Heavy metal (også blot kaldet metal) er en rockgenre, som blev udviklet i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. Med rødder i blues rock og psykedelisk rock udviklede heavy metal-grupperne en tyk, tung, guitar-og-tromme-centreret lyd, karakteriseret af højt forstærket forvrængning og hurtige guitarsoloer. Allmusic har skrevet at "af alle rock & roll's utal af former, er heavy metal den mest ekstreme hvad angår lydstyrke, mandestolthed og teatralskhed."
Selvom tidlige heavy metal-grupper som Black Sabbath og Deep Purple tiltrak et stort publikum, blev de ofte hånet af anmelderne, noget som har kendetegnet genren langt op i tiden. I midten af 1970'erne bidrog bl.a. Judas Priest til at udvikle genren ved at droppe en stor del af indflydelsen fra blues; New Wave of British Heavy Metal fulgte i et lignende spor og blandede musikken med en punk rock-følsomhed og et stigende fokus på hurtighed.
Heavy metal blev voldsomt populært i 1980'erne, da mange førhen ikke videre udbredte undergenrer begyndte at udvikle sig. Mere aggressive og ekstreme variationer end fortidens metalmusik var for det meste forbeholdt et undergrundspublikum; andre, deriblandt glam metal og, i en mindre udstrækning, thrash metal, blev kommercielle kassesucceser. I de senere år har stilarter som nu metal yderligere udvidet definitionen af genren.
Egenskaber thumb|Alexander Dietz fra det tyske Metalcore-band Heaven Shall Burn i 2012. Heavy metal er generelt kendetegnet ved høje, forvrængede guitarer, kraftige rytmer, tæt bas-og-tromme-lyd og energisk vokal. Metal-undergenrer fokuserer, ændrer eller udelader oftest en eller flere af disse egenskaber. Typisk består et band af en trommeslager, en bassist, en rytmeguitarist, en lead guitarist og en sanger, som nogle gange også spiller instrument. Akustisk keyboard var populært i tidlige metalbands – specielt orgel, og nogle gange mellotron – men i dag bruges de sjældent. Elektroniske keyboards bruges ofte i dag af grupper inden for flere stilarter, deriblandt progressiv metal, power metal og symfonisk metal.
Den elektriske guitar og den soniske kraft, som den udsender gennem forstærkning, er historisk set nøgleelementet i heavy metal. Guitarer spilles ofte med forvrængningspedaler gennem rørforstærkere med meget overdrive for at skabe en tyk, kraftfuld ("heavy") lyd. I starten af 1970'erne begyndte nogle populære metalgrupper at benytte to guitarister. Førende band som Judas Priest og Iron Maiden fulgte dette mønster ved at have to eller tre guitarister til at dele både lead- og rytmeguitarrollerne. Et centralt element i meget heavy metal er guitarsoloen. Efterhånden som genren udviklede sig, begyndte mere komplicerede soli og riffs at blive en uundværlig del af stilarten. Guitaristerne bruger sweep-picking, tapping og andre avancerede teknikker til at spille hurtigt, og mange undergenrer lægger vægt på virtuose opvisninger.
Guitarens hovedrolle i heavy metal kolliderer ofte med sangerens traditionelle "lederrolle", hvilket skaber en musikalsk spænding. Metalvokaler varierer bredt, fra Judas Priests Rob Halford og Iron Maidens Bruce Dickinsons multioktave, teatralske måde til Motörheads Lemmy og Metallicas James Hetfields bevidst grove stemmer, til den direkte skrigen fra Lamb of Gods Randy Blythe og At the Gates' Tomas Lindberg, til den tilstoppede, "besatte" stil, som bruges af black metal-sangere som Cradle of Filths Dani Filth. Basguitaren spiller en vigtig rolle i de fleste metalband og giver den lyd i den lave ende af skalaen, som er nødvendig for at gøre musikken "tung." Herudover er bassen ofte forvrænget og ændret af en række forskellige effektpedaler. Metalbassister bruger ofte plekter i stedet for deres fingre for at gøre bassen tydeligere. Metalsange har oftere bassoli end andre rockgenrer, specielt på de første par bånd. Trommesættet er generelt meget større end i nogen anden form for rockmusik. Bortset fra det normale sæt er der ofte en dobbelt stortromme, flere tamtam-trommer og bækkener og andre instrumenter som f.eks. koklokke.
