John Steinbeck (født 27. februar 1902 i Salinas, død 20. december 1968 i Harlem) var en amerikansk forfatter. Han fik Nobelprisen i litteratur i 1962 "for sit realistiske og fantasifulde forfatterskab, der kombinerer solidarisk humor med dybfølt social indsigt." Han er blevet kaldt "en gigant inden for amerikansk skrivning", og mange af hans værker anses for at være klassikere inden for vestlig litteratur.
Steinbeck skrev 27 bøger, heriblandt 16 romaner, seks non-fiktionsbøger og to novellesamlinger. Han er især kendt for de humoristiske romaner Dagdriverbanden (1935) og Et mægtigt gilde (1945), familieeposset Øst for paradis (1952) samt kortromanerne Mus og mænd (1937) og Den røde pony (1933). Vredens druer (1939), der modtog Pulitzerprisen, regnes for hans mesterværk og er en del af den amerikanske litteraturkanon. Den er i løbet af sine første 75 år solgt i over 14 millioner eksemplarer.
Selv om Steinbecks bøger faktisk spænder ganske bredt i deres emner, står han for mange læsere i høj grad som en hjemstavnsforfatter. Mange af hans bøger foregår helt eller delvist i Salinas-dalen i Californien, hvor han var født og voksede op. Temaerne i hans værker kredser ofte om skæbne og uretfærdighed, særligt når den rammer forkuede og helt almindelige personer.
Opvækst og ungdom Steinbeck blev født i Salinas, Californien, 27. februar 1902. Han var af tysk, engelsk og irsk afstamning. Johann Adolf Großsteinbeck (1828-1913) forkortede sit navn ved immigrationen til USA. Familiens gård i Heiligenhaus, Nordrhein-Westfalen i Tyskland, hedder fortsat "Großsteinbeck".
Hans far, John Ernst Steinbeck (1862-1935), var ansvarlig for finanserne i Monterey County, og hans mor, Olive Hamilton (1867-1934), var oprindeligt lærer og delte sønnens passion for at læse og skrive. Steinbeck-familien var medlemmer af den episkopale kirke, og John Steinbeck forblev gennem livet sympatisk indstillet over for denne kirke, skønt han ofte er blevet karakteriseret som agnostiker. Steinbeck voksede op i en lille landlig by, ikke meget mere end by i udkanten af det amerikansk samfund, der lå midt i et af verdens mest frodige landområder. ("Introduction" af John Timmerman) Om sommeren arbejdede han på gårde i nabolaget og senere sammen med immigrantarbejdere på sukkerroegårde. Her oplevede han de barskere sider af immigranternes liv og de mere dunkle sider af menneskelivet, hvilket gav ham materiale, der senere kom til udtryk i værker som Mus og mænd. Han udforskede det område, han boede i, ved at vandre i skove, marker og på gårde. Mens han var på Spreckels Sukkerkompagni, arbejdede han nogle gange i firmaets laboratorium, hvilket gav ham tid til at skrive. Han havde gode evner for mekanik og var glad for at reparere ting, han ejede.
Steinbeck blev student fra Salinas High School i 1919 og gik derpå i gang med at studere engelsk litteratur på Stanford University nær Palo Alto. Han fik aldrig eksamen herfra, idet han forlod universitetet i 1925. Han rejste nu til New York City, hvor han fik forskellige forefaldende jobs, mens han forsøgte at skrive. Det lykkedes ikke for ham at få noget udgivet, og han vendte derpå hjem til Californien i 1928, hvor han fik arbejde som turguide og pedel ved Lake Tahoe. Her mødte han Carol Henning, der blev hans første hustru. ("Introduction" af Robert DeMott) De blev gift i januar 1930 i Los Angeles, hvor han nu, med venners hjælp, forsøgte at tjene penge ved at fremstille plastikmannequiner.
