Rangfølgen i Danmark er den officielle rækkefølge, hvori personer placeres efter rang ved hoffet, ved formelle lejligheder, ceremonier, offentlige festligheder og lignende. Rangfølgen bestemmer blandt andet, hvem der går forud for hvem, og hvor personer placeres, eksempelvis ved bordplaner i forbindelse med officielle handlinger. Rang kan tilkomme en person på grund af adelig fødsel, titel, embedsstilling, kirkeligt embede, særlig bevilling, tildeling af ordener og udmærkelser, eksempelvis et ridderkors, eller ved ægteskab med en person, der har rang.
Kongehuset er ikke selv en del af rangfølgen, men har "sæde og gang" efter indplaceringen i tronfølgen. Til den absolut øverste del af rangfølgen hører blandt andet de oprindelige grever af Rosenborg, hvoraf kun grev Ingolf er tilbage, efterkommere af Prins Joachim (grever og komtesser af Monpezat) samt grevinden af Frederiksborg. Rangfølgens øverste embedsmæssige trin indtages af statsministeren og de øvrige ministre, så længe de besidder deres stillinger, mens den højest placerede embedsmand i rangfølgen er præsidenten for Højesteret. Adelen er i 1. rangklasse repræsenteret ved greverne Danneskiold og deres mandlige efterkommere, og som eksempler på personer i hhv. 2. og 3. rangklasse kan nævnes departementschefer og professorer ved Københavns Universitet.
I Danmark baserer rangfølgen sig, som i andre lande med rangordninger, på en særlig rangforordning. Den første danske rangforordning kom i 1671, mens den nugældende rangforordning er fra 1746 og siden er ændret ved en lang række tillægsbestemmelser. Den seneste ordensbestemmelse er kgl. resolution af 16. december 1971. Rangforordningen talte oprindelig 55 klasser, men siden 1960 har rangfølgen været inddelt i fem rangklasser, 1-5, hver med underopdeling i numre. Rangfølgen var tidligere gengivet i den årlige udgave af Kongelig Dansk Hof- og Statskalender, der udkom fra 1737 til 2014. Med Grundloven af 1849 blev de privilegier, der var knyttet til rangklasserne, afskaffet, men rangfølgen har bevaret sin betydning som ceremoniel indplaceringsorden.
Rangfølgen benyttes særligt ved den traditionsrige nytårskur. Efter Frederik 10.s tronbestigelse blev kuren moderniseret, bl.a. således at rangfølgen fremover kun anvendes begrænset, den inviterede personkreds udvides, og "Kur for de øverste rangklasser" erstattes af "Kur for det offentlige Danmark og udvalgte grupper med adels- og ærestitler mv." Begrundelsen var, at rangfølgen var "utidssvarende" fordi mange af titlerne "ikke længere findes, ligesom flere nyere titler og stillingsbetegnelser ikke er inkluderet".
Historie thumb|Christian 5. af Danmark (1646–1699) under hvem Danmarks første rangforordning blev udfærdiget i 1671. Den danske rangfølge har sit udspring i den tidlige enevældens regulering af hof-, embeds- og titelvæsenet og blev første gang fastlagt ved Christian 5.s rangforordning af 25. maj 1671. Forordningen var udarbejdet af Peder Schumacher Griffenfeld og indgik sammen med Gemaksordinansen og Greverne og Friherrernes privilegier i lovgivningen om den nye enevældige hof- og embedsorden.
Grundloven af 1849 § 90 afskaffede "enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret", men ophævede ikke selve begreberne adel, titel og rang og forbød heller ikke statsoverhovedet fortsat at tildele rang og titel. Rangfølgen mistede dermed sin karakter af egentlig lovfæstet forrettighedsorden, men bevarede betydning som ceremoniel, social og hofmæssig rækkefølge.
Rangfølgens historiske underinddeling og ændringer heri thumb|Peder Schumacher Griffenfeld (1635-1699), kgl. kammersekretær, der udfærdigede den første rangforordning. Rangforordningen af 1671 angav rækkefølgen for 55 embeder og navngivne personer i toppen af statstjenesten. Den gamle fødselsadel indgik ikke som selvstændig ranggruppe, mens de nye grever og baroner var placeret højt i rangordenen. Forordningen skabte dermed en kongeligt styret rang- og embedsadel, hvor rang knyttede sig til embede, titel og kongelig udnævnelse. Fra 1679 fik kongelige embedsmænd, deres hustruer og børn personligt adelskab.
