Anker Henrik Jørgensen (født 13. juli 1922 i København, død 20. marts 2016) var en dansk politiker, der på forskellige tidspunkter fungerede som statsminister og udenrigsminister i Danmark. Han var Danmarks statsminister fra 5. oktober 1972 til 19. december 1973 og igen fra 13. februar 1975 til 10. september 1982. Han var desuden formand for Socialdemokratiet i perioden 1973-1987. Som ung arbejdede han på FDB's lager på Islands Brygge. Han aftjente sin værnepligt under besættelsen, hvor han også var aktiv i modstandsbevægelsen som leder af en militærgruppe, hvori han bl.a. organiserede våbenmodtagelser og distribution. Han engagerede sig i faglig politik og blev næstformand for Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund i 1950, og formand samme sted fra 1956-1962. I årene 1956-1963 var han desuden lærer på Den socialdemokratiske Arbejderskole. Han var desuden medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1961-1964 og blev i 1964 valgt ind i Folketinget. Fra 1962-1968 var han forretningsfører i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, inden han i 1968 blev forbundsformand, en post han bestred frem til 1972, hvor han afløste Jens Otto Krag som statsminister, da Krag efter EF-folkeafstemningen trak sig fra posten.
Han var statsminister frem til det såkaldte jordskredsvalg den 4. december 1973, hvor Venstre overtog regeringsmagten. Ved valget i januar 1975 genvandt han og Socialdemokratiet regeringsmagten, og Anker sad som Statsminister frem til september 1982, hvor han overlod statsministerposten og regeringsansvaret til Poul Schlüter. Han fortsatte som Socialdemokratiets formand frem til september 1987, og han sad i Folketinget frem til 1994. Fra 1982-1993 var han formand for den danske delegation til Nordisk Råd.
Anker Jørgensen var statsminister i en periode præget af økonomisk krise og opbrud i det partipolitiske landskab. I hans regeringstid blev Lønmodtagernes Dyrtidsfond oprettet og efterlønnen indført. Tillige blev aftalen om indtægterne fra Nordsøolien genforhandlet med A.P. Møller - Mærsk. Hans tid som statsminister var påvirket af en række udefrakommende elementer som oliekrise, Den kolde krig og international lavkonjunktur.
Under Golfkrigen i 1990 rejste Anker Jørgensen til Irak for at besøge Saddam Hussein og medvirke til løsladelsen af 20 danske gidsler i Irak. Efter 30 år i dansk politik forlod han Folketinget ved valget i 1994. Han blev dog ved med at blande sig i den politiske debat, skrev politiske bøger og blev tildelt en række hyldester og hædersbevisninger.
Han blev kendt for at vælge at forblive boende i sin lejlighed på Sydhavnen fremfor på Marienborg under sin statsministerperiode. Han var både meget typisk og ret usædvanlig for sin generation. Som politisk leder var han udadtil folkelig og vellidt og han var meget populær i store dele af befolkningen. Han efterlod sig et positivt indtryk i befolkning og medier. Jørgensen var den hidtil sidste ufaglærte statsminister i Danmark.Anker Jørgensen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, hentet 1. november 2025.
I 2008 flyttede han fra sin lejlighed til plejehjemmet Plejebo på Vesterbro. Han døde 20. marts 2016, 93 år gammel.
Liv Anker Henrik Jørgensen blev født 13. juli 1922 i København som søn af kusk Johannes Albert Jørgensen og rengøringsdame Karen Marie Jørgensen. Allerede som toårig (1924) blev han faderløs og som femårig (1928) forældreløs, da forældrene døde af tuberkulose. Han voksede op hos sin faster, tobaksarbejderske Karla Marie Sofie Jacobsen (f.1890 – d.1975), og onkel, som var chauffør på Christianshavn.
Han blev elev på Det Kongelige Vajsenhus og gik i skole til 7. klasse. Så var han arbejdsdreng, bud og lagerarbejder på FDB's papirlager i Njalsgade på Islands Brygge kun afbrudt af værnepligt. Han tog præliminæreksamen på aftenkursus 1949.
Privat Han blev gift 1948 med Ingrid Kvist Pedersen (f.1922 – d. 1997), datter af værkfører Søren Pedersen og hustru Krestine Pedersen fra Pindstrup på Djursland. Hun døde i 1997 af en form for muskelsvind (Amyotrofisk lateral sklerose), og siden var Anker Jørgensen aktiv i støtten til Muskelsvindfonden.
