Anders Breinholt (født 15. november 1972 i Ølstykke) er en dansk autodidakt journalist, radio- og tv-vært og tidl. falckredder. Breinholt har i sin karriere fortrinsvist arbejdet i den danske radiobranche, og startede med at arbejde som radiovært/programmedarbejder i radiokanalen The Voice, for senere at blive studievært, dj, vært og journalist i Danmarks Radio. Her han har fungeret som vært på flere programmer, bl.a. Musikquizzen og efterfølgende var han i en periode på fire år den ene del af værtsparret i det prisvindende P3-program, De Sorte Spejdere, og blev i 2009 studievært i TV 2's program Go' Morgen Danmark. I 2010 begyndte Breinholt på sit eget program, Natholdet, som blev en kæmpe succes, og som har fejret 10 års jubilæum. I 2014 blev talkshowprogrammet Breinholt & Venner sendt på TV2 om fredagen.
Opvækst og tidligt liv Breinholt blev født den 15. november 1972 i Ølstykke som søn af far, smed og maskinarbejder, og mor, dagplejemor.
Efter at være blevet uddannet som Falck-redder i 1996, flyttede Breinholt til København og arbejdede i seks årig periode fra 1993 til 1998 i første omgang som Falck redderelev (1993-1994) og senere som egentlig redder i Storkøbenhavn (1994-1998). Ønsket om at blive falckmand har han haft siden barndommen og blev igangsat af hans onkel, som tog Breinholt med på arbejdet, som Breinholt fandt hele stemningen ved det alsidige job spændende og "det inderst inde nok var fordi, [han] gerne vil gøre noget godt for andre mennesker". Den første ansøgning om at blive elev blev afvist, hvorpå han valgte at bruge ventetiden på at aftjene sin værnepligt ved Beredskabsstyrelsen Bornholm. I en senere ansøgning modtog 20-årige Breinholt derimod en positiv tilbagemelding på at han var blev ansat som elev i Tårnby på Amager.
Karriere Tidlig radiokarriere Radiointeressen påbegyndtes med et diskjockey-kursus i ungdomsskolen Hampen i hjembyen, hvilket inkluderede en times sendetid én gang om ugen på den lokale radiostation, hvor han "elskede at spille musik i radioen (RADIO 83 )". Som 15-16 årig blev Anders Breinholt ansat på fuld tid hos Radio Roskilde og resultatet af dette droppede ud af ungdomsskolens tiende klasse for at lave radio uden de store protester fra forældrene så længe han tjente nogle penge. Anders Breinholt har betegnet sin første tid som vært som "ekstremt ringe". Det blev dog radioverdenen, der endte med at trække mest i Breinholt, da jobbet som redder efterhånden optog mindre tid med ambulance-kørsel, og han begyndte sin radiokarriere på Radio 83 i byen Smørumnedre i 1989. Breinholt har udtalt, at hans bedste egenskab er "at tale med alle mulige slags mennesker".
Sideløbende med arbejdet som redder opnåede Breinholt erfaring i fritiden som vært/programmedarbejder for radiokanalen The Voice (1992-1998), hvor han indså at det var sjovere at lave radio end at starte biler. Jobbet blev opsagt og Breinholt begyndte at arbejde freelance som radiovært på DR's P3, hvor han blandt andet medvirkede til at lave radioprogrammerne Musikquizzen, P3 Guld, Katapult og De Sprøde Heste med mere. Sidenhen blev Breinholt ansat hos DR, hvor han foruden de nævnte radioprogrammer også endte med at arbejde som enten studievært, dj, programvært eller journalist i P3-programmerne Katapult, P3 Session, samt Poulsen, Breinholt & Søn. Derudover har Breinholt i en kortere periode været redaktør for DR's ungdomsredaktion DR Ung og det interaktive musikprogram Boogie tv/radio/net. I 1998 forlod Breinholt DR for at arbejde med radio promotion og var frem til 2001 ansat på pladeselskabet Sony Music Entertainment (som fusionerede og blev en del af Sony BMG i 2004) før han vendte tilbage til DR. I en periode fra 2005 til 2006 blev det igen noget med musikken som product/label manager hos EMI Music Danmark.
