Fransk Vestafrika (fransk: Afrique occidentale française, forkortet AOF) var et forbund af otte franske kolonier i Vestafrika. Føderationen bestod af: Mauretanien, Senegambia og Niger (nu Senegal (og Gambia) samt Niger), Fransk Sudan (nu Mali), Fransk Guinea (nu Guinea), Elfenbenskysten, Øvre Volta (nu Burkina Faso) og Dahomey (nu Benin)Neveu—Lemaire (1921), s. 132
thumb|300px|right|Kort over de syv kolonier i AOF 1936. Den ottende koloni, Øvre Volta var på daværende tidspunkt opdelt mellem sine naboområder. Fransk Sudan rummede den gang et stort område, der siden blev sammensluttet med Mauritanien.
Fransk Vestafrika var den største af de franske besiddelser i Afrika mellem 1895 og 1958. Området begrænsedes mod nord af Sahara, der adskilte den fra de franske besiddelser i Nordafrika Tunis, Algier og Marokko og fra den spanske besiddelse Rio de Oro, mod vest af Atlanterhavet, mod syd af Guinea-bugten og den engelske besiddelse Nigeria og mod øst af kolonien Tchad, der hørte til Fransk Afrika omkring ækvator.
Denne umådelige landstrækning, hvis areal var 4 millioner km², var 7 gange større end Frankrig, og den havde ca. 12 millioner indbyggere.
Etymologi
Benævnelsen Fransk Vestafrika blev skabt ved dekret af 16. juni 1895 for det generalguvernement, som omfattede de daværende områder Senegal, Fransk Sudan og Fransk Guinea.
Historisk udvikling
Fransk Vestafrika omfattede både en af Frankrigs ældste kolonier, nemlig Senegal, og en af dets nyere erhvervelser, nemlig Mauritanien, hvis erobring knapt nok var tilendebragt efter 1. verdenskrig.Neveu-Lemaire (1921), s. 201
Tidlige handelskolonier
Allerede i det 14. århundrede havde franske søfarere fra Dieppe, La Rochelle og Bayonne konkurreret med portugisere om æren og fordelen ved at foretage opdagelsesrejser langs den da næsten ukendte afrikanske vestkyst. De oprettede en række handelsstationer på strækningen fra Cap Vert til Guinea-bugten og tilbyttede sig her eftertragtede varer som gummi, peber, indigo, virak, guld og elfenben fra de indfødte mod genstande, som det selv anså var af ringe værdi. Hundredårskrigen og de franske borgerkrige standsede imidlertid Normandiets virksomhed, der allerede var blevet indledt i 1488 af Jean de Bethencourt med opdagelsen af de kanariske øer. Portugiserne og hollænderne kunne der efter overtage de forladte handelsstationer og fortsætte handelen med fremgang. Først i det 16. århundrede begyndte franskmændene atter at optræde i Vestafrika: i 1582 oprettede et firma fra Rouen en fabrik på en lille ø i Senegals munding, og denne fabrik skulle blive grundlaget for byen St. Louis. I 1626 blev selskabet officielt anerkendt af Richelieu, idet han som led i at sikre Frankrig overmagten til søs tildelte selskabet en række privilegier.
International kappestrid om Vestafrika
I 1600- og 1700-tallet blev den afrikanske vestkyst frem til Guinea-bugten mål for en livlig aktivitet fra en række forskellige europæiske magters side, og fra 1664 til 1694 måtte en række franske direktører for nydannede selskaber derfor kæmpe mod hollænderne, der midlertidigt havde etableret sig i Argouin og Gorée, mod englænderne, der havde etableret sig i Gambia, mod Preussen på "Guldkysten", hvortil den store kurfyrste Frederik Wilhelm havde sendt en flåde, som lod oprette havnen Frederiksborg og endelig mod Danmark, hvis konge Christian 4. i begyndelsen af det 17. århundrede sendte en ekspedition til Guinea og her lod oprette en danske koloni.
