Republikken Zimbabwe (tidligere Sydrhodesia, Rhodesia og Zimbabwe-Rhodesia) er en republik i det sydlige Afrika. Zimbabwe grænser op mod Zambia, Mozambique, Sydafrika og Botswana. Landet har sit navn efter Great Zimbabwe, en oldtidsby i det sydlige Afrika, som var centrum for et stort rige kendt som Munhumutapaimperiet. "Zimbabwe" kommer af Dzimbadzemabwe, der betyder "stort stenhus" på shona-sproget.
Landet løsrev sig fra Storbritannien i 1965. På det tidspunkt var landet ledet af den hvide farmer Ian Smith. Da landet blev anerkendt som Zimbabwe i 1980, var det med den sorte socialist Robert Mugabe ved magten. Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide ca. 4 procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landbrugsjorden, herunder alle de mest frugtbare områder.
I Zimbabwe er der jernbanenet på totalt 3.700 km. Vejnettet har en total længde på 90.000 km, hvoraf 19% er asfalteret, og der er bygget 7 lufthavne med regulær trafik.
Vigtige eksportvarer er tobak, guld, nikkel, bomuld, asbest, sukker, majs, frugt og grøntsager. Vigtige importvarer er maskiner og transportudstyr, brændstof, tekstiler, garn, madvarer og levende dyr. Vigtige handelspartnere er Sydafrika, Storbritannien, Japan, Tyskland og USA.
Historie
thumb|left|Great Zimbabwe-ruinerne i Masvingo-provinsen. thumb|left|Matabele-riget i 1887, året før kolonialiseringen til Cecil Rhodes. De tidligste indbyggere i området var khoisaner, der levede som jægere og samlere. De blev stort set fortrængt af bantu-stammer i en serie migrationer. Den sydlige del af landet blev kaldt matabeleland efter ndebele-stammen, som besatte området i begyndelsen af 1800-tallet under en løs konføderation af ndebele-sprogede stammer, ledet af khumalo-stammen under Mzilikazi. Der har været spændinger helt op til vor tid mellem denne folkegruppe og de shona-sprogede stammer i Mashonaland, den nordlige del af Zimbabwe.
Kolonitiden I 1888 underskrev Cecil Rhodes en aftale med ndebelernes konge Lobengula, som havde efterfulgt Mzilikazi. Den førte til omfattende britisk intervention i området, og dets formål var hovedsagelig udvinding af mineraler. I 1889 skaffede Rhodes sig en kontrakt for British South Africa Company (BSAC) for at okkupere og administrere det, som senere blev kendt som Rhodesia, og for at udvinde guld og andre mineraler. I 1895 okkuperede en afdeling på 200 bevæbnede hvide mænd rekrutteret af BSAC i Sydafrika Mashonaland og opmuntrede til kolonisering af regionen og dets landområder, arbejdskraft og mineralressourcer.
I 1896–1897 udførte ndebelerne og shonaerne mislykkede oprør mod de hvide kolonisters rovdrift af deres oprindelige land. Det blev senere kendt som den første chimurenga ("befrielseskrig"). Nehanda Nyakasikana, Chaminuka, Muponda og andre shona åndemedier og herskere ledede dette oprør og blev senere fanget og henrettet. Shonaerne og ndebelerne med deres spyd og køller var chanceløse mod tungt bevæbnede British South Africa Police (politistyrken i Rhodesia) som havde heste, skydevåben og kanoner.
Sydrhodesia blev administreret af Rhodes' BSAC frem til 1922. I en folkeafstemning det år afslog bosætningsbefolkningen et forslag om at blive indlemmet i den Sydafrikanske Union. De blev i stedet en britisk selvstyret koloni.
Sydrhodesia, Nordrhodesia (nu Zambia) og Nyasaland (nu Malawi) dannede i 1953 Føderationen af Rhodesia og Nyasaland, den Centralafrikanske Føderation.
Efter at føderationen blev opløst i 1963, krævede den hvide minoritetsadministration i Sydrhodesia (Rhodesia fra 1964) uafhængighed, men den britiske regerings politik var ikke at tilbyde uafhængighed, før der kunne dannes et majoritetsstyre.
