Vilnius (Vilna forekommer; , , ) er Litauens hovedstad. Byen ligger i den sydøstligste del af Litauen og er landets største by med indbyggere. Vilnius var Litauens historiske hovedstad i middelalderen, og blev hovedstad i det selvstændige Litauen i 1990. Den er administrations- og handelsby, der ligger på begge sider af floden Neris. Byen er hovedsæde for Vilnius apskritis og Vilnius distriktskommune.
Byen var europæisk kulturhovedstad i 2009 sammen med Linz i Østrig.
Oprindelsen af byens navn Det antages, at Vilnius har fået sit navn efter floden Vilnia, der løber langs Vilnius slotskompleks i byens centrum.
Geografi thumb|Neris er den største flod, der løber gennem Vilnius Vilnius ligger i det sydøstlige Litauen, hvor Vilnia-floden () løber sammen med Neris. Den decentrale beliggenhed i Litauen skyldes, at landets grænser har ændret sig gennem århundrederne. Vilnius var tidligere ikke bare det kulturelle, men også det geografiske centrum i Storfyrstendømmet Litauen og var senere en vigtig by i den polsk-litauiske realunion.
Afstanden mellem Vilnius og Østersøen og Klaipėda, den vigtigste litauiske havneby, er ca. 312 km. Andre byer som Kaunas, Šiauliai og Panevėžys kan nås hurtigere og enklere. De ligger henholdsvis 102, 214 og 135 km fra hovedstaden.
Vilnius by strækker sig over 402 km². Det bebyggede areal udgør 20,2%, mens grønne områder udgør 43,9%, og floder og søer dækker 2,1% af kommunen.
Klima Vilnius har, i følge Köppens klimaklassifikation, fastlandsklima. Den årlige gennemsnitstemperatur er +6,1 °C, i januar er gennemsnitstemperaturen –4,9 og +17,0 °C i juli. Den gennemsnitlige nedbørmængde er ca. 661 mm om året.
Varme somre med dagtemperaturer over 30 °C forekommer, men stort set svarer klimaet til klimaet i den nordlige del af Tyskland, Danmark og Sydsverige.
Historie
Oprindelse Det er påvist gennem en række arkæologiske fund i forskellige bydele, at Vilnius har været beboet i mange århundreder. Byen er muligvis identisk med den glemte hovedstad Voruta under kong Mindaugas I. I følge en litauisk legende blev Vilnius bygget, efter at storfyrste Gediminas på en rejse sammen med sin druide havde en mærkelig drøm om en jernulv, der stod på en bakke og hylede op mod himlen. Da han bad druiden, krivis Lizdeika, om en tydning af drømmen, fik han til svar, at han måtte bygge et slot på denne bakke, som havde en strategisk beliggenhed ved de tre floder (Vilnia, Neris () og Vingria (nu underjordisk)), og en stor by omkring bakken, således at denne store by ville blive kendt verden over. I så fald har Gediminas på mange måder ført det hedenske Litauen tilbage til Mindaugas' vestlige og kristne Europa ved at grundlægge en hovedstad på samme sted, hvor den tidligere hovedstad lå, samtidig med at byen fik sit nuværende navn.
thumb|Vilnius i 1576
I skriftlige kilder Byen bliver første gang omtalt under navnet Vilnius i skriftlige kilder i 1323. Vilnius blev kendt, efter at Gediminas sendte et invitationsbrev til tyske handelsmænd. Den oprindelige del af byen var bygget af Gediminas på Slotsbakken. Vilnius betragtes som grundlagt i 1387, da byen fik byrettigheder af Vladislav II Jagello (1386-1434). Byen var oprindeligt befolket af stedlige rutenere, men snart begyndte befolkningen at vokse, og håndværkere og handelsmænd af andre nationaliteter slog sig ned i byen.
Udvikling Mellem 1503 og 1522 blev byen omsluttet af en bymur med ni byporte og tre tårne. Vilnius nåede højden af sin udvikling under Sigismund II Augustus's styre, da han flyttede sit hof til byen i 1544. I de næste århundreder udviklede Vilnius sig til at blive en større og mere moderne by. Denne vækst skyldtes delvis grundlæggelsen af Vilnius Universitet af konge og storfyrste Stefan Báthory i 1579. thumb|Kapel til minde om russere faldet i kamp mod Januaropstanden, nu forsvundet} Universitetet udviklede sig til et af de vigtigste videnskabelige og kulturelle centre i regionen og det vigtigste videnskabelige center i Storfyrstedømmet Litauen. Selvsagt var det politiske, økonomiske og sociale liv i fuld sving. Det underbyggedes af byens statutter fra 1500-tallet, hvoraf de sidste først og fremmest var i kraft i 1800-tallet. I 1769 blev Rasos-kirkegården etableret.
