thumb|Bodiam Castle i East Sussex, England blev opført i 1385.
En borg er en type befæstet struktur, som blev bygget i middelalderen primært af adelen eller kongehuset samt af ridderordener. Forskere betragter normalt en borg som en privat befæstet bolig for en herre eller adelsmand. Dette adskiller sig fra en herregård, et palads eller en villa, hvis formål udelukkende var til fornøjelse (eng. pleasance) og som ikke primært var forsvarsværker, selvom de godt kan være befæstede. Brugen af begrebet har varieret over tid og er nogle gange også blevet anvendt om strukturer som voldsteder og hjem fra 1800- og 1900-tallet, der var bygget til at ligne borge. I løbet af middelalderen, hvor egentlige borge blev bygget, antog de mange forskellige former og egenskaber, selvom nogle, såsom ringmure, skydeskår og faldgitter, var almindelige.
Borge i europæisk stil opstod i 800- og 900-tallet efter Det Carolingske Rige fald, hvilket førte til, at dets territorium blev opdelt mellem individuelle hertuger og fyrster. Disse adelige byggede borge for at kontrollere det omkringliggende område, og borgene fungerede både offensivt og defensivt: de udgjorde en base, hvorfra man kunne iværksætte plyndringstogter, samtidig med at de tilbød beskyttelse mod fjender. Selvom deres militære oprindelse ofte fremhæves i borgforskning, fungerede disse bygninger også som administrative centre og magtsymboler. Borge i byområder blev brugt til at kontrollere den lokale befolkning og vigtige færdselsårer, mens borge på landet ofte var placeret nær elementer, der var afgørende for lokalsamfundets liv, såsom møller, frugtbar jord eller en vandkilde.
Mange nordvesteuropæiske borge blev oprindeligt bygget af jord og træ, men fik senere deres forsvar udskiftet med sten. Tidlige borge udnyttede ofte naturlige forsvarsmekanismer og manglede træk som tårne og skydeskår, og de var i stedet afhængige af et centralt keep. I slutningen af 1100-tallet og 1200-tallet opstod en mere videnskabelig tilgang til borgforsvar. Dette førte til en udbredelse af tårne med fokus på flankerende beskydning. Mange nye borge fik en polygonal udformning eller benyttede koncentrisk forsvar – flere forsvarslag indeni hinanden, som alle kunne fungere samtidig og dermed maksimere borgens ildkraft. Disse ændringer i forsvarsarkitektur er blevet tilskrevet en blanding af borgteknologi fra korstogene, såsom koncentriske befæstninger, og inspiration fra tidligere forsvarsværker, såsom romerske forter. Ikke alle elementer i borgarkitekturen var dog militære; nogle, som fx voldgrave, udviklede sig fra deres oprindelige forsvarsformål til at blive symboler på magt. Nogle storslåede borge havde lange, snoede indgange, der var designet til at imponere og dominere landskabet.
Selvom krudtet blev introduceret i Europa i 1300-tallet, havde det ikke nogen væsentlig indflydelse på borgbyggeri før 1400-tallet, hvor artilleri blev kraftigt nok til at gennembryde stenmure. Borge blev stadig opført helt ind i 1500-tallet, men nye teknikker til at modstå forbedret kanonild gjorde dem ukomfortable og uønskede som boliger. Som følge heraf gik egentlige borge af mode og blev erstattet af artilleribefæstninger som stjernefæstninger, der ikke havde nogen civil administrativ funktion, og af châteauer eller landsteder, som ikke var til at forsvare. Fra 1700-tallet og fremvoksede en ny interesse for borge med opførelsen af kunstige borge som led i en romantisk genoplivning af gotisk arkitektur, men de havde ikke nogen militær funktion.
Definition
Etymologi
Det engelske ord for "borg"; Castle stammer fra det latinske ord castellum, som er en diminutiv form af ordet castrum, der betyder "befæstet sted". Det oldengelske castel, occitansk castel eller chastel, franske château, spanske castillo, portugisiske castelo, italienske castello og en række ord i andre sprog stammer, heriblandt det danske kastel også fra castellum. Ordet castle blev introduceret i engelsk kort før den normanniske erobring i 1066 for at betegne denne type bygning, som dengang var ny i England.
