Johannes Friis Sløk (født 27. april 1916 på Frederiksberg, død 30. juni 2001 i Risskov) var en dansk idehistoriker, filosof, teolog, oversætter og debattør. Han var en af personerne i den gruppe, der senere er blevet kaldt de 4 Århusteologer - sammen med Regin Prenter, P.G. Lindhardt og K.E. Løgstrup.

Sløk tog studentereksamen fra Akademisk Studenterkursus i 1936. Han blev cand.theol. i 1943Johannes Sløk (1916-2001) og dr.theol. i 1947 på afhandlingen Forsynstanken. Han blev ansat som professor ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet i 1959 i systematisk teologi. Fra 1967 til 1974 (orlov fra 1972) var han professor ved det nyoprettede Institut for Idéhistorie samme sted. Her var han i høj grad det faglige omdrejningspunkt. I perioden 1977-1986 var han igen tilbage på Det Teologiske Fakultet, nu som professor i etik og religionsfilosofi.

Han var kendt for sin store idehistoriske viden og sit idehistoriske overblik. Han var en karismatisk forelæser, og hans forelæsninger tiltrak mange studerende.

Johannes Sløk skrev over 60 bøger om mange af verdens store filosofiske skikkelser, blandt andre Platon og Søren Kierkegaard. Desuden oversatte han en anselig portion af Shakespeares skuespil til dansk.

Han modtog Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris som den første i 1958.

Sløk som idehistoriker Som idehistoriker var Sløk især inspireret af denne disciplins grundlægger, amerikaneren Arthur Lovejoy, som blandt andet grundlagde det indflydelsesrige tidsskrift Journal of the History of Ideas. Sløk videreudviklede Lovejoys idéer, især i bøgerne Hvad er idéhistorie? (1968) og Fylde eller tomhed (1968). Her opdelte han den idehistoriske tilgang i tre dele: den vertikale, den horisontale og den systematiske tilgang.Johannes Sløk: Hvad er idehistorie? 1968.

Den vertikale idéhistorie går ud på at fokusere på en specifik historisk situation, der er afgrænset geografisk og tidsligt for at studere de idéer, der findes her. Målet er at få en forståelse for, hvordan tænkningen er i denne specifikke kultur og i denne specifikke periode.

Den horisontale idéhistorie fokuserer på idemæssige forandringer, der sker over et længere tidsrum. Denne forskning fokuserer gerne på et begreb for derefter at se på, hvordan dette begreb har forskelligt indhold i forskellige historiske perioder.

Den systematiske idéhistorie er mere filosofisk i sin tilgang end de andre perspektiver, der er mere historisk orienterede.Sløk, Johannes ”Hvad er idehistorie?” i Gud Menneske Kosmos 2008, s. 68.

Sløk var selv primært interesseret i at udføre den systematiske idéhistorie, der ”skal studere de universelle ideer og deres indbyrdes relationer.”

Sløk som filosof Som filosof var Sløk stærkt inspireret af Søren Kierkegaard og bekendte sig til hans tanker og ideer - gerne i en version, der stod den franske eksistentialisme nær. Han orienterer sig ikke ud fra en objektiv verden uden for mennesket. Han orienterer sig ud fra mennesket. Hans filosofiske udgangspunkt er tesen: ”Det er ikke individet, der er i kosmos, men kosmos, der er i individet.” Johannes Sløk: Det religiøse sprog, s. 20.

Han var også inspireret af absurdismen og mente, at livet grundlæggende er meningsløst. Ifølge Sløk er der ingen Gud, der har skabt verden. Den foreligger bare – er bare til.Johannes Sløk: Teologiens elendighed, s.30. Der er ingen mening med de ulykker, der rammer os. Der er ingen mening med, at forældre mister deres barn ved en trafikulykke – ligesom der ingen mening er med, at det netop i dag bliver snestorm.Johannes Sløk: Herre – giv mig mere vantro, s.139. På dette punkt stod han i modsætning til store dele af danske folkekirke, der mener, at den kristne Gud sørger for, at der er en mening med livet.

Sløk som teolog Som teolog var Sløk påvirket af eksistensteologien, der lægger vægt på det enkelte menneskes personlige eksistens i forholdet til Gud. Især var han påvirket af Søren Kierkegaard og Rudolf Bultmann, og han videreudviklede deres tanker.

I Sløks teologi spiller sproget en central rolle. Sproget ordner og strukturerer vores verden, siger han. Sproget gør verden til noget bestemt. Uden sprogets strukturering ville verden være kaotisk, diffus og ubestemt.Johannes Sløk: Det religiøse sprog, s. 24. Sproget skaber med andre ord en ordnet verden (kosmos).

Kristendommen er således et sprogligt fænomen: ”Kristendommen opstår i sproget, den lever videre i sproget, den når sin fuldendelse i sproget. Den er fra begyndelse til ende lutter sprog - og uden for sproget er den slet ikke.” Johannes Sløk: Den kristne forkyndelse, s.7. Gud er også et sprogligt fænomen. Gud eksisterede først, da der blev fortalt myter om ham, og myter er sproglige fænomener.

Tilværelsen i selv sig er der ingen mening med, men det religiøse sprog kan skabe en mening. Det religiøse sprog er nemlig kendetegnet ved, at det skaber hvad det nævner. Det består med andre ord af performative ytringer (talehandlinger). Myterne i det religiøse sprog grundlægger en ordning. De fortæller om menneskelivets grundlæggende vilkår, og ved at fortælle om disse vilkår skaber de dem.

