thumb|Dithmarschen
thumb|Landskabet i Ditmarsken
Kreis Dithmarschen (dansk Ditmarsken) er en tysk kreis i delstaten Slesvig-Holsten med hovedby i Heide. Den holstenske kreis er afgrænset af Elben i syd, Kielerkanalen i øst, Ejderen i nord samt Nordsøen mod vest. Landskabet er præget af marsklandskabet, som udgør den vestlige halvdel af området ud mod Nordsøen.
Historisk var Ditmarsken et vestholstensk landskab, der i middelalderen hovedsagelig var befolket af frisere, som havde dannet en selvstændig bonderepublik, formelt underlagt ærkebiskoppen af Bremen som overherre. I 1500 forsøgte kong Hans og hertug Frederik, den senere Frederik 1., at erobre området, men blev slået af bondehæren. Først i 1559 blev Ditmarsken erobret af Frederik 2. og hertug Adolf af Gottorp, hvorefter området blev delt.
Geografi Ditmarsken ligger ved på Nordsø-kysten. Det er afgrænset af floderne Elben i syd og mundingen af Eideren i nord. I dag ligger de østlige og sydøstlige dele som en kunstig ø, afgrænset af Eideren i nord, og Kielerkanalen i både øst og sydøst. Det er et relativt fladt kulturlandskab, som en gang var fuldt af diger og sumpe.
I nord grænser Ditmarsken til Nordfriesland og Kreis Slesvig-Flensborg, i øst til Kreis Rendsborg-Egernførde, og i sydøst til Kreis Steinburg.
Grænserne på land har ikke forandret sig meget siden Karl den Stores tid. Opdæmninger og bygning af diger har dog næsten fordoblet Ditmarskens størrelse, efter at mere land er blevet indvundet fra havet.
Distriktet har en maksimal nord–syd-længde på 54 km og en øst–vest-længde på 41 km. Det højeste punkt ligger nær Schrum og ligger 78 m over havet. Det laveste punkt ligger nær Burg og ligger 0,5 meter under havniveau.
To større floder flyder gennem det flade landskab; Ejderen og Elben. Ejderen danner en naturlig grænse mod de tilgrænsende kredse i nord, Elben danner en naturlig grænse mod Niedersachsen i syd.
Vigtige byer i Slesvig-Holsten er Hamborg og Itzehoe i syd, Husum i nord, og Kiel og Rendsborg i øst. Hovedvejene og jernbanen går i Slesvig-Holsten i en retning fra nord til syd, hvilket gør Hamborg til den mest tilgængelige by uden for distriktet.
Natur Marsklandskabet er typisk for store dele af Ditmarsken. Marsklandskabet er en særegen type kystlandskab, hvor store områder oversvømmes ved højvande. Når vandet trækker sig tilbage, efterlades slampartikler, og derved hæves landets overflade. Marsklandskabet er frugtbart. Diger er mange steder bygget op for at forhindre ukontrollerede oversvømmelser ved springflod. Marsklandskabet dækker især store arealer på Nordsø-kysten af Tyskland, Nederland og den sydlige del af Jylland i Danmark.
Selv om det findes skov på gesten, vokser de fleste træer i Ditmarsken i åbent landskab og fungerer som værneskov ved huse og landsbyer. En typisk løsning er lange rækker med træer. Stærk vind præger landskabet i Ditmarsken.
I Ditmarsken er det flere moser. "Weißes Moor" (Hvidemose) er den eneste mose i Slesvig-Holsten, som til en vis grad fortsat har sin naturlige form intakt.
Trischen, Tertius og Blauort er tre sandbanker lige ud for kysten. De er tre af blot nogen få tilbageværende på den tyske kyst og udgør vigtige tilholdssteder for søfugle og sæler. Efter flere mislykkede forsøg i 1930-erne på at gøre sandbankerne beboelige for mennesker, er de nu dele af en nationalpark, der er lukket for mennesker. Mange fugle har også tilholdssted i de våde græsmarker i Ejder–Treene-dalen.
Historie Ditmarsken var fra gammel tid ét af de fire "landskaber", som senere kom til at udgøre hertugdømmet Holsten.[Weitemeyer, s. 233] Det var beboet af dels saksere, som for hovedpartens vedkommende var frie bønder, det vil sige ikke livegne eller på anden måde underlagt herremænd, som det var tilfældet i det øvrige Holsten, dels af frisere, som tidligt i middelalderen havde bosat sig i grænseområderne mellem marsken og gesten.
