thumb|Ved Barnett-floden i det vestlige Australien findes disse ca. 4.000 år gamle aboriginske klippemalerier af regn- og lignende ånder
Australiens historie begyndte med migration til det australske kontinent nordfra for omkring 40.000-50.000 år siden. Den skrevne historie om Australien begyndte, da hollandske opdagelsesrejsende opdagede landet i det 17. århundrede. Tolkningen af Australiens historie er foreløbig en omstridt sag, specielt vedrørende den britiske kolonisering og behandlingen af de indfødte aboriginer.
Der har boet mennesker i Australien i mindst 50.000 år, siden aboriginernes forfædre ankom til Australien fra Sydøstasien. Den første europæiske opdagelse af Australien skete i det 16. århundrede. Storbritannien gjorde krav på landet i 1770, og det blev koloniseret som en straffekoloni i 1788. Fem andre kolonier, nogle frie og andre straffekolonier, blev grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede.
I 1901 fik Australien en føderal forfatning og blev en selvstyrende britisk dominion. Australske tropper deltog i begge verdenskrige, Boerkrigen og Vietnamkrigen. Efter anden verdenskrig er Australien blevet forandret af en massiv indvandring. Australien er fortsat et konstitutionelt monarki med Charles 3. som statsoverhoved; en folkeafstemning om at etablere en republik blev nedstemt i 1999.
Forhistorisk tid Ankomst thumb|left|Australian Types fra The New Student's Reference Work, 1914 Det er bredt accepteret, at mennesker ankom til Australien for mindst 40.000 år siden. Der har blevet udgravet mange arkæologiske steder, som dateres til denne tidsperiode. Arkæologiske beviser indikerer bosættelser ved den øvre Swan River i Vestaustralien for omkring 40.000 år siden. Tasmanien som på den tiden var forbundet med Australien, blev nået for mindst 30.000 år siden.Lourandos, s. 84-87 Andre hævder, at nogle af stederne kan dateres til for 60.000 år siden, men disse påstande er ikke universelt accepteret.Lourandos, s. 87-88 Palynologiske beviser fra det sydøstlige Australien antyder et stigende antal brande for omkring 120.000 år siden. Dette er blevet tolket som et tegn på menneskelig aktivitet, men dateringen har fået hård kritik.Lourandos, s. 88
Migration skete under afslutningen af pleistocen, da havoverfladen lå meget lavere end i dag. Gentagne istider under pleistocæn-perioden resulterede i et over 100 meter lavere havniveau i Australasien.Lourandos, s. 80 Den kontinentale kystlinje strakte sig længere ud end Timorhavet, og Australien og Ny Guinea udgjorde en landmasse (kendt som Sahul), forbundet med en betydelig landbro over Arafurahavet, Carpentariabugten og Torresstrædet. Havet var stadig en betydelig hindring, derfor er der opstillet teorier om at disse oprindelige mennesker nåede til Australien ved at sejle fra ø til ø. Der er blevet foreslået to ruter. En fulgte en ø-række mellem Sulawesi og Ny Guinea, og den andre nåede det nordvestlige Australien via Timor.Lourandos, s. 81
En anden konsekvens af den tidligere landbro mellem Australien og Ny Guinea, er at de deler dyre- og plantearter. Landbroen blev afbrudt, da havet steg i slutningen af den sidste istid. Havniveauet stabiliserede sig i nærheden af det nuværende for omkring 6.000 år siden.
Ifølge aboriginernes traditioner begynder kontinentets historie med det, som kan oversættes som Drømmetiden, skabelsesmyten som fortæller om folkets, dyrenes og geografiens oprindelige. Traditionerne var, og fortsætter med at blive erindret i sange og fortællinger rundt omkring i Australien.
Arkæologiske beviser i form af kul indikerer, at ild, som allerede var en voksende del af det australske landskab, blev meget mere almindelig, da jægere og samlere brugte den som et værktøj til at jage vildt, til at skabe ny vækst, til at tiltrække dyr og til at åbne uigennemtrængelige skove. Tæt bevoksede områder blev åbne skove, åbne skove blev til stepper. Arter som kunne tåle ild blev dominerende, især casuarina, eukalyptus, akacie og græs.
