thumb|Ordet Aum, skrevet på sanskrit, er blevet det vigtigste symbol på hinduismen. Hinduisme er en verdensreligion, der har sin oprindelse i Indien. Den er en af verdens ældste religioner, og den har en kompleks og mangfoldig karakter.Flood 1996.Jens Toft Ravn Pedersen 2016.A. Michaels (2004): Hinduism: Past and present. Princeton University Press.Sharma 2003. Den er ikke stiftet af en enkelt person, og den har ingen fælles trosbekendelse, således som det er tilfældet i andre verdensreligioner.Wendy Doniger: On Hinduism. Oxford University Press, USA, 2014. I stedet er hinduismen en samling af forskellige religiøse og kulturelle traditioner, der har udviklet sig over flere tusind år. Jens Toft Ravn Pedersen, Bjarne Olesen, Silje Lyngar 2016 Hinduismens brændpunkt. Systime.
I hinduismen har de troende forskellige forestillinger og praksisser. Der er en åben tilgang til spiritualitet, og hinduerne anerkender værdien af en personlig søgen efter sandhed og åndelighed.
Alligevel er der nogle centrale begreber og forestillinger, som går igen i al hinduisme: samsara, reinkarnation, karma, brahman, atman, moksha og samadhi. Se nærmere under "Lære" (nedenfor).
Der er mange guder i hinduismen, men der er en udbredt tendens til at betragte de enkelte guddomme som repræsentanter for eller aspekter af det ene upersonlige guddommelige princip: brahman.Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 55.
Centralt i hinduismen er endvidere templerne, hvor gudstjenesten foregår, og hvor guderne tilbedes. Hinduistisk tilbedelse involverer ritualer, bønner, ceremonier og pilgrimsrejser til hellige steder.
Hinduismen har over 1 milliard tilhængere, hvoraf omkring 905 millioner bor i Indien. De fleste af de øvrige lever i resten af Syd-og Sydøstasien, men også i Øst- og Sydafrika, på Mauritius og på Caribien. I Europa (især Storbritannien), USA og Canada lever mange hinduer, primært som gamle og nye emigranter fra Indien.
Da hinduismen ikke har en enkelt religionsstifter, er dens forestillingsverden og praksis ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og praksisser, der er spundet sammen gennem en lang historisk udvikling. Historie thumb|Krigs- og skaberguden Indra. I hinduismens ældste periode, den "vediske" periode (ca. 1500 - ca. 500 fvt.), var offeret i centrum. Ved gudsdyrkelsen - kulten - i hjemmene var føde som smør og brød det typiske offer. I den offentlige kult indgik også dyreofre. Den offentlige kult blev varetaget af præsteklassen (brahmanerne, senere betegnet som brahminerne). Offeret var et middel til at vinde gudernes gunst. Man dyrkede mange guder, f.eks. Indra (en krigsgud og en gud for skabelse) og Agni (en gud for ilden).
I perioden 1400-900 fvt. opstod fire tekstsamlinger: Vedaerne. De indeholdt henholdsvis hymner, sange, offerformularer og trylleformularer.The Vedas (Book Tree, 2003).Leif Asmark Jensen: Hinduisme (Gyldendal, 2005). De fire tekstsamlinger var: Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharveda.
Med ekspansionen af den vediske kultur og i sammenhæng med en øget urbanisering og handel opstod der nye strømninger omkring 500 f.Kr. Hinduismen skiftede fokus væk fra ofrene og over mod en Meditativ og asketisk religionsform. thumb|En gruppe sadhuer. I denne periode opstod traditionen med de hellige mænd (sadhuerne) - en tradition, som stadig lever. De hellige mænd trækker sig tilbage fra det almindelige liv for at leve ensomt og isoleret, ofte i skovene eller i bjergene. De dyrker meditation meditation (yoga), læser de hellige skrifter, besøger templer og hellige steder, og folk går ud til dem for at få råd og vejledning.Heinrich Pedersen: Hinduismer, s. 19 og 25.