I 1697 overtog Anpré Brue ledelsen af et af de franske selskaber. Han var en dygtig administrator og formåede at etablere en forbindelse med de indfødtes høvdinge, at forsyne de to fæstninger ved Gorée med våben og proviant, at arbejde for kongeriget Gayors underlæggelse og at tilintetgøre den hollandske indflydelse i Øvre-Senegal. Han boede i Afrika til 1723, og i løbet af hans embedstid kom landet fra Argouin til Senegal og fra Senegal til "Sydens Riviera" under fransk indflydelse. Den 15. januar 1717 underskrev André Brue en traktat med Trotza-kongen Eli Ghandora, hvori bekræftedes, at Portendik var fransk besiddelse. Brue var ikke kun administrator, han var tillige videnskabsmand, og han blev den første, der skrev en fuldstændig beskrivelse af Senegal og et samlet underbygget værk om landets indfødte, dets dyreliv og plantevækst.
I året 1773 underskrev Abbed Demanet en ny traktat med de uafhængige fyrster i Arguin, Portendik og langs kysten fra Kap Blanco til Barbaric for at sikre de franske besiddelser.
Kolonierne på skiftende hænder
Det 18. århundrede var en relativt stille tid uden nævneværdige begivenheder i Senegal, men under 7-årskrigen lykkedes det englænderne at erobre Gorée og St. Louis. Ved Pariser-traktaten i 1763 blev Gorée imidlertid givet tilbage til Frankrig, og ved Versailles-traktaten af 1783 kom Frankrig atter i besiddelse af alle sine kolonier. Fire år senere, i 1787, afstod Demel de Caver halvøen Cap Vert og det omliggende land, herunder Dakar, til franskmændene, og fra denne tid af blev den opvoksende koloni administreret af en guvernør, der blev udnævnt at kongen. Under revolutionen og kejserrigets krige blev Senegal atter erobret af englænderne, men ved Pariser-traktaten af 1815 kom det endegyldigt under fransk herredømme. Indtil midten af det 19. århundrede bestod besiddelsen Senegal imidlertid reelt kun af nogle få handelsstationer ved den nedre flod.Neveu-Lemaire (1921), s. 201f
"Méduse"-affæren
I 1815-16 indtraf en begivenhed, som vakte en del opmærksomhed især i Frankrig: "Méduse" var et skib, der blev udsendt af den franske regering ("Restaurationen" fra 1815—1830) for atter at tage kolonien Senegal, der blev tilbagegivet Frankrig ved traktaterne af 1815, i besiddelse. I året 1816 led skibet skibbrud men en del af de skibbrudne fra "Meduse" nåede i land ved Kap Timiris. Ved at følge langs kysten nåede de St. Louis, men disse ulykkelige folk fik kun ringe kendskab til de egne, de gennemstrejfede og led en krank skæbne. Senere, på grund af en tilfældig kaptajns udygtighed strandede skibet på Arguins rev, og de skibbrudne søgte tilflugt på en tømmerflåde, som efter 12 dages forløb blev opdaget af briggen "Argus", der optog den døende besætning. Dette forlis, der den gang vakte så stort røre, inspirerede Géricault til denne store kunstners mesterværk, der kom på "Louvre" i Paris.
Faidherbes tiltag
I 1850 foreslog det franske marineministerium at gennemføre en del reformer efter de af kaptajn Bonet-Willaumez foreslåede planer, og gennemførelsen af disse reformer blev overladt til den daværende kommandant Génie Faidherbe. Faidherbe var allerede populær i kolonien, idet han havde forstået at gøre sig vellidt ved sit retsind og sit særlige kendskab til de indfødte. Først lod han ophæve den skat eller afgift, som maurerne hidtil havde forlangt af de forretninger, der blev afsluttet med dem. Dernæst fik han bragt en afslutning på de strejftog, som maurerne på Senegals højre bred indtil da havde gjort mod den sorte befolkning på venstre bred. I 1855 grundlagde han Medina på det sted ved Senegal, hvor floden ophører at være sejlbar, idet han havde indset, at fabrikkerne i Senegambia ingen fremtid havde for sig, hvis de ikke stod i forbindelse med Niger. Disse tiltag stødte på megen modstand hos de muhamedanske og fanatiske Toucouleursc, hvis høvding Omar, kaldet "El Hadj" (navnet betyder "Pilgrimmen" og henviser til, at han havde været i Mekka) havde grundlagt et mægtigt kejserrige ved bredden af Niger. El Hadj havde hørt tale om emiren Abd-el-Kader og hans sejre, og ville efterligne ham.Neveu-Lemaire (1921), s. 202
I begyndelsen af 1856 belejrede El Hadj derfor den nyligt oprettede station Medina, der imidlertid blev ihærdigt forsvaret af mulatten Paul Holl. Faidherbe kom ham til undsætning, og El Hadj måtte trække sig tilbage. Det er Faidherbe, der har ansvaret for Senegals daværende administrative organisation. Han lod oprette de senegalske skytter, bygge kaserner og skoler, bygge broer og anlægge veje. Han lod også flere forskere foretage rejser til det indre af landet, henimod Niger. De betydeligste af disse var løjtnant Mage og doktor Quintin, der blev sendt som ambassadører til El Hadj, men denne lod dem holde i fangenskab fra 1860—1862 i Ségon-Sikoro ved Niger.
