Cypern

Cypern ( (), ) er en ø i Middelhavet ca. 100 km syd for Tyrkiet.

Internationalt er Republikken Cypern ( (), ) anerkendt som hele øens retmæssige regering, men den kontrollerer kun de sydlige to tredjedele af øen. I 1974 besatte Tyrkiet den nordlige tredjedel af øen. Siden er Nordcypern (TRNC) blevet oprettet, men den anerkendes kun af Tyrkiet. Omvendt anerkender Tyrkiet ikke den græsk-cypriotiske regering på sydøen, heller ikke som regering over den sydlige del af øen. Før august 1974 var fordelingen af befolkningen på Cypern 80 % græsk og 20 % tyrkisk. Delingen af Cypern består efter august 1974, af en i stor grad etnisk græsk del og en etnisk tyrkisk del. I daglig tale omtales de to områder som "den græske" og "den tyrkiske del" af Cypern. Den græsk-kontrollerede del omfatter 59,74%, den tyrkisk-kontrollerede del 34,85%, FN's stødpudezone 2,67% og de britiske militærbaseområder 2,74% af arealet.

Den dag i dag er der venstrekørsel på Cypern.

Det juridiske system var i begyndelsen en kopi af det britiske.

Etymologi I oldtiden kaldte de indfødte Cypern for Alashiya. I Mari, en storby ved Eufrats højre bred i vore dages Syrien, drejede alle lertavler om Alashiya sig om import af metal: Enten kobber (sumerisk urudu – akkadisk eru) eller bronze (sumerisk zabar – akkadisk siparru).Prehistoric and Protohistoric Cyprus:Identity, Insularity, and Connectivity ... - A. Bernard Knapp - Google Bøker Romerrigets vigtigste forekomst af kobber lå på Cypern, og det oprindelige latinske ord for "kobber", cyprium, senere forenklet til cuprum, kommer af øens græske navn, Cypern. Cyprioterne begyndte at bearbejde kobber i det tredje årtusinde f.Kr, da de lavede redskaber af lokalt forekommende, rent kobber, som flere steder lå synligt på jordoverfladen.Cyprus—Island of Copper | Thematic Essay | Heilbrunn Timeline of Art History | The Metropolitan Museum of Art

Historie De ældste beboelser går tilbage til 7.000 f.Kr. Bosættelserne var koncentreret langs nord- og sydkysten. Der er fundet rester af fartøjer af sten og potteskår fra denne periode. Omkring 3000 f.Kr begyndte man at udnytte øens rige kobberressourcer, som har givet navn til øen. Det bragte stor velstand til øen, der begyndte at handle især med Lilleasien, Egypten og de omkringliggende øer. Omkring 1200 f.Kr. kom en bølge af indvandrere fra Grækenland med deres sprog, religion og kultur. De byggede bl.a. byen Paphos. Øens velstand voksede, selv om den blev besat og domineret af Syrien, Egypten og Persien.

Alexander den Store slog perserne, og Cypern blev en del af hans verdensrige. Efter hans død blev Cypern en del af det hellenistiske rige, og hovedstaden var nu Paphos.

Cypern blev også opslugt af det romerske imperium som en provins under Syrien. På en af sine mange rejser kristnede missionæren Paulus øens statholder, Sergius Paulus, og Cypern blev det første land med kristent styre. Hans følgesvend Barnabas vendte senere tilbage til Cypern, hvor han var født, og blev øens første biskop. Han led senere martyrdøden og blev begravet i hemmelighed. Men først i det 4. århundrede sejrede kristendommen på Cypern, som i det øvrige Romerrige.

I år 58 blev Cypern en romersk provins. Det varede til Romerrigets deling i år 395, hvor Cypern blev en del af det østromerske rige styret fra Byzans. Konstantin den Stores moder siges at havde besøgt Cypern på rejse fra Det hellige land med rester af Jesu kors. Hun grundlagde Stavrouni-klostret. Flere jordskælv i det 4. århundrede ødelagde store dele af øens byer. Nye byer og mange kirker blev bygget. Hovedstaden flyttede nu til Konstantinopel. Øen var udsat for angreb både af tyrkere og sørøvere.

Cypern havde en central position for korsridderne i det 12. århundrede og blev et støttepunkt for de korsfarere, der tog til Jerusalem. På vej til Jerusalem strandede Richard Løvehjerte på Cypern, som han indtog 1191. Han giftede sig i Limassol med Berengaria af Navarra, som blev kronet til engelsk dronning. Richard solgte øen til Tempelridderne for 100.000 dinarer, og senere gik den til den franske adelsmand Gur af Lusignan, der havde været konge af Jerusalem.

