thumb|Lydoptagelse af en forbiflyvende Spitfire, RAF Halton, Buckinghamshire, 2011
Supermarine Spitfire er et ensædet britisk jagerfly, benyttet af Royal Air Force og andre Allierede luftvåben før, under og efter 2. verdenskrig. Der blev fremstillet mange varianter af Spitfire, med et antal særlige vingekonfigurationer, og flyet blev produceret i større styktal end alle andre britiske fly. Det var også den eneste britiske jager, der blev produceret kontinuerligt igennem hele krigen. Spitfire er muligvis det mest ikoniske fly der nogensinde er lavet, og er stadigvæk populær blandt entusiaster; der er p.t. omkring 60 flyvedygtige eksemplarer, og mange flere er udstillet statisk i flymuseer verden over.
Spitfire blev designet som en højtydende interceptor med kort rækkevidde af R. J. Mitchell, som var den ledende konstruktør ved Supermarine Aviation Works, der var et datterselskab af Vickers-Armstrong fra 1928. Mitchell designede Spitfirens distinkte elliptiske vinge med de nyudviklede forsænkede nitter (designet af Beverley Shenstone)Bjorkman, James, "Supermarine Spitfire - Classic RAF Fighter ," Filminspector.com, Retrieved 20. januar 2019 til at have det tyndeste mulige tværsnit, og gav derved flyet en højere topfart end de fleste andre jagere fra samme periode, heriblandt Hawker Hurricane. Mitchell fortsatte med at finpudse sit design indtil sin død i 1937, hvorefter hans kollega Joseph Smith overtog rollen som ledende ingeniør og førte Spitfire videre igennem utallige versioner og forbedringer.
Under Slaget om England, fra juli til oktober 1940, opfattede befolkningen Spitfire som den primære RAF jager, selv om de mere talstærke Hurricane-eskadriller bar en langt større del af byrden imod Nazi-Tysklands luftvåben, Luftwaffe. Ikke desto mindre havde Spitfire - eskadriller et lavere tabstal, og et større antal sejre pr. tabt enhed end dem der fløj Hurricanes på grund af Spitfirens bedre egenskaber. Under slaget blev der generelt sendt Spitfires efter Luftwaffes jagere - disse var hovedsageligt af typen Messerschmitt Bf 109E, som var en jævnbyrdig modstander for dem.
Efter Slaget om England blev Hurricane afløst af Spitfire som det primære jagerfly for RAF Fighter Command, og Spitfire blev indsat i både Europa, Middelhavsområdet, Stillehavsområdet og Sydøstasien. Højt værdsat af sine piloter blev Spitfire indsat i mange forskellige roller, primært som interceptor og til fotorekognoscering, men også som jagerbomber og træningsfly, og den fortsatte i disse roller ind i 1950-erne. Varianten Seafire var tilpasset anvendelsen ombord på hangarskibe, og tjente ved Fleet Air Arm fra 1942 til midt i 1950-erne. Selv om det oprindelige flystel var designet til en Rolls-Royce Merlin motor med en ydelse på 1.030 hk (768 kW), var det tilstrækkeligt stærkt og kunne tilpasses nyere og kraftigere Merlins, og i senere versioner, Rolls-Royce Griffon motorer der leverede op til 2.340 hk (1,745 kW). Resultatet af dette var at Spitfirens ydelse og evner blev forbedret igennem hele flyets tjenestetid.
Udvikling og produktion Oprindelse
I 1931 udgav det britiske Air Ministry specification F7/30, som beskrev et moderne jagerfly i stand til at opnå en hastighed af 400 km/t (250 mph). R. J. Mitchell designede Supermarine Type 224 for at opfylde specifikationen. '224' var et monoplan med åbent cockpit, en tyk omvendt 'mågevinge' og et fast understel med indkapslede hjul (vinge og hjul omtrent som på Junkers Ju 87 'Stuka') og drevet af en 600 hk (450 kW) Rolls-Royce Goshawk som benyttede fordampningskøling.Ethell 1997, p. 6. Flyet fløj første gang i februar 1934.Andrews and Morgan 1987, p. 206. Af de syv designs som Ministeriet fik tilbudt under F7/30, blev kun Gloster Gladiator biplanet accepteret til tjeneste.Price 1977, p. 16.