Ingrid og Anker Jørgensen fik fire børn (heriblandt sønnen Peter), og parret boede hele deres liv i Sydhavnen. I begyndelsen af 2008 flyttede Anker Jørgensen på plejehjemmet PlejeboAnker er flyttet på plejehjem, Politiken, 12. november 2008 fra lejligheden på Borgbjergsvej 1, hvor flere statsoverhoveder lagde turen forbi 3. sal til venstre. Som statsminister sagde han nej tak til at bo på Marienborg.
Anker Jørgensen sov stille ind den 20. marts 2016 med sine nærmeste omkring sig.Pressemeddelelse fra Socialdemokratiet Han blev bisat den 2. april fra Grundtvigs Kirke på Bispebjerg og blev ved en privat ceremoni den 30. april stedt til hvile ved siden af sin hustru på deres fælles gravsted på Vestre Kirkegård. Gravstenen er, udover navne og årstal, påført Anker Jørgensens signatur.
thumb|Mindeplade for Anker Jørgensen på Amagergade, opsat 24. august 2022
Modstandsarbejde Under Besættelsen aftjente Anker Jørgensen sin værnepligt. Først forrettede han tjeneste ved Telegrafregimentet på Svanemøllens Kaserne i Hellerup. I juli 1943 blev han overført til Gardehusarregimentet, og under det tyske angreb på de danske kaserner den 29. august 1943 var Jørgensen indkvarteret på Gardehusarkasernen i Næstved. Sammen med den senere berømte trompetist Knud Hovaldt var Anker Jørgensen med i en kort træfning på ca. 30 minutter med de tyske tropperHans Lyngby Jepsen: Danmarks Anker, 1979, side 7.
Mandskabet blev interneret, men det lykkedes ham at udsmugle en pistol til modstandsbevægelsen. Da han efter seks uger kom på fri fod, gik han ind i modstandsbevægelsen i København i en militærgruppe, som han blev leder af. Ved Gribskov modtog den illegale gruppe våben og ammunition, som på lastbiler blev kørt til hovedstaden og samlet i et våbenlager på loftet over Toftegaard Bio i Valby. Biografdirektør Kai Holm var også modstandsmand. Fra Valby blev våben distribueret til små depoter på privatadresser.
Anker Jørgensens militærgruppe fik i marts 1945 besked om at beslaglægge et større kartotek over værnemagere fra Handelsministeriet på Sankt Annæ Plads. Aktionen fandt sted lørdag den 24. marts og involverede ni medlemmer af gruppen. Anker Jørgensen stod for at genne ministeriets ca. 30 ansatte sammen i et lokale og holde dem op med sin politipistol, mens resten af gruppen fragtede arkivet ned på et par lastbiler i gården. Kartoteket indgik senere i Retsopgøret efter besættelsen.
Den 26. april 1945 skulle Anker Jørgensens gruppe flytte nogle våbendepoter, og gruppen havde aftalt at samles ved Nørreport Station. Gruppen nåede dog ikke at blive fuldtallig, for en Gestapo-enhed på fem mand dukkede op og krævede at visitere de ventende. Der opstod skyderi mellem modstandsfolk og tyskere, og i ildkampen blev flere såret, deriblandt Anker Jørgensens ven og kollega fra papirafdelingen i FDB Svend Aage Hedman Hansen. Gestapo førte den hårdt sårede Svend Aage Hedman Hansen til Nyelandsvejens Lazaret og så til Vestre Fængsel, hvor han døde dagen efter. Anker Jørgensens skrev i sin dagbog:
Efter Befrielsen i maj 1945 måtte Anker Jørgensen identificere hans lig, der var begravet på henrettelsespladsen i Ryvangen, som senere blev omdannet til Mindelunden i Ryvangen, hvor der findes en mindetavle. Familien foretrak at få Hedman Hansen begravet på Solbjerg Parkkirkegård, hvor Anker Jørgensen holdt en bevægende tale over sin kammerat, der ofrede sit liv for frihedskampen. 40 år senere – den 4. maj 1985 - talte Anker Jørgensen ved en mindegudstjeneste i Frederiksholm Kirke. Han mindedes kampen for frihed, de faldne modstandsfolk og sin kammerat Svend Aage Hedman Hansen:
Andre opgaver for modstandsgruppen efter Befrielsen bestod i arrestation af formodede stikkere og værnemagere samt bevogtning af Dagmarhus, værnemagtens hovedkvarter, og området omkring Paladsteatret.