Da de ikke kunne tjene penge efter et halvt års tid på grund af de dårlige tider, flyttede Steinbeck med sin hustru tilbage til Pacific Grove, hvor de slog sig ned i en lille hytte, som hans far ejede på Monterey-halvøen lidt uden for byen Monterey. Steinbecks far lod sønnen bo der gratis, betalte papir til hans skriverier og havde allerede fra 1928 givet ham lån, der gjorde det muligt for ham at koncentrere sig om sin skrivevirksomhed. Under depressionen købte Steinbeck en lille båd og hævdede senere, at han havde været i stand til at leve af de fisk og krabber, han fangede i havet, sammen med friske grønsager fra egen have og de lokale gårde. Da den økonomiske situation blev værre, modtog Steinbeck og hans hustru offentlige midler, og i enkelte tilfælde stjal de bacon fra det lokale marked. Den mad, de til enhver tid havde, delte de med deres venner. Hustruen Carol blev model for figuren Mary Talbot i Steinbecks roman Dagdriverbanden.
I 1930 mødte Steinbeck marinbiologen Ed Ricketts, som blev hans nære ven og mentor i det følgende årti. Ricketts, der for det meste var ganske fåmælt, men vellidt, havde en indre ro og besad en encyklopædisk viden om mange emner, og han kom mere og mere i Steinbecks søgelys. Ricketts var elev af Warder Clyde Allee, biolog og økologisk teoretiker, som skulle komme til at skrive en af de første klassiske værker om økologi. Ricketts blev tilhænger af den økologiske tankegang, hvori mennesket blot er et led i livets store ring, fanget i livets spind, som var alt for stort for ham at kontrollere og forstå. Samtidig stod Ricketts i spidsen for et biologisk laboratorium på kysten ved Monterey, hvorfra der blev solgt biologiske eksemplarer af små dyr, fisk, søstjerner, skildpadder og andre havdyr til skoler og gymnasier.
I perioden 1930 til 1936 blev Steinbeck og Ricketts nære venner. Steinbecks hustru begyndte at arbejde i Ricketts' laboratorium som bogholder, mens Steinbeck selv hjalp til på et mere uformelt plan. Deres forhold var i høj grad baseret på deres fælles glæde ved musik og kunst, og Steinbeck lærte af Ricketts om biologi og hans økologiske filosofi. Når Steinbeck var følelsesmæssigt uligevægtig, spillede Ricketts nogle gange musik for ham.
Karriere Tidligt forfatterskab John Steinbecks første roman, Månens gyldne bæger (Cup of Gold, 1929), er løst baseret på kaperen Henry Morgans liv og død. Den er centreret om Morgans angreb på og hærgning af byen Panama, nogle gange omtalt som "Det gyldne bæger" (deraf romanens titel), og de kvinder, der var lysere end solen, som efter sigende fandtes der.
I perioden 1930-1933 skrev Steinbeck tre mindre værker. De himmelske græsgange (The Pastures of Heaven, udgivet 1932) består af tolv sammenvævede historier om en dal i nærheden af Monterey, som blev opdaget af en spansk korporal, da han jagtede undvegne indianerslaver. I 1933 fik Steinbeck udgivet Den røde pony (The Red Pony), en 100 sider lang historie i fire kapitler, der indarbejder minder fra Steinbecks barndom. Til en ukendt gud (To a God Unknown, 1933), der har navn efter en vedisk hymne, følger en livet hos en gårdmand og hans familie i Californien og beskriver en figur med en umiddelbar og hedensk tilbedelse af den jord, han arbejder på. Skønt han ikke endnu havde opnået en status som veletableret forfatter, tvivlede Steinbeck aldrig på, at han nok skulle opnå storhed.
Steinbeck fik sin første ros fra anmeldere med udgivelsen af Dagdriverbanden (Tortilla Flat, 1935), en roman der foregår i tiden efter 1. verdenskrig i Monterey, Californien. Romanen blev tildelt guldmedaljen fra Californiens Commonwealth Club. Romanen skildrer livet blandt en gruppe unge mænd, der var uden for de normale samfundsklasser og ofte hjemløse, i efterkrigstidens Californien, lige inden spiritusforbuddet i USA. De skildres i ironisk sammenligning med mytiske riddere på mission og afviser næsten alle det amerikanske samfunds normale regler for i stedet at hengive sig til nydelsen af et udsvævende liv med vin, begær, kammeratskab og småtyverier. Ved tildelingen af Nobelprisen i 1962 beskrev det svenske akademi den som "krasse og komiske fortællinger om en baned paisanos, asociale individer, der i deres vilde eskapader næsten er karikaturer på kong Arthurs riddere om det runde bord. Det er blevet sagt, at i USA udkom denne bog som en velkommen modsætning til dysterheden i den på det tidspunkt fremherskende depression." Dagdriverbanden blev i 1942 filmatiseret under samme navn med navne som Spencer Tracy, Hedy Lamarr og John Garfield i nogle af rollerne (sidstnævnte var ven med Steinbeck).
