Den israelsk-palæstinensiske konflikt er en strid mellem Israel og palæstinenserne.A History of Conflict:introduction , BBC Den er en del af den større israelsk-arabiske konflikt. Der har været adskillige forsøg på at skabe fred gennem en to-stats-løsning, som skulle føre til etableringen af en uafhængig palæstinensisk stat ved siden af Israel. En række væsentlige internationale aktører er blevet involveret i konflikten. De centrale forhandlingspartnere er den israelske regering, for øjeblikket ledet af Benjamin Netanyahu, og PLO (Palestine Liberation Organization), ledet af Mahmoud Abbas. De officielle forhandlinger bliver ledet af en international gruppe, kendt som Mellemøst-kvartetten. Den består af repræsentanter fra USAs og Ruslands regeringer, den Europæiske Union og FN. Den Arabiske Liga er en anden vigtig part og har bl.a. foreslået et alternativt fredsinitiativ. Egypten har længe været en væsentlig part i konflikten. Den egyptiske regering, som tiltrådte i 2014 under præsident Abdel Fattah al-Sisi har fremsat skarp kritik af organisationen Hamas, som den mener er ansvarlig for konflikten.

I 2023 tog konflikten en ny alvorlig drejning med Gazakrigen, der efter et par år havde medført over 50.000 døde, langt størsteparten palæstinensiske indbyggere i Gaza.

Udgangspunktet Palæstina havde i perioden 1516 og frem til første verdenskrig været kontrolleret af Det Osmanniske Rige. I forbindelse med Det Osmanniske Riges fald efter første verdenskrig, blev det dog pålagt Storbritannien at administrere Palæstina, under Folkeforbundets såkaldte Palæstinamandat, som formelt blev vedtaget d. 22. juli 1922 af Folkeforbundet i forbindelse med et møde i London. Mandatet trådte dog først officielt i kraft d. 29. september 1923.Time.com: "Mandatory Palestine: What It Was and Why It Matters " (hentet 16-02-2020) Ideen med at etablere mandatområder var at sikre en stabil administration af de mange nyoprettede stater efter første verdenskrig. Dette blev gjort ved i begyndelsen at tillade stormagter (her Storbritannien) at administrere områderne, hvorefter ideen med mandaterne var, at de enkelte områder med tiden skulle være selvadministrerende og derpå blive individuelle stater, når de altså engang var i stand til at "stå på egne ben".

Storbritannien havde forud for etableringen af mandatområdet i Palæstina afgivet flere forskellige modstridende løfter overfor forskellige parter, hvad angik fremtidsplanerne for regionen, Palæstina. Hussein-McMahon korrespondancen (1915-1916) lovede således, at den britiske regering ville anerkende arabisk uafhængighed i Mellemøsten, hvis Hussein igangsatte en arabisk revolte mod Det Osmanniske Rige.encyclopedia: British Mandate for Palestine (hentet 16-02-2020)Steffen Jensen: "Hussein-McMahon-korrespondancen " (hentet d. 16-02-2020) Sykes-Pikot-aftalen (1916) inddelte Mellemøsten i britiske og franske interessesfærer, mens den britiske regering i Balfour-deklarationen (1917) tilkendegav støtte til at etablere et ”nationalt hjem” for det jødiske folk i Palæstina. Araberne mente senere, at både Sykes-Pikot-aftalen og Balfour-deklarationen var i modstrid med de løfter Hussein var blevet givet i korrespondancen med McMahon. Her mente de bl.a., at Palæstina-området var en del af de områder, som de var blevet lovet, mens dette ikke var Storbritanniens opfattelse.