Også en dansk konge besøgte Cypern: Erik Ejegod (1056-1103) kom hertil på pilgrimsrejse til Det hellige land sammen med sin dronning Bodil. Han døde i Paphos og blev begravet i den byzantinske domkirke. Hans dronning rejste videre til Jerusalem, hvor hun døde på Oliebjerget.

I ca. 100 år var øen underlagt Venedig, som ombyggede og befæstede byerne for at kunne modstå angreb fra osmannerne (tyrkerne). I 1570-1571 blev Cypern erobret og besat af Osmannerriget under sultan Selim 2., som udryddede en stor del af øens befolkning. Ved den græske uafhængighedskrigs udbrud i 1821 blev øens ærkebiskop, tre biskopper og hundredvis af ledere henrettet. I den periode var osmanniske embedsmænd indsat i alle embeder, og et stort antal købmænd og soldater flyttede til øen. Nutidens tyrkisk- cypriotiske indbyggere er deres efterkommere.

I 1777 udgjorde de kristne 44 procent af befolkningen, svarende til 84.000 indbyggere. 100 år efter i 1877 udgjorde den kristne befolkning 75 procent, svarende til 185.000 indbyggere.

Den engelske besættelse Fra 1878 til 1960 var Cypern under britisk administration som led i en handel, hvor England forpligtede sig til at hjælpe Tyrkiet mod Rusland. Indtil 1914 var Cypern formelt stadig en del af det Osmanniske Rige. Det fik dog ende, da Osmannerne deltog i 1. verdenskrig på Centralmagternes side, og i 1925 blev Cypern en engelsk kronkoloni. Det fik politiske aktivister til at kræve et selvstændigt Cypern i union med Grækenland (enosis).

I 1954 fremsatte England et forslag om begrænset selvstyre for Cypern. Forslaget accepteredes af den tyrkiske del af befolkningen, men ikke af den græske, som indledte en befrielseskrig, der varede i næsten fem år. Den græske modstandsgruppe blev ledet af oberst Georgios Grivas.

1955 begyndte Cypern-krisen (1955–64): Den 1. april 1955 begyndte militærkonflikten "The Cyprus Emergency" (dansk: Cypern-nødsituationen) mellem det Britiske Imperium, EOKA og TMT.

I august 1958 blev en våbenhvile aftalt [mellem befolkningsgrupperne der var i kamp med hinanden]; våbenhvilen blev overholdt.Kyle, Keith. "The Cyprus Conflict" [kapitel] "British attempts at a solution". Arkiverede udgave. "But in August an intercommunal cease-fire was proclaimed and held."

London-Zürich-aftalerne i 1959 var et resultat af "The Cyprus Emergency".

Marts 1959 gik Grivas i eksil, som en del af våbenhvile-aftalen; hans eksil var et ønske fra Storbritannien.

Det nationale græske kontingent var på 950 mand.Patrick, Richard A. Political Geography and the Cyprus Conflict: 1963-1971. Arkiverede udgave, side 1. (Department of Geography, University of Waterloo, 1976), pp. 45-88 . "The 950 men of the Greek National Contingent, whose status was based on the 1960 Treaty of Alliance, ostensibly remained a separate organization.

Grundloven til Kypros Zürich-aftalen af 19. februar 1959: Storbritannien, Grækenland, Tyrkiet samt delegationer fra græsk-cyprioterne og tyrkisk-cyprioterne nåede i februar 1959 til enighed om oprettelsen af republikken Cypern.

Uden deltagelse fra græsk eller tyrkisk side leverede Storbritannien omridset af en grundlov, der blev accepteret af begge sider. Zürich-aftalen siger blandt andet, at Både taksim og enosis skal forbydes. Storbritannien, Grækenland og Tyrkiet forpligtigede sig til at garantere republikken Cyperns eksistens som en fri og selvstændig stat. Aftalen gav det tyrkisk-cypriotiske mindretal omfattende garantier. Som en del af aftalen beholdt Storbritannien to baser på øen - Sovereign Base Areas: Akrotiri og Dhekelia.

