Special Operations Executive (SOE) ("the Baker Street Irregulars") var en britisk enhed i 2. Verdenskrig. Den blev grundlagt af premierminister Winston Churchill og ministeren for økonomisk krigsførelse Hugh Dalton den 22. juli 1940 for at føre krig med andre midler end rent militære. Enheden skulle opfordre til og muliggøre spionage og sabotage bag fjendens linjer og være kernen i støtteenheder, en britisk modstandsbevægelse.
Enheden blev også kendt som "Churchills hemmelige hær" eller "Ministeriet for ufin krigsførelse" og fik af Churchill til opgave at "sætte Europa i brand". SOE beskæftigede eller styrede godt 13.000; SOE støttede eller forsynede omkring 1 mio. agenter verden over.
Historie Oprindelse SOE-organisationen blev skabt ved en sammenlægning af tre hemmelige tjenester. Straks efter at Tyskland annekterede Østrig (Anschluss) i marts 1938, etablerede udenrigsministeret en propagandaorganisation under navnet "Department EH" (efter Electra House, dens hovedkvarter). Den blev styret af den canadiske avismagnat sir Campbell Stuart. Samme måned etablerede Secret Intelligence Service (SIS, også kendt som MI6) en sektion med betegnelsen "Section D" under major Lawrence Grand til at undersøge brugen af sabotage, propaganda og andre ukonventionelle måder at svække fjenden på. I efteråret samme år dannede krigsministeriet en afdeling, som angiveligt skulle undersøge guerillakrigsførsel, og som blev kendt som "GS (R)". Afdelingen blev ledet af major J. C. Holland. GS (R) blev omdøbt til MI R i begyndelsen af 1939.
De tre afdelinger arbejdede med knappe ressourcer til krigens udbrud. Der var et betydeligt overlap mellem deres aktiviteter, og Section D og EH foretog sig stort set det samme. På den anden side udvekslede Section D og MI R oplysninger. Deres ledere var officerer fra Royal Engineers og kendte hinanden.Foot, S.O.E, p.12 De blev enige om en grov opdeling af aktiviteterne. MI R undersøgte ukonventionelle operationer, som kunne gennemføres af regulære styrker, mens Section D arbejdede med ægte undergrundsarbejde.
I krigens første måneder forsøgte Section D uden held at sabotere leverancer af strategisk vigtige materialer til Tyskland fra neutrale lande ved at minere Jernporten på Donau.Foot, S.O.E, pp.15-16 I mellemtiden lavede MI R hæfter og tekniske håndbøger til guerillaledere. Sektionen var også involveret i etablering af "Independent Companies", som udviklede sig til de britiske Commandos og de undergrundsenheder, som skulle blive tilbage i tilfælde af, at Aksemagterne invaderede Storbritannien; det blev anset for muligt i krigens første år.Foot, p.17
Etablering Den 13. juni 1940. Den nye premierminister Winston Churchill overtalte Lord Hankey Section D og MI R til, at deres operationer skulle koordineres. Den 1. juli blev der på et regeringsmøde skabt en fælles sabotageorganisation. Den 16. juli blev Hugh Dalton, minister for økonomisk krigsførelse, udpeget til at tage det politiske ansvar for den nye organisation, som formelt blev etableret den 22. juli. Dalton brugte den irske IRA fra den irske uafhængighedskrig som model for organisationen.Hugh Dalton brev til Lord Halifax 2/7/1940
Direktøren for organisationen blev i reglen omtalt med initialerne "CD". Den første direktør var sir Frank Nelson, tidligere leder af et handelsfirma i Indien, konservativt parlamentsmedlem og konsul i Bern. Grand og Holland vendte tilbage til almindelig tjeneste i hæren, og Campbell Stuart forlod organisationen.
Udvikling I august 1941 blev - efter uenighed mellem ministeriet for økonomisk krigsførelse og informationsministeriet over deres respektive ansvarsområder - propagandaafdelingen (nu SO1) fjernet fra SOE og blev en uafhængig organisation Political Warfare Executive.Foot, S.O.E., pp.24-25
Dalton blev udskiftet som minister for økonomisk krigsførelse med Lord Selborne i februar 1942. Selborne udskiftede Nelson, pga. dårligt helbred med sir Charles Hambro, lederen af den engelske Hambro's Bank. Hambro var en nær ven af Churchill inden krigen og fik Military Cross for sin indsats i 1. Verdenskrig.
