Ulysses S. Grant (døbt Hiram Ulysses Grant; født 27. april 1822, død 23. juli 1885) var en amerikansk general og USA's 18. præsident (1869–1877) fra det Republikanske Parti. Grant blev internationalt kendt som Nordstaternes førende general under Den Amerikanske Borgerkrig.
I en række slag, som kulminerede med slaget ved Vicksburg i 1863, lykkedes det Grant at bringe Mississippifloden under Unionens kontrol og dermed drive en kile ned gennem Sydstaterne. Efter endnu en vigtig sejr ved Chattanooga blev han i slutningen af 1863 udnævnt til øverstkommanderende for alle Unionens styrker. I 1865 overgav den vigtigste sydstatshær sig til Grant ved Appomattox Courthouse i Virginia.
Militærhistorikeren J.F.C. Fuller kaldte ham den største general i sin tidsalder og én af de største strateger i det hele taget. I 1868 blev Grant valgt til USA’s 18. præsident, og ligesom Abraham Lincoln blev han valgt som Republikaner. Grant understøttede den bevægelse, som kaldtes Radical Reconstruction, som ville sikre de sorte ligeret i Sydstaterne og bekæmpe Ku Klux Klan. Grant selv var en helt igennem ærlig mand, men han tolererede både finansiel og politisk korruption blandt sine toprådgivere – og beskyttede dem, da de blev afsløret.
I 1873 blev USA ramt af en økonomisk krise, som Grant ikke gjorde noget for at afbøde. Ved sammenligninger mellem amerikanske præsidenter gennem tiderne rangerer Grant i reglen i den dårligste fjerdedel. I sine sidste år skrev Grant sine erindringer, og blev færdig kort tid før han døde af kræft i 1885.
Familie og giftermål Grant blev døbt Hiram Ulysses Grant i 1822 i Point Pleasant, 40 km øst for Cincinnati i Ohio som den ældste i en søskendeflok på 6. Hans far var garver.
Den 22. august 1848 giftede Grant sig med Julia Boggs Dent (1826-1902). Hun stammede fra omegnen af St. Louis, Missouri, og var ud af en familie af slaveejere. De fik sammen 4 børn: Frederick Dent Grant, Ulysses S. (Buck) Grant, Jr., Ellen (Nellie) Wrenshall Grant, og Jesse Root Grant.
Tidlige karriere Da Grant var 17, blev han optaget på militærakademiet West Point. For at blive optaget på akademiet skal man nomineres af et medlem af USA's Kongres, og i Grants tilfælde skrev medlemmet navnet forkert. Da West Point ikke ville ændre navnet, måtte Grant ændre sit navn, og således blev Hiram Ulysses til Ulysses Simpson. Grant fik sin afgangseksamen i 1843 som nr. 21 i en årgang på 39.
Grant var en dygtig og frygtløs rytter, og det var oplagt, at han skulle til kavaleriet, men kavaleriet manglede ikke nye officerer, og derfor blev han i stedet forsyningsofficer for det 4. infanteriregiment.
Den mexicansk-amerikanske krig
Grant deltog som løjtnant i den mexicansk-amerikanske krig (1846-1848). Selv om han var kvartermester kom han tæt nok på fronten til at komme i kamp. Han deltog således i slagene ved Resaca de la Palma, Palo Alto, Slaget ved Monterrey (hvor han meldte sig som frivillig til på hesteryg at bringe en depeche frem ad en vej med snigskytter) samt Belejringen af Veracruz.
Han fik to forfremmelser, som dog kun vedrørte hans rang i den igangværende konflikt. Han var på meget tæt hold af krigen og lærte at vurdere de højere officerers handlinger. I sine erindringer skriver han, at krigen ikke var retfærdig, da målet kun var at opnå land, som slaveriet kunne udbredes til.
Årene mellem krigene Efter at den mexicansk-amerikanske krig sluttede i 1848 forblev Grant i hæren og blev flyttet rundt til forskellige tjenestesteder i det vestlige USA. I 1854 blev Grant forfremmet til kaptajn, tjenestegørende på Fort Humboldt i Californien. Han havde dog ikke råd til at flytte sin familie vestpå og valgte i stedet at træde ud af hæren samme år.
