marmor og asbest. Størstedelen af mineralressourcerne er allerede udnyttede. Mens Taiwan har store kulfelter, er forekomsterne af naturgas og olie ubetydelige. Skønsmæssigt 55 % af øen, især de kuperede dele, er skovklædt, mens 24 % er dyrkbar mark. 15 % af arealet disponeres til andre formål, heraf 5 % til overdrev og 1 % til permanent avling.
Øgruppen Penghu, eller Pescadores, måler til sammen 126,9 km² og ligger 50 km vest for Taiwan. Mere fjernt liggende øer, som kontrolleres af Taiwan, er Kinmen, Wuchiu og Matsuøerne ud for kysten af Fujian på fastlandet, med et samlet areal på 180,5 km². Dongshaøerne og Taiping, den største af Spratlyøerne i Det Sydkinesiske Hav, måler til sammen 2,9 km² og har ingen permanent bosættelse. Øerne i Det Sydkinesiske Hav bliver administreret sammen med Kaohsiung.
Geologi Taiwan ligger på kontinentalsoklen af Den Eurasiske Kontinentalplade. Øen befinder sig i et komplekst tektonisk område mellem Yangtzepladen i vest og nord, Okinawapladen i nordøst og Filippinerpladen i øst og syd. Meget af det kuperede terræn på øen er skabt ved kollisioner mellem den eurasiske plade og den filippinske havbundsplade. Ligeledes er de østlige og sydlige dele af Taiwan meget formede af vulkansk aktivitet. En kæde af vulkaner strækker sig fra Taiwan til Luzon.
De store forkastninger på Taiwan viser sig bl.a. gennem brudzonerne mellem de forskellige landskabsformer. Som følge af disse forkastninger har øen været udsat for en række store jordskælv. USA's geologiske undersøgelse rangerer Taiwan som et højrisikoområde med en score på 9/10 point.
Klima Taiwan ligger på krebsens vendekreds og har et tropisk til subtropisk monsunklima påvirket af havet. Den nordlige del af øen har en regntid, som varer fra januar til slutningen af marts, som en del af den asiatiske vintermonsun. Den østasiatiske regntid, méiyǔ, indtræffer i maj. Hele øen har varme og fugtige somre fra juni til september. De mellemste og sydlige dele af øen har ikke den forlængede monsunperiode i vintermånederne. Tyfoner er almindelige mellem juli og oktober. Gennemsnitlig årlig nedbør er 2.500 mm, men varierer fra 1.300 mm langs vestkysten til mere end 6.000 mm på bjergskråningerne i øst.
Flora og fauna thumb|upright|Sortbjørneunge klatrer i et løvtræ.
Vegetationen på øen varierede fra tropisk regnskov i lavlandet over tempererede skove til tajga og alpine vækster. Nu er størstedelen af slettelandet og de lave åse i vest og nord blevet ryddet til avl. Skovene i bjergområderne er fortsat meget sammensatte med flere endemiske arter .som formosacypres (Chamaecyparis formosensis) og formosagran (Abies kawakamii). Tidligere fandtes også kamfertræ (Cinnamomum camphora) i lavereliggende terræner. Disse arter er alle truede. Af 4 077 plantearter er 1 067 endemiske arter.
Der findes flere endemiske arter som geden formosaserov (Capricornis swinhoei), formosisk sikahjort (Cervus nippon taiouanus) og formosisk indlandslaks (Oncorhynchus masou formosanus). Flere er stærkt truet. Taiwan har få rovpattedyr (11 arter), og odderen og en endemisk leopardart (Neofelis nebulosa brachyura) anses for udryddede på øen. Det største rovpattedyr, formosisk sortbjørn (Ursus thibetanus formosanus), er en sjælden og truet art. Af de mange endemiske fuglearter er Taiwankitta (Urocissa caerulea) og swinhoefasan (Lophura swinhoii).
Taiwan har siden 1972 oprettet syv nationalparker, de seks på Taiwan. Den marine nationalpark på Dongshaøerne omfatter overvejende atoller. Nationalparkerne har et samlet landareal på ca. 3.124 km², 8,6 % af Taiwans landareal.
Demografi Befolkningen er på over 23 millioner, hvoraf omkring 600.000 er taiwansk urbefolkning. Omkring halvdelen af de sidstnævnte folkegrupper har i løbet af 1900-tallet ladet sig sinifisere i udstrakt grad: de taler kinesisk og har overtaget kinesiske skikke. De øvrige henved ti stammer holder fast på deres sprog og skikke, selv om de også lærer kinesisk i skolen.
