Det Osmanniske Rige eller Osmannerriget var et stort tyrkisk rige grundlagt af Osman 1. i 1299. Det bestod til 1. november 1922, hvor sultan-embedet blev afskaffet. Styreformen var monarkisk med en kejser som statsoverhoved, og der blev talt osmannisk-tyrkisk. Statsreligionen var sunniislam. Riget bredte sig over den vestlige del af Asien, den sydøstlige del af Europa og Nordafrika. Efter belejringen og erobringen af Konstantinopel år 1453 erstattede det Osmanniske Rige det Byzantinske rige som hersker over Balkan og Anatolien.
I 1500-tallet nåede det Osmanniske Rige et højdepunkt under sultan Süleyman 1. (den Store), men nåede sin største udstrækning i 1683, hvor det strakte sig fra omegnen af Wien over Mellemøsten til Iran og den Arabiske halvø og omfattede det meste af Nordafrika. Riget havde da omkring 40 millioner indbyggere.
Under 1. verdenskrig var det Osmanniske Rige på Centralmagternes side og blev besejret, og sultanen underskrev Freden i Sèvres i 1920. Freden betød bl.a. uafhængighed for Armenien, afståelsen af Kilikien til Frankrig og bl.a. byen Smyrna (det nuværende Izmir) til Grækenland. Dette nægtede nationalistiske kredse under ledelse af Mustafa Kemal (den senere Kemal Atatürk) at acceptere og oprettede en rivaliserende regering i Ankara midt i Anatolien og fjernt fra sultanens hovedstad Istanbul. Soldater loyale over for den nationalistiske oprørsregering i Ankara angreb Armenien, de franske tropper i Kilikien og til sidst den græske hær. Efter sejren i krigen mod Grækenland indgik Mustafa Kemal Lausanne-freden, som gav Tyrkiet omtrent dets nuværende grænser (den nuværende grænse blev opnået ved Tyrkiets indlemmelse af byen Hatay, der var en del af det franske Syrien umiddelbart inden 2. verdenskrig). Kemal Atatürk oprettede den tyrkiske republik den 29. oktober 1923, blev valgt til præsident og nedlagde dermed det Osmanniske Rige.
Den Høje Port
thumb|left|Osmanniske styrker i Aleppo i Syrien under 1. verdenskrig.Den Høje Port (eller Porten) var en betegnelse for regeringen i Konstantinopel. Navnet stammer fra den gamle skik, at fyrsten siddende i paladsporten afsagde domme og gav love og påbud. Sultan Orhan skal have været den første, som kaldte sit palads i Bursa "Den Høje Port".
I Konstantinopel brugtes betegnelsen både billedligt om regeringen og om (porten til) regeringsbygningen.
Det Osmanniske Rige havde stor indflydelse på den vestlige politik, da alle handelsruter til Vesten som transporten af krydderier skulle gennem det Osmanniske Rige. Osmanniske blokader førte til, at Europa fandt nye veje til Fjernøsten efter disse varer. Det fik indflydelse på det Osmanniske Riges økonomi, der i forvejen var belastet af et enormt militærapparat med konstante og dyre krige og ekspansionsforsøg.
Rigets udviklingshistorie I tiden omkring år 550 er betegnelsen tyrker første gang nævnt i kinesiske kilder. Disse tyrker var nomader, som levede omkring Orkkon-dalen ved den sydlige ende af Bajkalsøen og omkring Altai-bjergene. Nomaderne var forfædre til de mægtige osmanner, som fik magten over en fjerdedel af Europa i 1500-tallet. Osmannerstaten bestod fra 1281 til 1923.