Steinbeck begyndte nu at skrive på en serie "Californien-romaner" og Dust Bowl-fiktion, der udspillede sig blandt almindelige mennesker under depressionen. Blandt de værker, der kom ud af dette, var Det ukuelige sind (In Dubious Battle), Mus og mænd (Of Mice and Men) samt Vredens druer (The Grapes of Wrath). Han skrev også en artikelserie til San Francisco News under fællestitlen The Harvest Gypsies om løsarbejderes skæbne.
Mus og mænd er et drama om drømmene hos to løsarbejdere inden for landbruget i Californien. Den fik ros af kritikerne, og ved nobelpristildelingen i 1962 blev den betegnet som et "lille mesterstykke". Som teaterstykke blev det en stor succes, der i originalopsætningen havde Wallace Ford i rollen som George og Broderick Crawford som hans følgesvend, den mentalt barnlige, men fysisk stærke omrejsende karl, Lennie. Steinbeck nægtede at rejse til New York fra sit hjem i Californien for at overvære stykket, idet han fortalte teaterdirektøren George S. Kaufman, at stykket, som det fandtes i hans hoved, var "perfekt", og at uanset hvad der blev opført på en scene, ville det blot blive en skuffelse for ham. Steinbeck skrev senere yderligere to teaterstykker, Månen er skjult (The Moon Is Down) og Livsflammen (Burning Bright).
Mus og mænd blev filmatiseret i 1939 med Lon Chaney, Jr. som Lennie (han havde spillet samme rolle i Los Angeles-teateropsætningen) og Burgess Meredith som George. Meredith og Steinbeck blev efter dette nære venner i mange år. Endnu en filmatisering blev lavet i 1992 med Gary Sinise som George og John Malkovich som Lennie. Som teaterstykke blev Mus og mænd sat op i Danmark på Aveny Teatret i 1961 med Ove Sprogøe som George og Dirch Passer som Lennie. Det var tænkt fra Passers side som et forsøg på at blive anerkendt som seriøs skuespiller, efter at han gennem mange år havde været kendt som komiker. Imidlertid kunne publikum ikke se Passer uden at grine, og dette rystede skuespilleren så meget, at man var nødt til at tage stykket af plakaten efter ganske få opførelser. Passer kom aldrig senere til at spille lignende seriøse roller.
Denne bølge af succes blev for Steinbeck fulgt op af Vredens druer (The Grapes of Wrath, 1939), der var baseret på de avisartikler om omrejsende løsarbejdere i landbruget, han havde skrevet i San Francisco. Romanen er ofte betegnet som hans hovedværk. Ifølge The New York Times var bogen den bedst sælgende i USA i 1939, og i februar 1940 blev der trykt et kæmpeoplag på 430.000 eksemplarer. Samme måned vandt bogen National Book Award som bedste fiktionsbog i 1939, udpeget af sammenslutningen af amerikanske boghandlere. Senere samme år modtog bogen Pulitzerprisen for bedste fiktionsbog, og den blev filmatiseret af John Ford med Henry Fonda i hovedrollen som Tom Joad; Fonda blev for sin rolle nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.
Vredens druer var kontroversiel. Steinbecks syn på New Deal-politikken, negative beskrivelser af nogle aspekter af kapitalismen og sympatien for løsarbejdernes skæbner gav bagslag for forfatteren, særligt i hans nærmeste omegn. Med henvisning til, at bogen var både obskøn og ikke var retvisende i sin skildring af countyet, blev bogen sortlistet på offentlige skoler og biblioteker i Kern County i august 1939. Dette stod på indtil januar 1941.
Om denne kontrovers skrev Steinbeck: "Dæmoniseringen af mig herude fra store landbesiddere og bankfolk er rigtig slem. På det seneste har de spredt et rygte om, at 'okierne' hader mig og har truet med at dræbe mig for at lyve om dem. Det er helt ude af kontrol; jeg mener, at der er vokset en slags hysteri op om bogen, der ikke er sund."
Ed Ricketts' indflydelse