thumb|Silhuetskulptur af nordboere over L'Anse aux Meadows, Newfoundland, Canada

Nordboernes udforskning og kolonisering af Nordamerika begyndte i slutningen af 900-tallet. Rejser fra Island nåede Grønland og grundlagde bosættelser langs dets vestkyst. De nordiske bosættelser på Grønland bestod i næsten 500 år, og befolkningen nåede et højdepunkt på omkring 2.000–3.000 personer. Bosættelserne bestod hovedsageligt af gårde langs Grønlands spredte kystnære fjorde. De var i høj grad afhængige af jagt, især på hvalrosser og grønlandssæler. Til bygningstømmer benyttede de drivtømmer, importerede træ fra Europa og sejlede til det nuværende Canada.

Arkæologiske fund indikerer, at grønlandsbosætterne anvendte tømmer og muligvis jernmalm importeret fra Nordamerika. Arkæologer har fundet rester af en kortvarig bosættelse ved L'Anse aux Meadows nær den nordligste spids af Newfoundland. De bygningsrester, der blev udgravet her i 1960’erne, er dateret til for omkring 1.000 år siden. Det var ikke en permanent bosættelse og manglede grave og områder til husdyr. Pladsen blev tilsyneladende forladt bevidst senest i 1145 e.Kr., uden at værdigenstande eller redskaber blev efterladt. Nogle træfragmenter og nødder fundet i de nordiske lag stammede fra planter, der ikke findes på Newfoundland, men er hjemmehørende på det kontinentale fastland på den anden side af Saint Lawrence-bugten. Ingen andre bosættelser i Canada og ingen bosættelser på det nordamerikanske fastland er med sikkerhed blevet identificeret som nordiske.

En forklaring på, hvorfor nordboerne tilsyneladende ikke etablerede permanente bosættelser uden for Grønland, er manglende befolkningspres. De grønlandske bosættelser blev gradvist opgivet i løbet af 1300- og 1400-tallet, i det mindste delvist som følge af klimaændringer. Den lille istid medførte flere storme, længere vintre og kortere forår. Den reducerede fødevaretilgængeligheden samtidig med, at værdien af Grønlands eksportvarer til Europa faldt kraftigt. Den sidste skriftlige kilde fra nordisk Grønland er et ægteskab indgået i 1408. Det senest daterede beklædningsstykke fra Østerbygden er kulstof-14-dateret til 1430 (±15 år). Årsagerne til bosættelsernes opgivelse har længe været genstand for debat.

Den nordiske udforskning har været genstand for talrige kontroverser vedrørende europæernes opdagelse og bosættelse af Nordamerika. De primære kilder til beskrivelserne af de nordiske rejser vest for Grønland er Vinlandsagaerne. Disse heroiske sagaer blev først nedskrevet i Island århundreder efter de begivenheder, de beskriver. Efter europæernes opdagelse af Amerika blev det diskuteret, om de landområder, der omtales vest for Grønland (Helluland, Markland og Vinland), svarede til virkelige steder i Nordamerika. Efter den brede anerkendelse af nordiske ekspeditioner og bosættelser er der opstået både pseudovidenskabelige og pseudohistoriske teorier.

Pseudohistorie Selv om der ikke findes fysiske beviser for nordiske bosættelser i Nordamerika bortset fra det østligste Canada, er der blevet fremsat og afvist en række andre såkaldte opdagelser af forskere. Uunderbyggede påstande om nordisk kolonisering er særligt udbredte i New England.

Påståede fysiske beviser har ofte vist sig at være bevidst forfalskede eller historisk grundløse, ofte med det formål at fremme en politisk dagsorden. Litteraturkritikeren Annette Kolodny kritiserede forsøg på at fremmane det, hun kaldte "plastikvikinger". Det var fiktive skikkelser, som blev behandlet som historiske personer, men "fremstillet skiftevis som heroiske krigere og imperiebyggere, barbariske bersærk-invasorer, frihedskæmpere, modige opdagelsesrejsende, håbefulde kolonister, søfolk og handelsmænd, digtere og sagamænd, glorværdige forfædre, blodtørstige hedenske pirater og civiliserede kristne konvertitter" afhængigt af talerens eller forfatterens perspektiv.

