Slaget ved Blenheim (også kendt som Slaget ved Höchstädt), der blev udkæmpet den 13. august 1704, var et stort slag i den Spanske Arvefølgekrig. Ludvig 14. af Frankrig forsøgte at slå den tyske kejser Leopold 1. ud af krigen ved at besætte Wien, hovedstaden i det habsburgske rige, og opnå en fordelagtig fredsaftale. Wien var i alvorlig fare. Kurfyrst Maximilian 2. Emanuel af Bayern og marskal Marsins styrker i Bayern truede vestfra, og marskal Vendômes store armé i Norditalien udgjorde en alvorlig trussel med en mulig offensiv gennem Brennerpasset. Wien var også under pres fra Rákóczis ungarske oprør østfra. Hertugen af Marlborough indså faren og besluttede at komme Wien til undsætning ved at marchere sine styrker sydpå fra Bedburg og hjælpe med til at fastholde kejser Leopold i den store alliance.
En kombination af vildledning og fremragende administration – der skulle skjule hans sande bestemmelsessted for både venner og fjender betød, at hertugen af Marlborough uhindret kunne marchere 400 km fra Nederlandene til Donau på fem uger. Efter at have sikret sig Donauwörth ved Donau, forsøgte englænderen at komme i kamp med kurfyrstens og Marsins hær, inden marskal Tallard kunne nå at bringe forstærkninger frem gennem Schwarzwald. De fransk-bayerske hærførere var imidlertid tilbageholdende med at kæmpe, før de følte sig tilstrækkelig stærke, og derfor begyndte de allierede at plyndre Bayern for at tvinge dem i kamp. Taktikken lykkedes ikke, men da Tallard ankom for at afstive kurfyrstens hær, og prins Eugen ankom med forstærkninger til de allierede, kom de to hære endelig i kamp ved bredden af Donau i og omkring landsbyen Blindheim. Et betydeligt antal danske hjælpetropper deltog i slaget på allieret side.
Slaget ved Blenheim huskes som et af vendepunkterne i den Spanske Arvefølgekrig. Den overvældende allierede sejr sikrede Wien mod den fransk-bayerske hær og forhindrede således, at den store alliance brød sammen. Bayern blev slået ud af krigen, og Ludvig den 14.'s håb om en hurtig sejr blev slukket. Frankrig havde tab på over 30.000, inklusive den øverstkommanderende, marskal Tallard, som blev ført til England som fange. Inden kampagnen i 1704 sluttede, havde de allierede erobret Landau foruden byerne Trier (Trèves) og Trarbach ved Mosel som forberedelse af det følgende års felttog ind i selve Frankrig.
Baggrund I 1704 var den Spanske Arvefølgekrig gået ind i sit fjerde år. Det foregående år havde været en succes for Frankrig og dets allierede, ikke mindst ved Donau, hvor marskal Villars og den bayerske kurfyrste havde opbygget en direkte trussel mod Wien, hovedstaden i det habsburgske monarki.Chandler: Marlborough as Military Commander, p. 124 Wien var blevet reddet af uenighed mellem de to hærførere, hvilket førte til, at den dygtige Villars blev skiftet ud med den knap så dynamiske marskal Marsin. Ikke desto mindre var truslen i 1704 stadig reel: Rákóczis ungarske oprør truede allerede på imperiets østside, og marskal Vendômes styrker truede med at invadere fra Norditalien.Lynn: The Wars of Louis XIV, 1667–1714, p. 285 Ved hoffet i Versailles og Madrid var man sikker på, at Wien ville falde, hvilket næsten sikkert ville føre til den store alliances sammenbrud.Chandler: Marlborough as Military Commander, p. 125
For at isolere Donauområdet fra allieret indblanding skulle marskal Villerois 46.000 tropper fastholde de 70.000 hollandske og engelske tropper ved Maastricht i Nederlandene, mens general de Coigny beskyttede Alsace mod overraskelser med et yderligere korps. De eneste tropper, som umiddelbart kunne indsættes i forsvaret af Wien, var Ludwig Wilhelm af Badens styrke på 36.000, som var stationeret i Stollhofen linjenStollhofen linjen er en række militærposter langs Rhinen. Linien strækker sig over 32 km mellem Stollhofen, en landsby ved Rhinen, til Schwarzwald. Barrieren blev bygget for at forhindre franskmændene i at rykke frem til Rhinen fra Strasbourg, hvor de holdt øje med marskal Tallard i Strasbourg. Der var også en svag styrke på 10.000 mand under Hermann Otto 2. af Limburg-Styrum som holdt øje med Ulm.
