Om musikken i Danmark og i det førkristne Norden vides intet sikkert da enhver umiddelbar musikalsk overlevering savnes. I national forstand er dansk musik et begreb, der først opstår i vor tidsalder. Men i forhold til landets afsides beliggenhed har tonekunsten tidligt afsat sine mærker og momentvis nået en ikke ringe udvikling. For den allerældste periodes vedkommende besidder vi endog noget ganske enestående i bronzealderens lurer, der kaster et så ejendommeligt lys over en fjern oldtidsperiodes høje teknik og mærkelige sans for toner.
Ganske vist danner lurerne endnu kun et isoleret kulturfænomen, idet vi mangler alle holdepunkter til at knytte dette sammen med den historiske tid, og ganske vist begynder denne historiske periode for dansk musik forholdsvis sent. Men vi er dog i Danmark, ligesom i Norden overhovedet, ikke uden vidnesbyrd om, at tonekunsten også i en tidlig periode har båret blomster, der har afsat frugt.
Musikkens stilling i sagatiden, navnlig dens forbindelse med skjaldekunsten, er endnu ikke fuldstændig oplyst. Selv fra denne fjerne tid besidder vi dog spredte interessante efterretninger, og i de gamle danske kæmpeviser og folkemelodier en musikhistorisk skat, hvis ælde vel ikke bestemt kan påvises - den allerførste optegnelse (folkevisefragmentet i Codex runicus) går ikke længere tilbage end til ca. 1300 – men som dog både i indhold og form så veltalende vidner om Danmarks kultur også på dette område i denne tidlige periode.
right|thumb|Et par af lurerne fra Brudevælte mose, fundet 1797 Middelalderlig musik
thumb|Drømte mig en drøm i nat. Den egentlige kunstmusik er en indført kulturplante. I Middelalderen var den navnlig repræsenteret ved kirken, ved den gregorianske sang, der fulgte med den romerske kirke ind i Danmark. Rester af de fordums pragtfulde pergament-messebøgerOm messebog: I 1486 kom en anden tysk bogtrykker, Stephan Arndes, til Danmark, hvor han trykte en messebog (missale), Missale Slesvicense – Om Missale Slesvicense på Det Kongelige Bibliotek viser, at sangen i det hele har været den samme som i andre katolske lande. Fremhæves må de i begyndelsen af 1900-tallet fremdragne latinske hymner og sekvenser (12.-14. århundrede) fra Lund og fra Ringsted, så overraskende ved deres skønhed og hele kultur, som viser hen til den forbindelse med franske klostre og kirker, som også fra anden side kendes for Danmarks vedkommende i ærkebiskop Eskils, Absalons og Andreas Sunesøns dage.
Tidlig verdslig musik
Den verdslige musik var repræsenteret ved sangere og farende spillemænd, legere, der med deres fedel eller fløjte kom op til Danmark og fandt tilhold hos drotten eller hans hirdmænd. Om flere af de tyske minnesangere fra 13. århundrede ved vi, at de har stået i forbindelse med Valdemarerne i Danmark. Således har Reinmar von Zweter besunget Erik Plovpenning, selve Tannhäuser har besunget Erik Klipping, Mester RumelandOm mordet på Erik Klipping, Rumelands sange og marsk Stig-viserne kongemordet i Finderup Lade, og FrauenlobFrauenlob: Heinrich von Meißen, o. 1250-1319, (ty.) har sunget til pris for Erik Menved. Den ældste kendte danske folkevise med noder er Drømte mig en drøm i nat.
Renæssancen Christian II thumb|Christian II oprettede et kantori. Som en til kongens hof knyttet fast institution træffer vi musikken tidligst under Christian II i form af et kantori, der skulle varetage korsangen i kirken, men også gjorde tjeneste ved kongens taffel. Det omtales for første gang i 1519 og var da endnu kun sammensat af to bassangere, to altsangere, tre tenorsangere og ti drenge, som sang diskant.Panum, s. 365
Ved siden af kantoriet gjorde også et korps af instrumentister tjeneste ved det danske hof. Af dette korps, der i begyndelsen næsten kun var sammensat af blæsere og herfra også i en senere tid beholdt navnet "Trommetere“, opvoksede i tidernes løb det senere kongelige kapel.Hammerich, s. 680
Christian III Under Christian III og Frederik II bestod Kantoriet af 8 diskantister (drenge), 4 alter, 4 tenorer og 4 bassister; i spidsen for dem stod sangmesteren, senere kaldet kapelmester.