Selborne og Hambro arbejdede tæt sammen til august 1943, hvor de blev uenige, om SOE fortsat skulle være en afskilt enhed, eller skulle koordineres med hæren på en række krigsskuepladser. Hambro mente, at dette kontroltab ville afstedkomme en række problemer for SOE. Samtidigt blev det opdaget, at Hambro havde undladt at viderebringe vigtige oplysninger til Selborne. Han blev afskediget som direktør og blev leder af kommissionen, som stod for indkøb af råmaterialer i Washington, D.C., der var involveret i udveksling af informationer om atomteknologi.Foot, S.O.E., p.32
right|thumb|Generalmajor Colin McVeigh Gubbins, direktør for SOE fra august 1943 Som følge af i de tættere bånd mellem imperiegeneralstaben og SOE blev den tidligere vicedirektør generalmajor Colin Gubbins udpeget til Hambros efterfølger. Gubbins havde bred erfaring med commando- og hemmelige operationer og havde spillet en stor rolle ved MI R's operationer. Han brugte af mange af de erfaringer, som IRA havde gjort under den irske uafhængighedskrig.
SOE samarbejdede relativt godt med Combined Operations Headquarters i den mellemste del af krigen om tekniske spørgsmål, da SOE's udstyr gerne blev brugt af commandosoldaterne og andre angrebsgrupper. Denne støtte gik tabt, da viceadmiral Louis Mountbatten forlod Combined Operations, men på det tidspunkt havde SOE sine egne transportmidler og var ikke afhængig af Combined Operations ressources. På den anden side var admiralitetet modstander af, at SOE udviklede egne undervandsfartøjer og det dobbeltarbejde, det medførte.Boyce and Everett, SOE: The Scientific Secrets, pp.129-158
SOE's forhold til udenrigsministeriet og SIS, som blev styret af udenrigsministeriet, var i reglen mere problematisk. Hvor SIS foretrak at indsamle efterretninger og arbejde gennem indflydelsesrige personer eller organer, betød SOE turbulens, og den støttede ofte oppositionelle kræfter som kommunister i adskillige lande. På et tidspunkt hindrede SIS aktivt SOE's forsøg på at infiltrere med agenter i det besatte Frankrig. Foot, S.O.E., p.87
SOE's aktiviteter i de besatte lande bragte det også i konflikt med udenrigsministerierne i adskillige lande, når eksilregeringer protesterede mod operationer, som foregik uden deres viden eller godkendelse; det førte gange til repressalier fra besættelsesmagten mod civilbefolkningen. SOE fulgte imidlertid generelt reglen: "No bangs without Foreign Office approval." (ingen knald uden udenrigsministeriets godkendelse)Foot, S.O.E., pp.35-36
Organisation SOE's organisation udviklede og ændrede sig under krigen. Direktøren for SOE havde enten en underdirektør fra hæren eller (da Gubbins blev direktør) en hærofficer som stabschef. Det vigtigste styringsredskab i SOE var dets råd, som bestod af omkring 15 ledere af afdelinger og sektioner. Omkring halvdelen kom fra de væbnede styrker (om end nogle var specialister, som først blev udnævnt efter krigens udbrud), mens resten var embedsmænd, advokater og eksperter fra erhvervslivet.
Operationerne blev styret af sektionerne, som hver havde et bestemt land. Nogle besatte lande havde to eller flere sektioner tilknyttet for at kunne arbejde med politisk uenige modstandsbevægelser. (Frankrig havde ikke mindre end seks). Træning af agenter var også en af opgaverne for den brede operationsafdeling.
De andre afdelinger var i forskellig grad involveret i udvikling eller anskaffelse og produktion af udstyr, forskning (med det formål at udvælge effektive mål) og administration, selv om SOE ikke havde et centralregister eller arkiv.
