thumb|Kortet viser Caesium-137-Kontaminationen i Hviderusland, Rusland og Ukraine i Curie pr. kvadratkilometer. Oplysningerne er fra 1996, 10 år efter Tjernobyl-ulykken thumb|right|Den forladte by Pripjat med Tjernobyl i baggrunden. Billedet er fra 2007. Atomulykken i Tjernobyl var en ulykke, der indtraf lørdag den 26. april kl 01:23 1986 på Tjernobyl-atomkraftværket i Ukraine i det daværende Sovjetunionen. Ved ulykken, der regnes som den værste i atomkraftens historie, eksploderede reaktor nr. 4, og da reaktoren ikke var omgivet af en indkapsling (en solid beton- eller stålindkapsling som en "sidste barriere", hvis noget skulle gå galt i selve reaktoren), sendte eksplosionen en sky af radioaktivt materiale ud i atmosfæren. Dette materiale drev med vind og nedbør ud over dele af det vestlige Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og helt til det østlige USA. Store dele af Hviderusland, Rusland og Ukraine blev slemt forurenet, og 336.000 mennesker måtte evakueres og genhuses andre steder.

Mængden og spredningen af radioaktiv forurening hersker der tvivl om; i en schweizisk rapport er anført, at 60% af forureningen landede i Hviderusland, mens Europas grønne partier og bevægelser har udsendt en rapport, der hævder, at halvdelen af nedfaldet endte uden for de tre tidligere sovjetrepublikker. Tjernobyl-ulykken udløste mere end fire hundrede gange den radioaktive forurening, der kom af atombomben over Hiroshima.

Ulykken gav anledning til bekymring for Sovjetunionens atomkraftanlæg, lagde en dæmper på udbygningen af atomkraft i en årrække og tvang den sovjetiske ledelse til at være mindre hemmelighedsfuld. I dag er Rusland, Hviderusland og Ukraine uafhængige stater, men de har arvet en tung økonomisk byrde med at rydde op og behandle mennesker for skader fra ulykken. Det er svært at sætte et tal på dødsofrene for begivenhederne i Tjernobyl, eftersom sovjettidens hemmelighedskræmmeri gør det svært at spore de enkelte ofre. De sovjetiske myndigheder forbød læger at angive "stråling" som dødsårsag, og ukomplette lister over ofre blev offentliggjort. Men de mange dødsfald som følge af især kræft som man forventede på længere sigt efter ulykken, har endnu ikke vist sig, og hvis de gør, bliver det svært med sikkerhed at udpege atomulykken som årsagen. Ifølge en rapport fra 2005 udarbejdet under ledelse af IAEA og WHO er antallet af døde som følge af Tjernobyl 56; 47 arbejdere, der ryddede op på anlægget efter ulykken, samt ni dødsfald som følge af kræft i skjoldbruskkirtlen hos børn, og dertil forventes det, at 9000 ud af de ca. 6,6 millioner berørte mennesker på sigt vil dø af en eller anden form for kræft. På den anden side sætter Greenpeace antallet af dødsofre til 93.000, men henviser til at nyligt offentliggjorte statistikker tyder på yderligere 200.000 dødsfald i perioden fra 1990 til 2004.

Atomkraftværket

Tjernobyl-atomkraftværket (Чернобыльская АЭС им. В.И.Ленина – "Tjernobyl Atomkraftværk i V. I. Lenins navn") ligger på 51°23'14" nord, 30°06'41" øst ved byen Pripjat i Ukraine; 18 kilometer nordvest for byen Tjernobyl, 16 kilometer fra grænsen til Hviderusland og ca. 110 kilometer nord for Kyiv. Anlægget bestod af fire atomreaktorer, som hver havde en effekt på 1 gigawatt elektricitet (ud fra 3,2 gigawatt varmeenergi), og på den tid, hvor ulykken indtraf, dækkede disse fire reaktorer en tiendedel af Ukraines elektricitetsbehov. Dertil var yderligere to reaktorer af samme type, kaldet RBMK-1000, under opførelse. Efter ulykken blev disse to aldrig færdiggjort.

