Kolind-stenen er en runesten, fundet liggende som tærskelsten i Kolind Kirke i 1868. Den store sten blev kort efter udtaget og opstillet i våbenhuset, hvor den stadig har sin plads. Kolind-stenen er en af de få runesten på Djursland, og den er placeret et sted, hvor flere mindre åløb mødes. Oven over indskrifter er der rester af spiralornamentik, som ser ud til at være hugget væk i højre side.

Indskrift

Indskriften er ordnet i bustrofedon og begynder i nederste venstre hjørne. Det har været diskuteret, om 'Asveds smed' lægger sig til stenrejseren Toste eller til afdøde Tue, hvor man så ville have forventet akkusativ. I Danmarks Runeindskrifter mente man, at det lagde sig til Toste, stenrejseren. Frie appositioner i nominativ kan godt forekomme (jf. Karl Martin Nielsen 1945), og af syntaktiske årsager anser man det i dag for mest oplagt, at 'Asveds smed' lægger sig til den afdøde, Tue. Ordet 'smed' havde i vikingetiden en mere bred betydning end i dag, nærmere 'håndværker'. Der findes to andre runesten i Danmark med ordet 'smed', nemlig Grensten-stenen og Hørning-stenen, som har samme stenrejser, Toke smed. Ordet 'broder' er skrevet burþur, hvilket må være en fejlristning for bruþur.

Kilder Danske Runeindskrifter Jacobsen, Lis og Erik Moltke 1942. Danmarks Runeindskrifter. Text, sp. 145-146. København. Nielsen, Karl Martin 1945.Omramning eller fri apposition i runeindskrifter. Arkiv for Nordisk Filologi LX, s. 73-91.

Kategori:Runesten i Danmark Kategori:Syddjurs Kommune