Samtidig kom der en tendens til at reducere antallet af guder til ét princip. Polyteisme blev til det upersonlige guddommelige princip brahman. Denne tendens fandt sit stærkeste udtryk i Upanishaderne, en skriftsamling, der blev til over 500 år - fra ca. 700 fvt. til ca. 200 fvt. De mest betydningsfulde upanishader stammer fra ca. 600 fvt. I disse skrifter var der en tydelig tendens til at reducere antallet af guder til ét guddommeligt princip. Centralt i Upanishaderne er netop begrebet brahman, den højeste virkelighed, det guddommelige. Grundtanken er, at hvert enkelt menneske i sin inderste kerne (atman, sjælen) er identisk med brahman.Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 41. Det store ord i upanishaderne er "Tat tvam asi." (तत्त्वमसि), som er sanskrit for "Dette er du" eller "Du er det".Chandogya-Upanishad 6,8ff. Jævnfør Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 41.
Både jainisme, buddhisme og yoga (oprindeligt et system af meditationsøvelser, senere tillige en filosofi) opstod i denne periode. Samtidig formuleredes de tidligste forestillinger om genfødsel (reinkarnation), et centralt begreb i hinduismen og buddhismen.
Fra omkring 200 f.Kr. begyndte forestillinger om en frelsende gud at slå igennem i hinduismen. Sammen med de to forudgående perioders vægt på slægten (i den vediske periode) og en stræben efter forløsning (i de asketiske bevægelser) blev denne "teistiske" (gudscentrerede) hinduisme toneangivende.
En central tekst fra denne tid er Bhagavadgita, der er skrevet mellem 400 fvt. og 100 fvt. Skriftet består af en tale af guden Krishna. En hovedtanke i Bhagavadgita er, at mennesket skal udføre sine handlinger uden at begære en løn for dem.Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 199-200. thumb|Shiva dansende på dæmonen Apasmara. Bronzestatue fra ca. 1050. thumb|Et kunstnerisk udtryk for nyhinduismens tanke om, at alle religioner har en fælles mystisk kerne. Symbolerne repræsenterer (i rækkefølge, med uret) verdensreligionerne hinduismen, taoismen, kristendommen, jødedommen, islam og buddhismen. Fra Indien. Det var også i denne tid, at det indiske samfunds opsplitning i adskilte erhvervsgrupper blev systematiseret, således som det har fungeret i form af kastesystemet frem til vor tid. Kastesystemet er et hierarkisk samfundssystem, der bygger på en renhedstanke. Den kaste, som man fødes ind i, er bestemmende for ens erhverv, og den øverste kaste (præstekasten) anses for at være rituelt og socialt renere end den næste kaste (krigerkasten), osv. Medlemmerne af de enkelte kaster er undergivet bestemte regler, f.eks. regler for føde og regler for indgåelse af ægteskab.Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 57. Kastesystemet blev officielt afskaffet med den indiske forfatning fra 1950, men det har i realiteten stadig betydning.Kaj Baagø: Samsara. Tekster til hinduismen, s. 228-32.
Upanishaderne og Bhagavadgita er hinduismens vigtigste helligskrifter. Sammen med opkomsten af disse helligskrifter mistede de mange guder fra den vediske periode meget af deres betydning. I stedet blev de mest betydningsfulde guder nu Vishnu (livgiveren, opretholderen, hjælperen) og Shiva (dødbringeren, ødelæggeren). Shiva ses ofte afbildet som dansende i en kreds af ild på en dæmon). Også Brahma (skaberguden) blev en vigtig gud.
I forbindelse med den gradvise europæiske kolonisering af Indien fra slutningen af 1700-tallet blev hinduismen præget af europæiske ideer. I 1800-tallet og 1900-tallet spillede nyhinduismen en stor rolle. Nyhinduismen forkastede ikke den klassiske hinduisme, men omfortolkede den, så den fik et indhold, der passede bedre til den moderne verden. Blandt andet bredte den ide sig, at alle religioner har en fælles mystisk kerne.Richard King: Orientalism and Religion, s. 119–120.
Hinduismen er efter 1980 i stigende grad præget af en politisk hinduisme i Indien med udgangspunkt i hindunationalistiske bevægelser. Disse bevægelser har fokuseret på en konfrontation med den muslimske og (i mindre omfang også den kristne) befolkning i Indien. Visse grupper har også gjort hinduismens globale position til et vigtigt tema.
