Fortsættelseskrigen (finsk: jatkosota, svensk: fortsättningskriget, russisk: Советско-финская война (1941-44)) (25. juni 1941 – 19. september 1944) var den anden af de to krige, som blev udkæmpet mellem Finland og Sovjetunionen under 2. verdenskrig.
Da krigen brød ud, fik den navnet Fortsættelseskrigen af finnerne for at understrege sammenhængen med den forudgående Vinterkrig. Sovjetunionen opfattede krigen som blot en af fronterne i krigen mod Tyskland og dets allierede i Den Store Fædrelandskrig, som russerne kalder den.Great Soviet Encyclopedia, Finland, Moscow, 1974, Tilsvarende opfattede Tyskland sine egne operationer i området som led i sin overordnede krigsindsats i 2. verdenskrig.
Storbritannien erklærede krig mod Finland den 6. december 1941, efterfulgt af sine dominions kort tid senere. Fortsættelseskrigen er et sjældent tilfælde, hvor et demokratisk land erklærer krig mod et andet demokrati, selv om de britiske styrker ikke var egentlige deltagere i krigen. Tyskland deltog ved at stille kritisk materiel til rådighed og ved militært at samarbejde med Finland. De Forenede Stater erklærede ikke krig mod Finland og kæmpede ikke mod finnerne, men sendte betydelige forsyninger til Sovjetunionen til brug i krigen mod Tyskland og dets allierede.
Kampene mellem de finske og de sovjetiske styrker sluttede i september 1944, og den formelle afslutning på Fortsættelseskrigen blev underskrevet med Paris-fredsaftalen i 1947.
Indledning
left|thumb|Finlands øverstkommanderende Feltmarskal Mannerheim i sit hovedkvarter.
Selv om Fortsættelseskrigen blev udkæmpet i periferien af 2. verdenskrig og omfattede forholdsvis få tropper, er den det eneste eksempel på, at en helt igennem demokratisk stat valgte at stå på samme side som Aksemagterne, om end uden at være underskriver af Pagten.
Storbritannien erklærede krig mod Finland den 6. december 1941, den finske uafhængighedsdag, sammen med Canada og New Zealand. Australien og Sydafrika fulgte efter den 8. december. De Forenede Staters udenrigsminister Cordell Hull lykønskede den 3. oktober 1941 den finske udsending med befrielsen af Karelen, men advarede Finland om ikke at rykke ind på sovjetisk territorium. USA erklærede heller ikke krig mod Finland, da det gik i krig med Aksemagterne og gik sammen med Storbritannien om at understrege Finlands uafhængighed over for Stalin ved Teherankonferencen. På den anden side opbragte den amerikanske regering finske skibe i amerikanske havne, og i sommeren 1944 blev de finske diplomatiske og handelsmæssige kontorer i USA lukket som følge af præsident Rytis traktat med Tyskland. Den amerikanske regering advarede senere Finland om følgerne af fortsat at følge Aksemagterne.World War II :Finland
Den mest kendte britiske aktion på finsk jord var et flyangreb på tyske skibe i den finske havn Petsamo den 31. juli 1941. Der kom ikke meget ud af angrebet, hvor tre britiske fly gik tabt, men det var tænkt som en demonstration af britisk støtte til den sovjetiske allierede. Senere i 1941 gav Hurricanes fra RAF, som havde base ved Murmansk, lokal flystøtte for sovjetiske tropper og eskorte for russiske bombefly.Royal Air Force i Sovjetunionen:Hurricanes at Murmansk De britiske bidrag til krigen var sporadiske, men signifikante.
Den finske lyttetjeneste skal have bidraget effektivt til de tyske aktioner mod britiske konvojer til Murmansk.Ahtokari, Reijo and Pale, Erkki: Suomen Radiotiedustelu 1927-1944 (Finnish radio intelligence 1927-1944), Helsinki, Hakapaino Oy, pp. 191-198, Gennem hele krigen udførte tyske fly fra baser i det nordlige Finland angreb mod britiske fly og flådeenheder ved Murmansk og Arkhangelsk.
Finland anvendte begrebet "parallel krig", hvorved finnerne søgte at forfølge sine egne mål i samklang med, men uafhængigt af, Tyskland.