Definerende karakteristika thumb|Det normanniske White Tower, keepet på Tower of London, med udsigt over Themsen. Det eksemplificerer alle slags brug af en borg, inklusive forsvar af en by, bopæl og tilflugtssted i krisetider.
I sin simpleste form er den definition af en borg, som accepteres blandt akademikere, "en privat befæstet bolig". Dette adskiller sig fra tidligere befæstninger som de angelsaksiske burher og byer med bymure såsom Konstantinopel og Antiokia i Mellemøsten; borge var ikke fælles forsvarsværker, men blev bygget og ejet af lokale feudale herrer, enten til sig selv eller til deres monark. Feudalisme var forbindelsen mellem en herre og hans vasal, hvor herren som modydelse for militærtjeneste og forventet loyalitet gav vasalen jord. I slutningen af 1900-tallet opstod en tendens til at præcisere definitionen af en borg ved at inkludere kriteriet om feudalt ejerskab og dermed knytte borge til middelalderen; dog afspejler dette ikke nødvendigvis den terminologi, der blev anvendt i middelalderen. Under det første korstog (1096–1099) stødte de frankiske hære på murede bosættelser og forter, som de uden skelnen kaldte borge, selvom disse ikke ville blive betragtet som sådanne efter moderne definition.
thumb|Windsor Castle i England blev grundlagt som en befæstning under den normanniske erobring af England og var en af dronning Elizabeth 2.'s vigtigste officielle residenser under hendes regeringstid.
Borge tjente en række formål, hvoraf de vigtigste var militære, administrative og huslige. Ud over at være forsvarsanlæg fungerede borge også som offensive værktøjer, der kunne anvendes som base for operationer i fjendtligt territorium. Borge blev opført af de normanniske erobrere i England både med henblik på forsvar og for at pacificere befolkningen. Efterhånden som Vilhelm Erobreren rykkede frem gennem England, befæstede han nøglepositioner for at sikre det land, han havde erobret. Mellem 1066 og 1087 grundlagde han 36 borge, såsom Warwick Castle, som han brugte til at beskytte mod oprør i Midtengland.
thumb|Den middelalderlige Vidinborg bygget i 800-tallet ved bredden af Donau i den gamle hovedstad Vidin.
Mod slutningen af middelalderen begyndte borge at miste deres militære betydning på grund af fremkomsten af kraftige kanoner og permanente artilleribefæstninger; som følge heraf blev borge i stigende grad brugt som boliger og symboler på magt. En borg kunne fungere både som fæstning og fængsel, men var også et sted, hvor en ridder eller herre kunne underholde sine ligemænd. Med tiden blev udseendet og størrelsen af borgen vigtigere, idet det begyndte at afspejle ejerens prestige og status. Komfortable hjem blev ofte indrettet inden for de befæstede mure. Selvom borge fortsat tilbød beskyttelse mod mindre mængder vold i senere perioder, blev de til sidst erstattet af herregårde som højstatusresidenser.
Terminologi thumb|Castelo de São Jorge i Lissabon, Portugal, med en stenbro over voldgraven.
Borg anvendes nogle gange som en samlebetegnelse for alle typer befæstninger og er derfor blevet misbrugt i teknisk forstand. Et eksempel på dette er Maiden Castle, som trods navnet er et jernalder-bakkefort med en helt anden oprindelse og funktion.
Selvom borg ikke er blevet en generel betegnelse for en herregård (som château på fransk og Schloss på tysk), indeholder mange herregårde ordet borg i deres navn, selvom de har få eller ingen arkitektoniske karakteristika heraf, som regel fordi ejerne ønskede at bevare en forbindelse til fortiden og betragtede ordet borg som et maskulint udtryk for deres magt. I forskningen accepteres borgen, som defineret ovenfor, generelt som et sammenhængende begreb, der opstod i Europa og senere spredte sig til dele af Mellemøsten, hvor de blev introduceret af europæiske korsfarere. Denne sammenhængende gruppe havde en fælles oprindelse, forholdt sig til en bestemt form for krigsførelse og udvekslede gensidige påvirkninger.
