thumb|Arikara by malet af George Catlin Arikara indianernes byer af jordhytter lå ved Missouri River igennem mere end to århundreder, startende engang i 1600-tallet eller måske tidligere. En stor ceremonihytte omgivet af en åben plads markerede gerne byens centrum. Kvinderne dyrkede deres haver med majs, bønner og andre afgrøder på egnede steder i den nærliggende floddal.Kroupa, Brad Kuunux Teerit: ”Concluding Remarks.” Plains Anthropologist. Vol. 61 No. 240 (November, 2016). Pp. 490–496. Forrådsgruber med tørret majs og anden overskudshøst lå gemt både inde i jordhytterne og udenfor. Indbyggerne kom af med deres affald på byens køkkenmøddinger. De selvstyrende byer gennemførte kortere eller længere jagt-ekspeditioner efter bisoner på prærien, hvorunder familierne gjorde brug af tipier.
Et tidligt kendetegn ved arikaraerne var deres hyppige flytninger fra etablerede bebyggelser for at grundlægge nye byer andre steder, frivilligt eller ej. Først bosat i South Dakota søgte stammen generelt nordpå under pres fra andre indfødte nationer. Her samlede de sig i færre og færre byer, hvor flere og flere hidtil selvstændige bybefolkninger med hver deres ledere, politiske som religiøse, skulle prøve at finde sammen i et nyt fællesskab. Yellow Bird, Loren: ”Now I Will Speak (Nawah Ti Waako’). A Sahnish Perspective on What the Lewis and Clark Expedition and Others Missed.” Wicazo Sa Review. Vol. 19, No. 1 (Spring 2004). Pp.73-84.
Epidemier og tab på slagmarken reducerede stammen så betragteligt, at den sidst i 1862 beboede blot en enkelt bydel i den fælles arikara -, hidatsa - og mandan by Like-a-Fishhook Village i North Dakota.
1700-1750 thumb|Kort over nogle af arikaraernes byer ved Missouri River fra 1700-1885 Arikaraernes byer stod spredt på en stærkning af 300 kilometer på begge sider af Missouri River i det centrale South Dakota i starten af 1700-tallet. Måske var der på et tidspunkt så mange som 45,Krause, Richard A.: Ethnocentrism and Arikara history. Plains Anthropologist. Vol. 64 No. 252 ( 2019). Pp. 350–381. men flere var kun benyttet nogle få årtier.Johnson, Craig M.: A Chronology of Middle Missouri Plains Village Sites. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 47. Washington, D.C., 2007. Jordhytterne af forskellig størrelse, der afspejlede familiens status, lå generelt åbent og ubeskyttet med god plads mellem dem. Hver by havde mindst én rummelig ceremonihytte.
Uden direkte at kende til de hvide havde indbyggerne i byerne længst sydpå adgang til europæisk fremstillede redskaber. De drev handel med f.eks. kiowaerne,Boyd, Maurice (ed.): Kiowa Voices. Ceremonial Dance, Ritual and Song. Vol. I. Fort Worth, 1981. og de lærte omahaerneFletcher, Alice C. & Francis La Flesche: The Omaha Tribe. Vol. 1. Lincoln and London. 1992. og poncaerneBuffalohead, Eric: ”Dhegihan History: A Personal Journey.” Plains Anthropologist. Vol. 49, No. 192 (Nov. 2004). Pp. 327-343. i Nebraska at bygge jordhytter efter at have afsluttet en periode med stamme-konflikter.
Byer (alle navngivet af arkæologer) som Crazy Bull og Peterson lå vest for Missouri River, mens Talking Crow, Iron Shooter, Two Teeth, Cadotte og Medicine Crow var østsidebyer. Indbyggerne i Medicine Crow beboede byen så længe, at familiernes jordhytter nåede at forfalde, så de måtte genopbygge dem to eller tre gange.
Østside byen Larson faldt under et voldsomt angreb udført af en indfødt nationOwsley, Douglas W., Hugh E. Berryman and William M. Bass: ”Demographic and Osteological Evidence for Warfare at the Larson Site, South Dakota.” Plains Anthropologist. Vol. 22, No. 78, (November 1977). Part 2: Memoir 13: Trends in Middle Missouri Prehistory: A Festschrift Honoring the Contributions of Donald J. Lehmer. Pp. 119-131. engang før midten af 1700-tallet, hvorunder dele af byen blev stukket i brand. Grundlæggerne af en ny by ca. 10 kilometer længere oppe ad floden, Spiry-Eklo, var muligvis de overlevende fra massakren.