Ændringerne i dyrelivet blev endda mere dramatiske. Dyr som var betydeligt større end mennesker forsvandt og mange af de mindre arter uddøde også. Omkring 60 forskellige planteædere uddøde, herunder diprotodon-familien (meget store planteædende pattedyr som lignede flodheste), flere store fugle, som ikke kunne flyve, kødædende kænguruer, en fem meter lang øgle og en skildpadde på størrelse med en mindre bil. Den direkte årsag til masseudryddelsen er ukendt. Det kan have været ild, jagt, klimaændringer eller en kombination af disse, men de fleste er af den opfattelse, at menneskelig indgriben i en eller anden form øgede risikoen for udryddelse. Forklaringen om at det skyldtes klimaændringer, som tidligere var populær, er tvivlsom. Uden de store planteædere til at holde vegetationen nede i skovene og gøde jorden med deres afføring, kom der oftere skovbrande og de blev større og varmere, hvilket yderligere ændrede landskabet. Det vides ikke hvor mange befolkningsgrupper, der slog sig ned i Australien inden den europæiske kolonisering. Hypoteser om trihybrid oprindelse og oprindelse ved en migration er omdiskuterede. Spørgsmålet har været brugt politisk med den antagelse, at en eneste oprindelse fører til etnisk solidaritet, mens hypotesen om flere migrationer er blevet brugt til at retfærdiggøre de hvides overtagelse af aboriginernes land. Det er få objektive data, som kan afgøre sagen i den ene eller den anden retning. Forskelle i gener bliver studeret for at finde mulige svar, men der er fremdeles for få beviser til at skille en bølgeinvasionsmodel fra en enkelt bosætning. Nogle studier af Y-kromosomer indikerer en nylig tilstrømning af Y-kromosomer fra det indiske subkontinent.
For mellem 18.000 og 15.000 år siden blev kontinentet stadig tørrere med lavere temperaturer og mindre nedbør end det som havde været normalt før. I slutningen af istiden for ca. 13.000 år siden, begyndte landbroerne at forsvinde under det stigende hav. Slutningen af istiden var en tid med omvæltninger ifølge aboriginernes legender, som fortæller om fisk som faldt ned fra himlen og tsunamier. Men andre steder blev der berettet om et gradvist stigende hav. Fra den tid blev de tasmanske aboriginer geografisk isoleret. For omkring 9.000 år siden bukkede befolkningerne på de små øer i Bassstrædet og Kangaroo Island under.
Lingvistiske og genetiske beviser peger på, at der har været kontakt mellem australierne i nord og befolkningen på Ny Guinea og øerne i længere tid, men at dette ser ud til først og fremmest at have været i form af handel med få ægteskaber på tværs af grupperne, i modsætning til direkte kolonisering. Makassiske prauer nævnes også i aboriginernes fortællinger fra Broome til Carpentariabugten, og der blev etableret nogen halvpermanente bosættelser og tilfælde af aboriginernybyggere som fandt et hjem i Indonesien.
Kultur og teknologi thumb|Yankee Hat Aboriginal Artwork i Namadgi National Park, Australian Capital Territory De sidste 5.000 år blev præget af en generel mildning af klimaet, en stigning i temperaturen og nedbøren og udvikling af en sofistikeret stammekultur. Der blev udvekslet sange og danse, og der blev handlet med flint, værdifulde sten, skaller, frø, spyd, madvarer osv. Underordenen af pamanyunganske sprog som strækker sig fra Cape York mod sydvest, dækker hele Australien med undtagelse af det sydøstlige og Arnhem Land. Der var også tydelige kontinuerlige religiøse ideer og fortællinger over hele landet. Nogle sange krydsede fra den ene side af kontinentet til den anden. Overgangsriterne for drenge og piger til de voksnes rækker blev markeret med ceremonier og måltider. Adfærd blev styret af strenge regler om ansvar til og fra onkler, tanter, brødre og søstre samt til indgiftede. Aboriginernes slægtssystemer omfattede i mange samfund en deling i hudfarver med restriktioner på ægteskab som blev dikteret af den hudfarve et individ havde.