De store begivenheder i 2. Verdenkrig og krigens gang i almindelighed havde stor betydning for udviklingen i Fortsættelseskrigen: Tysklands invasion af Sovjetunionen (Operation Barbarossa) hænger tæt sammen med Fortsættelseskrigens begyndelse. De allieredes invasion af Frankrig (Slaget om Normandiet) var afstemt med den sovjetiske sommeroffensiv i 1944 mod Finland (9. juni–15. juli 1944). Kapløbet mellem de allierede om at nå Berlin førte til afslutningen af Fortsættelseskrigen ved at gøre Nordeuropa betydningløst for krigens afslutning.
Baggrund Før 2. verdenskrig Selv om Østkarelen aldrig havde været en del af det moderne Finland, var en betydelig del af indbyggerne finsktalende, ortodokse karelere. Efter den finske uafhængighedserklæring var der røster, som talte for, at Østkarelen skulle annekteres for at "redde det fra undertrykkelse". Det ledte til nogle få militære indfald i området (Viena-ekspeditionen og Aunus-ekspeditionen), men de førte ikke til noget. Finland rejste gentagne gange spørgsmålet om Østkarelen i Folkeforbundet, men uden resultat.
I ikke-venstreorienterede kredse blev Det Tyske Kejserriges rolle i den "Hvide" finske regerings sejr over de oprørske socialister under den Finske borgerkrig hilst velkommen, om end de fleste foretrak støtte fra Storbritannien eller Skandinavien. Sikkerhedspolitikken i det nu uafhængige Finland rettede sig i første omgang mod en inddæmningspolitik, hvorved de nye stater Polen, Estland, Letland, Litauen og Finland dannede en defensiv alliance mod Sovjetunionen, men da forhandlinger herom brød sammen, vendte Finland sig mod Folkeforbundet for at opnå sikkerhed. Kontakter med de skandinaviske lande var heller ikke særlig frugtbare. I 1932 undertegnede Finland og Sovjetunionen en ikke-angrebspagt, men selv datidens analytikere betragtede den som værdiløs.
Fredsaftalen fra 1920 blev brudt af Sovjetunionen i 1937, da den stoppede for finske skibes sejlads mellem Ladogasøen og den Finske Bugt via Neva-floden. Det havde været et af punkterne i aftalen, at handelsskibe uhindret kunne bruge denne rute.
Vinterkrigen og Fredstraktaten i Moskva Se også: Vinterkrigen thumb|Finske tropper på ski i det nordlige Finland den 12. januar 1940.
thumb|Finske soldater med liget af en sovjetisk soldat.
Molotov-Ribbentrop-pagten i 1939 gjorde det muligt for Sovjetunionen at lægge pres på Litauen, Letland, Estland og Finland. De tre baltiske lande gav snart efter for de sovjetiske krav, men Finland blev ved med at afvise kravene. Som følge heraf begyndte Vinterkrigen den 30. november 1939. Fordømmelser fra Folkeforbundet og fra lande over hele verden havde ingen effekt på den sovjetiske politik. Der blev lagt planer om international hjælp til Finland, men i praksis kom der kun lidt ud af det.
Fredstraktaten i Moskva i 1940, som blev undertegnet den 12. marts, betød en afslutning på Vinterkrigen. Traktaten var et alvorligt slag mod Finland. En femtedel af landets industri og 11 % af landbrugsarealet gik tabt sammen med byen Viipuri, der var landets næststørste. Omkring 12 % af Finlands befolkning måtte flyttes over på den finske side af grænsen. Hangö-halvøen blev udlejet til Sovjetunionen som militærbase. På den anden side undgik Finland at dele skæbne med de baltiske lande. Det var fortsat en suveræn stat.
Den midlertidige fred Fredstraktaten i Moskva i 1940 var et chok for finnerne. Den blev opfattet som det endelige sammenbrud for Finlands udenrigspolitik, som byggede på multilaterale garantier om støtte. Der blev nu søgt efter bindende bilaterale traktater, og det tidligere så kølige forhold til Sovjetunionen og Det Tredje Rige måtte tøes op. Folkestemningen i Finland gik i retning af, at man skulle generhverve finsk Karelen og satte sin lid til den fredskonference, som man ventede måtte komme efter verdenskrigen. Begrebet Välirauha ("Midlertidig fred") blev populært, efter at den hårde fred var blevet bekendtgjort.
