Invasionen af Canada i 1775 var det første store militære initiativ, som Den kontinentale hær iværksatte under den amerikanske uafhængighedskrig. En ekspedition forlod Fort Ticonderoga i New York, USA under Richard Montgomery hvorefter den belejrede og erobrede Fort Saint-Jean i Quebec, Canada, og var tæt på at tage den britiske general Guy Carleton til fange, da man erobrede Montreal. Den anden ekspedition forlod Cambridge, Massachusetts under Benedict Arnold og rykkede med stort besvær gennem vildnisset i Maine til Quebec. De to styrker forenedes der, men blev besejret i Slaget ved Quebec i december 1775.

Storbritannien sendte adskillige tusinde soldater heriblandt general John Burgoyne foruden hessiske lejesoldater til forstærkning af Quebec i maj 1776. General Carleton igangsatte en modoffensiv, som endte med at drive amerikanerne tilbage til Fort Ticonderoga. Amerikanerne under Arnolds ledelse kunne forsinke den britiske fremrykning i tilstrækkelig grad, så et angreb ikke kunne iværksættes mod Ticonderoga i 1776. Afslutningen på felttoget gjorde scenen klar til Saratogafelttoget i 1777.

I det eneste væsentlige forsøg på oprør i Nova Scotia, samlede en amerikansk født (formentlig fra Massachusetts) novascotier ved navn Jonathan Eddy en lille styrke i november 1775 og forsøgte at erobre fort Cumberland. Angrebet var ikke formelt godkendt af Den kontinentale kongres og mislykkedes i december samme år.

Baggrund I foråret 1775 begyndte den amerikanske uafhængighedskrig med slaget ved Lexington og Concord. Snart efter gik krigen i stå med den britiske hær under belejring i Boston. Under denne lange stilstand søgte kolonisternes styrker efter måder at erobre initiativet andre steder. I maj 1775 anførte Benedict Arnold og Ethan Allen en styrke af kolonist-milits som erobrede Fort Ticonderoga og Fort Crown Point samt gennemførte et raid mod Fort Saint-Jean, som på daværende tidspunkt kun var let forsvaret.Kingsford (vol 5), p. 391

Den første kontinentale kongres havde tidligere inviteret franskcanadierne til at slutte sig til den amerikanske revolution som den 14. koloni ved at sende et åbent brev til indbyggerne i Canada den 26. oktober 1774. Den anden Kongres sendte endnu et åbent brev i maj 1775, men der var ingen større reaktion på nogen af dem.Alden, pp. 195-198 Der blev derfor lagt en plan om at drive briterne ud af den fortrinsvis fransktalende koloni Quebec.Provinsen Quebecs territorium omfattede dengang et område svarende til vores dages Quebec, Ontario og dele af De Forenede Stater syd for de . Der blev iværksat to ekspeditioner.

Kongressen gav general Philip Schuyler, lederen af det nordlige militærområde, ordre til at gennemføre en invasion, der skulle drive de britiske styrker ud af Canada. Benedict Arnold, som havde været den første til at foreslå en sådan invasion, fik ikke tildelt kommandoen og tog til Boston, hvor han overbeviste general George Washington om at afsende en hjælpestyrke til Quebec City under hans ledelse.Alden, p. 202

Canadiske forberedelser General Carleton var udmærket klar over faren for en invasion sydfra, og anmodede om forstærkninger fra general Thomas Gage, uden at der dog skete noget lige med det samme. Han gik i gang med at rekruttere lokale militser til at hjælpe til ved forsvaret af Montreal og Quebec City, men det lykkedes kun i begrænset omfang.Coffin, pp. 496-497 Som svar på erobringen af Ticonderoga og raidet på Fort St. John sendte han 700 soldater til at holde dette fort ved Richelieu floden syd for Montreal og beordrede bygning af både til brug på Lake Champlain,Alden, p. 199 samt rekrutterede omkring 100 Mohawk indianere til at hjælpe med til at forsvare dem. Han kontrollerede selv forsvaret af Montreal, hvor han kun holdt 150 regulære soldater, da han satsede på Fort St. John som den vigtigste forsvarsstilling. Forsvaret af Quebec City overlod han til viceguvernøren Cramahé, som kun havde en lille styrke regulære tropper til rådighed.