I forskellige dele af verden fandtes der analoge strukturer, som delte træk med befæstninger og andre definerende karakteristika forbundet med borgbegrebet, selvom de opstod i forskellige perioder og under forskellige omstændigheder og udviklede sig under indflydelse af forskellige faktorer. For eksempel havde shiro i Japan – beskrevet som borge af historikeren Stephen Turnbull – "en fuldstændig anderledes udviklingshistorie, blev bygget på en helt anden måde og var designet til at modstå angreb af en helt anden karakter". Hvor europæiske borge bygget fra slutningen af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet generelt var af sten, var shiro hovedsageligt trækonstruktioner helt frem til 1500-tallet.
I 1500-tallet, da japansk og europæisk kultur mødtes, var befæstningsteknikken i Europa kommet videre end borge og benyttede innovationer såsom den italienske trace italienne og stjerneforter.
Almindelige træk Motte
thumb|Træpalisader på toppen af motter blev ofte erstattet med mure af sten på et senere tidspunkt, her set på Château de Gisors i Frankrig.
En motte var en jordhøj med flad top. Den var ofte kunstig, men kunne nogle gange inkorporere et allerede eksisterende landskabselement. Udgravningen af jord til at danne højen efterlod en grøft omkring motten, kaldet en voldgrav (som kunne være enten våd eller tør). Selvom motten ofte forbindes med en bailey og tilsammen danner en motte-and-bailey-borg, var dette ikke altid tilfældet, og der findes eksempler på motter, der eksisterede alene.
"Motte" henviser udelukkende til højen, men den var ofte kronet af en befæstet struktur, såsom et keep, og den flade top ville være omgivet af en palisade. Det var almindeligt, at man nåede motten via en vindebro, som det ses i Bayeux-tapetets skildring af Château de Dinan. Nogle gange lå en motte over en ældre borg eller hal, hvis rum blev til underjordiske opbevaringsrum og fængsler under et nyt keep.
Bailey En bailey var en befæstet indhegning. Det var et almindeligt træk ved borge, og de fleste havde mindst én. Keepet på toppen af motten var residens for den person, der havde kommandoen over borgen, samt et sidste forsvarsværn, mens baileyen var hjem for resten af herrens husholdning og gav dem beskyttelse og indeholdt økonomibygninger. Kasernerne for garnisonen, stalde, værksteder og lagerbygninger fandtes ofte i baileyen. Vand blev leveret fra en brønd eller en cisterne. Med tiden flyttede fokus for beboelse af høj status fra keepet til baileyen; dette førte til etableringen af endnu en bailey, som adskilte bygninger af høj status – såsom herskabets gemakker og kapellet – fra de daglige faciliteter såsom værksteder og kaserner.
Fra slutningen af 100-tallet opstod en tendens blandt riddere til at flytte ud af de små huse, de tidligere havde boet i inden for baileyen, og i stedet bo i befæstede huse på landet. Selvom baileyen ofte forbindes med motte-and-bailey-typen af borge, kunne baileyer også forekomme som uafhængige forsvarsstrukturer. Disse simple befæstninger kaldtes ringværker. Enceinten var borgens primære forsvarsmur, og begreberne "bailey" og "enceinte" er nært forbundet. En borg kunne have flere baileyer, men kun én enceinte. Borge uden keep, som udelukkende baserede deres forsvar på de ydre volde, kaldes nogle gange enceinte-borge; disse var den tidligste form for borge, før keepet blev introduceret i 900-tallet.
Keep
thumb|Keepet på Château de Vincennes nær Paris bagved borgens ringmur. Borgen indeholder flere elementer fra borgarkitektur; en portbygning og hjørnetårne.