Norge ( (bokmål) eller ; ; ; ), officielt Kongeriget Norge (fra oldnordisk: Norðvegr ('Nordvejen')), er en skandinavisk enhedsstat i form af et konstitutionelt monarki, der består af den vestlige del af den skandinaviske halvø samt Jan Mayen og Svalbard. Dertil kommer Bouvetøen, et såkaldt biland, som ikke er en del af Kongeriget Norge. Norge har et areal på 385.207 km² og et indbyggertal på 5.601.049 (31. marts 2025). Det er det næsttyndest befolkede land i Europa. Den længste grænse går mod øst til Sverige, mod nord til Finland og Rusland. Med den næstlængste kystlinje i verden, afgrænses resten af landet havet: Barentshavet mod nord, Norskehavet mod vest, Nordsøen mod sydvest og Skagerrak mod syd. Landets hovedstad er Oslo. Norge gør krav på territorierne Dronning Maud Land og Peter I's Ø i og ved Antarktis, men disse krav er ikke alment anerkendt.
Det første norske aftryk på verdenshistorien kom i vikingetiden, hvor mænd fra Norden drog ud i en stor del af Europa samt mod nord og vest. Vikingerne var både handelsmænd og røvere, der blandt andet nåede Grønland og Nordamerika. Vikingetiden blev efterhånden afløst af kristendommen, og den norske indflydelse i omverdenen, der nåede sit største omfang i midten af 1200-tallet, svandt efterhånden ind. Norge blev en del af en union med Danmark, hvor magten lå gennem mere end fire århundreder, inden landet i 1814 fik sin egen grundlov. Det blev i første omgang ikke til selvstændighed, idet Sverige invaderede landet, men svenskerne gav Norge et udstrakt selvstyre. Nationalfølelsen blev i løbet af det 19. århundrede en stadig vigtigere faktor i Norge, der først blev selvstændigt i 1905 .
Under første verdenskrig var Norge neutralt, men led alligevel store tab primært i den store handelsflåde. Ved indgangen til 2. verdenskrig forsøgt Norge igen at holde sig neutralt, men blev invaderet af Nazi-Tyskland i 1940 og besat til 1945. Efter krigen opgav Norge neutraliteten og var blandt grundlæggerne af NATO. Opdagelsen sidst i 1960'erne af store oliereserver i havbunden ud for Norge har ført til stor velstand. Ved afstemninger i 1972 og 1994 har den norske befolkning modsat sig landets medlemskab af EU.
Norges regeringsform er konstitutionelt monarki med parlamentarisme med Haakon 8. som konge og Jonas Gahr Støre (Arbeiderpartiet) som statsminister. Landet er administrativt opdelt i fylker og kommuner. Samerne har et vist selvstyre og indflydelse på dets traditionelle områder gennem Sametinget og Finnmarksloven. Selv om landet ikke er medlem af EU, har Norge tætte forbindelser til unionen og dens medlemslande samt til USA. Norge deltager i internationale militæraktioner i bl.a. Afghanistan, Kosovo, Sudan og Libyen. Norge er også medlem af en række internationale institutioner som FN, Europarådet, Nordisk Råd, EØS, WTO og OECD; desuden deltager Norge i Schengen-samarbejdet.
Norge har rige forekomster af olie og naturgas samt en række mineraler og tømmer, ferskvand, vandkraft og fødevarer fra havet. Landet har det fjerdestørste BNI pr. indbygger i verden, især som følge af de rige olieforekomster, der har gjort Norge til den største olie- og gasproducent pr. indbygger uden for Mellemøsten. Landet er præget af den skandinaviske velfærdsmodel med ret til offentlige sundhedsydelser, uddannelse og sociale ydelser. I flere år siden 2000 har Norge ligget øverst på den verdensomspændende Human Development Index, der sætter tal på befolkningens udvikling på en række punkter, der ikke direkte har med økonomi at gøre. I 2011 lå Norge desuden øverst på demokrati-indekset.