Ditmarsken hørte fra 1. halvdel af 10. århundrede under greverne af Stade, men kom noget over et århundrede efter ind under ærkebisperne af Bremen. I Kong Valdemars Jordebog fra 1231 nævnes, at: "Disse ejendomme købte kong Valdemar II (Valdemar Sejr) i Ditmarsken af abbed Herman i Hærseuld Harsefeld kloster ved Stade for 200 mark sølv på "det almindelige ting (Ditmarsken landsting): I CiuængehusæSenhusen, Hemme sogn 2 hufe, i HeemHemme sogn og by 3 hufe, i CrembølKrempel, Lunden sogn 3 hufe. Ovenfor Ulraet ukendt vandløb ½ bol. I UluersumWollersum, Lunden sogn 5 hufe, fradraget 1 jardæ.en mindre markinddeling end hufe I Melsword 2 hufe. I Ysmædowæ 2½ hufe. I Ændebytæl og Metæs 2½ hufe og ½ jarde.alle tre byer senere forsvundet, antages at have ligget uden for diget ved Ejderen I TharnwordDarenwurd, Lunden sogn 1½ hufe. I FledeFlede, Lunden sogn 1½ hufe. I LæLehe, Lunden sogn ½ hufe. I Gardæsflytukendt lokalitet 1 hufe. I Hunsbytælmuligvis Hunnengatt og Fletteukendt 1 hufe og 1 jarde. I herrens år 1217."Nielsen, s. 107 med tilhørende noter
Ved slutningen af 12. århundrede kom det under Danmarks herredømme, men efter slaget ved Bornhøved 1227, hvor ditmarskernes forræderi skal have gjort udslaget, løsrev det sig fra Danmark og udgjorde fra nu af under Ærkebispedømmet Bremens overherredømme en slags bonderepublik, der helt uafhængig styrede sine anliggender med en forsamling, der bestod af alle fri grundejere og fogeder, senere (fra 1447) et af folket valgt råd på 48 mand, som mødtes på byen Heides markedsplads. De var folkets repræsentanter, afsagde domme og havde dermed indflydelse på bøndernes og fællesskabets liv i den lille bonderepublik.
De holstenske grever gjorde flere gange forgæves forsøg på at erobre landet: Gerhard den Store led et alvorligt nederlag 1320, og Gerhard VI faldt i 1404 på et tog mod Ditmarsken.
Ditmarsken forenes med Holsten 1474
I længden kunne de tapre bønder dog ikke bevare deres uafhængighed, og det blev de danske konger, som fik underkuet dem. Da kejser Frederik 3. i 1474 ophøjede Holsten med Stormarn til hertugdømme, indlemmede han også Dithmarsken i det. Ditmarskerne protesterede kraftigt mod at blive en del af hertugdømmet, og foreløbig blev der dog ikke fra dansk side foretaget noget for at undertvinge det, idet paven holdt sin hånd over det som hørende til Ærkebispedømmet Bremen.
Toget til Ditmarsken 1500
Christian 1.s sønner, kong Hans og hertug Frederik (den senere Frederik 1.), ville imidlertid gøre deres rettigheder gældende med våbenmagt og fandt en villig støtte i det slesvig-holstenske ridderskab, som nok ville tage hævn for de tidligere nederlag. Med en stor hær, hvis kerne bestod af den saksiske garde, drog de ind i Ditmarsken i februar 1500, men sejren, hvorpå de overmodige herrer var så visse over for de udisciplinerede bønder, blev til et forsmædeligt nederlag, idet omkring tusind ditmarskere under anførsel af Wolf Isebrandt standsede hæren under dens fremrykning mod Heide i nærheden af Hemmingstedt og ved skansen Dusend-Düvels-Werf i Slaget ved Hemmingstedt den 17. februar 1500 aldeles ødelagde den. Nederlaget blev så meget frygteligere, da ditmarskerne åbnede sluserne, hvorved flere tusinde druknede. Kernen af den holstenske adel blev tilbage på valpladsen; det var med nød og næppe, at kong Hans og hans broder slap bort. Danskerne mistede Dannebrog, som de havde bragt med sig, og ditmarskerne gjorde et stort bytte efter de rige, festligt smykkede herrer. Ditmarsken havde endnu en gang værget sin uafhængighed.[Weitemeyer, s. 234]
Ditmarsken undertvinges thumb|Hertugdømmerne herunder Ditmarsken i 1650 efter delingerne. Kongens andele med rødbrun, hertugernes med gult. Reformationen bragte indre uroligheder i Ditmarsken, og faren udefra blev stadig mere truende, da Christian 3.s broder, hertug Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp var opsat på at undertvinge de trodsige bønder. Forgæves havde han opfordret Christian 3. til at tage del i toget. Da denne 1559 var død, besluttede han sig til at foretage det på egen hånd, men den danske statholder i Hertugdømmerne, Henrik Rantzau, røbede planen for Frederik 2., som, tillige med sin broder Hans, således blev parthaver i toget. Med en hær på 20.000 Mand under anførsel af den gamle Johan Rantzau og Holger Ottesen Rosenkrantz rykkede fyrsterne ind i Ditmarsken, som efter tapper modstand måtte overgive sig i juni 1559. De tre fyrster delte landet mellem sig landskabet blev delt imellem kongen og de holstenske hertuger således, at kongen fik den sydlige del med Meldorf som hovedby (Süderdithmarschen) og hertugerne den nordlige del med Heide som hovedby (Norderdithmarschen), men Ditmarsken fik dog lov at beholde sin forfatning, og det blev ved med at beholde sine egne embedsmænd, lige som det i lang tid bevarede sit særpræg: folkets gamle skikke og nationaldragt holdt sig endog til dels til begyndelsen af det 20. århundrede. Efter Hans’ Død 1581 fulgte en ny deling, idet den nordlige del med hovedbyen Heide tilfaldt hertug Adolf, og den sydlige del med hovedbyen Meldorf kom under den danske konge.
