Slaget om Holland var en del af Fall Gelb, den tyske invasion af Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig under 2. verdenskrig. Slaget varede fra den 10. til den 14. maj 1940, hvor den hollandske hovedstyrke kapitulerede. Hollandske styrker blev ved med at kæmpe mod Wehrmacht i Holland indtil den 17. maj. Nazityskland holdt derefter Holland besat, og de sidste dele af Holland blev først befriet i maj 1945.
Slaget endte kort efter det voldsomme Luftwaffe bombardement af Rotterdam og den efterfølgende trussel fra tyskerne om at bombardere andre hollandske storbyer, hvis hollænderne afslog at overgive sig. Den hollandske overkommando vidste, at den ikke kunne stoppe bombeflyene og overgav sig for at undgå, at andre byer blev udsat for samme skæbne.
Baggrund Storbritannien og Frankrig erklærede Tyskland krig i september 1939 efter angrebet på Polen, men der blev ikke igangsat nogle operationer på landjorden i Vesteuropa i den periode, der fik betegnelsen Spøgelseskrigen, mens Storbritannien og Frankrig opbyggede deres styrker i forventning om en lang krig, og tyskerne afsluttede deres invasion af Polen og besatte Danmark og Norge. Den 9. oktober beordrede Adolf Hitler, at der skulle udformes planer for en invasion af Holland, Belgien og Luxembourg, som herefter skulle være base mod Storbritannien og forhindre et tilsvarende angreb fra de allierede, som kunne true det yderst vigtige Ruhr-distrikt.
Selv om Nederlandene havde været neutrale under 1. Verdenskrig havde de nederlandske sympatier under krigen fortrinsvis været på tyskernes side. Nederlandene og Tyskland havde ikke været i krig siden det Tyske Kejserrige blev skabt i 1871, og også tidligere havde der kun været få krige mellem Nederlandene og tyske stater. Ved slutningen af 1. Verdenskrig gav Nederlandene den tyske kejser Wilhelm 2. af Tyskland asyl og afslog at udlevere ham til de allierede. I stedet overlod de ham et slot, Huis Doorn, hvor han boede indtil sin død i 1941.
Da Hitler kom til magten, begyndte hollænderne at opruste, men langsommere end andre lande. De nederlandske regeringer så ikke Nazityskland som en trussel. Dette var delvis begrundet i et ønske om ikke at tirre Tyskland, delvis i en politik med begrænsninger på de offentlige udgifter, hvorved den konservative, nederlandske regering uden held forsøgte at bekæmpe Den store depression, som ramte det nederlandske samfund særligt hårdt.
Efter invasionen af Polen i september og det efterfølgende udbrud af 2. verdenskrig håbede Nederlandene på at kunne forblive neutralt, ligesom de havde været det 25 år tidligere. For at sikre denne neutralitet blev den hollandske hær mobiliseret og kørt i stilling. Store summer (over en milliard gylden) blev bevilget til at modernisere forsvaret, men det viste sig meget vanskeligt at anskaffe det fornødne udstyr i krigstid, især da hollænderne bestilte meget af deres udstyr i Tyskland.
Nederlandenes strategiske placering mellem Frankrig og Tyskland på den udækkede side af deres forsvarslinjer gjorde dem til logiske ruter for en offensiv fra begge sider. De allierede prøvede at overbevise dem om, at de ikke skulle vente på det uundgåelige tyske angreb, men straks slutte sig til dem. Både hollænderne og belgierne afviste dog dette, selv da de tyske angrebsplaner faldt i hænderne på belgierne, efter at et tysk fly nødlandede i januar 1940.
Franskmændene overvejede at krænke deres neutralitet, hvis de ikke havde sluttet sig til de allierede inden den planlagte store allierede offensiv i 1941. Efter den tyske invasion af Norge og Danmark (uden forudgående krigserklæring) stod det klart for det nederlandske militær, at det nok ville vise sig umuligt at holde sig uden for konflikten, og de begyndte fuldt ud at forberede sig på krig, både mentalt og fysisk ved at tage modforholdsregler mod et muligt luftbårent angreb. De fleste civile holdt imidlertid fast i illusionen om, at deres land måske blev ladt i fred. For mange kan holdningen i det nederlandske folk og blandt deres ledere måske synes utrolig naiv, men de håbede på, at Aksemagterne og de Allierede ville udvise samme tilbageholdenhed som under 1. Verdenskrig, og hollænderne forsøgte at holde en lav profil og holde sig ude af krigen for enhver pris, et synspunkt man i betragtning af de enorme tab af menneskeliv under 1. verdenskrig sagtens kan forstå.