Rangforordningen blev ændret og udbygget flere gange. Forordningen af 11. februar 1693 byggede videre på forordningerne af 1671 og 1680, raffinerede inddelingen i syv rangklasser og inddrog en større del af de kongelige embedsmænd i rangfølgen. Senere fulgte blandt andet ændringer af 11. februar 1699, 11. februar 1717 og 13. december 1730. Den nugældende rangforordning er fra 1746 og blev siden ændret ved en række tillægsbestemmelser, herunder bekendtgørelsen af 12. august 1808 og senere danske bestemmelser som kongelig resolution af 20. maj 1874. Indtil 1814 var rangforordninger af 1746 og 1808, fælles for Danmark og Norge. Rangfølgen blev traditionelt gengivet i Hof- og Statskalenderen, der udkom fra 1737 til 2014. Den sidste kongelige resolution om rangfølgen er af 16. december 1971.
I tidsrummet 1693–1730 gav besiddelsen af en titel i de tre øverste rangklasser arveligt adelskab, den såkaldte rangadel. Denne praksis blev ophævet af Christian 6., men en placering "i rangen" kunne fortsat give personligt adelskab, ofte betegnet embedsadel. Dette blev senest fastsat ved kongeligt reskript af 1808, hvorefter "alle de, der har eller har haft noget af de i de tre første klasser specificerede kongelige embeder", for sig selv, deres hustruer og ægte børn i første led skulle "være og holdes lige med adelen".
Siden 1960 har rangfølgen været inddelt i fem rangklasser, 1-5, hver med underopdeling i numre. Rangordningen har tidligere været indordnet i ni rangklasser, som hver omfattede et større eller mindre antal rangnumre, og hvert rangnummer kunne igen omfatte en række sidestillede tjeneste- og titelpersoner. I denne ældre opstilling udgjorde 1. klasse nr. 4 rangstigens øverste besatte trin, da nr. 1-3 ikke længere blev besat; dette trin blev indtaget af statsministeren og kongens øvrige ministre, så længe de forblev i embedet. Det nederste trin var 9. klasse nr. 13, der omfattede "andre sekretærer" til forskel fra kancelli- og krigssekretærer. Embedsmænd, som blev afskediget i nåde, beholdt deres hidtidige rang, dog med undtagelse af ministrene.
Rangfortrin og sidestilling Rangfortrinnet bestemmes efter klasse- og nummerfølge, således at det lavere tal går forud for det højere. Ved personer, der er sidestillet i samme nummer inden for en rangklasse, afgøres rangfølgen normalt af, hvem der er højest dekoreret inden for Dannebrogordenen, og, hvis de også i denne henseende er sidestillede, af hvem der har størst anciennitet i stillingen. Dette princip svarer til den ældre regel fastsat ved resolution af 7. juni 1825, hvorefter personer, der var benådet med ordenstegn, i tilfælde hvor personlig rang kom i betragtning, skulle have "gang og sæde" forud for personer med samme grad, som enten ikke havde nogen orden eller kun en lavere orden. Riddere af forskellige klasser, der tillige havde Dannebrogsmændenes Hæderstegn, skulle tilsvarende gå foran personer med samme rang og ordensgrad, men uden dette hæderstegn. Ægtefæller følger rangtrinnet for den af dem, der i sammenhængen er hovedperson.
Også titlernes formulering kunne have betydning for rangplaceringen. Tilføjelsen "virkelig" foran titler sammensat med "råd" løftede disse flere trin op på rangstigen. Rangpersoner havde desuden en særlig titulatur i skrift og tale, fra 1. klasses "Excellence" til de fire nederste klassers kollektive "velædle og velbyrdige Herre", selv om denne titulatur dog hurtigt kom ud af brug.
Kvinder og særplaceringer thumb|Christian Conrad Sophus lensgreve Danneskiold-Samsøe (1774–1823), der i 1808 opnåede indplacering i rangfølgens 1. klasse, nr. 13 for alle hans mandlige efterkommere, og dermed prædikat af excellence. For kvinder fandtes og findes der særskilte rangregler. Selvom de fleste titler, bortset fra de adelige, i dag kan indehaves af begge køn, findes der fortsat en særskilt liste over "damernes rang", hvor hofdamer, kvindelige adelige og embedsmænds "fruer" indplaceres. Hustruer følger som hovedregel deres mænds rang og anciennitet. Hertil kom særregler for blandt andre hofdamer, stiftsdamer og de kvindelige efterkommere, gifte som ugifte, af familien Danneskiold, der havde en særlig høj rang.