Både den kejserlige, østrigske ambassadør i London, grev Wratislaw, og hertugen af Marlborough indså betydningen af situationen ved Donau. Hollænderne derimod, som klyngede sig til deres tropper for at beskytte landet, var imod en eventyrlig militær operation langt sydpå ved Donau og ville aldrig frivilligt gå med til en større svækkelse af styrkerne i Nederlandene.Chandler: Marlborough as Military Commander, p. 127 Da Marlborough indså, at den eneste måde at omgå de hollandske ønsker på, var ved hemmeligholdelse og svig, gik han i gang med at snyde sine hollandske allierede ved at lade, som om han flyttede sine tropper til Mosel-floden, en plan, som var godkendt i Haag, men når han først var kommet dertil, ville han undslippe hollænderne og slutte sig til østrigske styrker i Sydtyskland. "Mine hensigter", skrev hertugen fra Haag den 29. april til sin fortrolige i regeringen, Sidney Godolphin, "er at marchere med englænderne til Koblenz og udtale, at jeg vil føre felttog langs Mosel; men når jeg når dertil, vil jeg skrive til De Hollandske Generalstater, at jeg anser det for absolut nødvendigt at redde Kejserdømmet ved at marchere med tropperne under min kommando og forene dem med dem i Tyskland ... for at gennemføre tiltag med Prince Louis af Baden med henblik på en hurtig nedkæmpelse af kurfyrsten af Bayern."Falkner: Blenheim 1704, p. 18
Optakt Hovedpersonernes march til Donau En rød kålorm, hvorpå alle øjne straks blev rettet, begyndte at bevæge sig standhaftigt dag for dag over europakortet og trak hele krigen med sig. – Winston Churchill.Spencer: Blenheim: Battle for Europe, p. 136
thumb|350px|Hertugen af Marlboroughs march fra Bedburg (ved Köln) til Donau. Hans 400 km lange march for at redde Wien fra at falde i fjendens hænder var et mesterstykke i afledning, omhyggelig planlægning og organisation.
Marlboroughs march indledtes den 19. maj fra Bedburg, 30 km nordvest for Köln. Hæren (der var samlet af hertugens bror, general Charles Churchill) bestod af 66 eskadroner, 31 bataljoner og 38 kanoner og morterer, i alt 21.000 mand (hvoraf 16.000 var britiske tropper).Chandler: Marlborough as Military Commander, p. 128. Den oprindelige styrke på 21.000 blev ledsaget af 1.700 forsyningsvogne trukket af 5.000 trækheste. Artilleriet havde brug for mange flere. Denne styrke voksede undervejs, så da Marlborough nåede Donau, var den på 40.000 (47 bataljoner, 88 eskadroner). Mens Marlborough anførte sin hær blev General Overkirk i en defensiv stilling i den hollandske republik for det tilfælde, at Villeroi angreb. Hertugen havde forsikret hollænderne, at hvis franskmændene skulle finde på at indlede en offensiv, ville han vende tilbage i tide, men Marlborough regnede med, at når han marcherede sydpå, ville den franske hærfører følge efter ham.Falkner: Blenheim 1704, p. 19 Han fik ret i sin antagelse: Villeroi skyggede hertugen med 30.000 mand i 60 eskadroner og 42 bataljoner.Chandler: Marlborough as Military Commander, p. 129. Barnett and Coxe anfører 45 eskadroner og 36 bataljoner. thumb|150px|left|Hertugen af Marlborough (1650–1722), malet af Sir Godfrey Kneller.
Der var adskillige militære farer ved en sådan operation: Marlboroughs kommunikationslinjer langs Rhinen ville være udsat for fransk indgriben, for de franske generaler kontrollerede flodens venstre bred. Sådan en lang march ville med stor sandsynlighed betyde, at mange mænd og heste gik tabt ved udmattelse og sygdom; men Marlborough var overbevist om, at det hastede – "Jeg er meget opmærksom på, at jeg påtager mig en stor opgave" havde han tidligere skrevet til Godolphin, "men hvis jeg handlede anderledes, ville Kejserdømmet falde…"
Mens de allierede forberedelser var gået i gang, havde franskmændene besvær med at holde marskal Marsin forsynet. Marsin havde opereret sammen med kurfyrsten af Bayern mod den kejserlige hærfører prins Ludwig af Baden og var i nogen grad afskåret fra Frankrig, idet hans eneste forsyningsvej gik gennem de klippefyldte pas i Schwarzwald. Den 14. maj lykkedes det med betydelig behændighed for marskal Tallard at bringe 10.000 mand forstærkninger og store forsyninger og våben gennem det vanskelige terræn ved at udmanøvrere baron Thüngen, den kejserlige general, som forsøgte at blokere hans vej.Falkner: Blenheim 1704, p. 20. Falkner anfører en total på 8.000 Tallard vendte derpå tilbage med sin egen styrke til Rhinen og omgik igen Thüngens forsøg på at blokere. Hele operationen var en fremragende militær bedrift.Falkner: Blenheim 1704, p. 20, selv om Chandler p. 131 anfører, at mange mænd forsvandt på tilbagevejen ved deserteringer.