Type 224 var en stor skuffelse for Mitchell og hans designteam, som omgående gik i gang med en serie "cleaned-up" designs, hvor de benyttede deres erfaringer fra Supermarines Schneider Trophy racer-vandflyvere som udgangspunkt. Dette førte til Type 300, med optrækkeligt understel og vingens spændvidde reduceret med 1,8 m (6 ft.). Dette design blev tilbudt Ministeriet i juli 1934, men blev ikke accepteret.Price 1982, p. 16. Designet gik herefter igennem en serie ændringer, inklusive et strømlinet, lukket cockpit, iltudstyr til stor højder, mindre og tyndere vinger, og den nyudviklede og kraftigere Rolls-Royce PV-XII V-12 motor, som senere fik navnet "Merlin". I november 1934 påbegyndte Mitchell, med opbakning fra Supermarines moderselskab Vickers-Armstrong, med det detaljerede designarbejde på den raffinerede udgave af Type 300.Price 1982, p. 17.
Den 1. december 1934 udstedte Air Ministry kontrakt AM 361140/34 og bevilgede £10,000 til en prototype af Mitchells forbedrede Type 300.Price 1977, p. 20. Den 3. januar 1935 blev kontrakten formaliseret med en ny specifikation, F10/35, som var skrevet 'rundt om' flyet.Price 1999, pp. 16, 17. I april 1935 blev ønsket til bevæbningen ændret fra to .303 in (7.7 mm) Vickers maskingeværer i hver vinge til fire Brownings af samme kaliber,Price 1977, p. 32. efter anbefaling fra Squadron Leader Ralph Sorley fra 'Operational Requirements'-afdelingen af Ministeriet.Glancey 2006, pp. 37–38.
Den 5. marts 1936,Morgan and Shacklady 2000, p. 27.Det blev debatteret meget i en del år om den første flyvning skete den 5. eller 6. marts. Mange af Supermarines optegnelser fra disse år blev ødelagt under et bombeangreb i 1940. Sagen blev først besvaret i 1985 af forfatteren Alfred Price, som fandt et regnskabsark med en håndskrevet notits fra Mitchell som opdaterede en linie fra "Not yet flown" til "Flew 5 Mar 36". Se Spitfire: A Complete Fighting History, 1991, side 165-166. lettede prototypen (K5054) fra Eastleigh Aerodrome (senere Southampton Airport) på sin første flyvning. Testpiloten var Captain Joseph "Mutt" Summers, ledende testpilot for Vickers, som blev citeret for at sige "Rør ikke ved noget" ("Don't touch anything") efter landingen.Gunston et al. 1992, p. 334. Den otte minutter lange flyvning fandt sted fire måneder efter første flyvning af den samtidige Hurricane.Fleischman, John. "Best of Battle of Britain." Air & Space, marts 2008. Besøgt 3. april 2008.
K5054 fik en ny propel, og Summers fløj flyet igen den 10. marts 1936; under denne flyvning blev understellet trukket op for første gang.Price 2002, p. 38. Efter den fjerde flyvning fik prototypen en ny motor, og Summers overlod testflyvningerne til sine assistenter, Jeffrey Quill og George Pickering. De fandt hurtigt ud af at SpitfireMcKinstry 2007, p. 55. var et særdeles godt fly, men ikke perfekt. Sideroret var alt for følsomt, og tophastigheden var kun 528 km/t (330 mph), kun en anelse hurtigere end Sydney Camms nye Hurricane med den samme Merlin-motor.Glancey 2006, p. 43. En ny og bedre udformet træpropel fik Spitfiren til at opnå 557 km/t (348 mph) under vandret flyvning midt i maj, da Summers fløj K5054 til RAF Martlesham Heath og overdrog flyet til Squadron Leader Anderson fra Aeroplane & Armament Experimental Establishment (A&AEE). Herfra overtog Flight Lieutenant Humphrey Edwardes-Jones prototypen for RAF.Humphrey Edwardes-Jones . rafweb.org Han fik ordre til at flyve flyet, og afgive en rapport til Air Ministry umiddelbart efter landingen. Edwardes-Jones' rapport var positiv; hans eneste ønske var at Spitfire fik en indikator for understellets position.Glancey 2006, p. 44. En uge senere, den 3. juni 1936, placerede Air Ministry en ordre på 310 stk. Spitfires,Ethell 1997, p. 11. før A&AEE havde afleveret en officiel rapport. Midlertidige rapporter blev afleveret klatvis.Price 1977, pp. 25, 27.