De første kinesiske indvandrere kom til Taiwan mellem 900-tallet og 1200-tallet; de var hakkaer (keija). Andre kinesere kom til senere, blandt dem mange minnantalende, det vil sige kinesere fra den halvdel af den fastlandskinesiske provins Fujian, som ligger syd for floden Min. Disse kinesere bosatte sig i kystlandet og kaldes ofte taiwanske kinesere for at skelne dem fra de mange kinesere (kaldet fastlandskinesere), som strømmede over til øen i 1949/1950 og senere for at flygte fra det kommunistiske regime, som havde etableret sig der. Også Kinas nationalistregering (Kuomintang), som havde regeret hele Kina siden 1911, flygtede til Taiwan i 1949, efter at de var slået af kommunisterne i den kinesiske borgerkrig.
Etniske grupper thumb|upright|Bunun danser i traditionel urfolk kjole. Landets regering rapporterer, at over 95 % af befolkningen er Han, af hvilken hovedparten stammer fra tidlig Han-kinesisk indvandring i begyndelsen af det 18. århundrede. De etniske grupper i landet deles op i Hoklo (70 %), Hakka (14 %), Waishengren (14 %), og urfolk (2 %).
Hoklofolket er den største Han-undergruppe (70 % af den totale befolkning), hvis forfædre udvandrede fra den sydlige kystregion Fujian tværs over Taiwanstrædet. Den migration begyndte i det 17. århundrede. Hakka udgør ca. 15 % af den totale befolkning, og stammer fra Han migranter til Guangdong, de omkringliggende områder og Taiwan. Andre folk af Han-oprindelse stammer fra de 2 millioner nationalister, der flygtede til Taiwan, efter at kommunisterne sejrede på fastlandet i 1949.
De indfødte taiwanesiske urfolk udgør omtrent 533.600 og opdeles i 16 anerkendte grupper. Amis, Atayal, Bunun, Kanakanavu, Kavalan, Paiwan, Puyuma, Rukai, Saisiyat, Saaroa, Sakizaya, Sediq, Thao, Truku og Tsou bor hovedsagelig i den østlige halvdel af øen, mens Yami bor på Orchidøen.
Sprog Officielt sprog på Taiwan er mandarinkinesisk, men mange taler også taiwansk, som er en variant af hokkien, og måske hakka. I lighed med Hongkong og Macao bruger Taiwan traditionel kinesisk til at skrive sproget, men nogle af tegnene er ikke de samme.
Religion Betydende religioner er buddhisme, konfucianisme og taoisme (i alt 93 %). På øen har der tidligere været missionsvirksomhed fra en række kristne samfund, der stadig missionerer. Fem procent af øens befolkning tilhører forskellige kristne samfund. Kristne kirker ses i dag i de fleste byer og større samfund. Flere sygehuse er oprettet og drives af kristne organisationer.
Historie
thumb|Taiwanstrædet og omliggende område. Fra 1911 til 1949/50 Xinhai-revolutionen var oprøret, som styrtede Qing-dynastiet i Kina. Udfaldet blev oprettelsen af Republikken Kina. Oprøret varede mellem 10. oktober 1911 og 12. februar 1912. Oprøret spredte sig først gennem de sydkinesiske provinser. Xuantong-kejseren Puyi abdicerede efter lange forhandlinger mellem rivaliserende kejserlige og republikanske regimer i Beijing og Nanjing.
Den første regering blev dannet i Nanjing den 12. marts 1912 med Sun Yatsen som præsident. Men han overlod præsidenthvervet til Yuan Shikai, som døde i 1916. Han efterlod en republikansk regering i opløsning, og så begyndte krigsherre-tiden (1916–1928), da Kina blev styret af rivaliserende militære ledere, såkaldte krigsherrer. I 1919 begyndte 4. maj-bevægelsen, som var mod udlændinge og for kinesisk nationalisme. Den såede frøene til højre- og venstrefløje, som skulle sætte deres præg på kinesisk politik i lang tid.
Sun Yatsen etablerede i 1920'erne en revolutionær base i det sydlige Kina. Med hjælp fra Sovjetunionen gik han i alliance med det kinesiske kommunistparti (KKP). I 1925 overtog Chiang Kai-shek efter Sun, som var død af kræft. Han blev leder af Kuomintang (KMT), det kinesiske nationalistparti. Chiang fik kontrol over det meste af det sydlige og centrale Kina. I 1927 gik Chiang ud mod kommunistpartiet og pressede dem ud af deres baser i det sydlige og centrale Kina. Striden mellem nationalisterne og kommunisterne fortsatte til 2. verdenskrig, hvor de begge sloges mod japanerne fra 1937 til 1945.
Under Cairo-konferencen fra 1943 blev de allierede stater enige om, at Taiwan efter krigsafslutningen skulle tilbageføres til Kina. Som følge af Japans kapitulation efter 2. verdenskrig skete det i 1945. (Japan opgav endeligt alle krav på området i 1952.)
Fra 1949