Historie
Forhistorien De første beboere i Norge hører til Ahrensburgkulturen (11. til 10. årtusinde f.Kr. fra ældre stenalder, som er en del af yngre dryas, den sidste kuldeudløber af Weichsel-istiden. Kulturen er navngivet efter landsbyen Ahrensburg 25 kilometer nord for Hamborg i Slesvig-Holsten, hvor der er udgravet pileskafter og trækøller. De tidligste spor efter bosættelser er fundet langs kysten, hvor den store iskappe efter sidste istid først smeltede (mellem 11.000 og 8.000 f.Kr.). De ældste fund er stenredskaber, der kan dateres til mellem 9.000 og 6.500 f.Kr. fundet dels i Finnmark (Komsakulturen) mod nord, dels i Rogaland (Fosna-Hensbackakulturen) mod sydvest. Teorien om to helt forskellige kulturer blev i 1970'erne regnet for forældet. Fund langs hele kysten overbeviste arkæologerne om, at forskellen mellem de to kulturer ganske enkelt kan henføres til forskellene i de redskaber, der blev anvendt, ikke til selve kulturen. Dyrelivet ved kysten skabte livsgrundlag for fiskere og jægere, som kan have fundet frem til de sydlige kyster omkring 10.000 f.Kr., hvor indlandet fortsat var dækket med is. Det er nu den almindelige opfattelse, at de arktiske folk senere kom fra syd og fulgte kysten nordpå. Nogle kan være ankommet langs den isfri kyst på Kolahalvøen, men det er der er kun sparsomme beviser for.
thumb|right|Norske helleristninger fra bronzealderen. På den sydlige kyst er der fundet spor efter bosteder fra omkring 5.000 f.Kr. Fund fra disse bosteder giver en klarere forståelse af livet blandt fiskere og jægere. Redskaberne varierer i størrelse og form og er oftest lavet af forskellige stenarter. Der er fundet helleristninger især i nærheden af fiske- og jagtområder. Indhugningerne viser byttedyr som hjorte, rensdyr, elge, bjørne, fugle, sæler, hvaler og fisk (især laks og helleflyndere), dyrearter centrale for livets opretholdelse hos beboerne ved kysten. Helleristningerne ved Alta i Finnmark er de mest omfattende i Skandinavien. De er ristet nær ved kysten i en lang fortsat periode fra 4.200 f.Kr. til 500 f.Kr. og markerer landjordens opdukken fra havet efter sidste istid.
Bronzealderen thumb|left|Udbredelsen af enkeltgravskulturen (Corded Ware). Mellem 3.000 og 2.500 f.Kr. ankom nye folk til Østnorge (enkeltgravskulturen). De var urindoeuropæiske landbrugere, der dyrkede korn og holdt kvæg og får. Jæger-fiskerfolket på vestkysten blev også efterhånden fortrængt af landbrugere, men jagt og fiskeri vedblev at være brugbart som sekundært livsgrundlag.
Fra omkring 1.500 f.Kr. kom bronzen efterhånden til landet, men brugen af sten til redskaber fortsatte; der var kun få varer i Norge, der kunne byttes for bronzen, der derfor var sjælden. De få bronzefund er ofte rigt udsmykkede våben og brocher, som kun høvdinge havde råd til. Store dysser med grave blev anlagt nær havet så langt nordpå som ved Harstad samt inde i landet i det sydlige Norge; de er karakteristiske for perioden. Motiverne i helleristningerne adskiller sig fra dem, man kender fra stenalderen. Billeder af solen, dyr, træer, våben, skibe og mennesker er stærkt stiliserede og skal formodentlig være fertilitetssymboler med tilknytning til de religiøse forestillinger.
thumb|right|Vikingesværd fra Bergens Museum.