Vilnius var under Den polsk-litauiske realunion i en hurtig udvikling og åben for migranter fra både øst og vest. Befolkningsgrupper som polakker, litauere, hviderussere, jøder, russere, tyskere, karaitter og andre slog sig ned i byen. Hver gruppe bidrog på sin måde, og på denne tid var det gode tider for håndværk, handel og videnskab. I 1655 blev Vilnius indtaget af russiske styrker og blev plyndret, nedbrændt og befolkningen blev massakreret. Det tog mange år, før byen kom økonomisk på fode, selv om befolkningstallet hurtigt voksede. I begyndelsen af 1800-tallet var byen den tredjestørste i Østeuropa, det fremtvang en nedbrydning af bymuren, og efter 1799-1805 stod kun Morgengryets Port () (også kendt som Miedniki-porten og Ostra Brama) tilbage.
Efter den tredje deling af Polen i 1795 blev Vilnius indlemmet i Rusland og blev guvernementshovedstad. I 1812 blev byen erobret af Napoleon på hans færd mod Moskva. Efter at dette felttog havde slået fejl, trak hæren sig tilbage til et område, hvor tusinder af franske soldater døde og blev gravlagt i skyttegravene, de selv havde bygget nogle måneder tidligere. Efter novemberopstanden blev universitetet lukket, og undertrykkelsen stoppede byens videre udvikling. Under januaropstanden i 1863 var der svære kampe i byen, roen blev genoprettet af Mikhail Muravjev. Muravjev gik under navnet Korikas eller Wieszaciel (Bøddelen) af byens indbyggere på grund af de mange henrettelser, han beordrede. Efter opstanden blev undertrykkelsen udvidet og litauisk, polskAntanas Kulakauskas; Carų valdžioje: Lietuva XIX amžiuje ("Litauen under styret af zarer i det 19. århundrede"); Baltos lankos, Vilnius 1996. Polsk oversættelse: Pod władzą carów: Litwa w XIX wieku, Universitas, Kraków 2003, side 90, og hviderussisk blev forbudt.
Første verdenskrig og mellemkrigstiden Under 1. verdenskrig var Vilnius okkuperet af Tyskland fra 1915 til 1918.
thumb|Udsigt over Vilnius i 1912 I 1919 blev Vilnius proklameret hovedstad i den kortlivede Litauiske og hviderussiske socialistiske sovjetrepublik. Den blev besejret den 1. januar 1919 af polske forsvarsstyrker, som var rekrutteret blandt lokalbefolkningen. Byen blev derefter erobret af bolsjevikkerne, som kom fra øst. Den 19. april 1919 var byen igen erobret af den polske hær under kommando af Edward Rydz-Śmigły, men den 14. juli var den igen tabt til russiske styrker. Lige efter det russiske nederlag i Slaget ved Warszawa i 1920 leverede Den Røde Hær byen over til den nye stat Litauen på sin vej østover. Men den 9. oktober 1920 erobrede den litauisk-hviderussiske division i den polske hær (general Lucjan Żeligowski) byen efter et arrangeret mytteri. Byen og dens opland blev proklameret som staten Central-Litauen. Efter at der var afholdt valg til det central-litauiske parlament, blev området den 20. februar 1922 indlemmet i Polen. Litauen nægtede imidlertid at opgive kravet på byen, og konflikten forhindrede et normalt forhold mellem de to lande gennem hele mellemkrigstiden, hvor byen Kaunas derfor var Litauens de facto-hovedstad.
Folkeforbundets ambassadørkonference godkendte status quo i 1923, selv om byen forblev et omstridt område mellem Polen og Litauen (der betragtede Vilnius som dets grundlovsmæssige hovedstad). Litauen afstod fra at acceptere polsk overherredømme over Central-Litauen og ikke før 1938-ultimatummet genoptog litauiske myndigheder forbindelse med Polen og godtog de facto Polens anneksion af Vilnius.
