Türk Deniz Kuvvetleri er den maritime del af Tyrkiets forsvar.
Tyrkiske orlogsskibe bærer præfikset TCG (Türkiye Cumhuriyeti Gemisi) som står for "den Tyrkiske Republiks skib".
Historie Den osmanniske flåde efter våbenstilstanden i Mudros thumb|Det tyrkiske slagskib Turgut Reis. thumb|Den tyrkiske krydser Hamidiye thumb|Den tyrkiske krydser Mecidiye
Efter det Osmanniske Riges nederlag i 1. verdenskrig beordrede Liva Amiral Arif Pasha, chefen for den osmanniske flåde den 3. november 1918, at orlogsflaget skulle stryges på alle krigsskibe ved Det gyldne Horn. Hermed var den osmanniske flåde officielt opløst.Bernd Langensiepen, Ahmet Güleryüz, The Ottoman Steam Navy, 1828-1923, Naval Institute Press, Annapolis, Maryland, 1995, , s. 57. De større overfladeskibe fra den tidligere osmanniske flåde blev interneret af de allierede og blev, efter betingelserne i våbenstilstanden i Mudros, afvæbnet i den sidste uge af 1918. Slagskibet Turgut Reis og krydserne Hamidiye og Mecidiye blev særligt interneret ved Det gyldne Horn af besættelsesstyrkerne. Slagkrydseren Yavuz Sultan Selim blev overført til Marmarahavet da skibet på grund af sin størrelse kunne begrænse søtrafikken i Bosporus mens skibets ammunition og våben blev afmonteret. Under denne periode var det kun et mindre antal tidligere osmanniske krigsskibe der forblev aktive for at kunne fungere som kystvagt – disse blev frigjort fra interneringen den 26. februar 1919. Af de skibe der blev frigjort kan nævnes torpedobådene Akhisar og Draç som patruljerede Marmarahavet, kanonbåden Hızır Reis som patruljerede İzmirbugten, samt minelæggererne Nusret og Tir-i Müjgan som forestod minerydningsoperationer i Sarosbugten.
Umiddelbart før den tyrkiske uafhængighedskrigs udbrud, sendte Bahriye Nazırlığı (Marineministeriet) kanonbåden Preveze til Sinop og kanonbåden Aydın Reis til Trabzon i februar 1919 for overvågning, rekognoscering og patruljetjeneste. Dog betød kulmangel at de to skibe var nødsaget til at forblive i havn frem til slutningen af 1919. I starten af den tyrkiske uafhængighedskrig vendte de to kanonbåde ikke tilbage til Istanbul, til trods for direkte ordrer fra det osmanniske styre og de allierede. I stedet valgte de at følge oprørerne anført af Kemal Atatürk.
Tyrkiets uafhængighedskrig Flådedirektoratet Et større antal af søofficererne og kadetterne fra det tyrkiske flådeakademi drog til Anatolien for at deltage i den tyrkiske uafhængighedskrig. Den 10. juli 1920 oprettede oprørerne Umur-u Bahriye Müdürlüğü (Flådedirektoratet) i Ankara under oprørernes Forsvarsministerium. Flådedirektoratet fik til opgave at organisere og vedligeholde forsyningslinjerne over Sortehavet, således at de tyrkiske oprørsstyrker i Anatolien kunne forsynes med våben og andre fornødenheder. Alle eksisterende flådeinstitutioner der var under oprørernes kontrol blev underlagt Flådedirektoratet. Flådedirektoratets opgave blev løst fortrinligt og der blev endda oprettet et efterretningsnetværk der kunne rapportere fjendtlige skibes bevægelser. Et resultat heraf var at flådens logistiske forsyningsskibe effektivt kunne omsejle fjendtlige skibe. Den tyrkiske nationalforsamling i Ankara forhandlede en aftale på plads med Sovjetunionen om finansiel og materiel støtte til de tyrkiske oprørere. Aydın Reis forlod Samsun (den 16. september 1920) og Preveze forlod Trabzon (den 30. september 1920) mod den sovjetiske by Novorossijsk for at transportere våben, forsyninger samt finansiel støtte tilbage til oprørsstyrkerne. Trabzon sejladsdetachementet blev oprettet den 21. september 1920 og efterfølgende omdåbt til Trabzon marinetransportkommando den 26. oktober 1920. Den 1. januar 1921 blev Samsun marinekommando oprettet. I de efterfølgende faser af den tyrkiske uafhængighedskrig betød det voksende logisikbehov flere og forbedrede skibe samt en gradvis forbedring og udbygning af flådens organisation.