En myte er ikke sand, fordi den svarer til noget objektivt i tilværelsen. En myte er sand, fordi den fungerer, dvs. fordi mennesker lever ud af den. Det er mennesker, der bestemmer, at en myte er sand, og det gør de ved at leve ud af den. Hermed menes ikke, at de nødvendigvis tror bogstaveligt på det, myten fortæller. Men de tror på det, myten fortæller om menneskets grundlæggende vilkår i livet: muligheder og valg, ansvar og skyld, synd og nåde. De tror på de normer, der ligger i myten. De tror f. eks. på normen om, at verden grundlæggende er god - udtrykt i mytens ord: ”Og Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” (1. Mosebog, kap.1, vers 31) Omvendt gælder det, at hvis mennesker holder op med at leve ud af en myte, er myten ikke længere sand for dem. Mytens sandhed er subjektiv.

Ifølge Sløk indeholder kristendommen imidlertid en ganske særlig myte, nemlig Kristusmyten. Som den eneste af alle myter er Kristusmyten et historisk forløb. Jesu historiske skæbne bliver forkyndt som en myte. Jesushistorien falder sammen med Kristusmyten. "Fortællingen om Jesus er - stedfortrædende - fortællingen om mig. Derfor er det ligegyldigt, hvad jeg i øvrigt gør. Identifikationen med Jesus finder sted i tro. At tro på Jesus er at lade ham træde i mit sted." Johannes Sløk: Da Gud fortalte en historie, s. 134.

Der er egentlig tale om en selvmodsigelse, siger Sløk. En myte beretter om en urbegivenhed, og en urbegivenhed finder ikke sted på et bestemt tidspunkt i historien. Mytens tid er ikke en fjern historisk tid, men er hinsides den historiske tid. Myten har sin egen tid: ”urtiden”. Heri udspilles de begivenheder, der grundlægger verden. En myte kan ikke være et historisk forløb. Ikke desto mindre er dette tilfældet i Kristusmyten.

Udgivelser

Forsynstanken. Et forsøg paa en dogmatisk Begrebsbestemmelse. Doktordisputats, 1947. Platon, 1950. Die Formbildungen der Sprache und die Kategorie der Verkündigung, 1951. Die Anthropologie Kierkegaards, 1954. Tradition og nybrud: Pico Mirandola, 1957. Kristen moral før og nu, 1959. Det religiøse instinkt, 1960. Platon, 1960. De europæiske ideers historie (medforfatter), 1962. Søren Kierkegaard, 1963. Eksistentialisme, 1964. Stoikerne, 1966. Det absurde teater og Jesu forkyndelse, 1968. Hvad er idehistorie?, 1968. Fylde eller tomhed. En idehistorisk skitse, 1968. Kritiske bemærkninger. Kroniksamling, 1973. Nicolaus Cusanus og hans filosofiske system, bd.1. Cusanus' dialog om visdommen, bd. 2., 1974. Kierkegaard – humanismens tænker, 1978. Teologiens elendighed, 1979. Da Kierkegaard tav, 1980. Det religiøse sprog, 1981. Den kristne forkyndelse, 1983. Kierkegaards univers. En ny guide til geniet, 1983. Da Gud fortalte en historie, 1985. Mig og Godot. Erindringsforskydninger, 1986. Religionsfilosofiske problemer, 1987. Opgøret mellem filosofi og retorik. Platons dialog "Gorgias, 1987. Herre, giv mig mere vantro, 1988. Det her samfund, 1989. Da mennesket tog magten, 1989. Shakespeare. Renæssancen som drama, 1990. Hvad i alverden er verden?, 1991. Moralen der blev væk, 1993. Europas sjæl, 1994 80 år med Gud. Afhandlinger og essays, 1996. Opdagelsen af mennesket, 1996. Mennesket og verden, 1996. Livets elendighed. Kierkegaard og Schopenhauer, 1997. Prædikener, 1998. Gud, menneske, kosmos. 2013. Med efterskrift af Paw Amdisen

Shakespeareoversættelser

Romeo og Julie, 1969. Othello, 1970. Macbeth, 1970. Lige for lige, 1970. Kong Lear, 1970. Othello, 1971. Hamlet, prins af Danmark, 1971. Tragedien om Julius Cæsar, 1972. Antonius og Cleopatra, 1972. Som man behager; 1978. Vintereventyret, 1981. Uvejret, 1983. Tragedien om Richard 3, 1984. Kong Henrik den Fjerde. 1. og 2. del, 1985.

Se også Eksistentialisme Jean-Paul Sartre Søren Kierkegaard Eksistensteologi

Referencer

Litteratur Paw Amdisen, Morten Riis og Lars Gorzelak (red.): Et menneske lades ikke i ro. Aarhus Universitetsforlag 2006. Kjeld Holm: Mennesket er en misforståelse. Rosinante 2007. Jan Lindhardt: Johannes Sløk. Modernismens teolog. Anis 2002. Hans-Jørgen Schanz og Jakob Bek Thomsen: Johannes Sløk - 100 år. Slagmark 2016. Johannes Sløk: Teologiens elendighed. Berlingske Forlag 1979.

Johannes Sløk: Det religiøse sprog. Centrum 1981. Johannes Sløk: Den kristne forkyndelse. Centrum 1983. Johannes Sløk: Da Gud fortalte en historie. Centrum 1985. Johannes Sløk: Herre – giv mig mere vantro! Centrum 1988.

Eksterne henvisninger Nekrologen fra Aarhus Universitet Johannes Sløk portræt på kristendom.dk

Kategori:Teologer fra Danmark Kategori:Filosoffer fra Danmark Kategori:Debattører fra Danmark Kategori:Ansatte ved Aarhus Universitet Kategori:Modtagere af Rosenkjærprisen Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Personer i Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Danskere i 1900-tallet Kategori:Dansksprogede forfattere fra Danmark