Den tyrkiske uafhængighedskrig ( "Befrielseskrigen" eller İstiklâl Harbi "Uafhængighedskrigen" eller Millî Mücadele "Nationalkampagnen"; 19. maj 1919 – 24. juli 1923) blev udkæmpet mellem den tyrkiske nationalbevægelse og medlemmerne af Ententen: Grækenland på vestfronten, Armenien på østfronten, Frankrig på sydfronten samt Storbritannien og Italien i Konstantinopel – efter dele af det Osmanniske Rige blev besat og opdelt efter osmannernes nederlag i første verdenskrig. Kun få af besættelsesstyrkerne fra Storbritannien, Frankrig og Italien blev indsat eller involveret i kampe.
Den tyrkiske nationalbevægelse (Kuva-yi Milliye) i Anatolien kulminerede i dannelsen af en ny Øverste nationalforsamling under Mustafa Kemal Atatürk og hans kolleger. Efter sejrerne på vest-, øst- og sydfronten blev Sèvres-traktaten skrottet og erstattet med Kars-traktaten i oktober 1921 og Lausanne-traktaten i juli 1923. Ententen forlod Anatolen og det Østlige Thrakien, og Tyrkiets Øverste nationalforsamling erklærede den 29. oktober 1923 Republikken Tyrkiet.
Den tyrkiske nationalbevægelse, opdelingen af det Osmanniske Rige og afskaffelsen af sultanatet førte til det Osmanniske Riges fald, og efter Atatürks reformer oprettede tyrkerne den sekulære nationalstat Tyrkiet. 3. marts 1924 blev det Osmanniske Rige afskaffet, og den sidste sultan, Abdülmecid 2., blev sendt i eksil.
Fodnoter
Henvisninger
Kategori:Tyrkiets historie