Indledende produktion Den britiske befolkning så Spitfire første gang Lørdag d. 27. juni 1936, under airshowet på RAF Hendon. Selv om det var meningen at produktionen omgående skulle have startet i fuld skala, var der et antal problemer der skulle løses først, og den første serieproducerede Spitfire (K9787) rullede derfor først af samlebåndet i Woolston uden for Southampton før midt i 1938.Ethel 1997, p. 12.
I februar 1936 garanterede direktøren for Vickers-Armstrong, Sir Robert MacLean, at der ville blive produceret fem fly om ugen fra 15 måneder efter en ordre var udstedt. Den 3. juni 1936 udstedte Air Ministry en ordre på 310 fly, til en samlet pris af £1.395.000.Price 1982, p. 61. Produktionen blev påbegyndt i Supermarines fabrik i Woolston, men det stod klart at ordren ikke kunne færdiggøres til tiden. Supermarine var et temmelig lille firma og havde allerede travlt med at bygge søflyene Walrus og Stranraer, og Vickers havde travlt med at bygge Wellington bombefly.
Den først forsøgte løsning var at uddelegere arbejdet til underleverandører. Selv om det var meningen at eksterne leverandører skulle involveres i leverancen af mange vigtige komponenter til Spitfire, særligt vingerne, havde Supermarines moderfirma Vickers-Armstrong modvilje mod at se Spitfire produceret helt eller delvist uden for huset, og fik derfor kun frigivet de nødvendige tegninger og delkomponenter i langsomt tempo.Morgan and Shacklady 2000, p. 45.
Forsinkelserne med at rampe produktionen af Spitfire op til det ønskede niveau resulterede i at Air Ministry tabte tålmodigheden og fremlagde en plan, hvorefter produktionen af flyet skulle indstilles efter færdiggørelsen af den første ordre på 310 eksemplarer. Derefter skulle Supermarine starte en produktion af Bristol Beaufighter. Det lykkedes for ledelsen af Supermarine og Vickers at overbevise Air Ministry om at problemerne kunne overvindes, og Ministeriet udstedte en ny ordre på yderligere 200 Spitfires den 24. marts 1938. De to ordrer dækkede forbogstaverne K, L, og N i flyenes serienumre.
I 1938 rullede den første produktions-Spitfire af samlebåndet og blev fløjet af Jeffrey Quill den 15. maj 1938, næsten 24 måneder efter den første ordre.Price 1982, p. 65. Slutprisen på de første 310 fly, efter forsinkelserne i produktionen og forøgede programomkostninger, endte på £1.870.242 eller £1.533 mere pr. fly end det oprindelige skøn.Price 1982, p. 67. Prisen på et produktionsfly blev cirka £9.500. De dyreste komponenter var det håndbyggede og færdige flyskrog til en pris af ca. £2.500, derefter Rolls-Royce Merlin motoren til £2.000, fulgt af et sæt vinger til en værdi af £1,800, maskingeværer og understel - begge til en pris af £800, og endelig propellen som kostede ca. £350.Glancey 2006, p. 61.
Produktion i Castle Bromwich, Birmingham thumb|Spitfire Mk.IIa, P7666, EB-Z, "Observer Corps", bygget i Castle Bromwich og leveret til 41 Squadron den 23. november 1940. I 1935 tog Air Ministry kontakt til Morris Motors Lmt. og forespurgte hvor hurtigt deres bilfabrik i Cowley sydøst for Oxford kunne omstilles til flyproduktion. I 1936 blev denne uformelle undersøgelse af større produktionsenheder erstattet af en officiel plan, kendt som 'skyggefabrikkerne' (The shadow factory plan), for under ledelse af Herbert Austin at forøge kapaciteten af den britiske flyproduktion. Han fik opgaven med at bygge ni nye fabrikker, og med at understøtte den britiske bilindustri ved at tilføje kapacitet eller øge potentialet for reorganisation, for at industrien skulle være i stand til at bygge fly og flymotorer.