Indbyggerne i storbyen Sully spredtes før 1725 for (muligvis) at gruppere sig i nye og mindre byer som Coleman og Oahe Village samt vestsidebyen Phillips Ranch i det centrale South Dakota. Phillips Ranch er sammen med den nærtliggende Buffalo Pasture kandidat til at være byen, som franskmanden La Verendryes to sønner besøgte under deres opdagelsesrejse i 1743.
1750-1800 thumb|Kort over Phillips Ranch site (39ST14), South Dakota I denne periode opgav arikaraerne permanent deres sydligste byer ved Missouri River for at bygge nye og gerne befæstede byer af tætstillede jordhytter 100-200 km længere nordpå.
En kombination af dødbringende epidemier (som koppe-epidemien i 1780-81) og sammenstød med indianske fjender havde reduceret stammen, så den nu levede på et samlet byareal syv gange mindre end før. Byernes størrelse varierede fra ca. 30 til 80 jordhytter, der typisk var beskyttet af en dyb, udvendig forsvarsgrøft med en træpalisade bagved. Fire forskellige grupper arikaraer fandt sammen og bragte storbyen Sully til live igen for en tid, men byen stod tom før 1795.
Byer som Nordvold I, Red Horse Hawk og Four Bear lå vest for Missouri River og mindre end 100 km fra grænsen til North Dakota. I 1795 prøvede nogle arikaraer forsøgsvis at etablere sig i Greenshield, som de grundlagde 150 km oppe ad Missouri River i North Dakota. Muligvis delte de byen med en gruppe mandaner; byen lå i traditionelt hidatsa territorium tæt på Knife River.Murray, Wendi Field & Fern E. Swenson: “Situational sedentism: Post-Contact Arikara settlement as social process in the Middle Missouri, North Dakota.” Plains Anthropologist. Vol. 61, No. 240 (Nov. 2016). Pp. 336-360. Efter tre år i Greenshield forlod arikaraerne byen (måske som følge af uoverensstemmelser med mandanerne) til fordel for Leavenworth lidt nord for Grand River i South Dakota.
To sene 1700-tals byer var Black Widow Ridge og 39ST50, der begge lå på vestbredden af Missouri River små fem km nedenfor udløbet af Cheyenner River. Lahoo-Catt med 17 jordhytter bag en palisadeWood, W. Raymond: ”The Earliest Map of the Mandan Heartland: Notes on the Jarvis and Mackay 1791 Map.” Plains Anthropologist. Vol. 55, No. 216 (November 2010). Pp. 255-276. var bygget på en ø i Missouri River nord for Cheyenne River, ganske som en aldrig genfunden by lå på Ashley Island endnu længere nordpå.
1800-1825 Indbyggerne på Ashely Island opgav deres ø-eksistens før 1811. De rykkede ind i stammens to næsten sammenbyggede byer ved Missouri River knap 20 kilometer nord for Grand River. Arkæologer benævner byerne under ét som Leavenworth site. Alle arikaraer levede nu samlet her. Den øverste by bestod af 69 jordhytter, mens byen lidt nedstrøms havde 70 hytter. Arikaraerne i de to byer talte med hver deres dialekt, og hver by var sammensat af de overlevende fra ældre, men nu forladte byer.
Leavenworth var målet for en amerikansk straffeekspedition i 1823, der bl.a. resulterede i høvding Grey Eyes død. Arikaraerne sneg sig væk en nat i forbindelse med en våbenhvile, og den næste morgen stak et par pelsjægere flere af byens rømmede jordhytter i brand.Jensen, Richard E & James S. Hutchins: Wheel Boats on the Missouri. The Journals and Documents of the Atkinson-O’Fallon Expedition, 1824-26. Helena and Lincoln. 2001. Efter at have overvintret i en vinterby i det centrale North Dakota søgte arikaraerne tilbage og genopbyggede deres hjem i 1824.Thiessen, Thomas D.: The Phase I Archeological Research Program for the Knife River Indian Villages National Historic Site, Part II: Ethnohistorical Studies. Midwest Archeological Center. Occasional Studies in Anthropology, No. 27. Lincoln, 2000 (second printing). De holdt stadig til i de to byer nord for Grand River i 1825, da de indgik en aftale med USA om fred og samhandel.Kappler, Charles J.: Indian Affairs. Laws and Treaties. Vol. 2. Washington, 1904.