Montgomerys ekspedition

Fremrykningen til Saint-Jean Det primære fremstød ved invasionen skulle foregå under ledelse af general Schuyler, som trængte op over Lake Champlain for at angribe Montreal og derpå Quebec City. Ekspeditionen kom til at omfatte styrker fra New York, Connecticut og New Hampshire, foruden Green Mountain Boys under Ethan Allen, med forsyninger leveret af New York.Lossing, pp. 227-228 Schuyler var overforsigtig og i midten af august fik kolonisterne rapporter om, at general Carleton var i færd med at befæste stillinger udenfor Montreal,Smith (Fourteen), pp. 309-310 samt at nogle Indianerstammer havde sluttet sig til briterne.Smith (Fourteen), pp. 291-292 I midten af august tog Schuyler til Albany for at mødes med Irokeserne. Den 28. august benyttede general Montgomery sig af Schuylers fravær (og uden at have ordrer, der gav mulighed for bevægelse) og tog 1.200 soldater, der var blevet mønstret ved Ticonderoga frem til en fremskudt stilling ved Ile aux Noix, hvortil de ankom den 4. september.Smith (Fourteen), pp. 317-324. Schuyler,som var ved at blive syg, nåede frem til tropper undervejs. Han sendte et brev til James Livingston, en canadier, som var klar til at hverve lokale militsstyrker til støtte for det amerikanske fremstød og drage rundt i området syd for Montreal. Den næste dag tog styrkerne ned ad floden til Fort Saint-Jean, hvor de efter at have set forsvarsstillinger havde en kort træfning, som førte til tab på begge sider. Herefter trak de sig tilbage til Ile aux Noix. Træfningen, som på briternes side fortrinsvis omfattede, blev ikke støttet fra fortet, hvilket til sidst fik indianerne til at trække sig ud af konflikten.Smith (Fourteen), p. 357 På dette tidspunkt var general Schuyler blevet for syg til at kunne fortsætte, så kommandoen blev overdraget til Montgomery, og Schuyler tog tilbage til Fort Ticonderoga den 16. september.Smith (Fourteen), p. 335

