De islandske verbers grammatiske opførsel beskrives kort i det følgende.
Som en almindelig regel skal det straks nævnes, at infinitiven ender på -a undtagen hvor et -á kommer foran i hvilket tilfælde a-et forsvinder, f.eks. slá (slå). Desuden har man de følgende undtagelser: Munu, skulu (begge to ville, skulle udelukkende benyttet som hjælpeverber), þvo (vaske) og det danske låneord skeBrugen af ske er blevet betydeligt sjældnere i den sidste tid. Man hører det hovedsageligt brugt af de ældre. I stedet har man nu som før verbet gerast (mediopassiven af gera (gøre)) med samme betydning..
Der findes to participier, præsens og præteritum. Endelsen i præsens er -andi og er i hovedsagen ubøjelig. Undtagelsesvis kan den dog bøjes som svage adjektiver for stilistiske formål. Datidens participium er meget mere kompliceret, men følger dog hovedsageligt adjektiverne i sin bøjning, om end med talrige (og almindelige) undtagelser.
Præsens og præteritum er de eneste simple (usammensatte) tempora på islandsk. Hvad de andre angår, så benyttes der hjælpeverber, og resultatet kan forskelligt blive opfattet som tempus eller aspekt, ligesom på danskJón Friðjónsson opererer med to tider, nutid og datid og dertil fire aspekter, som kunne se ud som en forenkling (fra to simple og seks sammensatte tider), men da han netop splitter enhver aspekt op efter dens tidsmæssige betydning, kan man måske sige, at systemet er logisk men på ingen måde simplere. Mange af hans forskellige aspektformer blev for øvrigt tidligere smuglet ind i skolegrammatikken under betegnelsen "irregulære tider". Forskellige ord, samme betydning, men Jóns system er vel nok det konsekventere af de to..
Af personlige måder har man indikativ, konjunktiv og imperativ.
Der er tre former, aktiv, passiv og mediopassiv. Den sidste er dog en ret kompliceret sag, eftersom man for visse verbers vedkommende kan opfatte den som en særlig form, mens betydningsændringen i andre tilfælde er så stor, at man må opfatte mediopassiven som et særligt verbum. Passiven dannes med hjælpeverbet vera, mens mediopassiven har sin egen bøjning. Hvad den angår skal det nævnes (se mediopassiv), at den opstod ved en sammentrækning af verbet og det refleksive pronomen sik (som det lød på oldislandsk) og senere ændredes endelsen -sk til -st. Som eksemler kan anføres kalla (kalde) vs. kallast (á) (enten bliver kaldt eller hvis man bruger præpositionen á, de kalder til hinanden (over en længere strækning)), her er betydningen altså enten passiv eller en helt anden, eller drepa (dræbe) vs. drepast (krepere, altså foragteligt), igen en helt anden betydning. (Hvis man vil sige, at en tager sit liv, benytter man det refleksive stedord, hann drap sig, (han begik selvmord.))
Som et første eksempel anføres det nok vigtigste verbum i de sprog, hvor det forefindes, að vera (at være). Infinitivtegnet að viser sit slægtskab med dansk tydeligt nok, og her er dansk forresten mere konservativt end islandsk, idet den oldnordiske form var at. For en nærmere klassificering bør det nævnes, at vera hører til den 5. klasse af stærke verber, men hører dog til undtagelserne i den klasse.
Infinitiv: vera (være) Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis 1. person er erum sé séum var vorum væri værum 2. person ert eruð sért séuð varst voruð værir væruð 3. person er eru sé séu var voru væri væru
Imperativen er ver (Sg.), verið (Pl.). Den findes kun i den 2. person, som for andre verber (men se dog optativen nedenfor) og bruges for det meste i singularis i en sammentrukket form med stedordet , dvs. vertu (< ver þú, på dansk vær du). I pluralis har man også en sådan sammentrækning, men den bliver dog, mærkværdigvis, ikke godkendt som ophøjet litteratur. Vertu kan forekomme i alle sammenhæng, genparten i pluralis, veriði (<verið þið), er godt og lødigt talt islandsk, men næppe skrevet, i det mindste er det meget uhøjtideligt på papir. Denne regel gælder i øvrigt for alle verber.