Efter erklæringen af uafhængighed Uafhængigheden blev erklæret den 16. august 1960, og den 1. oktober 1960 fik Cypern selvstyre. Dagen blev Cyperns uafhængighedsdag. Cyperns første præsident blev ærkebiskop Makarios, som havde været den politiske leder af den græsk-cypriotiske befrielsesbevægelse. Den militære leder af den græsk-cypriotiske befrielsesbevægelse, oberst Grivas, erklærede at han ville fortsætte kampen for at skabe en stat med tæt tilslutning til Grækenland (enosis). Denne erklæring gjorde, at det tyrkisk-cypriotiske mindretal begyndte at bevæbne sig, og at forholdet mellem de to befolkningsgrupper forblev anspændt.

De omfattende garantier til det tyrkisk-cypriotiske mindretal i Cyperns forfatning gjorde, at statsapparatet ikke kunne fungere, da alle forslag skulle godkendes af begge parter. Som en følge heraf ønskede en stadig større del af det græske flertal en tættere tilknytning til Grækenland (enosis). De græsk-cypriotiske ledere overvejede at lade forfatningen sætte ud af kraft evt. med magt, medens de tyrkisk-cypriotiske ledere truede med væbnet modstand under det tidligere motto ”deling eller døden”. Mistilliden mellem de to befolkningsgrupper fortsatte med at vokse.

November 1963: Et lovforslag fra præsident Makarios søgte at ændre grundloven på 13 punkter. Den 16. december blev forslaget forkastet af tyrkisk-cyprioternes ledelse. 13-punkts lovforslaget var angivelig en del af Akritas-planen.

Krisen i 1963-64 og dens etniske vold

Krisen i 1963-64 resulterede i dødsfald: 364 tyrkisk-cyprioter og 174 græsk-cyprioter ifølge Pierre Oberling. Den 21. december 1963 udløstes en væbnet konflikt, Bloody Christmas (dansk: Blodige Jul). Paramilitære styrker udfoldede sig.Patrick, Richard A. Political Geography and the Cyprus Conflict: 1963-1971. Arkiverede udgave, side 1. (Department of Geography, University of Waterloo, 1976), pp. 45-88 . "This incident marked a major crisis in the Cypriot inter-communal conflict. The struggle developed into one of overt violence.The initiative fell from the hands of the politicians and was taken up by the communal paramilitary forces." Kamphandlinger brød ud mellem befolkningsgrupper flere steder på øen.

Det tyrkisk-cypriotiske kvarter i Nicosia blev omringet og angrebet; Tyrkiet truede med at besætte Cypern.

Gadekampe i Nicosia varede i en uge.

Den 23. december i Larnaca udbrød skydning og fortsatte sporadisk, til britiske styrker begyndte at patruljere den 28. december langs en våbenhvile-linje.

Den 26. december skete en større træfning i Kyrenia-passet; hovedvejen fra nordkysten til Nicosia gik via passet; en styrke af græsk-kyprioter blev slået tilbage af tyrkisk-cyprioter.Patrick, Richard A. Political Geography and the Cyprus Conflict: 1963-1971. Arkiverede udgave, side 1. (Department of Geography, University of Waterloo, 1976), pp. 45-88 . "The fourth major clash outside Nicosia occurred in the Kyrenia Pass on 26 December. The main road from the north coast to Nicosia crossed through this pass. It was obviously strategically important, especially in view of a threatened Turkish invasion along the North coast. A force of Greek-Cypriots, directed by mainland Greek army officers from a headquarters in Kyrenia town, attempted to control the pass, but was beaten back by Turk-Cypriots from Aghira. One Turk-Cypriot was killed."

Akritas-planen blev sat i værk, og tyrkisk-cypriotisk deltagelse i den fælles administration ophørte den 23. december 1963; tyrkisk-cypriotiske statsansatte fra laveste niveau op til og med vicepræsident Fazıl Küçük forsvandt fra statsapparatet.

Storbritannien greb ind politisk og fik ved drøftelser med lederne af de stridende parter forhandlet sig frem til en våbenhvile, som indebar etablering af en neutral zone, Den grønne Linje, i Nicosia. Græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske enheder skulle trækkes tilbage til fastlagte våbenstilstandslinjer.

Den 25. december accepterede præsident Makarios våbenhvilen. På Den grønne Linje indsatte Storbritannien to bataljoner (ca. 1.500 mand) for at sikre at kampene ikke brød ud igen. Briterne sendte endvidere forstærkninger til øen, som blev indsat til at holde parterne adskilt i andre brændpunkter på øen.