Belejring Mens han ventede på passende vejrforhold, fik Montgomery besked fra Livingson om at han havde rekrutteret en lille styrke og erobret forsyninger, der skulle have været til Fort Saint-Jean, samt at hvis der blev gjort noget ved sagen, kunne han hverve 1.000 mand. Der ankom yderligere 800-1.000 mand fra Connecticut, New Hampshire og New York foruden nogle Green Mountain Boys.Smith (Fourteen), pp. 361-365 Montgomery indledte en belejring af fortet den 18. september med at afskære forsyningslinjen fra Montreal. Under belejringen prøvede briterne gentagne gange på at bringe forsyninger frem til de belejrede med skib, men forsyningerne blev erobret af amerikanerne. Ethan Allan blev taget til fange i slaget ved Longue-Pointe, da han overskred sine instruktioner om blot at hverve lokale militser og forsøgte at erobre Montreal med en lille styrke. Smith (Fourteen), p. 384 Denne hændelse førte til en kort overgang til at de britiske militser fik øget tilgang, men effekten varede kun forholdsvis kort tid, og mange deserterede i de følgende dage.Smith (Fourteen), pp. 388, 410 I oktober erobrede Livingson med en gruppe på 300 lokalt rekrutterede mænd og 50 amerikanere Fort Chambly nedenfor Fort Saint-Jean. Erobringen omfattede også militære forsyninger og våben, herunder krudt, som fortets kommandant havde undladt at ødelægge.Smith (Fourteen), pp. 426-428 Nyheden om denne erobring førte tilsyneladende til et stigende antal deserteringer fra militsen i Montreal.Smith (Fourteen), pp. 429 Efter 45 dages belejring overgav kommandanten på Fort Saint-Jean sig den 3. november,,Lossing, p. 229 hvilket førte til erobringen af flere britiske militære forsyninger. Montgomery førte derefter sine tropper nordpå og besatte Saint Paul's Island i Saint Lawrence floden den 8. november, krydsede over til Pointe Saint-Charles den følgende dag og blev hilst som en befrier.Smith (Fourteen), p. 474 Montreal faldt uden væsentlige kampe den 13. november, da generalmajor Carleton besluttede at byen ikke kunne forsvares (og efter have mistet et betydeligt antal militsfolk ved deserteringer efter nyheden om Fort Saint-Jeans fald), og han trak sig tilbage. Han undgik med nød og næppe at blive taget til fange, da amerikanerne havde krydset floden nedenfor byen og vinden forhindrede hans flåde i at afsejle med det samme. Da hans flåde nærmede sig Sorel, blev det mødt af en båd under parlamentærflag. Båden medbragte et krav om at han skulle overgive sig, idet det blev hævdet at kanonbatterier længere nede ad floden ellers ville ødelægge konvojen. Baseret på usikre oplysninger om hvor virkelige disse batterier var, besluttede Carleton at snige skibene igen efter at have givet ordre til at smide krudt og ammunition overbord, for det tilfælde at det blev nødvendigt at overgive sig. (Der var opstillet batterier, men de var ikke nær så stærke, som det blev hævdet).Stanley, pp. 67-70 Den 19. november overgav den britiske flåde sig, Carleton var forklædt som en almindelig mand,Smith (Fourteen), pp. 487-490 og begav sig på vej til Quebec City. De erobrede skibe indeholdt de fanger, som briterne havde taget, heriblandt Moses Hazen, en Massachusetts-født canadier, med ejendom i nærheden af Fort Saint-Jean, som var blevet dårligt behandlet af briterne, hvilket havde vendt ham imod dem. Hazen havde kamperfaring fra Franske og indianske krig, og kom til at lede det 2. canadiske regiment i resten af krigen. Nu sluttede han sig til Montgomerys hær. Inden han forlod Montreal i retning af Quebec City udsendte Montgomery meddelelser til indbyggerne om at Kongressen ønskede at Quebec skulle sluttede sig til amerikanerne og deltog i diskussioner med amerikanske sympatisører om at holde et konvent i provinsen med det formål at vælge delegerede til Kongressen. Han skrev også til general Schuyler og anmodede om at en delegation fra Kongressen blev sendt op for at etablere diplomatiske forbindelser. En stor del af Montgomerys hær tog hjem, da deres tjenestetid sluttede efter Montreals fald. Han brugte derefter nogle af de erobrede både til at rykke frem mod Quebec City med omkring 300 soldater den 28. november, og efterlod omkring 200 i Montreal under kommando af general David Wooster.Shelton, pp. 122-127 Undervejs samlede han James Livingstons 1. canadiske regiment på omkring 200 mand op.Smith (Fourteen vol. 2), p. 86

thumb|300px|Amerikansk angreb på Quebec: ruterne som Arnolds og Montgomerys ekspeditioner fulgte

Arnolds ekspedition

Benedict Arnold, der var blevet vraget som leder af Champlain Valley ekspeditionen vendte tilbage til Cambridge, Massachusetts og gik til George Washington med en plan om et østlig støtteinvasion, der skulle rettes mod Quebec City. Smith (Fourteen), pp. 398-399 Washington godkendte forslaget og gav Arnold 1.100 men, heriblandt Daniel Morgans riffelskytter til ekspeditionen. Arnolds ekspedition var en succes i og med at det lykkedes ham at bringe en troppestyrke frem til Quebec Citys porte. Ekspeditionen var imidlertid ramt af problemer fra den forlod de civilisationens sidste forposter i Maine. Der var adskillige vanskelige transporter af både over land mens tropperne rykkede op langs Kennebec River, og deres både sprang ofte læk så de mistede forsyninger og krudt. Højden af området mellem Kennebec og Chaudière River var en knudret sump med søer og vandløb, og passagen blev vanskeliggjort at dårligt vejr, hvilket betød at en fjerdedel af tropperne vendte om. Sejladsen ned af Chaudière floden resulterede i ødelæggelsen af yderligere både og forsyninger, da de uerfarne tropper ikke kunne styre bådene i den hurtige strøm.