Hvad angår livelyd betragtes lydstyrke som noget af det vigtigste. Ved at gå i Jimi Hendrix og The Whos fodspor, satte tidlige heavy metal-band nye grænser for lydstyrke. Tony Iommi, guitarist for pionererne Black Sabbath, er blandt den lange række heavy metal-musikere som har mistet en del af sin hørelse på grund af lydstyrken ved deres livekoncerter.
Musikalsk sprog Rytme og tempo Det primære groove i heavy metal kan karakteriseres af korte to- eller trenodes rytmiske figurer – oftest bestående af ottende- eller sekstendedelsnoder. Disse rytmiske figurer spilles oftest staccato, hvor teknikker involverende dæmpning af rytmeguitaren med håndfladen ("palm muting") benyttes."Master of Rhythm: The Importance of Tone and Right-hand Technique," Guitar Legends, april 1997 Korte, pludselige og adskilte rytmiske figurer bindes sammen i rytmiske fraser i en særlig, ofte rykvis, struktur. Heavy metal-sange kan dog også anvende længere rytmiske figurer, såsom akkorder med varighed af en helnode eller en punkteret fjerdedel, især i sange med langsomt tempo, som f.eks. ballader, eller for at tilføje atmosfære og struktur med en guitarist, som lader en akkord klinge, mens en anden spiller hurtigere passager.
Akkorder Et af genrens kendetegn er guitarens powerakkorder.Walser, Robert (1993). Running with the Devil: Power, Gender, and Madness in Heavy Metal Music. Wesleyan University Press. Hvad angår teknikken er kraftakkorden forholdsvis enkel: Den involverer kun ét centralt interval, generelt en ren kvint, men en oktav kan tilføjes som en fordobling af grundtonen. Der bruges også andre former for kraftakkorder: Ofte erstattes den traditionelle kvint med et andet interval såsom en ren kvart, en lille eller terts, en formindsket kvint eller en lille sekst."Shaping Up and Riffing Out: Using Major and Minor Power Chords to Add Colour to Your Parts," Guitar Legends, april 1997, s. 97 Kraftakkorden gør det muligt at opnå høj forvrængning uden uønsket dissonans grundet det blot ene interval. Diverse kraftakkorder kan også spilles med en fastlåst fingerkombination, som let kan glide op og ned af gribebrættet.Schonbrun, Marc (2006). The Everything Guitar Chords Book. Adams Media.
Typiske harmoniske forhold Heavy metal er oftest riff-baseret. Riff skabes ofte med tre centrale harmoniske egenskaber: modal skala-progressioner, tritonus- og kromatiske progressioner og brugen af orgelpunkt. Grundlaget for riffs er ostinater, ofte med inspiration fra klassisk musik. se også afsnittet "klassisk indflydelse"
Modalharmonik
Traditionel heavy metal bruger ofte modale skalaer, især skalaerne i tonearterne æolisk og frygisk. Harmonisk betyder dette, at genren typisk indarbejder modalakkordrækker såsom de æoliske I-VI-VII, I-VII-(VI) og I-VI-IV-VII eller de frygiske der medtager relationen mellem I og ♭II (I-♭II-I, I-♭II-III og I-♭II-VII for eksempel). Blandt eksempler er Judas Priests "Breaking the Law", Iron Maidens "Hallowed be Thy Name" og Accepts "Princess of the Dawn", som hver især bruger en I-VI-VII-progression som centralt riff.
Tritonus og kromatik 500px|thumb|right|Et eksempel på en harmonisk progression med tritonus G-C#: det centrale riff i "Black Sabbath" Mange heavy metal-undergenrer benytter sig af spændt harmoni, såsom kromatik eller tritonusforhold.Marshall, Wolf. "Power Lord—Climbing Chords, Evil Tritones, Giant Callouses," Guitar Legends, april 1997Dunn, Sam (2005). "Metal: A Headbanger's Journey ". Warner Home Video (2006). Tritonus, som er et interval som strækker sig over tre heltoner – f.eks. C og F# –, er en af de grundlæggende fremstillinger af dissonans i vestlig musik. Tritonus blev bandlyst fra den middelalderlige kirkesang på grund af dens dissonante lyd, som fik munke til at kalde den diabolus in musica – "djævlen i musikken"Det første direkte forbud mod intervallet lader til at have været ved udviklingen af Guido af Arezzos hexakkordale system, som gjorde Bb til en diatonisk tone, mere præcist som den 4. grad af hexakkordalen på F. Fra da af og indtil slutningen af renæssancen blev tritonus betragtet som et ustabilt interval og forkastet som konsonans (ikke at forveksle med thrash metal-bandet Slayers album af samme navn). På grund af den oprindelige symbolske associering, blev den efterhånden opfattet som "ond" i den vestlige kultur. I dag tolkes intervallet stadig som givende en "tung", "uhyggelig" eller "ond" lyd. Heavy metal har gjort meget brug af diabolus in musica på grund af denne bibetydning; den bruges ofte i guitarsoli og riff, f.eks. i begyndelsen af "Black Sabbath", hovedsangen på bandets debutalbum.