Fremvækst (1281-1444)
Det osmanniske Riges historie begyndte med Ertogrul ibn Suleiman (1231—96), der som rytterhøvding trådte i tjeneste hos den seldsjukiske sultan Aladdin af Konja, og af ham blev forlenet med en landstrækning i det nordvestlige Lilleasien, umiddelbart ved grænsen af det Byzantinske Rige, på hvis bekostning den snart skulle udvikle sig. Efter Aladdins død antog Ertogruls søn og efterfølger Osman (1296—1326) selv titlen af sultan; han betragtes derfor som dynastiets stifter, og efter ham fik den tyrkiske stamme, der fulgte ham, og som ved det seldsjukiske riges fald nu kom i forgrunden, navnet osmanner. Osmans søn Orchan (1326—59) gjorde Bursa til det nydannede riges hovedstad. Den "higen mod vest", som fra første færd gjorde sig gældende, drev allerede under Orchan hans krigere over Dardanellerne, og hans søn Murad 1. (1359—89) tog Adrianopel til hovedstad; dermed var den jernring lagt om det byzantinske riges rester, som i den følgende tid trak sig snævrere og snævrere sammen, indtil kun selve Konstantinopel var tilbage. De ældre osmanniske sultaner var lige til Suleiman 2. (død 1566) uden undtagelse dygtige og energiske mænd, og det er ikke mindst denne sjældne blomstring af dynastiet, der forårsagede imperiets fremgang. Sultanernes erobringspolitik dikteredes dels af politiske grunde, idet herredømmet over Konstantinopel og hele det østlige Middelhav her var endemålet, dels af religiøse: de osmanniske tyrker var fra første færd ivrige og ortodokse sunni-muslimer, for hvem udbredelsen af Islam med sværdet var statsmagtens naturlige opgave. Takket være nationens militære egenskaber og dens udmærkede militære organisation blev den på en tid, da Europa ikke kendte stående hære, hurtig en vældig magt, men dens forholdsvise fåtallighed bevirkede, at den i længden måtte komme til at forløfte sig på den historiske opgave at være en stormagt; osmannerne kunne erobre, men de kunne ikke tilegne sig det erobrede. I slavisk tilslutning til de gamle persiske statsprincipper, som de tog i arv, lod de de undertvungne folkeslag leve deres eget liv, når de blot betalte den pålagte skat, og dermed var det givet, at i samme øjeblik, som de besejrede vågnede til national bevidsthed, måtte den med blod og jern opførte statsbygning styrte sammen; det var dette trinvise sammenbrud, man i det 19. og 20. århundrede blev vidner til.
Allerede Orchan ydede et vigtigt bidrag til den militære organisation; under ham oprettedes efter anvisning af Chalil Djendereli det berømte janitsharkorps, der oprindeligt rekrutteredes af kristne krigsfangne børn, som opdroges i en barsk og ensidig fanatisme. Janitsharerne, der opviste den første begyndelse til en egentlig uniform, var organiserede som en familie; derfra stammer de ejendommelige officersbetegnelser tschorbadjy (suppeuddeler), esdji-baschy (overkok) og så videre. Hvad fanen er for andre soldater, var for janitsharafdelingen deres gryde; den blev båret med i slaget og måtte ikke gå tabt; i fredstid stod gryderne senere opstillede på alarmpladsen Et-meidan. Janitsharerne var fodfolk, mens tyrkerne hidtil, ihukommende deres nomadiske herkomst, hovedsagelig havde kæmpet som ryttere; det var dette fodfolk, der ved sin ensartede bevæbning med meget lange lanser og faste sammenslutning gjorde det af med de europæiske ridderskarer. Janitsharerne lønnedes med len og havde mange fordele; derfor søgte mange i senere tid optagelse i korpset uden at gøre aktiv tjeneste. Tradition og instinkt gjorde dem konservative i ordets sletteste forstand; de blev efterhånden en prætorianergarde, der skinsygt vågede over sine særrettigheder, og som altid var mere villig til oprør end til krig og mere farlig for sultanen end for hans ydre fjender.