De følgende 7 år blev vanskelige for Grant. Han forsøgte sig i mange brancher, men havde ikke succes i nogen af dem. Fra 1854-1858 drev han en gård nær St. Louis, Missouri, hvor han gjorde brug af slaver, som var ejet af hans svigerfar. I 1858-59 var han inkassator i St. Louis. Da han ikke fik succes med noget, bed han hovedet af al skam og bad sin far om et job. I 1860 blev han assistent i den læderforretning, som var ejet af hans far og drevet af hans yngre bror i Galena, Illinois. Grant & Perkins solgte seletøj, sadler og andre lædervarer og opkøbte huder fra landmændene i det velstående Galena-område.
Grants svigerfar var en prominent demokrat i St. Louis, men Grant selv var grundlæggende upolitisk. I 1856 stemte han på demokraten James Buchanan ved præsidentvalget for at undgå en opsplitning af Unionen, og fordi han kendte Frémont, den republikanske modkandidat. I 1860 foretrak han demokraten men undlod at stemme. Ved valget i 1864 tillod han, at hans private breve blev brugt som støtte for Abraham Lincoln og dennes Unionsparti, som bestod af både republikanere og krigs-demokrater. Han afslog at vælge side, indtil han i 1868 endelig tilsluttede sig Republikanerne.
Borgerkrigens første tre år Kort tid efter at Den Amerikanske Borgerkrig var brudt ud med angrebet på Fort Sumter, bad præsident Lincoln om 75.000 frivillige. Grant hjalp til med at rekruttere et kompagni frivillige lokalt og fulgte det til Springfield, hovedstaden i Illinois. Her tilbød statens guvernør Richard Yates ham en post med at rekruttere og træne frivillige, en opgave som han løste effektivt. Grant pressede på for at få en kommando i felten, og i juni 1861 udnævnte guvernøren ham til oberst over det udisciplinerede og oprørske 21st Illinois Infantry.
Grant blev sendt til Missouri for at beskytte en jernbanestrækning. Missouri havde en sydstatsvenlig guvernør, Claiborne Jackson, som havde sørget for, at staten opretholdt en væbnet neutralitet i konflikten med trussel om at angribe en hvilken som helst styrke, som trængte ind i staten. I starten af august havde unionshæren fjernet Jackson med magt og bragt staten under Unionens kontrol.
I august 1861 blev Grant udnævnt til brigadegeneral i de frivillige styrker af præsident Lincoln, og i slutningen af måneden blev han af generalmajor John C. Frémont udpeget til øverstkommanderende i det vigtige sydøstlige Missouri-distrikt.
Slagene ved Belmont, Fort Henry og Fort Donelson
Grants første betydningsfulde strategiske handling i krigen var at besætte byen Paducah ved Ohiofloden i Kentucky, så snart Sydstaterne krænkede staten Kentuckys neutralitet ved at besætte byen Columbus.
Han udkæmpede sit første slag i november 1861 mod styrker under brigadegeneral Gideon J. Pillow ved Belmont i Missouri, og slaget endte uafgjort. Tre måneder senere erobrede han med støtte fra Andrew H. Footes kanonbåde to vigtige sydstatsfæstninger: Fort Henry ved Tennesseefloden og Fort Donelson ved Cumberlandfloden.
Ved Fort Donelson blev hans hær udsat for et overraskelsesangreb, mens han midlertidigt var fraværende. Med den kølige beslutsomhed, som skulle kendetegne hans lederskab i senere slag, organiserede Grant modangreb, som førte til endelig sejr i slaget. De to øverste sydstatsgeneraler flygtede, og den tilbageblevne brigadegeneral Simon B. Buckner gav efter for Grants krav om betingelsesløs og øjeblikkelig overgivelse og overgav sig sammen med 12.000 soldater. Denne overgivelse gjorde straks Grant landskendt, og U.S. Grant blev kendt som Unconditional Surrender Grant. Denne sejr var den første større sejr for Unionen i krigen, og da den manglede generaler, som kunne kæmpe og vinde, forfremmede præsident Lincoln Grant til generalmajor i de frivillige styrker.
På trods af sine betydningsfulde sejre, eller nok nærmere på grund af dem, mistede Grant opbakningen fra sin overordnede, generalmajor Henry W. Halleck. Halleck kunne ikke lide folk, som drak, og da han mente, at Grant havde et alkoholproblem, nærede han på forhånd antipati mod ham. Efter at Grant havde besøgt Nashville i Tennesee, hvor han mødtes med Hallecks rival Don Carlos Buell, brugte Halleck besøget som en anledning til at fratage Grant kommandoen i felten den 2. marts. Efter personlig indgriben fra præsident Lincoln blev Halleck tvunget til at genindsætte Grant, og han var tilbage ved sin hær den 17. marts.