Lære
Dharma Selv om hinduismen består af forskellige retninger, så er der nogle fællestræk mellem retningerne.Christoph Auffahrt (Udg.): Metzler Lexikon Religion. Band II. Stuttgart 1999, s. 56. Et af disse fællestræk er ideen om dharma - den adfærd, der anses for at være i overensstemmelse med verdens orden. Begrebet dharma dækker over pligter, rettigheder, love, adfærd, dyder og "den rigtige måde at leve på".The Columbia Encyclopedia. Columbia University Press 2013, 6. udg. Kapitel: Dharma. Dharma er det, som alle eksisterende væsener skal acceptere og respektere for at opretholde harmoni og orden i verden. Det enkelte menneske skal opføre sig i overensstemmelse med sin specielle dharma - sin specielle livsopgave i verden. Dharma er at udfolde sin sande natur, således at man spiller sin særlige rolle i den kosmiske harmoni.J.A.B. van Buitenen: Dharma og moksha. I: Philosophy East and West, 7 (1/2), s- 33-40. (april-juli 1957).
I stedet for "hinduismen" kalder hinduerne ofte deres religion for "sanātana dharma" (på sanskrit: सनातन धर्म), der betyder "den evige lov" eller "den evige orden". Begrebet henviser til hinduismens fælles udgangspunkt på trods af mangfoldigheden.
Samsara Samsara er det gentagne kredsløb i den fysiske verden gennem fødsel, død og ny fødsel (reinkarnation). Hinduismen går ud fra, at alle mennesker lever mange gange på jorden, før de opnår den endelige frelse. Ifølge tanken om reinkarnation slutter livet ikke med døden. Ved det fysiske legemes død går sjælen ind i en åndelig verden. Den udødelige sjælskerne (atman) vil derefter på et senere tidspunkt blive genfødt i et nyt legeme (et foster).Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 43 og 68.
Samsara er kendetegnet ved begær. Det er begæret, der holder samsara-kredsløbet i gang, og som binder mennesket til den fysiske verden. Så længe man har et begær, vil man blive genfødt i den lave fysiske verden. Det begær, som hinduismen taler om, er det begær, der er rettet mod det fysiske og det psykiske - fænomenerne i samsara.Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 50. Det kan f.eks. dreje sig om begær efter penge, rigdom, magt, forlystelser og følelser (både positive og negative følelser). Så længe man har et begær, der er rettet mod noget i den jordiske verden ("et jordisk begær"), vil man blive genfødt i den jordiske verden.
Karma Det, at man har et bestemt begær, bevirker, at man handler på en bestemt måde for at tilfredsstille begæret. Begær avler handling. Enhver handling, der er udført på baggrund af et begær, skaber en bestemt karma. Og en bestemt karma skaber en bestemt skæbne. "Mennesket består af begær; som dets begær er, således er også dets beslutninger; som dets beslutninger er, således handler det; således som det handler, således går det mennesket."
(Brihadaranyaka-upanishad, 4.4.)
"Karma" kan defineres som en energi, der er affødt af en handling, og som får indflydelse på ens skæbne i fremtiden - ofte i et fremtidigt liv.Karl Aage Kirkegaard: New age - religion eller videnskab, s. 44. En god handling afføder en god karma, der påvirker ens fremtidige skæbne i en positiv retning: Man får på et tidspunkt i fremtiden en bedre skæbne. En ond handling afføder en dårlig karma, der påvirker ens fremtidige liv i en negativ retning. Virkningen skyldes handlingens iboende kraft.Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 40.
Når man ved sin handling har skabt en bestemt karma, så klæber denne karma til ens sjæl, indtil den har udløst en bestemt skæbne for en - eventuelt i et fremtidigt liv: "Alt efter som man handler og optræder, således bliver man født; den, der handlede godt, fødes god; den, der handlede slet, fødes slet; god bliver man ved en god gerning, ond ved en ond gerning."
(Brihadaranyaka-upanishad, 4.4.)
Karma er knyttet til ideen om den moralske verdensorden, dharma, hvor alle handlinger - i overensstemmelse med loven om årsag og virkning - er forudsætningen for en fremtidig genfødsel. Ethvert væsen har sin skæbne på grund af den karma, som det har akkumuleret i tidligere liv.Kaj Baagø: Samsara, s. 263. thumb|Pilgrimme bader i den hellige flod Ganges i den hellige by Varanasi. thumb|Hellige køer i Varanasi.