I tiden efter Befrielsen optrådte Jørgensen som talsmand for sine soldaterkammerater. Han mødtes i den anledning med den nye forsvarsminister Ole Bjørn Kraft og socialminister Hans Hedtoft for at forbedre de sociale forhold for de ekstra indkaldte til Forsvaret.Opslag i Frihedsmuseets ModstandsdatabaseLouis Bülow: "Da Anker trodsede Gestapo", kronik, Kristeligt Dagblad, 13. juli 2013.Louis Bülow: "Værd at huske: Anker Jørgensens modstandsarbejde", Modkraft.dk, 30. oktober 2015.
Politisk karriere left|thumb|Anker Jørgensen forlader den 26. oktober 2008 Sydhavnen for sidste gang, efter at have boet 49 år i det københavnske arbejderkvarter. Anker Jørgensen gennemgik de gængse socialdemokratiske trin i DUI og DSU og blev tidligt politisk aktiv. I 1950 blev han næstformand i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, i 1956 dets formand. I 1962 blev han formand for Transportgruppen og i 1968 formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, som siden blev til SID (Specialarbejderforbundet i Danmark).
Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1961-64 og blev i 1964 valgt til Folketinget, hvor han lagde sig på socialdemokratiets venstrefløj. Han forblev medlem af Folketinget frem til folketingsvalget i 1994.
Anker Jørgensen var formand for Socialdemokraterne fra 1973 til 1987, hvor han blev afløst af Svend Auken.
I 1986 og 1991 var han præsident for Nordisk Råd.
I Anker Jørgensens regeringstid blev Lønmodtagernes Dyrtidsfond oprettet og efterlønnen indført, ligesom Anker Jørgensen selv lagde stor vægt på genforhandlingen med A.P. Møller om statens andel i olieindtægterne fra Nordsøen.
Anker Jørgensen besøgte i 1990 Irak og diktator Saddam Hussein, der brugte Anker til at vise omverdenen, at han ikke ville de danske gidsler noget ondt, hvorefter de blev frigivet. Nu holdt Anker Jørgensen sig fra at udtale sig om Golfkrigen.
Anker blev bl.a. kendt som "Jern-Anker" (efter Bo Bojesens tegninger).
Regeringslederen right|thumb|Ingrid og Anker Jørgensen, 1990 Anker Jørgensen blev overraskende statsminister i 1972 som efterfølger for statsminister Jens Otto Krag, der stoppede sin politiske karriere dagen efter folkeafstemningen om EF.
Ved valget i 1973, hvor Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne omtegnede det politiske landkort, måtte Anker Jørgensen give op. Han dannede siden fire regeringer mellem 1975 og 1982 og var desuden udenrigsminister i to måneder i 1978 efter K.B. Andersens afgang. Den 3. september 1982 trådte han tilbage uden at udskrive valg, og han blev den 10. september afløst af Poul Schlüter.
Den økonomiske politik og Anker Jørgensens eftermæle
Blandt nationaløkonomer er det en udbredt opfattelse, at den økonomiske politik, som blev ført under Anker Jørgensen, ikke var tilstrækkelig til at løse de økonomiske problemer, som perioden var rig på. Den kedelige lære af 1970'erne var, at man ikke uden videre kunne løse problemet med stigende ledighed ved hjælp af den patentmedicin i form af ekspansiv finanspolitik, som man mente at være i besiddelse af. P. U. Johansen og M. Trier (2013): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 7. Ligeledes viste valutapolitikken i form af gentagne devalueringer sig at være en kortsigtet løsning, der forværrede de langsigtede balanceproblemer i økonomien.
Tidligere overvismand, professor Niels Kærgård har sammenlignet Anker Jørgensens politik med statsminister Anders Fogh Rasmussens:
Kærgård anfører dog, at Anker Jørgensen regerede i en udfordrende opbrudstid med et meget ideologisk splittet Folketing, men betoner samtidig, at Jørgensen fik kompetent rådgivning af finansminister Knud Heinesen, noget, som Fogh Rasmussen ikke syntes at have, ifølge Kærgård.