De nederlandske styrker right|thumb|300px|Hollandsk mobil anti-luftskyts kanon. Denne kanon var faktisk et tysk anti-luftskyts batteri, som hollænderne havde købt fra Ententen, som havde modtaget den som krigsskadeserstatning fra den besejrede tyske hær efter 1. verdenskrig. right|thumb|300px|De hollandske forsvarslinjer
I Nederlandene var næsten alle de materielle betingelser til stede for at kunne gennemføre et heldigt forsvar: en stor, velhavende, ung, disciplineret og veluddannet befolkning; en geografi, der favoriserede forsvarerne og en stærk teknologisk og industriel base, der bl.a. omfattede en ikke ubetydelig forsvarsindustri. Disse fordele var imidlertid ikke blevet udnyttet. Mens den tyske hær på det tidspunkt stadig havde mange mangler, hvad angik udstyr og træning, var den i forhold til den hollandske hær som Goliat i forhold til David. Myten om, at tyskernes materiel var bedre end deres modstanderes i Slaget om Frankrig var sand, når det drejede sig om Slaget om Holland. På den ene side var der den i sammenligning topmoderne tyske hær med kampvogne, styrtbombefly (såsom Stuka) og maskinpistoler, og på den anden side var der den hollandske hær med 1 kampvogn (en ikke funktionsdygtig fransk Renault FT-17), 39 panservogne og 5 tanketter, en flystyrke, der fortrinsvis bestod af dobbeltdækkere og infanteri bevæbnet med Steyr-Mannlicher M1895 rifler fra før 1. verdenskrig. Den nederlandske regerings holdning til krig var afspejlet i forsvarets udstyr, der ikke var blevet grundigt udskiftet siden 1904.
Den nederlandske hærs mangel på udstyr var så alvorlig, at den begrænsede antallet af divisioner, der kunne opstilles. Der var kun tilstrækkeligt artilleri til, at der kunne opstilles 8 infanteridivisioner (der blev formeret i fire armékorps) og en let, dvs. motoriseret division. Bortset fra to uafhængige brigader (Brigade A og Brigade B) blev alle andre enheder opstillet som let infanteri-"grænsebataljoner" som rent faktisk var spredt over hele landet for at forsinke fjendtlige bevægelser. De gjorde brug af mange linjer af bunkere, som ikke havde nogen dybde. Rigtige moderne fæstninger, som det belgiske Eben-Emael fandtes ikke. Til sammenligning kunne Belgien, som havde en mindre befolkning, sende 22 divisioner i felten. Efter krigsudbruddet i september 1939 blev der gjort desperate forsøg på at forbedre situationen, men med meget lidt held. Tyskland forsinkede, af indlysende årsager, levering af materiel. Frankrig tøvede med at udstyre en hær, som ikke entydigt ville stille sig på dens side. Den eneste kilde, hvor man straks kunne købe alle de våben, det skulle være, Sovjetunionen, var ude af billedet, da Holland ikke anerkendte det kommunistiske styre.
Den 10. maj 1940 var den mest åbenbare mangel i den nederlandske hær, at den ikke havde kampvogne. Mens de andre større deltagere i krigen alle havde betydelige pansrede styrker, havde Holland ikke været i stand til at fremskaffe de mindst 140 kampvogne, som de anså for at være nødvendige. Den ene Renault-kampvogn, de besad, og som kun havde én uddannet fører, og som kun blev brugt til at teste antitank-forhindringer, forblev alene. Der var to eskadroner af panservogne, som hver var udstyret med et dusin Landsverk køretøjer. Endnu et dusin DAF M39 biler var i færd med at blive pansret. En enkelt deling med fem Carden-Loyd Mark VI tanketter, der blev benyttet af artilleriet, udgjorde resten af de hollandske panserstyrker.