Blandt adelige særplaceringer indtager greverne af Rosenborg og greverne Danneskiold-Samsøe en fremhævet stilling. De oprindelige grever af Rosenborg var tidligere agnatiske medlemmer af det danske kongehus og blev derfor indplaceret i 1. klasse nr. 1. Overdirektør Christian Conrad Sophus lensgreve Danneskiold-Samsøe til grevskabet Samsøe og hans mandlige efterkommere fik 29. september 1808 bevilling til rang i Rangfølgens 1. klasse nr. 13 med prædikatet "Excellence", mens de kvindelige efterkommere i mandslinjen, både som ugifte og gifte, beholdt rang i 2. klasse nr. 2. Greverne Danneskiold-Samsøe regnes dermed blandt Danmarks højest rangerende adel, kun overgået af de oprindelige grever af Rosenborg.
Rangskat og forrettigheder Som et slags ækvivalent for de forrettigheder, der tidligere fulgte med rang, navnlig i de højere grader, påhvilede der rangindehaverne en såkaldt rangskat. Efter lov af 26. marts 1870 var embedsmænd dog undtaget for så vidt angik den rang, der var forbundet med selve embedet. Rangskatten faldt klassevis fra 160 kroner årligt i 1. klasse, til 36 kroner årligt i 5. klasse, til 12 kroner årligt i 9. klasse, og blev betragtet som "ganske stor". Eksempelvis betalte 1. klasse 80 rigsdaller årligt i 1700-tallet, hvilket var mere end en arbejders årsløn. Rangskatten blev afskaffet da kildeskatten blev indført i 1970.
I nyere tid indskrænkede rangens praktiske virkninger sig i hovedsagen til en fjern mulighed for adgang til hoffet og døtres indskrivning til en fremtidig, usikker understøttelse fra klostre, hvis fundatser ikke havde særlige bestemmelser derom.
Gældende rangfølge Rangklasse 1 er den højeste, og nr. 5 er den laveste. Tjenestemænd over lønningsklasse 26 er generelt anført i listen ved titel og eventuel lønramme. Rangklasse 1 og 2 er her udtømmende oplistet efter den seneste officielt publicerede rangfølge, mens 3.-5. indeholder de grupper, der er fastsat i klasserne.(ikke tilgængelig, arkiveret )
Klasse Nr. Titler, embeder og individer Særlige prædikater / Bemærkninger 1. Klasse 1 Greverne af Rosenborg (der har fået tillagt titlen direkte) Grevinden af Frederiksborg Greverne af Monpezat (som efterkommere af HKH Prins Joachim, jf. kgl. resolution af 10. jan. 2023) Samtlige af de personer, der hører til denne klasse, har prædikat af Excellence. 3 Dronningens overhofmesterinder (ingen siden 1977) 4 Statsministeren og de øvrige ministre (så længe de forbliver i stillingen, jf. kgl. resolution 12. okt. 1855) Prinsessernes hofdamer og Dronningernes kammerfrøkener 5 Præsidenten for Højesteret 6 Riddere af Elefantordenen 7 Storkommandører af Dannebrogordenen Overkammerherren 9 Generaler & Admiraler 10 Ordenskansleren Overhofmarskallen Generalløjtnanter & Viceadmiraler 11 Overkammerjunker 12 Overskænken Overstaldmesteren Overjægermesteren Overceremonimesteren 13 Greverne Danneskiold-Samsøe og deres mandlige descendenter Dekanessen for det adelige stift Vallø 2. Klasse 1 Storkors af Dannebrogordenen 2 Grever, som er tidligere besiddere af lensgrevskaber (lensgrever), og grever, som erholder andel i en ved et grevskabs overgang til fri ejendom oprettet successorfond (rangerer efter grevskabernes erektion) Greverne af Rosenborgs (Aage, Erik, Viggo, Flemming, Oluf, Ingolf og Christian) mandlige descendenter De kvindelige descendenter af greverne Danneskiold (såvel ugifte som gifte) Komtesserne af Rosenborg Hofmarskallen og kabinetssekretæren Overordentlige og befuldmægtigede ambassadører i lønramme 40 3 Kongens hofchef 4 Kongehusets hofmarskaller og hofchefer (efter deres herskabers orden) Lensgrevernes ældste sønner, når de er kammerherrer Prinsessernes kammerfrøkener og Dronningernes hofdamer (siden 1930)