Slaget ved Cold Harbor var det afsluttende slag i generalløjtnant Ulysses S. Grants Overland kampagne i 1864 under den amerikanske borgerkrig. Det huskes som et af de mest blodige og ensidige slag i Amerikas militærhistorie. Tusinder af unionssoldater blev dræbt ved håbløse frontalangreb på befæstede sydstatspositioner. I sine erindringer skrev Grant "Jeg har altid fortrudt, at det sidste angreb ved Cold Harbor. Jeg kan sige det samme om angrebet den 22. maj 1863 i Belejringen af Vicksburg. Ved Cold Harbor blev der ikke opnået nogen som helst fordel, som kunne kompensere for de store tab, vi led."
Placering Slaget blev udkæmpet i det centrale Virginia i samme område som Slaget ved Gaines' Mill under Syvdagesslaget i 1862. Der er nogen, som omtaler det som det Første slag ved Cold Harbor og slaget i 1864 som Andet slag ved Cold Harbor. Soldater blev urolige over at finde skeletdele fra det første slag, mens de gravede skyttegrave. Trods navnet var Cold Harbor ikke en havneby. Det var to landevejskryds, som var opkaldt efter et hotel i nærheden, (Cold Harbor Tavern, ejet af Isaac Burnett familien), som tilbød husly (harbor), men ikke varme måltider. Old Cold Harbor lå 3 km øst for Gaines' Mill, New Cold Harbor 1½ km mod sydøst. De lå omkring 16 km nordvest for Konføderationens hovedstad Richmond.
Baggrund og involverede styrker thumb|left|General Ulysses S. Grant ved Cold Harbor, fotograferet af Mathew Brady i 1864 Grants Overland kampagne havde været i gang siden den 4. maj 1864. Slaget ved the Wilderness og slaget ved Spotsylvania Court House havde været blodige og var endt uafgjort. Slaget ved North Anna havde været en fælde, som Lee havde opstillet for Grant, men det lykkedes ham at undgå den. Efter hvert af disse store slag havde Grant manøvreret Army of the Potomac, (som formelt var ledet af generalmajor George G. Meade) rundt om Lees højre flanke og var fortsat mod sydøst. Da unionshæren krydsede Pamunkeyfloden, og Lee prøvede at finde ud af, hvad Grants position og hensigt var, indtraf der tre små slag: Slaget ved Haw's Shop, Slaget ved Totopotomoy Creek (Bethesda Church) og Slaget ved Old Church. (Nogle historikere medregner dem som en del af slaget ved Cold Harbor.) Efter slaget ved Old Church stod det klart for Lee, at unionskavaleriet var interesseret i vejkrydsene ved Old Cold Harbor, som gav adgang til et netværk af veje, som ville give nem adgang til Richmond og Lees bagland.
Lee blev gjort opmærksom på, at der var forstærkninger på vej til Grant fra Bermuda Hundred. De 16.000 mand i generalmajor William Farrar Smith's XVIII Korps blev trukket tilbage fra generalmajor Benjamin F. Butlers Army of the James på Grants anfordring, og de blev flyttet ned ad James River og op af York floden til Pamunkeyfloden. Hvis Smith rykkede direkte vestpå fra White House Landing til Old Cold Harbor, 5 km sydøst for Bethesda Church og Grants venstre flanke ville den forlængede unionslinie være for langt sydpå til, at den konfødererede hærs højre flanke kunne håndtere den.
Lee kunne også regne med forstærkninger. Præsident Jefferson Davis havde beordret general P.G.T. Beauregard til at sende generalmajor Robert F. Hokes division på over 7.000 mand fra nedenfor James River. Med disse nye tropper og ved at erstatte mange af de tab på 20.000, som han havde haft i kampagnen, lykkedes det Lees Army of Northern Virginia at nå op på 59.000 mand, som stod overfor Meades og Grants 108.000.Eicher, p. 685. Men den skævhed var dog ikke større, end den havde været tidligere, og Grants forstærkninger bestod ofte af nye rekrutter og soldater, som havde betjent de tunge kanoner i de faste artilleristillinger omkring Washington, D.C., som var forholdsvis uerfarne i infanteritaktik, mens de fleste af Lees mænd var veteraner fra stille fronter, og de ville snart stå i imponerende fæstningsværker.