Palæstinamandatet tilsagde grundlæggende, at regionen – Palæstina – i sidste ende skulle blive et "nationalt hjem" for det jødiske folk.League of Nations: "The Palestine Mandate " (1922), Yale Law School Oprindeligt indeholdt mandatområdet også det, som i dag kendes som Jordan. I henhold til artikel 25 i Palæstinamandatet kunne mandatet dog, med Folkeforbundets samtykke, opdeles ved floden Jordan, således at landområderne øst for floden – også benævnt Transjordan – kunne udskilles fra det oprindelige Palæstinamandat. Formelt blev dette gjort d. 16. september 1922, hvor det såkaldte Transjordan memorandum blev vedtaget af Folkeforbundet.Transjordan Memorandum, 16. september 1922 Dette memorandum beskrev, hvorledes Storbritannien havde til hensigt at implementere den føromtalte artikel 25 fra Palæstinamandatet. I praksis havde Storbritannien allerede inden vedtagelsen af memorandummet administreret Transjordan uafhængigt af den resterende del af Palæstinamandatet.Yitzhak Gil-Har (1981): "The Separation of Trans-Jordan From Palestine". The Jerusalem Cathedra. s. 284–313 Således havde Storbritannien allerede i marts 1921 udpeget Abdullah bin al-Hussein til Emir af Transjordan, og samtidig forsikret ham om, at ingen jøder ville bosætte sig i Transjordan. Emiratet Transjordanien udgjorde størstedelen af Palæstinamandatet. Således udgjorde det nyoprettede Transjordanien knap 80% af de samlede landområder i det oprindelige Palæstinamandatet, omend befolkningen i Transjordanien kun udgjorde omkring 230.000 (1921).Factsandlogic.org: "Jordan - Is it or is it not Palestine? " (Hentet 16-02-2020)Fanack.com: "Creation of Transjordan " (Hentet: 16-02-2020) Dette kan sammenholdes med, at den tilbageblevne del af Palæstinamandatet, som udgjorde godt 20% af landområderne, havde en befolkning på 757.182 (1922).J. B. Barron, ed. (1923). Palestine: Report and General Abstracts of the Census of 1922. Government of Palestine. (58 pages), Table I.

Palæstina var i perioden frem til anden verdenskrig præget af adskillige episoder med uroligheder mellem den jødiske og arabiske del af befolkningen, som kostede adskillige menneskeliv på begge sider af konflikten. Konflikterne kulminerede i det Arabisk oprør i Palæstina (1936-1939), hvor adskillige nationalistiske arabere igangsatte et oprør mod den britiske administration i Palæstina. Indledningsvis var oprøret primært karakteriseret af en stor generalstrejke, hvilket dog blev afløst af et mere voldeligt oprør. Oprørerne krævede arabisk uafhængighed i området, ligesom de krævede en afslutning af den jødiske indvandring og jordkøb i området, som havde til formål at oprette et "jødisk nationalt hjem".Kelly, Matthew (2017): "The Crime of Nationalism: Britain, Palestine, and Nation-Building on the Fringe of Empire." Oakland, California: University of California Press. .

Briterne havde i 1936 nedsat den såkaldte Peel-kommission – ledet af Lord Peel – der havde til formål at undersøge årsagerne til den store den store uro i Palæstina. I 1937 fremlagde Peel-kommissionen sin rapport, som konkluderede, at Folkeforbundets Palæstinamandatet var blevet umuligt at virkeliggøre og anbefalede derfor i stedet en partition af mandatområdet. Peel-kommissionen fremlagde en konkret delingsplan af Palæstinamandatet, såkaldte Peel-plan. Araberne modsatte sig delingsplanen og fordømte den enstemmigt. Den arabiske højkomité fordømte ideen om en jødisk stat. Jøderne var mere splittede. Således blev den konkrette plan afvist på den zionistiske kongres i 1937, omend delingsprincippet generelt blev anset for at være "acceptabelt" eller "ikke afvist direkte" af nogle større fraktioner, hvorfor ledelsen blev påskønnet at forfølge fremtidige forhandlinger. Den britiske regering støttede Peel-kommissionens anbefaling om en partition af mandatområdet, men ønskede yderligere information, hvorfor Woodhead-komissionen blev nedsat i begyndelsen af 1938, som havde til formål at udarbejde en mere detaljeret delingsplan. Woodhead-komissionen udgav sin endelige rapport mod slutningen af 1938, som afviste Peel-kommissionens delingsplan, da denne ville kræve, at en stor del af den arabiske befolkning var nødsaget til at blive forflyttet. I stedet fremlagde Woodhead-komissionen to andre delingsforslag. Den britiske regering afviste den forestående opdeling af Palæstina og indkaldte i stedet de relevante partere til en konference i London i februar 1939, hvor et kompromis kunne blive udarbejdet. Briterne gjorde det klart i forbindelse med denne konference, at hvis parterne ikke kunne opnå enighed om en løsning, så ville den britiske regering indføre/pålægge dem en løsning. Processen blev afsluttet efter fem og en halv uge ved, at briterne fremlage et forslag, som senere blev offentliggjort som Hvidbogen af 1939. Hvidbogen udgjorde den britiske politik for regionen i perioden 1939 og frem til Palæstinamandatet afslutning i 1948. Hvidbogen sagde dels, at der skulle skabes et "jødisk nationalt hjem" i en uafhængig palæstinensisk stat inden for 10 år, hvorved Hvidbogen modsatte sig Peel-kommissionens anbefalinger om en partition af mandatområdet. Ligeledes pålagde Hvidbogen begrænsninger på den jødiske immigration, således der maksimalt kunne immigrere 75.000 jøder til området i den efterfølgende 5-årige periode. Jødiske immigration ville herefter blive bestemt af det arabiske flertal i området. Afslutningsvis begrænsede Hvidbogen jødernes mulighed for at opkøbe arabisk land i størstedelen af mandatområdet.British White Papers (23. maj 1939): White Paper of 1939 . Jewish Virtual Library. Hentet 16. maj 2021