Verbet vera udmærker sig også ved at være det eneste islandske verbum, der har to konjunktiver. I singularis går den anden i tur og orden veri – verir – veri. I pluralis er det verum – verið – veri. Denne form benyttes udelukkende som en optativ, dvs. et udtryk for et ønske eller en forbandelse: Veri ég bölvaður betyder være jeg forbandet (i og for sig et eksempel for en dansk konjunktiv – se kontrasten jeg er, jeg være). Fari hann og veri betyder må han gå og aldrig komme igen. Som et eksempel i flertal kan man nævne Verum nú dugleg (Lad os nu være flittige).
Det er nok på sin plads at gengive det andet hovedhjælpeverbum på dette sted, hafa (have), som ellers klassificeres som et uregelmæssigt verbum tilhørende den 4. svage klasse.
Infinitiv: hafa (have) Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis 1. person hef, hefi höfum hafi höfum hafði höfðum hefði hefðum 2. person hefur, hefir hafið hafir hafið hafðir höfðuð hefðir hefðuð 3. person hefur, hefir hafa hafi hafi hafðir höfðu hefði hefðu
Formerne i entallets indikativ er ligeberettigede, men de første er gængse.
Imperativ: Haf (hafðu), hafið.
Participium præsens: Hafandi.
Participium præteritum:
Participium præteritum: hafður (haft)SingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ hafður höfð haft hafðir hafðar höfðakkusativ hafðan hafða hafðadativ höfðum hafðri höfðu höfðumgenitiv hafðs hafðrar hafðs hafðra
Svage verber Første klasse Den første klasse indeholder de fleste verber på islandsk, idet den er den eneste klasse, som er helt åben, dvs. nydannelser hører for det meste hertil. Der gives to eksempler, begge klassiske, elska (elske) og kalla (kalde), det senere eksempel med u-omlyd i visse former, det første uden.
Infinitiv: elska (elske) Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis 1. person elska elskum elski elskum elskaði elskuðum elskaði elskuðum 2. person elskar elskið elskir elskið elskaðir elskuðuð elskaðir elskuðuð 3. person elskar elska elski elski elskaði elskuðu elskaði elskuðu
Infinitiv: kalla (kalde) Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis 1. person kalla köllum kalli köllum kallaði kölluðum kallaði kölluðum 2. person kallar kallið kallir kallið kallaðir kölluðuð kallaðir kölluðuð 3. person kallar kalla kalli kalli kallaði kölluðu kallaði kölluðu
Man bemærker to ting med det samme. For det første er indikativ og konjunktiv den samme i datidens pluralis. Det er dog logisk at anføre begge i tabellerne, da man vil se forskel på disse to måder i andre klasser, i de tilfælde hvor konjunktiven undergår i-omlyd. For det andet ser man, at a>ö hvor bøjningsendelsen begynder på u (u-omlyd).
Imperativerne er elska, elskið og kalla, kallið, i singularis oftest i den sammentrukne form, dvs. elskaðu, kallaðu.
Participium præsens: Elskandi, kallandi.
Participium præteritum: Elskaður, kallaður. Bøjningen følger.
Participium præteritum: elskaður (elsket)SingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ elskaður elskuð elskað elskaðir elskaðar elskuðakkusativ elskaðan elskaða elskaðadativ elskuðum elskaðri elskuðu elskuðumgenitiv elskaðs elskaðrar elskaðs elskaðra
Participium præteritum: kallaður (kaldet)SingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ kallaður kölluð kallað kallaðir kallaðar kölluðakkusativ kallaðan kallaða kallaðadativ kölluðum kallaðri kölluðu kölluðumgenitiv kallaðs kallaðrar kallaðs kallaðra
Den første klasse besværes ikke af nævneværdige uregelmæssigheder.