Slaget 31. maj Kavaleristyrkerne, som havde kæmpet ved Old Church, stod fortsat overfor hinanden den 31. maj. Lee sendte en kavaleridivision under generalmajor Fitzhugh Lee af sted for at forstærke brigadegeneral Matthew Butler og sikre sig vejkrydsene ved Old Cold Harbor. Da Unionens brigadegeneral Alfred Thomas Torbert øgede presset på de konfødererede, beordrede Robert E. Lee generalmajor Richard H. Andersons Første Korps til at flytte mod højre fra Totopotomoy Creek og støtte kavaleriet. Den forreste brigade i Hokes division nåede også frem til vejkrydsene og tilsluttede sig Butler og Fitzhugh Lee. Klokken 16 drev Torbert og dele af brigadegeneral David McM. Greggs kavaleridivision de konfødererede væk fra vejkrydsene i Old Cold Harbor og begyndte at grave sig ned. Da flere af Hokes og Andersons mænd strømmede til, blev Unionens leder af kavaleriet generalmajor Philip Sheridan bekymret og beordrede Torbert til at trække sig tilbage i retning af Old Church.
Grant fastholdt sin interesse i Old Cold Harbor og beordrede VI Korps under generalmajor Horatio G. Wright til at rykke i den retning fra hans højre flanke ved Totopotomoy Creek, og han beordrede Sheridan at sikre vejkrydsene for enhver pris. Torbert vendte tilbage kl. 1 om natten og var lettet over at konstatere, at de konfødererede ikke havde opdaget hans tilbagetrækning.
1. juni Robert E. Lees plan for den 1. juni bestod i at benytte sit netop samlede infanteri mod den lille kavaleristyrke ved Old Cold Harbor, men hans underordnede koordinerede det ikke rigtigt. Anderson integrerede ikke Hokes division i sin angrebsplan og efterlod ham med den opfattelse, at han ikke skulle angribe, før første korps' angreb var godt i gang, fordi Unionens forsvarere også var uorganiserede. Wrights VI Korps var ikke rykket ud før midnat og var på en 24 km march. Smiths XVIII Korps var fejlagtigt blevet sendt til New Castle Ferry ved Pamunkey floden, adskillige kilometer borte, og ankom ikke til Old Cold Harbor i tide til at hjælpe Torbert.
Anderson indledte sit angreb med brigaden, som tidligere var under kommando af veteranen brigadegeneral Joseph B. Kershaw, men som nu var under den knap så erfarne politiker fra South Carolina oberst Lawrence M. Keitt. Keitts mærmede sig det forskansede kavaleri under brigadegeneral Wesley Merritt. Bevæbnet med syv-skuds Spencer karabiner præsterede Merritts mænd en kraftig ild, som dødeligt sårede Keitt og ødelagde sammenhængen i hans brigade.Jaynes, p. 152. Hoke fulgte, hvad han troede var sine ordrer, og deltog ikke i angrebet, som hurtigt blev stoppet af Anderson.
Omkring kl. 9 begyndte Wrights forreste elementer at ankomme ved vejkrydset og begyndte at forlænge og forbedre forskansningerne, som var påbegyndt af kavaleristerne. Selv om Grant havde tænkt sig, at Wright skulle angribe, så snart han ankom, var hans mænd udmattede efter deres lange march, og de var usikre om fjendens styrke. Wright besluttede at afvente Smiths ankomst, hvilket skete om eftermiddagen, og XVIII Korps begyndte at forskanse sig til højre for VI Korps. Unionskavaleriet trak sig tilbage mod øst.
Klokken 18.30 begyndte de angreb, som Grant havde beordret til om morgenen. Både Wrights og Smiths korps rykkede fremad. Wrights mænd gjorde ikke store fremskridt syd for vejen til Mechanicsville, som forbandt New og Old Cold Harbor, og faldt tilbage under kraftig beskydning. Nord for vejen mødte brigadegeneral Emory Uptons brigade fra brigadegeneral David Allen Russells division også kraftig beskydning fra brigadegeneral Thomas L. Clingmans brigade, "et tæppe af ild, pludseligy som lyn, rødt som blod og så nær, at det føltes, som om det sved mændenes ansigter"Rhea, Battle of Cold Harbor, p. 38. Selv om Upton prøvede at presse sine mænd fremad, faldt hans brigade tilbage til dens udgangspunkt.