Selverklæret uafhængighed
thumb|Kort over Zimbabwe. Derfor erklærede premierminister Ian Smith Rhodesia uafhængigt 11. november 1965. Storbritannien kaldte erklæringen en oprørshandling, og Commonwealth of Nations indførte økonomiske sanktioner. I 1968 stemte FN for at gøre sanktionerne obligatoriske, men de var stort set virkningsløse. I et forsøg på at distancere landet fra Storbritannien, erklærede Smith Rhodesia for republik i 1970, men det førte ikke til international anerkendelse. Smith fortsatte med at administrere et stort set segregeret socialt samfund, som i princippet var et apartheid-regime. Uafhængigheden blev aldrig godkendt af andre lande end apartheid-regimet i Sydafrika, da det hvide mindretal kun erklærede selvstændighed for at holde på et hvidt, racistisk mindretalsstyre, der ikke adskilte sig fra Sydafrikas.
Modstanden mod det hvide styre voksede sig stærkere, og begyndte med en træfning ved Chinhoyi, hvor seks krigere fra Zimbabwe African National Liberation Army (ZANLA) kæmpede mod regeringsstyrker. ZANLA og Zimbaber People's Revolutionary Army (ZIPRA) brugte guerillataktikker, som mindede om Viet Cong under Vietnamkrigen.
Bevægelsen for lige rettigheder for afrikanere i Afrika og i diasporaen blev intensiveret i den anden halvdel af det 20. århundrede verden over. Med afslutningen på portugisernes styre i nabolandet Mozambique i 1975, gav befrielsessfronten i Mozambique (Frelimo), ledet af præsident Samora Machel, støtte til ZANLA, og modstanden blev intensiveret til et oprør i stor skala som blev kaldt den anden Chimurenga.
De rhodesiske sikkerhedsstyrker havde operationel succes mod de kommuniststøttede guerillaer. Selv under presset af de økonomiske og militære sanktioner, udførte rhodesiske styrker meget effektive angreb på guerillabaser i Zambia og Mozambique.
Op gennem 70'erne blev guerillakrigsførelsen mod Ian Smiths UDI-regering intensiveret. Som resultat af dette åbnede Smith-regeringen for forhandlinger med lederne af Patriotic Fronts – Zimbabwe African National Union (ZANU) og Zimbabwe African People's Union (ZAPU). ZANU var ledet af Robert Mugabe og ZAPU var ledet af Joshua Nkomo.
I marts 1978, da Smith-regimet var på sammenbruddets rand, underskrev Ian Smith en aftale med tre sorte ledere, med biskop Abel Muzorewa i spidsen. Disse lovede sikkerhed for den hvide del af befolkningen. Som en følge af aftalen blev der afholdt valg i april 1979. Partiet United African National Council (UANC) vandt valget, og 1. juni 1979 blev partileder Abel Muzorewa indsat som premierminister, og landet skiftede navn til Zimbabwe-Rhodesia. Aftalen lod de hvide beholde kontrollen over landets politi, sikkerhedsstyrker, embedsværket og retsvæsenet, samt sikrede dem omkring en tredjedel af sæderne i parlamentet.
Muzorewa havde støtte fra Smith og den sydafrikanske regering, men manglede troværdighed blandt betydelige dele af landets egen befolkning. Muzorewa-regeringen fik hurtigt problemer. Mod slutningen af 1979 bad den britiske regering alle parter om at komme til Lancaster House i London for at forhandle en afslutning af borgerkrigen.
International anerkendelse af uafhængighed og fremvæksten af ZANU Efter konferencen, som blev afholdt i 1979–1980, blev Storbritanniens Lord Soames udnævnt til guvernør for at overvåge afvæbningen af revolutionsguerillaen, gennemføre valg og give uafhængighed til koalitionsregeringen med Joshua Nkomo, leder af Zimbabwe African People's Union (ZAPU). I de frie valg i februar 1980 vandt Robert Mugabe og hans Zimbabwe African National Union (ZANU) ved et valgskred, og Mugabe har vundet alle valg siden, selv om de fleste valg ikke er blevet regnet som "frie og retfærdige" ifølge internationale standarder. Det er blevet hævdet, at vælgere er blevet truet og medlemmer af oppositionen er blevet trakasseret (gentagne gange over tid udsat for negative handlinger).
Kampe mellem ZANU og ZAPU 80'erne var præget af stabilitet og økonomisk opsving i Zimbabwe. Mugabe udviklede blandt andet Afrikas mest effektive skole- og helsesystem. Zimbabwe var på denne tid et mønsterland i vestlig syn, og var for eksempel et hovedsamarbejdsland for Norad. Mellem 1982 og 1985 igangsatte Mugabe imidlertid en hemmelig udryddelseskrig mod sine tidligere allierede Zapu. Op mod 10.000 ZAPU-tilhængere blev dræbt. Den hvide overklasse blev tolereret, så længe de ikke havde indvendinger, men fortsatte med at gøre landet rigere.