Der var adskillige underordnede SOE-hovedkvarterer og stationer, som var etableret for at styre operationer, som foregik for fjernt til at kunne styres fra London. SOE's operationer i Mellemøsten og på Balkanhalvøen blev styret fra et hovedkvarter i Cairo, som var berygtet for sine stridigheder og konflikter med andre myndigheder. Det fik i april 1944 betegnelsen Special Operations (Mediterranean). Et underordnet hovedkvarter til Cairo-hovedkvarteret blev etableret i Italien til at styre operationerne på Balkan.Foot, S.O.E., pp.40-41 Der var også en station i nærheden af Algier, som blev etableret i slutningen af 1942 og fik kodenavnet "Massingham", der opererede i Sydfrankrig.
En SOE station, som først blev kaldt India Mission, blev etableret i Indien i slutningen af 1940. Den flyttede til Ceylon og blev kendt som "Force 136". En Singapore Mission kunne ikke overvinde officiel modstand mod dens forsøg på at danne modstandsbevægelser i Malaya, inden japanerne erobrede Singapore. Force 136 overtog dens overlevende stab og operationer.
Der var også et forbindelseskontor i New York, som havde navnet "British Security Coordination" og blev ledet af den canadiske forretningsmand sir William Stephenson. Kontoret koordinerede også arbejdet i SIS og MI5 med det amerikanske FBI og Office of Strategic Services.
Opløsning Hen mod krigens slutning talte lord Selborne for at beholde SOE eller noget lignende. Han mente, at organisationen ville være nyttig mod "den russiske plage" og "de rygende vulkaner i Mellemøsten", og at organisationen skulle være underlagt forsvarsministeriet. Udenrigsminister Anthony Eden krævede, at hans ministerium, som allerede havde ansvaret for MI6, skulle have kontrol over SOE eller dens efterfølger. Selborne svarede: "At have SOE styret af udenrigsministeriet ville svare til at bede en abbedisse om at styre et bordel." Churchill traf ingen beslutning, og da han tabte parlamentsvalget i 1945, blev sagen afgjort af den nye premierminister fra Labour, Clement Attlee.
Selv om Selborne fortalte Attlee, at SOE stadig havde et verdensomspændende netværk af hemmelige radionetværk og sympatisører, svarede Attlee, at han ikke ønskede at have et britisk Komintern og lukkede Selbornes netværk med 48 timers varsel.Foot, S.O.E., p.245 SOE blev officielt opløst den 15. januar 1946. Det mest af dets personale vendte tilbage til deres fredstidsbeskæftigelser (eller regulær tjeneste i de væbnede styrker), men 280 blev overtaget af "Special Operations Branch" i MI6. Nogle af dem havde gjort tjeneste som agenter i marken, men MI6 var mest interesseret i SOE's trænings- og forskningsstab. Sir Stewart Menzies, lederen af MI6 (som generelt var kendt som "C"), besluttede snart, at en særskilt enhed var uhensigtmæssig og slog den sammen med resten af MI6.
Lokaliteter
SOE havde mange steder, hvor der foregik træning, forskning og udvikling eller administration. En vittighed sagde, at "SOE" stod for "Stately (H)omes of England" på grund af det store antal godser og slotte, organisationen rekvirerede og benyttede.
Efter at have arbejdet i midlertidige kontorer i det centrale London flyttede SOE-hovedkvarteret den 31. oktober til Baker Street 64, (deraf tilnavnet "Baker Street Irregulars"). Til sidst fyldte SOE det meste af vestsiden af Baker Street.
En anden vigtig base i London var Aston House med forskning i våben og taktik. Hovedparten af den forskning blev udført i The Firs ved Aylesbury i Buckinghamshire og Station IX ved The Frythe, et tidligere hotel uden for Welwyn Garden City, hvor SOE under dæknavnet ISRB (Inter Services Research Bureau) udviklede radioer, våben, eksplosiver og dødsfælder.
Station XV på Thatched Barn ved Borehamwood koncentrerede sig om camouflage, hvilket i reglen betød at udstyre agenter med autentisk udseende, lokal beklædning, udstyr og dokumenter. Forskellige understationer i London og Station XIV ved Roydon i Essex, som specialiserede sig i forfalskninger, var også involveret i denne opgave.