Den politiske magt lå hos samfundets ældste frem for hos nedarvede høvdinge. Uenigheder blev løst i fællesskab i henhold til et omfattende system af stammelove. Blodhævn og fejder var ikke usædvanlige, men organiseret krigsførelse blev holdt indenfor grænser, hvis det overhovedet fandtes. Dette skyldtes i reglen de flersidige alliancer som bandt folket sammen gennem ægteskab eller blod og fælles trossystemer om nedstamning fra fælles kulturhelte.
Der var en betydelig udvikling indenfor aboriginernes teknologi i de sidste 3.000 årene før koloniseringen. Kvarts blev brugt som en erstatning for chert og blev brugt af indfødte håndværkere. Dingoen blev indført fra det Sydlige Asien. Landbrugsudvikling i lille skala fandt sted med ålefarme i det vestlige Victoria og avl af yams i Geraldton.
Det er blevet beregnet, at der i 1788 var omtrent en halv million aboriginer i Australien, men andre har anslået antallet så højt som en million eller mere. Befolkningen bestod af hundredvis af forskellige kulturelle og sproglige grupper. De fleste var jægere og samlere med en rig mundtlig historie og avanceret drift af landområderne. I de mest frugtbare og folkerige områder boede de i halvpermanente bosættelser. I den frugtbare Murray-dal havde jæger- og samler-økonomien, som man kunne finde andre steder på kontinentet, i stor grad måttet vige for fiskeri. Sturts ekspedition langs Murray førte til at man troede at aboriginerne der dyrkede langbrug som et resultat af at de havde store ’’’høsåter’’’’ som blev brugt som permanente kornlagre.
De hvide nybyggerne viste kun lidt interesse for de fleste af aboriginerfolkene, derfor vides der kun lidt om deres kulturer og sprog. Sygdom som kan være blevet indført med vilje, decimerede den indfødte befolkning inden den periode hvor de fleste aboriginer kom i direkte kontakt med europæerne. Da James Cook gjorde krav på Australien på vegne af Storbritannien i 1770, kan den indfødte befolkningen have bestået af op til 500 stammer, som talte flere hundrede forskellige australske sprog, med mange forskellige dialekter.
Kontakt udenfor Australien thumb|left|Guvernør Daveys proklamation til aboriginerne, 1816 Et tidlig kort over den kendte verden, som blev lavet i 1603 af fader Matteo Ricci, en italiensk jesuit som tilbragte lang tid i Kina, bemærkede i et tomt område hvor Australien ligger: Ingen har nogen sinde været i dette land i Syd, derfor ved vi ingenting om det. Med mindre bogstaver skrev han de kinesiske tegn Ildland og Papegøjeland, noget som antyder, at kineserne kendte til og måske havde set Australien.
Folkene som levede langs Australiens den nordlige kyst, Kimberley, Arnhem Land, Carpentariabugten og Cape York, har truffet på forskellige besøgende gennem mange tusinde år. Mennesker og varer bevægede sig frit mellem Australien og Ny Guinea, selv efter at landbroen forsvandt under det stigende havniveau, hvilket skete for over 6.000 år siden. Men handel og samkvem mellem de nu adskilte lande fortsatte over det nydannede Torresstrædet, som stadig kunne passeres ved at bruge rækken af Torres Strait Islands og koralrev som stoppesteder undervejs. Øerne blev bosat af forskellige sørejsende melanesiske kulturer som torresstrædeøboerne for over 2.500 år siden, og kulturelt samkvem fortsatte via denne rute med aboriginerne i Nordøst-Australien.
Den traditionelle transport af folk mellem Australien, Ny Guinea og Indonesien i skibe til handel og fiskeri, indikerer muligheden af at arabiske og kinesiske handelsmænd, som besøgte de nordlige øer hørte om og besøgte kysten på det sydlige kontinent fra allerede fra det 9. århundrede. Indonesiske bajini-fiskere fra Krydderiøerne (Banda) har fisket udenfor kysten af Australien i hundredvis af år. Handelsmænd fra Sulawesi besøgte jævnligt kysten af det nordlige Australien for at fiske efter trepang (en spiselig søpølse) for at sælge dem til kineserne som værdsatte det hvirvelløse dyr for dets kulinariske og medicinske værdi.