Nkomo blev kastet fra sit kabinet i 1982, da et våbenlager fra krigen blev opdaget på ejendomme, han og hans øverste løjtnanter ejede, noget som satte i gang kampe mellem ZAPU–tilhængere i den sydlige ndebele–sprogede region af landet og det styrende ZANU. Der var udstrakte angreb på hvide jordejere og shonaer i mindre dele af Masvingo, centrale områder og provinserne i Matabeleland. Den mest kendte var Gwesela, som førte sine tilhængere i angreb mod shonaerne.
Regeringen mobiliserede den femte brigade ledet af oberst Perence Shiri for at slå urolighederne ned. I februar 1983 tog de til Tsholotsho i det nordlige Matabeleland og tog videre over Manzamnyama–floden ind i den sydlige del i 1984. Ved den anledning blev der udført flere ugerninger mod ndebelerne.
Til slut afholdt Mugabe og Nkomo fredsforhandlinger som genindførte fred, og genforenede den patriotiske front. Der blev givet benådning til de som havde udført ugerninger på begge sider. Fredsaftalen i 1987 førte til at ZAPU og ZANU i 1988 blev slået sammen til Zimbabwe African National Union Patriotic Front (ZANU–PF).
Landreformer Selv om majoritetstyre var indført, fortsatte de hvide med at dominere nationens økonomi. De udgjorde mindre end 1 % af befolkningen, men var i besiddelse af 70 % af landets kommercielt udnyttede landbrugsjord. Af denne havde kun en lille del blevet opkøbt af staten og fordelt ud til sorte siden uafhængigheden i 1980, til trods for at der blev givet millioner af pund i hjælp fra briterne til dette formål. Af de få gårde som blev købt, endte mange som ejendom til højtstående militære og politiske personer. Men Lancaster House-aftalen lagde også stærke begrænsninger på regeringens muligheder for opkøb de første 10 år, og selv om de hvide havde lille direkte politisk magt, havde de kontrollen over væsentlige dele af økonomien. Behovet for landreformer var anerkendt af store dele af samfundet i lang tid, men ingen blev foretaget – både af regeringen og af de hvide ejere af store, kommercielle gårde. Dette var et forhold som ikke kunne vare, og derfor et tema som stadig væk "ulmede" i forskellige sammenhænge. Omfordelingen af landbrugsjord fra de store kommercielle farme blev igen en politisk sag i 1999. thumb|Protester i udlandet mod menneskerettigheds-overgreb i Zimbabwe. Det er risikabelt at gennemføre denne type protester i Zimbabwe. Den tvungne fjernelse af hvide jordejere førte til skarp prisstigning i landbrugsvarer som korn og sukker, og Zimbabwes økonomi kollapsede. Zimbabwe var tidligere en vigtig madeksportør i regionen, men i stedet blev hungersnød udbredt på grund af Mugabes landreformspolitik, som omfordelte jord til politiske støttespillere som ikke dyrkede jorden effektivt. Dette har efterladt den store majoritet af jordløse sorte i en værre forfatning på grund af et katastrofalt fald i produktiviteten, hyperinflation (fra 1000 % i maj 2006 til 100.580 % i januar 2008) og udstrakt arbejdsløshed.Country profile: Zimbabwe BBC Online
I efterspillet til Mugabes håndtering af jordkrisen som omfordelte jord til udvalgte sorte ved at fjerne ejerne med magt uden kompensation, blev Zimbabwe suspenderet fra Commonwealth of Nations anklaget for brud på menneskerettighederne og valgfusk i 2002, som inkluderede udstrakte trusler og vold mod støttespillere af oppositionspartier. Zimbabwe trak sig ud af Commonwealth of Nations 7. december 2003.
I de senere år er ytringsfrihed, presse- og forsamlingsfrihed blevet stærkt indskrænket. Omfanget af menneskerettighedsbrud er betydeligt. Selv om vestlige medier har haft meget omtale af tvangsfordrivelsen af de hvide stor-farmere, er der utvivlsomt mange almindelige, ofte fattige, zimbabwere som har lidt de største overgreb – som har gjort deres situation endnu mere vanskelig med kollapset i økonomien.
Operation Murambatsvina