1825-1850 thumb|Kort over arikaraernes folkevandring rundt på prærien, 1832-1837 Et opbrud fandt sted i 1832. Da begav de op mod 2500 arikaraer sig ud på en folkevandring, der førte dem fra Leavenworth i South Dakota og mere end 500 kilometer ned til skidi pawnee indianernes byer ved Platte River og Loup River i Nebraska.
De nåede frem til den sprogligt og kulturelt nærtstående stamme omkring september 1833. Her opholdt de sig til 1835,Murie, James R.: Ceremonies of the Pawnee. Part I: The Skiri. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 27. City of Washington, 1981. da uoverensstemmelser fik arikaraerne til at søge vestpå, op ad Platte River og ind på prærien.
Skønt stammen lod til at have besluttet sig for at bosætte sig i Nebraska, og også stiftede fred med cheyennerne ved handelsstationen Bent’s Fort i Colorado, så ankom en fortrop på 24 arikaraer til Fort Clark i North Dakota i september 1836.Wood, Raymond W.: Historical and Archeological Evidendce for Arikara Visits to the Central Plains. Plains Anthropologist. No. 4 (July, 1955). Pp. 27-39. Midt i november nåede 60 arikaraer fra en lejr ved enten Bad River i South Dakota (ofte kaldt Little Missouri River i 1800-tallet) eller den ”rigtige” Little Missouri River i North Dakota frem til fortet. Mandanerne i Mitutanka tæt ved fejrede deres ankomst to dage i træk.Chardon, F.A.: Chardon’s Journal at Fort Clark, 1834-1839. Lincoln and London. 1997. Endelig den 28. april 1837 slog en arikara lejr med 250 tipier og 3000 bisonskind at handle med sig ned ved Fort Clark og Mitutanka.
Hvilke ruter arikaraerne brugte på folkevandringen tilbage til North Dakota fra Colorado, og hvor deres forskellige tipilejre lå, er ikke ganske klart. Arikaraen Soldiers version fortæller om lejre ved Black Hills, og om en overvintring ved et sted kaldt Painted Butte nær Yellowstone River.Libby, O. G. (Ed.): The Arikara Narrative of the Campaign against the Hostile Dakotas, June 1876. Bismarck, North Dakota, 1920.
I starten af maj 1837 havde alle arikaraerne fundet et sted at bo hos mandanerne, på nær 20 familier der af pladsmangel måtte etablere sig hos hidatsaerne længere nordpå. Arikaraerne forblev i North Dakota fra da af.
Efter næsten fem års fravær var arikaraerne vendt tilbage til Missouri River på det værst tænkelige tidspunkt, for sidst i juni ramte en koppe-epidemi indianerbyerne. Over midten af september var op mod 800 mandaner og arikaraer døde.Meyer, Roy W.: The Village Indians on the Upper Missouri. Lincoln and London, 1977.
Med mandanerne i Mitutanka næsten udryddet overtog resterne af arikara-stammen disses ubeboede jordhytter i løbet af 1837 og 1838 og tog også kontrol over byen under protester fra de tilbageblevne mandaner. I januar 1839 opholdt arikaraerne sig i en vinterby, og en gruppe yankton siouxer udnyttede lejligheden til at stikke Mitutankas tomme jordhytter i brand. Efter at have genopført byen, dog tilpasset stammens behov og traditioner med f.eks. en 280 m2 stor ceremonihytte,Wiewel, Adam S. & Kenneth L. Kvamme: "The nineteenth-century Mandan/Arikara village at Fort Clark: Results from a multi-instrument remote sensing investigation." Plains Anthropologist. Vol. 61, No. 240 (November, 2016). Pp. 449–468. faldt arikaraerne til ro her. De gjorde byen til deres hjem og permanente base de næste 22 år. Enkelte familier gik med tiden imod traditionen om at bo i runde jordhytter ved at bygge firkantede tømmerhuse.
1850-1886 Fort Clark lukkede i 1860, og arikaraerne så sig nødsaget til at forlade deres by næste år. Afskåret fra en let adgang til en handelsstation og med deres hjem truet og angrebet af siouxer, ledte arikaraerne atter efter en plads til en ny by tidligt i 1862.