Jernalderen Der er kun få fund fra den tidlige jernalder (de sidste 500 år f.Kr.). De døde blev brændt, og deres grave indeholder kun få gravgenstande. Gennem de første 400 år e.Kr. kom folk i kontakt med det romerskbesatte Gallien. Man har fundet omkring 70 romerske bronzegryder, ofte brugt som urner. Kontakten med mere civiliserede folkeslag mod syd gav kendskab til runer, og de ældste kendte runeinskriptioner stammer fra det 3. århundrede. På den tid øgedes det beboede område. Det kan spores ved koordineringen af topografi, arkæologi og stednavne. De ældste enkeltstående navne som "nes", "vik" og "bø" ("næs", "vig" og "gård") er meget gamle og stammer formodentlig fra bronzealderen, mens de ældste sammensatte navne med suffikser som "vin" ("eng") og "heim" ("bosted"), som i Bjorgvin (Bergen) og Saeheim (Seim) stammer fra det første årtusind e.Kr.
Folkevandringstiden Da germanske stammer i det 5. århundrede vandrede sydover, forårsagede deres indfald Romerrigets undergang. Det afspejles i Norge af rige fund som høvdingegrave med fornemme våben og guldgenstande. Forsvarsbefæstninger blev anlagt på stejle klipper. Udgravninger har afsløret stenfundamenter for gårde på 18 til 27 meter i længden – i et enkelt tilfælde hele 46 meter – hvor tagene blev båret af træstolper. Disse huse var hjem, hvor flere generationer og husdyr boede under samme tag. Fra denne periode og senere (år 600-800) kan man spore spirende tendenser til samfundsdannelser. Forsvarsværker kræver samarbejde og lederskab, så dannelsen af småstater af en slags med en forsvars- og administrativ organisering må have eksisteret.
Disse stater havde basis i klaner eller stammer fx hordere fra Hordaland i det vestlige Norge. I det niende århundrede havde hver af disse små stater ting (lokale eller regionale forsamlinger), hvor man forhandlede og afgjorde uenigheder. Disse tingsteder, mange med hørg (altre) lå ofte på de ældste og bedste gårde, ejet af høvdinge eller velhavende bønder. Med de regionale ting kom efterhånden større enheder med forsamlinger af repræsentanter fra flere områder. På denne måde gik udviklingen mod skabelsen af lagtinget (forsamling til forhandling og lovgivning). Gulatinget havde sit tingsted ved Sognefjorden og kan have været centrum for en adelsstyret konføderation langs de vestlige fjorde og øer under navnet Gulatingslag. Tilsvarende var Frostatinget forsamlingen af ledere fra områderne omkring Trondheimsfjorden. Her er der tegn på, at jarlerne fra Lade nær Trondheim har øget Frostatingslaget til at omfatte kystlandet fra Romsdalsfjorden til Lofoten. Der udviklede sig også et lagting omkring Mjøsa mod øst, som fik etableret mødested i Eidsvoll under navnet Eidsivating. Området omkring Oslofjorden, der i perioder var tæt knyttet til Danmark, dannede Borgarting med tingsted ved Sarpsborg.
Vikingetiden thumb|left|Gokstadskibet, Vikingeskibsmuseet, Oslo. thumb|right|Harald Blåtands rige omfattede ikke kun Danmark, men også Viken i det moderne Syd-Norge, der udgjorde den nordligste danske provins thumb|right|Norgesvældets største udstrækning, 1265. Vikingetiden er karakteriseret ved ekspansion og emigration af de vikinger, der var søfolk. Ifølge traditionen samlede Harald Hårfager en række mindre vikingekongeriger i 872 efter slaget i Hafrsfjord i Stavanger, kaldet Rigssamlingen, hvorved han blev den første konge af Norge (dateringen til 872 kan være noget tilfældig, og det reelle år kan meget vel have været kort før 900).Larsen, p. 83 Haralds rige omfattede først og fremmest de sydlige kystområder. Dog var dele af det moderne Syd-Norge, herunder Oslo, del af Danmark. Gennem det meste af vikingetiden i det 8. og 9. århundrede var Viken formentlig kontrolleret af danske konger, som var meget opmærksomme på området, og udgjorde den nordligste danske provins. I slutningen af vikingetiden blev området en del af Norge. Den første norske konge til at tage kontrol over Viken kan have været Olav Tryggvason (norsk konge ca. 995–1000), men danske konger fortsatte med at gøre krav på Viken indtil kong Valdemar Sejr (død 1241).