Runestenen Øster Bjerregrav 1 er en runesten, fundet i Øster Bjerregrav i 1868. Da stenen omtaltes første gang, lå den inde i våbenhuset som tærskelsten under portalen til Øster Bjerregrav Kirke. Først ved udtagningen 1884 viste det sig, at toppen var slået af. Den store sten er nu rejst på kirkegården i hjørnet mellem våbenhuset og kirkeskibet.
Indskrift
Indskriften er ordnet dels i parallelordning, dels i bustrofedon og begynder i venstre side nedefra. Indskriften er som følge af dens genanvendelse meget slidt, og toppen af indskriften mangler. Både Tove og Tomme er kendte navne i de danske runestenstekster. Det er uklart, hvordan afslutningen 'Tvegge Hén' hænger sammen med resten af indskriften. Mandsnavnet Tvegge kendes ellers kun som tilnavn til Odin, og ses muligvis også på Sjelle-stenen. Det er dannet til talordet 'to' og har betydningen 'den dobbelte'. Tilnavnet Hén betyder 'hvæssesten', men sigter til 'initiativløshed, slaphed, eftergivenhed'.
Kilder Danske Runeindskrifter Jacobsen, Lis og Erik Moltke 1942. Danmarks Runeindskrifter. Text, sp. 133-134. København.
Kategori:Runesten i Danmark Kategori:Randers Kommune