Det nederlandske artilleri rådede over i alt 676 haubitser og feltkanoner: 310 Krupp 75 mm feltkanoner, der til dels var fremstillet på licens, 52 105 mm Bofors-haubitser, de eneste moderne kanoner, 144 forældede Krupp 125 mm kanoner; 40 150 mm sFH13; 72 Krupp 150 mm L/24 haubitser og 28 Vickers 152 mm L/15 haubitser. Mange af disse kunne kun skyde granater med sortkrudt, som ikke rigtigt eksploderede. Der var 386 Bøhler 47 mm L/39 kanoner til rådighed som antitank-kanoner og desuden 300 antikverede 6 Staal og 8 Staal-feltkanoner, der udførte den samme rolle i dækningsstyrkerne. Ingen af de 220 moderne kanoner, der var bestilt i Tyskland, var blevet leveret, da invasionen gik i gang.
Det hollandske infanteri havde omkring 2.000 6,5 mm Schwarzlose M.08 maskingeværer, der til dels var fremstillet på licens og 800 Vickers maskingeværer. Da mange af disse måtte installeres i bunkere, havde hver bataljon et tungt maskingeværkompagni med 12 automatvåben. De hollandske infanteridelinger var bygget op omkring et let maskingevær, M20 Lewismaskingeværet. Hvert maskingevær havde en ammunitionstromle med 97 patroner. De havde en tendens til at sætte sig fast, og våbnet var ikke særlig brugbart i offensive operationer. De tyske divisioner havde 559 lette maskingeværer fordelt på deres delinger. Der var også kun seks 80 mm morterer til hver bataljon. Denne mangel på ildkraft på laveste niveau var hovedårsagen til den ofte ringe kampkraft i det nederlandske infanteri.
Det nederlandske hærs flyvetjeneste (Luchtvaartafdeeling) havde den 10. maj en flåde af 155 fly: 28 Fokker G.1 tomotorede jagerbombere; 31 Fokker D.XXI og 7 Fokker D.XVII jagere; 10 tomotorers Fokker T.V, 15 Fokker C.X og 35 Fokker C.V lette bombefly, 12 Douglas DB-8 styrtbombere og 17 Koolhoven FK-51 rekognosceringsfly — 74 af de 155 fly var således dobbeltdækkere. Ud af disse var 121 både operationsklare og placeret i enheder. Af resten brugte flyveskolen 3 Fokker D.XXI, 6 Fokker D.XVII, 1 Fokker G.I, 1 Fokker T-V og 7 Fokker C.V, foruden en række træningsfly. Yderligere 40 fly gjorde tjeneste i den hollandske marines flyvetjeneste (Marineluchtvaartdienst).
Den hollandske hær (Koninklijke Landmacht) var ikke alene dårligt udstyret, den var også dårligt trænet. Før krigen blev kun en lille del af en årgang indkaldt – og det var ofte de mindst egnede, da det var let at blive fritaget, med mindre man var arbejdsløs. De, som blev indkaldt, gjorde tjeneste i 24 uger, lige nok til at gennemgå en grundlæggende infanteritræning. Efter mobiliseringen blev styrkerne kun langsomt mere kampklare. De meste af tiden gik med at bygge forsvarsstillinger. Efter dens egne standarder var den nederlandske hær i 1940 ikke klar til kamp. Den kunne ikke iværksætte en større offensiv, endsige udføre bevægelseskrig.
Tyske generaler og taktikere (og Hitler selv) vurderede også, at de nederlandske styrker var dårlige, og regnede med at selv den centrale del af Holland kunne erobres på mindre end en dag. Da kampen gik i gang viste det sig, at den tyske hær efter tre dage blev holdt tilbage af en hær, som, selv om den var underbemandet og uden ordentlige våben, ydede modstand. Da Hitler hørte om situationen, fik han et af sine berygtede raserianfald og krævede, at de nederlandske byer skulle lægges i aske for at fremtvinge en kapitulation.
Hollands forsvarsstrategi thumb|right|240px|Grebbe Linjen med oversvømmelserne i mørkeblå