Storbritannien annoncerede i september 1947, at de havde til hensigt at afslutte Palæstinamandatet og henviste fremtidige spørgsmål vedrørende Palæstina til De Forenede Nationer. Den 29. november 1947 blev delingsplanen (FN's Generalforsamling resolution 181) vedtaget i FN's Generalforsamling med stemmerne 33 mod 13 (10 undlod at stemme). Denne delingsplan anbefalede at splitte det tidligere Palæstinamandatet i to, hvilket ville resultere i to nye stater: henholdsvis en jødisk og arabisk stat. Endvidere anbefalede delingsplanen at skabe et "særlig international regime" – en corpus separatum – for byen Jerusalem, som ville blive administreret af FN for at undgå konflikter om byens status.Best 2003 s. 118–9 Det skal understreges, at FN's Generalforsamling ikke har/havde juridisk bemyndigelse til at opdele landområder, herunder Palæstinamandat, og herved oprette stater. Resolutionen skal således snarere ses som en anbefaling, som FN's Generalforsamling håbede, at de involverede parter ville acceptere. De ti lande, der stemte mod delingsforslaget i FN's Generalforsamling, var i overvejende grad arabiske lande. Således var det kun det jødiske samfund, der godtog planen, mens Den Arabiske Liga og den arabiske højere komité pure afslog planen.Bregman 2002 s. 40–1

To uger efter vedtagelsen af delingsplanen i FN annoncerede Storbritannien, at Palæstinamandat ville blive afsluttet den 15. maj 1948. På Palæstinamandatets sidste dag (d. 14. maj 1948) blev oprettelsen af staten Israel proklameret. Den israelske uafhængighedserklæring indeholdt ikke nogen specifikke henvisninger til statens grænse, omend paragraf 14 indeholder et løfte om, at Israel "er parat til at samarbejde med agenturerne og repræsentanterne for De Forenede Nationer med henblik på at implementere" resolution 181. Oprindeligt var det på tale at specificere Israels grænser i forening med resolution 181 i deres uafhængighedserklæring, men dette blev bl.a. afvist af David Ben-Gurion. Han mente ikke, at Israel skulle forpligte sig til nogle grænser, som araberne alligevel ikke ville acceptere og angiveligt var villige til at gå i krig på baggrund af.

Proklameringen af Israel's uafhængighedserklæring resulterede i Den israelske uafhængighedserklæring af 14. maj 1948. Erklæringen var grundlaget for den officielle dannelse af en jødisk stat ved navn Israel. Det muslimske broderskab søgte med base i Egypten at opildne palæstinenserne til kamp mod den nye stat, men blev brutalt undertrykt af præsident Nasser efter dennes magtovertagelse i 1952.

Krigene