Laura Virginia Fernández Delgado (spansk udtale: [ˈlawɾa βiɾˈxinja feɾˈnandes ðelˈɣaðo]; født 4. juli 1986 i Puntarenas, Costa Rica) er en costaricansk politiker og politolog, der fra 8. maj 2026 er landets præsident. Hun er blandt andet tidligere minister for national planlægning og økonomisk politik fra 2022 til 2025.
Biografi Fernández er født i Puntarenas. Hun studerede statskundskab ved Universidad de Costa Rica.
Fra 2008 til 2010 arbejdede Fernández som konsulent for Ministeriet for National Planlægning og Økonomisk Politik (Ministerio de Planificación Nacional y Política Económica). I 2010 blev hun fastansat i ministeriet og fungerede frem til 2014 som rådgiver for modernisering og ministerbetjening.
Fra 2014 til 2018 var Fernández rådgiver for Costa Ricas lovgivende forsamling i spørgsmål vedrørende offentlige udgifter, finanspolitik, indtægter og regeringsreformer.Ved præsidentvalget i Costa Rica i 2018 var hun en af vicepræsidentkandidaterne for Mario Redondo.
I 2018 blev Fernández forsker i Ministeriet for National Planlægning og Økonomisk Politik med fokus på regeringssamarbejde, offentlig beskæftigelse og administrativ reform. Fra 2020 til 2021 var hun direktør for strategisk planlægning i Cartago Kommune, hvorefter hun vendte tilbage til ministeriet som forsker.
Den 8. maj 2022 udpegede præsident Rodrigo Chaves Robles Fernández til minister for national planlægning og økonomisk politik. Den 21. juni 2024 udnævnte Chaves hende desuden til minister for præsidentskabet, hvor hun efterfulgte Natalia Díaz Quintana.[es] Den 11. juli 2024 underskrev Fernández et dekret, der fastsatte den 30. juli som officiel mindedag for kvinders stemmeret i Costa Rica.
Den 31. januar 2025 fratrådte Fernández sine ministerposter for at opfylde kravene til at stille op som præsidentkandidat ved præsidentvalget i 2026.
Valgt som præsident Den 29. juli 2025 annoncerede Fernández officielt sit kandidatur til præsidentposten for Partido Pueblo Soberano (PPSO). Hun præsenterede sig som en videreførelse af Rodrigo Chaves’ præsidentskab, som han ikke kunne fortsætte på grund af forfatningsmæssige begrænsninger, og som tilhænger af hans politiske linje, i Costa Rica kendt som chavismo - ikke at forveksle med Hugo Chavez' og hans efterfølgeres ideologi i Venezuela, der ofte også betegnes sådan.
Fernández var en af 20 præsidentkandidater og en af fem kvindelige kandidater ved valget. Hun blev valgt som præsident med 48,3% af stemmerne.
Den 2. februar 2026 lykønskede USA’s udenrigsminister Marco Rubio Fernández i en officiel pressemeddelelse og udtalte, at man havde tillid til, at Costa Rica under hendes ledelse fortsat ville fremme fælles prioriteter, herunder bekæmpelse af narkosmugling, begrænsning af illegal immigration til USA, styrkelse af cybersikkerhed og sikre telekommunikationssystemer samt udbygning af de økonomiske relationer.
Fernández indsættes som præsident 8. maj 2026 og bliver dermed Costa Ricas anden kvindelige præsident efter Laura Chinchilla. Hun støtter idéen om en ”tredje republik” i Costa Rica og har lovet at reformere regeringssystemet, bekæmpe korruption, udvide det frie erhvervsliv og fremme handel samt styrke relationerne mellem Costa Rica og Israel.
Hun beskrives som en højreorienteret populist.
Referencer
Kategori:Politikere fra Costa Rica