Den 26. maj nåede Marlborough Koblenz, hvor Mosel løber ud i Rhinen. Hvis han ville angribe langs Mosel, skulle han nu dreje vestpå, men i stedet krydsede hæren den følgende dag Rhinen (og gjorde holdt for at medtage 5.000 ventende hannoveranere og preussere).Tincey: Blenheim 1704: The Duke of Marlborough's Masterpiece, p. 31 "Der bliver intet felttog ved Mosel", skrev Villeroi, som havde indtaget en defensiv stilling ved floden, "englænderne er alle sammen rykket ind i Tyskland."Falkner: Blenheim 1704, p. 22 Et andet muligt mål dukkede nu op i franskmændenes tanker – et allieret indfald i Alsace og et angreb mod byen Strasbourg. Marlborough tilskyndede dem til denne vurdering ved at bygge broer over Rhinen ved Philippsburg, en finte, som ikke blot tilskyndede Villeroi til at komme Tallard til hjælp ved forsvaret af Alsace, men som samtidig sikrede, at den franske plan om at rykke mod Wien forblev stoppet af usikkerhed.Barnett: Marlborough, p. 89
Mens Villeroi skyggede hver af Marlboroughs bevægelser, viste den hollandske frygt for en øjeblikkelig fransk modoffensiv mod deres svækkede stillinger i Holland sig at være ubegrundet. Chandler: Marlborough as Military Commander, p. 129 I alle tilfælde havde Marlborough lovet at vende tilbage til Holland, hvis der udviklede sig et fransk angreb der, ved at færge sine tropper ned ad Rhinen på pramme med en fart af 130 km om dagen. Opmuntret af denne følelse af sikkerhed enedes Generalstaterne straks om at sende den danske styrke på 7 bataljoner og 22 eskadroner som forstærkning. Marlborough nåede Ladenburg på flodsletten mellem Neckar og Rhinen og gjorde dér holdt i tre dage, for at hans kavaleri kunne hvile ud og tillade kanoner og infanteri at nå frem.Barnett: Marlborough, p. 91 Den 6. juni ankom Marlborough til Wiesloch syd for Heidelberg. Den følgende dag svingede den allierede hær væk fra Rhinen mod bjergene i Schwäbische Alb og Donau på den anden side. Endelig stod det klart, hvad der var Marlboroughs mål.
Strategi thumb|150px|Prins Eugen af Savoyen (1663–1736), malet af Jacob van Schuppen. Prince Eugen mødte første gang Marlborough i 1704. Det blev begyndelsen på et varigt personligt og professionelt venskab.
Den 10. juni mødte hertugen for første gang lederen af det kejserlige krigsråd, prins Eugen – ledsaget af grev Wratislaw – i landsbyen Mundelsheim, halvvejs mellem Donau og Rhinen.Falkner: Blenheim 1704, p. 23 Den 13. juni sluttede den kejserlige hærfører prins Ludwig af Baden sig til dem i Großheppach.Falkner: Blenheim 1704, p. 25. Eugen havde sin tvivl om prins Ludwigss troværdighed, da han var en nær ven af kurfyrsten af Bayern. Der var mistanke om, at han i hemmelighed stod i forbindelse med sin gamle kammerat. De tre generaler havde kommandoen over en styrke på næsten 110.000 mand. På konferencen blev det besluttet, at Eugen skulle vende tilbage med 28.000 mand til Stollhofen-linjen ved Rhinen for at holde øje med Villeroi og Tallard og forhindre dem i at støtte den fransk-bayerske hær ved Donau. I mellemtiden skulle Marlboroughs og Badens styrker forenes til en styrke på 80.000 mand og marchere til Donau og udfordre kurfyrsten og Marsin, inden disse kunne få forstærkninger.Chandler: Marlborough as Military Commander, p. 132