Gennembruddet som vært Breinholt blev i 2005 den ene del af værtsparret — medværten værende journalisten, radioværten og komikeren Anders Lund Madsen — på det satiriske musikalske radioprogram De Sorte Spejdere på DR P3, hvor programmet havde premiere med en sendetid søndag lige op til midnat, ud fra Radiohusets tårn. Ideen med De Sorte Spejdere blev udtænkte af værtsparret, som havde mødt hinanden i forbindelse med et juleprogram på DR to år forinden og brugte et år på at forberede radioprogrammet. Grundet den hurtigt voksende popularitet og lytterskare blev programmet i januar 2007 tildelt en eftermiddagssendetid på alle hverdage mellem kl. 14 og 16 og modtog i løbet af P3-programmets levetid en række priser. De Sorte Spejdere formåede i gennemsnit at trække næsten en million radiolyttere i august måned 2007 ifølge Gallups målinger. Breinholt blev gennem talkshowet kendt som en grov, åbenmundet person, der sagde de ting, han havde på hjerte med humor, ironi og en satirisk tilgang. I både 2007 og 2008 blev Breinholt sammen med Anders Lund Madsen kåret som Årets danske radioværter ved uddelingen af Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon ved den danske radioprisuddeling Prix Radio som afslutning på branchefestivalen Radiodays og De Sorte Spejdere blev Årets Danske Radioprogram ved Zulu Awards 2009. Den 12. november 2008 oplyste radioværtsparret imidlertid, at man den 19. december samme år ville stoppe med at lave radio sammen og sende eftermiddagsshowets sidste udgave på trods af at radioprogrammet havde opnået en større popularitet i løbet af det forgangne års tid og havde vokset sig til en af de største radiosucceser på P3 med tæt på en million ugentlige danske lyttere.
Den 5. januar 2009 valgte Breinholt i stedet at prøve kræfter med rollen som ny studievært hos konkurrenten TV 2's moderniserede morgen-tv-program Go' Morgen Danmark. Allerede i sommeren 2007 var det meningen at Breinholt skulle flytte til den kommerciel radiostation TV 2 Radio som ny morgenvært sammen med Lars Hjortshøj og Gitte Madsen, men valgte at springe fra til trods for en allerede underskrevet kontrakt. Breinholt høstede meget kritik blandt seerne for sin første tid med den nye version af Go' Morgen Danmark og samarbejdet med medværten.
Breinholt har endvidere medvirket i en lang række af andre programmer og stået som vært og indlægsholder i forbindelse med arrangementer af varierende størrelse, såsom i sæson 1 og 3 af Zulu Djævleræs, konferencier ved bl.a. DRs Store Juleshow i 2008 sammen med studieværten Camilla Ottesen, vært ved Kronprinsparrets Kulturpris i Operaen, den danske talentkonkurrence Starfighters i 2004 og igen i 2008 under Skanderborg Festival, vært ved Danish Music Awards i februar 2009 og var i slutningen af 2007 og en del af 2008 speaker/kommentator til fodboldlandsholdets kampe i Parken.
I perioden 2010-2021 var Breinholt vært på TV 2s late night-program Natholdet. Breinholt kom selv på idéen til programmet og videreudviklede det med andre. I programmet gennemgik Breinholt og programmets ugentlige gæst aktuelle begivenheder i Danmark ud fra en satirisk vinkel og med enkelte faste indslag. I december kritiserede Pressenævnet Breinholt for at have bragt et arkiv-klip fra Go' Aften Danmark fra 2004, hvor en allergi-ramt person fortæller om sin sygdom, i en "satirisk sammenhæng" uden vedkommendes samtykke. I september 2021 annoncerede TV 2 at Breinholt havde valgt at stoppe som vært på programmet ved årets udgang. Breinholt optrådte i omkring 900 episoder af programmet.
I 2016 udgav Breinholt sammen med Anders Lund Madsen et podcast med navnet Anders & Anders Podcast.
I 2022 deltog han, i makkerskab med tv-vært Jacob Riising, i Kanal 5-programmet Jaget vildt. Samme år medvirkede han også i tre afsnit af Brian Lykkes podcast Watch Me, hvor de rejste til Hamborg for at kigge efter vintageure.
Privat Breinholt er gift med Line Køhlert Breinholt efter at de indledte et forhold i 2013. Køhlert er samtidig Breinholts manager.Breinholt bekræfter: Jeg er blevet gift , TV2, 4. februar 2014. Han har en datter fra et tidligere forhold, samt to bonusbørn (også døtre).
Referencer
Eksterne henvisninger
Kategori:Journalister fra Danmark Kategori:Tv-værter fra Danmark Kategori:Ansatte i DR Kategori:Ansatte ved TV 2 Kategori:Natholdet Kategori:Podcastere fra Danmark