Slaget ved Shiloh
Grants hær rykkede i april 1862 sydpå ad Tennesseefloden og gik i land ved Pittsburg Landing. Her blev den overrasket af en stor sydstatshær under generalerne Albert Sidney Johnston and P.G.T. Beauregard ved et lille bedehus, der hed Shiloh. Angrebets ramte nordstatshæren med fuld styrke, men Grant nægtede at trække sig tilbage. Med ubarmhjertig beslutsomhed stabiliserede han fronten, og selv om en hel division blev omringet og taget til fange, holdt fronten. I løbet af den efterfølgende nat ankom der store forstærkninger, og næste dag startede Grant et modangreb, som vendte slaget til en sejr for Unionen.
Grant var blevet overrasket, og det havde været et rodet slag. På den baggrund tog Halleck selv kommandoen over hæren og henviste Grant til at være næstkommanderende. I fortvivlelse besluttede Grant sig til at søge sin afsked, men blev talt fra det af sin underordnede og gode ven, William T. Sherman. Da Halleck blev forfremmet til øverstbefalende for Unionshæren, blev Grant igen øverstbefalende for Army of West Tennessee, der senere fik navnet Army of the Tennessee). I løbet efteråret udkæmpede han slagene ved Corinth og Iuka.
Belejringen af Vicksburg
thumb|right|250px|Belejringen af Vicksburg, maleri fra 1888.
I et forsøg på at erobre den strategisk vigtige fæstning Vicksburg ved Mississippifloden brugte Grant vinteren 1862-63 på en række operationer, som skulle skaffe ham adgang til byen gennem områdets sumpe. Alle forsøg mislykkedes. På den anden side blev hans soldater hærdet af det hårde arbejde gennem vinteren, og det skulle blive en fordel i foråret 1863.
Grants strategi for at erobre Vicksburg i 1863 betragtes som en af de mest mesterlige i militærhistorien. Han sendte sine tropper ned langs den vestlige bred af Mississippifloden forbi Vicksburg. Her krydsede han floden ved hjælp af skibe fra flåden, som var sejlet forbi fæstningens kanoner og landede på fast grund. Herefter opgav han sine forbindelseslinjer og rykkede ind i landet – et vovestykke, som var i modstrid med konventionelle militære principper.
Grant flyttede sin hær hurtigt og gav ikke de forskellige sydstatsstyrker under John C. Pembertons kommando mulighed for at samle sig til et angreb imod ham. Grants hær rykkede mod øst og erobrede Mississippis hovedstad Jackson og afbrød jernbanelinjen til Vicksburg. Da han nu vidste, at Sydstaterne ikke længere kunne forstærke garnisonen i Vicksburg, vendte Grant igen sin hær mod vest og vandt slaget ved Champion Hill. Efter nogle yderligere træfninger trak Sydstaternes hær sig ind bag befæstningerne omkring Vicksburg, og Grant omringede straks byen og genoprettede sine forsyningslinjer.
Et hurtigt forsøg på at storme fæstningsværkerne overbeviste Grant om, at denne metode var nytteløs, og i stedet indledte han en belejring. Den kom til at vare i 6 uger, hvorefter Pemberton overgav sig med sin hær den 4. juli 1863. Det var et knusende nederlag for Sydstaterne, idet åbningen af Mississippi i hele dens længde for Unionens flodtrafik reelt delte Sydstaterne midt over. Da unionsstyrkerne samtidig vandt Slaget ved Gettysburg betragtes dette i almindelighed som krigens vendepunkt. For sejren ved Vicksburg blev Grant forfremmet til generalmajor i den regulære hær af præsident Lincoln med virkning fra den 4. juli.
Slaget ved Chattanooga
I efteråret 1863 blev en unionshær under William S. Rosecrans slået ved Chickamauga og trak sig tilbage til Chattanooga i Tennessee. Her blev de indesluttet på tre sider af sydstatshæren under general Braxton Bragg. Chattanooga ligger ved Tennesseefloden dér, hvor bjergkæden Appalacherne, som strækker sig hele vejen ned langt USA’s østkyst, slutter. Bjergene kunne ikke gennemtrænges af større troppestyrker, og derfor havde byen stor strategisk betydning som port til Syden. Umiddelbart syd for floden ligger bjerget Lookout Mountain, og herfra kan man kontrollere trafikken på floden.