Til højre for Upton fandt brigaden under oberst William S. Truex et hul i den konfødererede linje mellem Clingman og brigadegeneral William T. Woffords brigader gennem en sumpet og kratfyldt slugt. Da Truexs mænd angreb gennem hullet, lod Clingman to regimenter dreje rundt for at møde dem, og Anderson sendte brigadegeneral Eppa Huntons brigade fra sin korpsreserve ind i kampen. Truex blev omringet på tre sider og var tvunget til at trække sig tilbage, selv om hans mænd bragte hundreder af georgiske fanger med sig.
Ved nattens frembrud døde kampen ud. Unionens angreb havde kostet et tab på 2.200 uden nævneværdig gevinst, bortset fra 750 fanger.Jaynes, p. 154. Adskillige generaler, heriblandt Upton og Meade, var rasende på Grant for at beordre et angreb uden ordentlig forudgående rekognoscering.
2. juni Selv om angrebene den 1. juni havde været uden succes, troede Meade at et angreb tidligt på den 2. juni kunne lykkes, hvis han kunne samle tilstrækkeligt store styrker mod et passende punkt. Han og Grant besluttede at angribe Lees højre flanke. Andersons mænd havde været i kraftig kamp der den 1. juni, og det forekom usandsynligt at de havde haft tid til at bygge større forsvarsværker. Og hvis storangrebet lykkedes, kunne Lees højrefløj drives tilbage i Chickahominy floden. Meade beordrede generalmajor Winfield S. Hancock's II Korps til at rykke sydvestpå fra Totopotomoy Creek og indtage en stilling til venstre for venstre del af Wrights VI Korps. Når Hancock var i position, ville Meade angribe på sin venstre fløj fra Old Cold Harbor med tre unionskorps på linje med i alt 31.000 mand: Hancocks II Korps, Wrights VI Korps og Smiths XVIII Korps. Da han var overbevist om, at Lee flyttede tropper fra sin venstre fløj for at befæste sin højre, beordrede Meade Warren og Burnside til at angribe Lees venstre fløj om morgenen – "for enhver pris".
Hancocks mænd marcherede næsten hele natten og ankom for udmattede til at kunne gennemføre et øjeblikkeligt angreb. Grant gik med til at lade mændede hvile og udsatte angrebet til kl. 17 og udsatte det så igen til kl. 4.30 den 3. juni. Men Grant og Meade gav ikke specifikke ordrer om angrebet og lod det være op til de enkelte korpskommandører at beslutte, hvor de ville angribe de konfødererede, og hvordan de skulle koordinere med hinanden. Der var heller ingen højtstående kommandør, som havde rekognosceret fjendens position. Smith skrev, at han var "forfærdet over at modtage en sådan ordre, som dokumenterede, at der ikke fandtes en overordnet plan". Han sagde til sin stab, at hele angrebet var "simpelthen en ordre om at slagte mine bedste tropper."Jaynes, p. 156.
Robert E. Lee tog fordelen af Unionens forsinkelser og styrkede sine forsvarsværker. Da Hancock forlod Totopotomoy Creek, kunne Lee flytte generalmajor John C. Breckinridges division ud på sin yderste højrefløj, hvor han igen kunne stå overfor Hancock. Breckinridge drev en lille unionsstyrke væk fra Turkey Hill, som dominerede den sydlige del af slagmarken. Lee flyttede også tropper fra generalløjtnant A.P. Hill's korps, divisionerne under brigadegeneralerne William Mahone og Cadmus M. Wilcox over for at støtte Breckinridge og placerede kavaleri under Fitzhugh Lee for at sikre hærens højre flanke. Resultatet blev en kurvet linje på lave bakkekamme, 11 km lang, med venstre flanke forankret ved Totopotomoy Creek og højre flanke ved Chickahominyfloden, så stillingen ikke kunne udflankes.
Lees ingeniører brugte deres tid effektivt og byggede den "mest udspekulerede forsvarsstilling, som endnu er set i krigen".Rhea, Battle of Cold Harbor, p. 42. Der blev bygget barrikader af jord og bjælker. Artilleri blev placeret, så der var konvergerende skudbaner på enhver fremrykningsvej, og der blev drevet pæle ned i jorden for at forbedre kanonerernes afstandsbedømmelser. En aviskorrespondent skrev, at forsvarsværkerne var "komplicerede zig-zag linjer indenfor linjer, linjer for beskyttede flanker, linjer bygget for at beskyde den modsatte linje i siden, ... (Det var) en labyrint i en labyrint af forsvarsværker inden i forsvarsværker". Kraftige forpostlinjer forhindrede Unionen i at finde ud af styrken eller den præcise placering af de konfødererede skyttegrave.