I den samme periode skabte en række civile tyrkiske sømænd organisationen Muavenet-i Bahriye (Marinens støtteorganisation).Cevat Ülkekul, "Kurtuluş Savaşı'nda Türk Denizcileri ve Cumhuriyet Bahriyesinin Kuruluşu" ("Tyrkiske sømænd under uafhængighedskrigen og etableringen af Republikkens flåde"), Uluslararası Piri Reis Sempozyumu, 27-29 Eylül 2004 (Bildiri), Kontoret for navigation, hydrografi og oceanografi. Denne organisation skaffede i stilhed kanoner, lette våben, ammunition, landminer og sprængstoffer fra tidligere osmanniske våbenlagre i Istanbul der stadig var under allieret kontrol og sendte dem med civile skibe til de tyrkiske oprørere.
Flådedepartementet Den 1. marts 1921, ændredes Flådedirektoratet til Bahriye Dairesi Reisliği (Flådedepartementet). Departementet havde kontrol over flådekommandoerne i Samsun, Amasra og İzmit (oprettet 28. juni 1921); Marinetransportdetachementerne i Trabzon og Karadeniz Ereğli; Flådedetachementet i Eğirdirsøen samt flådeforbindelsegruppen i Fethiye (oprettet 16. marts 1921) Under uafhængighedskrigen, transporterede Tyrkiets flåde over 220.000 tons våben, ammunition og andre forsyninger til landstyrkerne i Anatolien.
Marineministeriet Efter våbenhvilen i Mudanya den 11. oktober 1922, omdannedes det tidligere osmanniske marineministeriums hovedkvarter (Bahriye Nazırlığı) i Kasımpaşa-kvarteret i Istanbul på Det gyldne Horn, til flådens nye hovedkvarter den 14. november 1922.
Etableringen af Republikken Tyrkiets Bahriye Vekâleti (marineministerium), placeret i Ankara, blev besluttet af det tyrkiske parlament den 29. december 1924 – i samme omgang blev det besluttet at Topçu İhsan Bey (İhsan Eryavuz) skulle være den første marineminister, han blev også den sidste.Ümit Özdağ, Atatürk ve İnönü dönemlerinde Ordu-Siyaset İlişkisi, Bilgeoğuz, 2006, s. 97.Türkiye Diyanet Vakfı İslâm ansiklopedisi, Vol 12, Türkiye Diyanet Vakfı, İslâm Ansiklopedisi Genel Müdürlüğü, 1988
Da den Tyrkiske Republik blev formelt etableret den 29. oktober 1923 rådede den over et antal tidligere osmanniske skibe:Bernd Langensiepen, Ahmet Güleryüz, The Ottoman Steam Navy, 1828-1923, Naval Institute Press, Annapolis, Maryland, 1995, , p. 59.
Aktiv tjeneste: 2 krydsere: Hamidiye og Peyk-i Şevket 2 yachts: Ertuğrul og Söğütlü 1 destroyer: Taşoz 4 kanonbåde: Burak Reis, Hızır Reis, Kemal Reis og İsa Reis 1 minelægger: Nusret 1 korvet: Galata 4 slæbebåde 7 motorbåde Ikke i tjeneste (skulle repareres): 2 slagskibe: Turgut Reis 1 slagkrydser: Yavuz Sultan Selim 2 krydsere: Berk-i Satvet og Mecidiye 4 destroyere: Muâvenet-i Millîye, Nümûne-i Hâmiyet, Basra og Samsun 6 torpedobåde: Sultânhisar, Yûnus, Akhisar, Draç, Mûsul og Berk Efşân 1 kanonbåd: Sakız
Man gjorde sig forberedelser til at reparere flere af de mindre skibe (de tre destroyere af Taşoz-klassen samt kanonbådene Burak Reis, Sakız, İsa Reis og Kemal Reis) og gøre dem klar til kamp. Derudover var der planer om at ombygge krydseren Hamidiye til et skoleskib.