Anden klasse De svage verbers 2. klasse kendetegnes af i-omlyd i præsens. Desuden bøjes participium præteritum blandet, da man har en blanding af de stærke verbers -inn og de svage verbers dentaler i visse former. Infinitiven ender altid på -ja, men det er ikke et utvetydigt kendetegn; en hel masse andre verber fra andre klasser ender også på -ja i infinitiven. Man ser disse verber undertiden klassificerede som stærke eller uregelmæssige, især i engelsksproglige grammatikker, men det er ikke tilfældet. Men klassen er så godt som lukket, da nydannelser sjældent eller aldrig tilhører den. Til klassen hører anslåelsesvis ca. 100 verber, men mange af dem hører til gengæld til sprogets almindeligeste, og der findes flere underklasser, undtagelser og dobbeltformer. Brun Kress gengiver fem bøjningsmønstre, men som eksemler anføres der nu telja (tælle) og hrynja (styrte sammen).
Infinitiv: telja (tælle) Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis 1. person tel teljum telji teljum taldi töldum teldi teldum 2. person telur teljið teljir teljið taldir tölduð teldir telduð 3. person telur telja telji telji taldi töldu teldi teldu
Infinitiv: hrynja (styrte sammen) Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis 1. person hryn hrynjum hrynji hrynjum hrundi hrundum hryndi hryndum 2. person hrynur hrynjið hrynjir hrynjið hrundir hrunduð hryndir hrynduð 3. person hrynur hrynja hrynji hrynji hrundi hrundu hryndi hryndu
Imperativerne: Tel (teldu), teljið, hryn, (hryndu), hrynjið.
Participium præsens: Teljandi, hrynjandi.
Participium præteritum: Talinn, hruninn.
Participium præteritum: talinn (talt)SingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ talinn talin talið taldir taldar talinakkusativ talda taldadativ töldum talinni töldu töldumgenitiv talins talinnar talins talinna
Participium præteritum: hruninn (styrtet om)SingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ hruninn hrunin hrunið hrundir hrundar hruninakkusativ hrunda hrundadativ hrundum hruninni hrundu hrundumgenitiv hrunins hruninnar hrunins hruninna
Tredje klasse Infinitiv: dæma (dømme) Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis 1. person dæmi dæmum dæmi dæmum dæmdi dæmdum dæmdi dæmdum 2. person dæmir dæmið dæmir dæmið dæmdir dæmduð dæmdir dæmduð 3. person dæmir dæma dæmi dæmi dæmdi dæmdu dæmdi dæmdu
Imperativ: Dæm (dæmdu), dæmið.
Participium præsens: Dæmandi.
Participium præteritum: Participium præteritum: dæmdur (dømt)SingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ dæmdur dæmd dæmt dæmdir dæmdar dæmdakkusativ dæmdan dæmda dæmdadativ dæmdum dæmdri dæmdu dæmdumgenitiv dæmds dæmdrar dæmds dæmdra
Fjerde klasse Infinitiv: duga (due) Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis 1. person dugi dugum dugi dugum dugði dugðum dygði dygðum 2. person dugir dugið dugir dugið dugðir dugðuð dygðir dygðuð 3. person dugir duga dugi dugi dugði dugðu dygði dygðu
Imperativ: Dug (dugðu), dugið.
Participium præsens: Dugandi.
Participium præteritum bruges kun i sammensatte tider: Ég hef dugað (jeg har duet).
Historisk bemærkning.
Verber tilhørende den 3. og 4. klasse behandles undertiden som én klasse, da endelserne altid er de samme. Men historisk set er de to klasser og det kan være nyttigt at beholde denne opdeling, idet verberne i den tredje klasse allerede har gennemgået en omlyd, som viser sig i hele konjugationen, mens verberne i den fjerde klasse ikke har det og undertiden viser omlyd hvis stammen tillader det. De to eksempler her ovenfor viser dette klart.
Regulære stærke verber og reduplikationsverber