Murad overvandt serberne 1389, men blev efter slaget myrdet af en serber. Hans søn Bajesid 1. (med tilnavnet Jildirim (Lynet) 1389—1402) udvidede riget både mod vest og øst, men stødte her sammen med mongolfyrsten Timur. Osmanneren undervurderede sin kloge og forsigtige modstander og mistede i slaget ved Angora 1402 både rige og frihed. Den af Timur skabte magt var imidlertid udelukkende knyttet til hans person, og da han snart efter døde, blev nederlaget uden følge for tyrkerne. Farligere derimod blev den følgende tids tronstridigheder mellem Bajesids tre sønner; til sidst lykkedes det dog den ene, Muhammed 1. (1413—21), atter at samle hele riget på en hånd. Hans søn Murad 2. (1421—51) kæmpede med vekslende held på rigets vestgrænse; dog lykkedes det ved sejren ved Varna 1444 at sikre Donau-linjen, og samtidig var hele den græske halvø blevet undertvunget.
Stabilisering af storriget (1444-1683)
thumb|Det osmanniske riges vækst frem til 1683. thumb|Süleyman den Prægtiges janitsharer og de forsvarende malteserriddere under Belejringen af Rhodos i 1522. Hans søn, Mehmed 2. (1451—81), en af hele dette dynastis mest glimrende skikkelser, gjorde ende på det byzantinske rige ved erobringen af Konstantinopel 29. maj 1453. Bajesid 2. (1481-1512) var optaget af dynastiske stridigheder; hans broder var den romantiske prins Djem, der en tid opholdt sig som en slags gidsel ved pave Alexander 6.s hof og døde her forgiftet.
Men under Bajesids yngste søn, Selim 1. (1512—20), tog erobringerne fart; han besejrede perserne og undertvang Ægypten og de hellige byer Mekka og Medina, hvorfor han blev anerkendt som kalif, de troendes behersker, hvilken værdighed der lige til 1923 har tilhørt dynastiet Osman. Dette er i strid med en tradition fra profeten, ifølge hvilken det gejstlige førerskab altid skal være hos familien Kurajsch, altså hos en araber, men de tyrkiske statsretslærere har herimod hævdet, at da protektoratet over Islam de facto var hos den osmanniske sultan, var det også de jure hans, og denne praktiske fortolkning vandt almindelig hævd. Så længe sultanen havde stor verdslig magt, trådte kalifværdigheden i skyggen; først sultan Abd-ul-Hamid 2. søgte at genopfriske den halvglemte tradition om sultanen som kalif at finde nye magtmidler.
Selim efterfulgtes af sin søn, Suleiman 2., med tilnavnet den store eller Lovgiveren (1520—66). Under ham nåede riget udadtil sin største magt, men idet dynastiets skæbne gik over vinkelspidsen, sporedes allerede de første spirer til de senere tiders forfald. Når Suleiman i historien stod som dynastiets mest glimrende skikkelse, hidrørte glansen nok så meget fra de foregående slægtleds virksomhed som fra hans egen tids; han samlede i sit navn som i en sum alt, hvad der allerede var opnået. Men den frygtelige kræftskade, der i den følgende tid stadig mere skulle hjemsøge dynastiet og dermed også nationen, nemlig de blodige harems-intriger, begyndte allerede nu at vise sig. Suleiman lod på en favorits anstiftelse sin ældste søn dræbe, for at hendes uduelige søn kunne blive tronfølger. Efter den osmanniske tronfølgelov arvede nemlig bestandig den ældste i slægten; en yngre søns tronbestigelse kunne således kun sikres ved, at de ældre brødre ryddedes af vejen. Udadtil fortsatte Suleiman med held den tidligere erobringspolitik; i 1521 indtog han Belgrad, der med ganske korte afbrydelser i tre århundreder blev rigets faste hjørnesten mod nordvest, det følgende år fordrev han johanniterridderne fra Rhodos, og 1529 kunne hans sejrkronede hær plante fanerne foran Wiens mure. Belejringen heraf måtte han opgive; men det lykkedes dog at indlemme det halve Ungarn i riget. Også over for venetianerne var han heldig, og Tyrkiet udviklede sig til en stærk sømagt. 1566 døde den gamle kriger foran den ungarske borg Szigeth, der forsvaredes af den tapre Zriny. Storvesiren, Muhammed Sokolly, opgav efter Szigeths fald togets fortsættelse; nu og i den følgende tid blev det ikke dynastiets vanslægtede medlemmer, men storvesirerne, som blev de egentlige herrer.