Selv om fredstraktaten var undertegnet, blev krigstilstanden og censuren ikke ophævet på grund af den omsiggribende verdenskrig, den vanskelige fødevaresituation og militærets dårlige tilstand. Dette gjorde det muligt for præsident Kyösti Kallio at bede feltmarskal Mannerheim om at forblive øverstkommanderende og overvåge genoprustningen og fæstningsbyggerierne. I løbet af 1940 modtog Finland materiel, som var købt eller givet under eller lige efter Vinterkrigen. De militære udgifter voksede i 1940 til 45% af Finlands statsbudget. En krigshandelstraktat med Storbritannien fik ikke større effekt som følge af den tyske besættelse af Norge og Danmark.Seppinen, Ilkka, Suomen ulkomaankaupan ehdot, 1939-1944, 1983,
Tyskland angreb Danmark og Norge i Operation Weserübung den 9. april 1940. Finland og Sverige undgik at blive besat, men var omringet af Tyskland og Sovjetunionen. Fra maj 1940 fulgte Finland en strategi, som gik ud på at genetablere gode forbindelser med Tyskland. De finske medier undlod at kritisere Nazi-Tyskland, men tog også aktiv del i kampagnen. Afvigende holdninger blev censureret bort. Efter slaget om Frankrig blev kampagnen intensiveret.
Gennemførelsen af Moskva-freden gav problemer. Den tvungne udlevering af evakuerede maskiner, lokomotiver og jernbanevogne, den manglende fleksibilitet, når det drejede sig om forhold, som kunne have lettet vanskelighederne, der var skabt af den nye grænse, såsom fiskerirettigheder og brugen af Saimaa kanalen, alt dette forøgede mistroen til Sovjetunionens hensigter.
Uden at Finland kendte til det, var Adolf Hitler begyndt planlægningen af invasionen af Sovjetunionen, (Operation Barbarossa). Han havde ikke været interesseret i Finland inden Vinterkrigen, men nu så han værdien af Finland som en operationsbase og måske også den militære værdi af den finske hær. I de første uger af august fik tysk frygt for, at Sovjetunionen ville angribe Finland, Hitler til at ophæve embargoen på salg af våben og andre produkter til Finland. Det var ganske vist en overtrædelse af Molotov-Ribbentrop-pagten, ligesom det for Finland var en overtrædelse af fredstraktaten i Moskva. De sovjetiske forhandlere havde insisteret på, at troppetransportaftalen (til Hangö) ikke måtte offentliggøres, hvilket gjorde det let for finnerne at holde en troppetransportaftale med tyskerne hemmelig, indtil de første tyske tropper ankom.
Selv om de sovjetiske ledere havde lovet finnerne, at de ikke ville blande sig i indenlandske finske forhold, viste virkeligheden sig at være anderledes. Efter at våbenhvilen var indgået, krævede Sovjetunionen, at den finske industriby Enso, som klart lå på den finske side af den aftalte grænselinje, skulle overdrages. Den sovjetiske indblanding i finsk indenrigspolitik fortsatte med åbenlys sovjetisk støtte til den venstreorienterede organisation SNS – venskabsforeningen Sovjet-Finland, som åbent agiterede for, at Finland skulle slutte sig sammen med Sovjetunionen. Sovjetunionen havde også held med at kræve, at den finske minister Väinö Tanner skulle trække sig tilbage, og at under det finske præsidentvalg i 1940 måtte hverken Mannerheim, Kivimäki, Tanner eller Svinhufvud være kandidater. Den mest bemærkelsesværdige hændelse under den midlertidige fred var den sovjetiske udenrigsminister Molotovs besøg i Berlin, hvor Molotov bad Hitler om frie hænder til at løse det finske spørgsmål.
Forhandlingerne om rettighederne til udvinding af nikkel ved Petsamo var trukket ud i seks måneder, da det sovjetiske udenrigsministerium i januar 1941 bekendtgjorde, at forhandlingerne snart måtte afsluttes. Den samme dag afbrød Sovjetunionen kornleverancerne til Finland. Sovjets ambassadør Zotov blev kaldt tilbage den 18. januar, og sovjetisk radio begyndte at angribe Finland. Tyskere i det nordlige Norge rapporterede den 1. februar, at Sovjetunionen havde samlet 500 fiskerbåde i Murmansk, tilstrækkeligt til at transportere en division. Hitler beordrede tropper i Norge til straks at besætte Petsamo (Operation Renntier), hvis Sovjetunionen indledte et angreb på Finland.