Orgelpunkt Heavy metal gør ofte brug af orgelpunkt som en harmonisk base. Et orgelpunkt er en tone, oftest i basregistret, der vedholdes, mens de andre dele spiller mindst én fremmed (dvs. dissonant) harmoni.Kennedy, Michael (1985). The Oxford Dictionary of Music. Oxford University Press. Heavy metal riffs opbygges ofte over en vedvarende gentaget tone, som spilles på bassens eller rytmeguitarens dybe strenge, oftest på E, A og D strengene.I black metal er orgelpunkt dog sjældent en del af selve guitarriffet, men spilles snarere af bassen i baggrunden. Med andre ord gentages en enkelt bastone – oftest på den dybe E-streng eller A-strengen – mens nogle andre akkorder spilles efter hinanden, deriblandt akkorder, som ikke normalt omfatter den bastone. Et eksempel er åbningsriffet i Judas Priests "You've Got Another Thing Comin'." I dette tilfælde spiller en guitar orgelpunkt i F#, mens den anden guitar spiller akkorderne.
Klassisk indflydelse Anvendelsen af klassisk musik inden for heavy metal omhandler typisk musikalske elementer associeret med barokkens og romantikkens samt flere modernistiske komponister såsom Johann Sebastian Bach Fx. er Iron Maidens guitarsoli inspireret af bl.a. Johann Sebastian Bach, ligesom deres tekster ofte omhandler middelalderen, Niccolò Paganini, Richard Wagner, Ludwig van Beethoven, Béla Bartók og Igor Stravinsky. Tritonus blev for eksempel allerede udforsket pga. dens mørke bibetydninger af romantikere som Franz Liszt og klassiske komponister fra det 20. århundrede som Bartók, Stravinsky og Arnold Schönberg. Deep Purple-/Rainbow-guitarist Ritchie Blackmore begyndte i starten af 1970'erne at eksperimentere med musikalske becifringer lånt fra klassisk musik. I 1980'erne kiggede guitaristerne Randy Rhoads og Uli Jon Roth på samme måde tilbage til starten af det 18. århundrede for at finde modeller med hurtighed og teknik. Yngwie Malmsteen, som ligeledes trak på klassisk musik, har inspireret en stor mængde af musikere til at spille neoklassisk metal, heriblandt Michael Romeo, Michael Angelo Batio og Tony MacAlpine.
På trods af at mange metalmusikere har omtalt klassiske komponister som deres inspirationskilde, betragtes heavy metal ikke som en moderne efterkommer af klassisk musik.Den historiske klassiske musiks egentlige efterkommer er samtidsmusikken. Som mange anmeldere og analytikere har skrevet, låner heavy metal-musikere kun overfladiske aspekter af klassisk musik, såsom motiverne, melodierne og skalaerne. Heavy metal-bands, deriblandt progressiv- og neoklassisk metal-bands, prøver generelt ikke at observere klassisk musiks grundlæggende kompositionsmæssige og æstetiske krav. Klassisk musik er kunstmusik, hvorimod heavy metal er populærmusik.Cook, Nicholas, and Nicola Dibben (2001). "Musicological Approaches to Emotion," in Music and Emotion. Oxford University Press. Musikere som f.eks. nævner Bach som inspiration gør sjældent brug af det avancerede kontrapunkt, som var centralt i Bachs værker. Derudover bryder den massive brug af powerakkorder de regler om harmoni, som var centrale i den klassiske musiks æstetik.Arnold (1983), s. 476; Sadie (1980), s. 666; Kennedy (1985), "Consecutive," s. 159
Temaer