Ulykken Den 26. april 1986 klokken 1:23 lokal tid indtraf en katastrofal dampeksplosion i reaktor nr. 4, som udløste en brand i den grafit der udgjorde reaktorens neutron-moderator, flere efterfølgende eksplosioner og endelig nuklear nedsmeltning. Årsager Der er officielt fremsat to modstridende teorier om, hvad der gik galt: Den første kom i august 1986 og placerede ansvaret hos de teknikere, der betjente anlægget, mens Valeri Legasov fremsatte en anden teori, der pegede på nogle uheldige egenskaber ved reaktorens indretning, specielt kontrolstængerne som hovedårsag til ulykken. Begge teorier havde deres fortalere, og der opstod lobbyfraktioner blandt forskellige grupper, herunder de der havde designet reaktoren, personalet på kraftværket og sovjetregeringen. En del uafhængige eksperter mener i dag, at ingen af teorierne helt præcist beskriver, hvad der skete.

En anden omstændighed, der bidrog til ulykken, var, at personalet ikke var blevet informeret om nogle problematiske egenskaber ved RBMK-reaktorernes indretning. Ifølge én af medarbejderne, Anatolij Djatlov, vidste reaktordesignerne, at reaktoren var farlig under bestemte betingelser, men de hemmeligholdt bevidst denne oplysning. Reaktoren har en faretruende høj positiv boblekoefficient; hvis der dannes dampbobler i det kølevand, der cirkulerer i reaktoren, accelererer kerneprocesserne i atombrændslet, og reaktoren kan på den måde "løbe løbsk", hvis der ikke gribes ind i tide. Hvis reaktoren arbejder ved "lavt blus", var der ikke nogen faktorer, der kunne gribe ind i denne løbske proces. At en reaktor er mere farlig, når den kører på lav frem for fuld ydelse, ses ikke intuitivt, og Tjernobyl-personalet var ikke blevet informeret om denne fare. En mere alvorlig fejl ved reaktoren lå i de såkaldte kontrolstænger: Disse stænger findes i alle atomreaktorer og bruges til at regulere reaktorens ydelse. Stængerne består normalt af et materiale, der absorberer de neutroner, der er vitale for de nukleare kædereaktioner i reaktoren, så ved at flytte kontrolstængerne lidt længere ind i eller ud af reaktoren kan man regulere dens energiproduktion. Kontrolstængerne i Tjernobyls RBMK-reaktorer havde imidlertid et endestykke lavet af grafit; noget der stik imod kontrolstængernes formål accelererer kædeprocesserne. I de første få sekunder, mens kontrolstængerne føres længere ind i reaktoren, ville processerne derinde modsat hensigten intensiveres. Dette var personalet heller ikke gjort opmærksom på. Delvis som en konsekvens af personalets mangelfulde viden blev sikkerhedsprocedurerne på stedet tilsidesat. På ulykkestidspunktet var man i gang med et eksperiment, som indebar, at en række sikkerhedsforanstaltninger blev sat ud af kraft, og kommunikationen mellem sikkerhedspersonale og de teknikere, der forestod eksperimentet, var utilstrækkelig. På et tidspunkt var alle på nær syv af reaktorens i alt 211 kontrolstænger trukket ud af reaktoren ("fuldt blus"-stillingen); føromtalte sikkerhedsprocedurer forbød drift af reaktoren med mindre end 15 kontrolstænger i reaktorkernen.

Ledelsen på Tjernobyl-værket var ikke specifikt uddannet i at drive et atomkraftværk; direktør V. P. Brjukhanov havde erfaring fra kulfyrede kraftværker, og chefingeniør Nikolai Fomin havde heller ikke arbejdet på andet end "konventionelle" kraftværker. Anatolij Djatlov, der var afdelingsingeniør for reaktor nr. 3 og 4, havde kun "nogen erfaring med små reaktorer", mere præcist små versioner af den VVER-reaktor, der oprindeligt var beregnet til brug i Sovjetunionens atomubåde.

Forløb Den 25. april skulle reaktor nr. 4 planmæssigt lukkes ned med henblik på vedligeholdelsesarbejde, og ved den lejlighed havde man besluttet sig for at afprøve, om værkets turbiner og elektriske generatorer kunne levere den fornødne strøm til bl.a. reaktorens egne kølevandspumper under en eventuel nødstandsning af reaktoren. Man havde et par dieseldrevne generatorer til at tage over for det tilfældes skyld, at der heller ikke kom elektricitet fra elnettet udefra den dag, et sådant nød-stop blev aktuelt, men da det i bedste fald tager nogle sekunder at starte dieselgeneratorerne op, kunne man risikere at stå uden strøm til kølevandspumperne. Men lige efter at reaktoren bliver standset, vil dampturbinerne og generatorerne stadig snurre som følge af deres inertimoment og kun gradvist "tabe omdrejningstal" i sekunderne efter standsningen — måske blev der derved produceret tilstrækkelig strøm til at drive kølevandspumperne. Dette var tidligere blevet afprøvet på en anden reaktor af samme type, i øvrigt under iagttagelse af alle sikkerhedsforskrifter, med det resultat at turbinerne ikke leverede strøm nok til pumperne. Derpå havde man modificeret turbinerne på Tjernobyl-værket og ønskede nu at gentage forsøget.