Ved Christian IIIs tid bestod repertoiret dels af flerstemmige bearbejdelser af Reformationstidens koralmelodier, dels af nederlandsk musik: messer, motetter og verdslige chansons for 4. 5 eller flere stemmer.
Frederik II Et mere varieret sammensat instrumentistkorps træffes først ved Frederik den 2s tid. Sammen med blæserne ansattes nu både "Fidlere", harpe- og lutspillere. Ligesom trompet- og orgelspillerne var disse dog endnu som oftest af fremmed nationalitet.
Så længe den polyfone musik havde overtaget, gav man sangerkoret (Kapellet) fortrinnet for instrumentisterne. Sangernes antal beløb sig ved Frederik den 2s død til 23, kapelmesteren iberegnet mens af instrumentister var der (med fradrag af de 15 trompetere, der dannede deres eget korps og kun af og til blev tagne til hjælp ved kunstmusikken) i alt 9 mand.
Den "nederlandske" skole thumb|Adrian Petit Coclicus, hofmusiker hos Christian III Den franco-belgiske ("nederlandske") skole førte på den tid an i musikken. Navne fra denne skole pryder også det danske kongelige kapels lister henved et århundrede igennem, under Christian III, Frederik II og Christian IV. Af dem kan nævnes Georg Preston (måske Jørgen Preston?), Johan Baston, Adrian Petit Coclicus (o. 1499-1563), Franciscus Amsfortius (o. 1559), Arnold de Fine (o. 1530-1586), Gregorius Trehou (1550-1619) og Melchior Borchgrevinck. Christian IIIs "øverste Trompeter" var Jørgen Heide – Under Frederik II søgte i rigt mål engelske instrumentister til hoffet, hvor de tillige optrådte som skuespillere, mimere og dansere ved festlighederne på Københavns Slot og på Kronborg under anførsel af William Kemp (død o. 1603), Shakespeares ven og kunstfælle.
Salmesang Som folkeligt element fik salmesangen i reformationsårene en særskilt betydning, og kongerne sørgede for, at kundskab til musik kunne blive alment udbredt. I latinskolerne udgjorde sang og musik et fast lærefag, også universitetet fik for dette fag en egen lærestol, som bestod indtil ind i midten af 18. århundrede. Dels ved disse institutioner, dels ved kongens direkte forsorg udviklede der sig et ejendommeligt musikliv i den lykkelige periode Danmark oplevede i begyndelsen af Christian IV's regering.