For anden gang i historien oplevede Vilnius en periode med hurtig udvikling. Stefan Batory-universitetet blev genåbnet, og byens infrastruktur blev betydeligt forbedret. I 1931 havde Vilnius 195.000 indbyggere, og var Polens femtestørste by.
Anden verdenskrig September 1939 – juni 1941 Anden verdenskrig indledtes med den tyske invasion af Polen i september 1939. Som et resultat af Molotov-Ribbentrop-pagten rykkede Den røde hær ind den 19. september 1939 og besatte Vilnius. Byen var påtænkt en rolle som hovedstad i Hviderusland, men efter samtaler i Moskva den 10. oktober 1939 blev byen og opland overført til Litauen mod etableringen af sovjetiske militærbaser flere steder i landet. Den 28. oktober 1939 trak Den røde hær sig tilbage til Vilnius forstæder (til Naujoji Vilnia), og Vilnius blev overdraget til den litauiske regerings kontrol. Overdragelsen fejredes med en litauisk militærparade den 29. oktober 1939 gennem Vilnius centrum. Den litauiske regering tog straks initiativ til at ”litauisere” byen, for eksempel ved at ”litauisere” polske skoler. Imidlertid blev hele Litauen annekteret af Sovjetunionen i juni 1940. En sovjetisk regering blev oprettet med Vilnius som hovedstad for den nyoprettede Den Litauiske Sovjetrepublik. Omkring 35.000–40.000 af byens indbyggere blev arresteret af NKVD og sendt til Gulag.
Den tyske besættelse thumb|Den tyske indmarch i Vilnius I juni 1941 indledte Tyskland Operation Barbarossa mod Sovjetunionen. Kort efter blev Vilnius erobret. Under den nazistiske besættelse blev to ghettoer oprettet i den gamle bydel til Vilnius store jødiske befolkningsgruppe. Den mindste ghetto blev udslettet i oktober 1941, den største eksisterede til 1943. Et mislykket ghettooprør 1. september 1943, organiseret af Fareinigte Partizaner Organizacje (forenede partisaners organisation) FPO, den første jødiske partisanenhed i det tyskbesatte Europa, efterfulgtes af den endelige ødelæggelse af den store ghetto. Under Holocaust blev næsten 95 % af den 265.000 store jødiske befolkning i Litauen dræbt af tyske enheder i samarbejde med litauiske kollaboratører. I Paneriai, ca. 10 km sydvest for Vilnius centrum, dræbtes alene mellem 70- og 100.000, de 50-70.000 var polsk-litauiske jøder, 20.000 polakker og ca. 8.000 russere. Blandt de første ofre var 7.500 sovjetiske soldater, taget som krigsfanger og skudt i 1941.
Slaget om Vilnius Slaget om Vilnius udførtes af enheder fra Den røde hærs tredje Hviderussiske Front efter afslutningen på Den røde hærs Minsk offensiv; de stod over for resterne af Tredje Panzer og Fjerde Arme. Enheder af Fjerde Arme, hovedsageligt Femte Panzerdivision forsøgte at holde jernbaneknudepunktet ved Molodechno på jernbanelinjen fra Minsk til Vilnius, men knudepunktet blev indtaget den 5. juni 1944 af enheder fra Den røde hær, og de sovjetiske styrker nåede Vilnius den 7. juli. Den 8. juli var byen omringet, indesluttende den tyske garnison, som havde fået ordre til at holde byen uanset omkostningerne. Sovjettropperne kæmpede sig vej ind i byen under intense gade- til gadekampe sammen med enheder fra det polske hjemmeværn og jødiske partisaner fra FPO. Den 13. juli lykkedes det Den røde hær at splitte de tyske styrker i selve Vilnius i to lommer omkring fængslet og observatoriet. 12-13.000 tyske soldater døde i Vilnius, og byen var endeligt befriet hen mod aften den 13. juli. Slaget om Vilnius huskes som Operation Ostra Brama af det polske hjemmeværn.
Efterkrigstiden Efter 2. verdenskrig besluttede sovjetiske myndigheder at forvise den polske befolkning fra Litauen og Hviderusland. Denne beslutning blev implementeret under den såkaldte repatriation og organiseret i fællesskab af sovjetiske og polske myndigheder. Når man ser bort fra, at denne repatriation var frivillig, og at visse dele af den polske befolkning ikke deltog i den, var den meget omstridt både menneskeligt og juridisk. På denne måde blev byens befolkningssammensætning fuldstændig ændret, og de fleste bånd til byens fortid og traditioner blev brudt.