I 1920'erne indlod man sig på reparere slagskibet Yavuz Sultan Selim (som forblev i aktiv tjeneste frem til 1950), skibet skulle være hjørnestenen i flåden og var den eneste faste del i regeringernes skiftende marinepolitik.Güvenç and Barlas, s. 7 Slagskibet forblev i İzmit frem til 1926, og gik langsomt i forfald:Gardiner and Gray, s. 391Whitley, s. 241Worth, s. 271 Kun to af skibets kedler virkede, skibet havde ingen manøvreevne og var ikke i stand til at gøre fart gennem vandet. Skibet var stadig beskadiget efter en minesprængning i 1918. Det lykkedes endeligt at indsamle nok penge til at indkøbe en ny 26.000 tons flydedok fra det tyske firma Flender, da man ikke kunne slæbe Yavuz væk fra dets sikre ankerplads uden af risikere at skibet sankt hvis havet rejste sig en smule.Brice, s. 277 Det franske firma Atelier et Chantiers de St. Nazaire-Penhöet blev hyret i december 1926 til at overvåge reparationerne af slagskibet der blev udført af orlogsværftet i Gölcük. Lausanne-traktaten i 1923 betød at de tyrkiske stræder ikke måtte befæstes, måtte den tyrkiske flådes infrastruktur i Bosporus, Dardarnellerne og Det gyldne Horn flyttes til Gölcük. I denne periode, var Gölcük flådens primære flådestation.
Reparationerne på slagskibet Yavuz tog over tre år (1927–1930); og blev forsinket flere gange efter som flere dele af flydedokken kollapsede mens man pumpede vand ud. Yavuz fik mindre beskadigelser og dokken måtte repareres før reparationerne på skibet kunne genoptages. Marineministeren Ihsan Eryavuz blev efter de efterfølgende undersøgelser dømt for bedrageri i sagen der blev kendt som "Yavuz-Havuz-sagen" (havuz betyder dok på tyrkisk i marinesammenhæng.) Undersøgelserne viste af Ihsan Eryavuz havde reduceret forsikringspræmien hos det franske firma (Atelier et Chantiers de St. Nazaire-Penhöet) fra 5 til 1,5 millioner tyrkiske lira og blev fundet skyldig i bedrageri, dette førte til nedlæggelsen af marineministeriet den 27. december 1927.Genel Tarihçe , Flådens hjemmeside.
Flådesekretariatet thumb|left|Den tyrkiske krydser Mecidiye i 1932 Efter opløsningen af marineministeriet blev flåden organiseret under forsvarsministeriet og den 16. januar 1928 blev flådesekretariatet (Deniz Müsteşarlığı) etableret med de samme pligter og ansvar marineministeriet havde haft. Denne omorganisering betød at den tyrkiske flådekommando blev underlagt den tyrkiske militære overkommando med hensyn til administration og logistik.
Den 2. november 1930, begyndte Marineakademiet (Deniz Harp Akademisi) at uddanne stabsofficerer på Yıldızpaladset. Under 2. verdenskrig blev Marineakademiet midlertidigt flyttet fra Istanbul til Mersin af sikkerhedsårsager. Akademiet fortsatte sine uddannelsesaktiviteter i denne by.
thumb|Slagskibet Yavuz i 1946
I 1933 fik Gölcük officiel status som Tyrkiets primære flådestation. Samme år blev det første skib køllagt på orlogsværftet i Gölcük – tankskibet Gölcük, der blev søsat det efterfølgende år.
Efter underskrivelsen af Montreux-konventionen i 1936, blev Tyrkiets suverænitet i de tyrkiske stræder internationalt anerkendt. Som et resultat heraf oprettedes marinedistrikter på Bosporusstrædet og Dardanellerne, med tilhørende flådestyrker.
Flådekommandoen Den tyrkiske flåde var i den tyrkiske overkommando repræsenteret af flådesekretæriatet fra 1928 til 1949. Et historisk dekret i militærrådet den 15. august 1949 førte til oprettelsen af den tyrkiske flådekommando (Deniz Kuvvetleri Komutanlığı.)
Efter Tyrkiets indtrædelse i NATO den 18. februar 1952 er den tyrkiske flåde blevet integreret i alle relevante niveauer i alliancen.
I 1961 blev flåden organiseret i fire forskellige kommandoer: Flådekommandoen, Sortehavskommandoen, Middelhavskommandoen samt flådens Træningskommando. I 1995 blev Flådens Træningskommando omdøbt til Flådens Trænings- og Uddannelseskommando
I dag, har den tyrkiske flåde omkring 48.600 ansatte og en samlet tonnage på omkring 259.000 tons.Hjemmeside omkring den tyrkiske flåde (uofficiel) , and World Navies Today: Turkey samt World Navies Today: Europe
Skibs- og ubådsklasser i den tyrkiske flåde siden 1923 Mellemkrigstiden