Påståede runesten er blevet fundet i Nordamerika, mest berømt Kensington-runestenen. Disse betragtes generelt som forfalskninger eller fejltolkninger af indfødte nordamerikanske helleristninger. Gordon Campbells bog Norse America, udgivet i 2021, fremlægger tesen om, at den "flygtige og dårligt dokumenterede" idé om, at vikinger "opdagede Amerika", hurtigt fascinerede amerikanere af nordeuropæisk protestantisk afstamning, hvoraf nogle bevidst fremstillede beviser for at understøtte denne forestilling.

Monumenter, der hævdes at være nordiske, omfatter: Newport Tower i Newport, Rhode Island Viking Altar Rock Spirit Pond-runestenene AVM-runestenen Thors hammer (monument) Bourne-stenen Narragansett-runestenen Maine penny Ulen-sværdet Beardmore-relikvierne Oklahoma-runestenen Petroglyffer på Dighton Rock, fra Taunton River i Massachusetts

Kensington-runestenen

thumb|Kensington-runestenen udstillet i Alexandria Chamber of Commerce and Runestone Museum.

I slutningen af 1898 sagde den svenske immigrant Olof Öhman, at han havde fundet en sandstensplade dækket af runer i Kensington (Minnesota). Ifølge Öhman var stenen begravet med runesiden nedad og viklet ind i rødderne under et aspetræ. Olaus J. Breda (1853–1916), professor i skandinaviske sprog og litteratur ved den skandinaviske afdeling på University of Minnesota, analyserede indskriften, fandt runestenen at være en forfalskning og offentliggjorde en miskrediterende artikel i Symra i 1910. Breda videresendte også kopier af indskriften til forskellige samtidige skandinaviske lingvister og historikere, såsom Oluf Rygh, Sophus Bugge, Gustav Storm, Magnus Olsen og Adolf Noreen. De "erklærede enstemmigt Kensington-indskriften for et bedrageri og en forfalskning af nyere dato". Moderne geologiske analyser indikerer, at runerne blev indhugget kort før stenens "opdagelse". Der er meget lidt forvitring af tegnene, og den er mærkbart mindre forvitret end gravsten fra 1800-tallet i området.

Horsfords Norumbega

Den 1800-tals Harvard-kemiker Eben Norton Horsford satte Charles River-bassinet i forbindelse med steder beskrevet i de nordiske sagaer og andre steder, især Norumbega. Han udgav flere bøger om emnet og fik opsat mindeplader, monumenter og statuer til ære for nordboerne. Hans arbejde fik kun ringe støtte fra den etablerede historiker- og arkæologiverden dengang – og endnu mindre i dag.Gloria Polizzotti Greis . Needham Historical Society

Andre forfattere i 1800-tallet, såsom Horsfords ven Thomas Gold Appleton i A Sheaf of Papers (1875) og George Perkins Marsh i The Goths in New England, greb også sådanne fejlagtige forestillinger om vikingernes ekspansion for at fremme ideen om hvide menneskers overlegenhed (samt for at modarbejde den katolske kirke). En sådan misbrug af vikingehistorie og -billeder dukkede igen op i 1900-tallet hos visse grupper, der fremmede hvid overhøjhed.

Vinland-kortet

thumb|Vinlandskortet er en forfalskning fra 1900-tallet.

I midten af 1960’erne bekendtgjorde Yale University, at universitetet havde erhvervet et kort, som angiveligt var tegnet omkring 1440, og som viste Vinland samt en tekst om nordiske rejser til området. Visse eksperter betvivlede dog kortets ægthed på grund af sproglige og kartografiske uoverensstemmelser. Kemiske analyser af kortets blæk rejste senere yderligere tvivl om dets autenticitet. Den videnskabelige debat fortsatte, indtil universitetet i 2021 endeligt anerkendte, at Vinland-kortet er en forfalskning.

Referencer

Kategori:Koloniseringen af Amerika Kategori:Vikingetogter

Kategori:Migration