1600-tallet
Christian IV En ny situation for musikken i Danmark indtrådte under Christian IV. Endnu under formynderregeringen i Christian IVs barndomsår bestod kantoriet af kun seks medlemmer; disse benyttedes i hovedsagen endnu kun til at fordoble korstemmerne i den vokale sats. Men netop på denne tid indtraf en ændring i den musikale tilstand. Efter, at den nederlandske kunst i en del år havde været den herskende, rykkede den italienske frem med madrigalen i spidsen, og samtidig fik også instrumenterne i de flerstemmige italienske instrumentaldanse omsider lejlighed til at fremtræde selvstændigt. Instrumentistkorpset fik fra nu af en vis betydning: efter at Christian IV i året 1596 personligt havde overtaget regeringen, ansås det endog for at være lige så vigtigt som sangerkorpset. Han var i sin opvækst både blevet undervist i sang og i instrumentalmusik og var ifølge troværdige kilder så øvet i musikken, at han selv kunde musicere med sine børn, der ogsaa blev godt oplærte i musikalsk henseende. Prins Christian sang vel fra bladet, og Leonora Christina lærte i sin barndom at spille på spinet; senere dyrkede hun også viola da gamba, fløjte og guitar. thumb|Titelblad til Pratum Spirituale af Mogens Pedersøn, 1620, Det Kongelige Bibliotek. Frem for alt kom Christian IVs musikinteresse hans kapel til gode. Ganske vist inviterede han endnu mange udenlandske kapaciteter, men han virkede samtidig også for at opelske og få det bedste ud af landets egne musikbegavelser. Talentfulde danske drenge blev satte i skole hos de indkaldte fremmede musikere; senere blev de dygtigste af dem sendt udenlands for at fuldende deres uddannelse hos tidens store musikmestre, blandt hvilke Giovanni Gabrieli dengang særlig nød anseelse som lærer.Panum, s. 366
Med betydelige omkostninger underholdt Christian IV et talrigt og veludrustet kapel af sangere og instrumentister, et af de største på sin tid i Europa, med ikke få udenlandske mestre i sin midte, som englænderen John Dowland, tyskerne Melchior Schildt og Heinrich Schütz og mange andre. Christian IV stod i udlandets øjne som en fremragende musikalsk mæcen, hvorom flere dedikationer fra udenlandske tonemestre vidner.Hammerich, s. 681 Af andre musikere kan nævnes William Brade (1594-1596, 1599-1606 og 1620-1622), Jan Tollius (1601-1603), Vincentius Bertholusius (1607-1608),Fra afsnittet "Andre musikere hos Christian IV" i artiklen om Melchior Borchgrevinck. Nicolo Gistou(eller Nicolas Gistow, død 1609), Thomas Simpson, Matthias Weckmann.
Også udviklingen af indenrigske musiktalenter sørgede kongen for, idet hans opmærksomhed var rettet på ophjælpning af unge danske musiktalenter, som han sendte til Italien og til England for at studere hos de største mestre. Som det fremmeste af disse må nævnes Mogens Pedersøn, Hans Nielsen, Hans Brachrogge og Jacob Ørn, der blev de første danske komponister, der har gjort sig gældende som sådanne.
Også orgelspillet har betydelige danske repræsentanter fra denne periode: Truid Aagesen, Johan Lorentz den yngre og den langt ud over Danmarks grænser berømte Diderik Buxtehude, der dog fik sit egentlige virkefelt ikke i Danmark, men i Lübeck. I Hans Mikkelsen Ravn (Johannes Michaelis Corvinus) fik vi den første danske musikteoretiker (Heptachordum danicum, 1646).
Frederik III En brat ende fik denne for dansk musik så lovende begyndelse ved de ulykker, der i anden halvdel af 1600-tallet væltede ind over landet. For den nationale musikalske opvækst var der senere ikke længere den samme plads som tidligere, og udviklingen blev nu væsentlig båret frem af udlændinge. Den tyske musiker Kaspar Förster (1616-1673) var Frederik III's kapelmester, og kapellet dyrkede efter fransk mønster hovedsagelig kammermusik med franske "Hof-Violons".
Under Frederik IIIs tid nævnes først Pascal Bence som leder for de kongelige violinister, men i 1667 forskrives, rimeligvis for første gang, en hel besætning af franske violinister, 6 i alt, med Gaspard Besson som leder; det er tydeligvis fra nu af den franske kammermusik, det allerede fra Ludvig XIIIs tid bekendte violinistkorps, "Les 24 Violons", der blev den danske kammermusiks forbillede.Panum, s. 630
Christian V udvidede det franske violinistkorps til 8 medlemmer, blandt hvilke Poul Christian Schindler, ophavsmanden til "Der vereinigte Götterstreit“, figurerer som gambist.
Christian V Først under Christian V, der som kronprins på en rejse til Frankrig havde fået smag for Ludvig XIVs glimrende hofførelse og i offervillighed og fornøjelsessyge ikke synes at have stået stort tilbage for sit forbillede i Frankrig, afløstes hofballetten af operaen, af det virkelige sangdrama.Panum, s. 626