De franske besiddelser udvides
Da krigen i 1870 udbrød, vendte Faidherbe tilbage til Frankrig og hans pionerarbejde blev derved afbrudt og først genoptaget i 1880 af oberst Briére de l'Isle. Franskmændene havde på dette tidspunkt to uforsonlige fjender at bekæmpe, dels El Hadjs søn "Ahmadon" i Mellem-Niger dels en mægtig negerhøvding, "Samory", i Nedre-Niger. Omkring 1880 mente Soleillet, der var nået til Ségon, at det ville være muligt at bygge en jernbane mellem Senegal og Niger, og guvernør Briéere de l'Isle overdrog kaptajn Galliéni at fastlægge den foreløbige jernbanelinje og afslutte overenskomster med de indfødte høvdinge. Galliéni og hans mænd, der var udsendt til Ségon-Sikoro, blev imidlertid tilbageholdte i 10 måneder af Ahmadon, og vendte først tilbage i 1881. Samme år sejlede oberstløjtnant Borguis-Desbordes op ad Nigeren til Samory. Han havde imidlertid ikke tilstrækkelige styrker til at kunne angribe negerhøvdingen, men det følgende år fik han presset ham tilbage hinsides Nigeren og i 1883 indledte han etableringen af fæstningen Bamako. Samory bad der efter om våbenstilstand. Denne blev imidlertid kun kortvarig, og Berlin-Konferencen af 15. februar 1885 anerkendte Frankrigs rettigheder over Øvre-Niger.
Fra 1890 indledte Frankrig en række felttog, hvorved dets virkefelt blev udvidet. Som følge af, at Ahrnadou havde grebet til våben, besluttede kommandant Archinard sig til at tilintetgøre hans magt. I et første felttog erobrede han hovedstaden i det oprørske Segou-Sikoro og i et andet felttog trængte han ind i Nioro den 1. januar 1891, hvorved Ahmadou måtte flygte til Macina. Derefter vendte han sig mod Samory og erobrede Diena, Kinian, Kankan og Bissandugu. Senere blev Samory energisk forfulgt af oberstløjtnant Humbert, uden at det dog lykkedes at få bugt med ham, men han blev med sine tropper presset tilbage mod Elfenbenskystens "bagland". År 1893 genoptog Archinard kampen mod Ahmadou, der på det tidspunkt var blevet sultan i Macina; dette felttog var så vellykket, at Ahmadous muslimske kejserdømme brød sammen. Archinard havde således standset Samorys fremgang, Trentinian forberedte hans tilintetgørelse, men Kaptajn Gouraud har - sammen med løjtnanterne Mangin (senere general Mangin) og Jacques - æren af at have taget ham til fange i Guélémon den 29. september 1898. Samory blev ført som fange til fransk Congo, hvor han døde den 2. juni 1900. Med Samory forsvandt også den sidste forhindring for franskmændenes besættelse af Øvre-Senegal og Niger.Neveu-Lemaire (1921), s. 219
Gennem et felttog, der lededes af oberstløjtnant Bonnier, lykkedes det tillige franskmændene, den 12. december 1893, at komme i besiddelse af Timbuktu. Den 14. januar 1894 kunne Bonnier med sine tropper trænge ind i selve byen, men to dage senere blev han, sammen med sin eskorte, myrdet i lejren ved Gundam. Daværende oberstløjtnant Joffre (senere marskal Joffre), der ankom en måned senere, reddede resten af besætningen og sikrede sig herredømmet over Timbuktu.
Ved de rejser, der blev foretaget, dels i 1894 af kaptajn Touté, som sejlede op ad en stor del af Niger, dels i 1895-1896 af marinekaptajn Hourst, der i en dampchalup sejlede ned ad Niger fra Bammako til Boussa — en strækning på 2.000 km — fik franskmændene tillige et nøje kendskab til så godt som hele Niger.