Det oldenborgske mageskifte 1773
Ved det oldenborgske mageskifte 1773 kom hele Ditmarsken ind under den danske krone og forblev der indtil 1864.
Besat af Preussen fra 1864
I 1864 blev hertugdømmerne afstået af Danmark til Preussen og Østrig-Ungarn, og fra 1867 blev landskabet sammen med det øvrige Holsten samt hertugdømmet Slesvig blev en provins i kongeriget Preussen, som omgående fjernede ditmarskernes selvstyre.
Befolkningsudvikling Indbyggertallets udvikling siden 1939:
1939: 98.000 1950: 175.000 1961: 129.000 1970: 133.000 1987: 127.000 2002: 137.000 2008: 136.216
Landvinding og bedre levevilkår har gjort sit til, at flere kan bo i Ditmarsken.
Erhverv Ditmarsken er et meget frugtbart område og er stadig for størstedelen landbrugsland. Der dyrkes korn, kartofler og grøntsager, især store mængder kål. Der er fundet olie i området, og syd for Heide er anlagt et stort olieraffinaderi.
Administrativ inddeling
Næsten alle kommuner i Ditmarsken tilhører et amt. De to største byer i Ditmarsken er Heide og Brunsbüttel, og disse er amtsfrie byer, hvilket gør, at de hører direkte under kredsen. Selv i dag følger det decentraliserede Ditmarsken det gamle princip om, at hver landsby skal udgøre sin egen kommune, hvilket fører til store uligheder i indbyggertal og areal, se fx Heide og Brunsbüttel over for Marnerdeich og Bergewöhrden. Gennemsnitligt er kommunerne i Ditmarsken mindre end andre steder i Tyskland, både i areal og indbyggertal.
De største forandringer i sammensætningen af kommuner og amter skete i henholdsvis 1970 og 2008. I 1970 blev Nord- og Sydditmarsken slået sammen til vore dages Ditmarsken kreds. Samtidig blev flere amter, som da var baserede på de gamle kirkesogne, Amt Kirchspielslandgemeinden («Amt KLG»), slået sammen til noget større amter. De nye amter fulgte fortsat det gamle princip om kirkesogne, og således var Ditmarsken i 1970 den eneste kreds i Tyskland, som fortsat kaldte sine amter for «Amt KLG». Fra 1970 var der 12 amter i kredsen. De fleste kommuner havde været selvstændige siden Weimarrepublikken, således at den største forandring i dette i 1970 blev, at kommunen Sankt Michaelisdonn blev oprettet. Desuden blev Brunsbüttel udvidet ved indlemmelser af blandt andre Brunsbüttelkoog. I 2008 blev antallet af amter halveret, og samtlige kommuner bortset fra Norderwöhrden fulgte med deres gamle amt ind i et af de seks nye. Fortsat benævnes Heides omlands amt og Eiderens amt som «Amt KLG». Hägen blev indlemmet i Süderheistedt den 1. januar 2009.
Byer og kommuner (Indbyggertal pr. )
Byer og amtsfrie kommuner Amt Adm.centrum Kommuner Indbyggertal Areal Kort 30px Burg-Sankt Michaelisdonn Burg 14153.22 35px 30px Büsum-Wesselburen Büsum 18143.75 35px 30px Amt Kirchspielslandgemeinden Eider Hennstedt 34361.26 35px 30px Amt Kirchspielslandgemeinde Heider Umland Heide 11157.07 35px 30px Marne-Nordsee Marne 13175.77 35px 30px Mitteldithmarschen Meldorf 24339.61 35px
Ditmarsken har et areal på 1.404,75 km2