Efter planen skulle reaktoren reguleres ned fra de maksimale 3200 megawatt varmeenergi til 1000 megawatt for at gennemføre forsøget under mere sikre forhold. Imidlertid steg behovet for elektricitet uventet netop den fredag eftermiddag, så forsøget blev udskudt til ud på aftenen.

Da forsøget blev iværksat, blev reaktorens ydelse sænket for hurtigt, så den endte helt nede på 30 megawatt: Ved så lav en ydelse ophobes isotopen xenon-135 i reaktoren, et stof, der absorberer de neutroner, der indgår i reaktorens tilsigtede kædereaktioner og dermed yderligere "bremser" reaktorens ydelse. Selv om denne "hårde opbremsning" var på kanten af, hvad sikkerhedsprocedurerne tillod, valgte de ledende medarbejdere at fortsætte med eksperimentet frem for at standse reaktoren. Men i stedet for de planlagte 1000 megawatt besluttede man at udføre eksperimentet ved 200 megawatt.

For at kompensere for de xenon-135 der "bremsede" reaktoren, trak man kontrolstængerne ud; længere end sikkerhedsforskrifterne tillader under normale forhold.

Som en del af planen for forsøget blev den gruppe kølevandspumper, der skulle drives af turbinen og generatoren, startet klokken 1:05; derved overskred gennemstrømningen af kølevand de grænser, der var fastlagt i sikkerhedsprocedurerne. Klokken 1:19 øgedes gennemstrømningen yderligere, og eftersom vand også bidrager til at absorbere neutroner og derved hæmmer kernereaktionerne, måtte man trække flere kontrolstænger ud for at holde reaktoren i gang — en temmelig ustabil og farlig driftstilstand for reaktoren.

Klokken 1:23:04 var der ingen indikationer i kontrolrummet på reaktorens ustabile tilstand, og der er intet der tyder på, at de tilstedeværende har været klar over situationens alvor. Den eksterne strømforsyning til kølevandspumperne var slået fra, så de nu fortsatte på strømmen fra de endnu snurrende generatorer og turbiner; herved faldt vandgennemstrømningen.

Da reaktoren blev koblet fra turbinen, øgedes mængden af damp i reaktorkernen, og da kølevandets temperatur steg, begyndte det at koge og danne dampbobler i kølevandsrørene. Dampbobler har ikke det flydende vands evne til at absorbere neutroner, og især i RBMK-reaktoren medvirker dette til pludseligt at sætte fart i kerneprocesserne.

Klokken 1:23:40 aktiverede personalet "AZ-5"-knappen ("Hurtig nødværge 5"), som stopper reaktoren ved at skubbe samtlige kontrolstænger, inklusive dem der tidligere var blevet trukket ud manuelt, helt ind i reaktoren. Man ved ikke, om det skete som reaktion på, at "noget var galt", eller reaktoren blot blev standset, efter at forsøget var gennemført. Det formodes, at stoppet blev udløst som "svar" på den pludselige og uventede stigning i reaktoreffekten, men føromtalte afdelingsingeniør Dyatlov skriver i sin bog om hændelsen:

Da det tager 18-20 sekunder for automatikken at skubbe kontrolstængerne helt ind, fik kontrolstængernes grafitspidser i nogle sekunder processen til at accelerere. På grund af den forøgede varmeudvikling blev de kanaler i reaktoren, som kontrolstængerne stikkes ind i, vredet skæve. Stængerne satte sig fast, da de endnu kun var nået en tredjedel af vejen ind i reaktoren, og derefter var der intet, der kunne standse kerneprocesserne. Klokken 1:23:47 steg ydelsen til omkring 30 gigawatt, 10 gange den effekt der var normalt for reaktoren. Brændselsstavene begyndte at smelte, og damptrykket steg, indtil reaktoren gav efter og eksploderede. Eksplosionen rev "låget" over reaktoren løs og sendte det op igennem reaktorbygningens tag og rev kølevandsrørene over.