Johan Philip Asbæk (født 2. marts 1982 i København), kendt som Pilou Asbæk, er en dansk skuespiller. Han debuterede som skuespiller i 2008 i dramaet To verdener, og blev samme år uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Han fik sit folkelige gennembrud med filmen R i 2010 og som spindoktoren Kasper Juul i DR's politiske dramaserie Borgen (2010-2012). Han har siden medvirket i danske film- og tv-produktioner som Kapringen (2012), Spies & Glistrup (2013), 1864 (2014), Fasandræberne (2014), Krigen (2015), 9. april (2015) og Når befrielsen kommer (2023).
Han fik sit internationale gennembrud, da han i 2016 medvirkede i HBOs Game of Thrones i rollen som Euron Greyjoy. Han har siden medvirket i flere udenlandske film- og tv-produktioner som Ghost in the Shell (2017), Uncharted (2022), Samaritan (2022), Aquaman and the Lost Kingdom (2023) og Foundation (2024).
Opvækst Asbæk blev født den 2. marts 1982 i København som yngste søn af galleri-ejerne Jacob og Maria Patricia Tonn Asbæk. Han har to ældre brødre, Thomas (f. 1972) og Martin (f. 1974). Asbæks mor er halvt fransk, og som familiens efternøler fik Asbæk det franske kælenavn "Pilou" (red. "lille Philip"). Han voksede op på Adelgade i Indre By, og begyndte som barn først på Sølvgades Skole, men skiftede senere til Krebs' Skole. Han blev som barn kastet ud fra en balkon af sine brødre, hvor han landede i en sofa og ikke kom til skade.
Asbæks forældre åbnede i 1975 Galerie Asbæk i Gothersgade, København, og havde efterfølgende flere gallerier rundt om i København, inden de i 1993 samlede dem alle i Galerie Asbæk i Bredgade. I 1989 købte Asbæks forældre et hus i byen Andrach på Mallorca, og åbnede i 2001 galleri- og kunsthal Center Cultural Andratx. Asbæk-familien har tilbragt næsten alle somre i Andrach siden 1989.
I løbet af 1990’erne begyndte Asbæks forældre at opholde sig mere på Mallorca end i København, og da Asbæk skulle begynde på gymnasiet, blev han indskrevet på Herlufsholm Kostskole, fordi hans forældre ikke ønskede at han skulle bo med kun sine to ældre brødre. Asbæk har siden udtalt at han hadede sin første tid på skolen, men dette ændrede sig efter et par måneder. Han begyndte på skolen at gå til teater og medvirkede i skolens teaterforestilling.
Asbæk er ordblind.
Karriere Efter gymnasiet tog Asbæk på Filmhøjskolen i Ebeltoft, da han ønskede at blive filminstruktør. Han medvirkede undervejs i flere af de andre studerendes film, og han blev opfordret til at søge ind på Statens Teaterskole. Han kom ind ved fjerde forsøg i 2005.
Under sit studie på Teaterskolen fik han i 2008 sin filmdebut som skuespiller i Niels Arden Oplevs drama To verdner. Han dimitterede fra Teaterskolen i sommeren 2008. Han var efterfølgende gøgler og klovn på Bakken og medvirkede i Folk og røvere i Kardemomme by på Bellevue Teatret og i Core på Østre Gasværk Teater i 2008.
I 2010 fik han sit gennembrud, da han spillede hovedrollen som Rune i Michael Noer og Tobias Lindholms drama R. Filmen blev blandt andet optaget i det nedlagte Horsens Statsfængsel. For sin præstation vandt Asbæk både Bodilprisen og Robert for bedste mandlige hovedrolle i 2011.
I 2013 spillede han rollen som den danske erhvervsmand Simon Spies i Christoffer Boes biografi-film Spies & Glistrup. Han spillede overfor Nicolas Bro i rollen som Mogens Glistrup.
I 2014 havde Asbæk sin debut som tv-vært, da han sammen med Lise Rønne og Nikolaj Koppel var vært på Eurovision Song Contest 2014, der blev afholdt på Refshaleøen i København. I 2014 medvirkede han også i det amerikanske spændingsdrama Lucy, hvor han spillede overfor Scarlett Johansson.
I 2015 medvirkede Asbæk for tredje gang i en Tobias Lindholm-produktion med dramaet Krigen i hovedrollen som den dansk udsendte kompagnichef Claus, der efter en mislykket operation i Afghanistan, bliver stillet for en dansk militærdomstol. Asbæk udtalte senere at han ikke fik udleveret de sidste sider af filmens manuskript, så hans reaktion på at høre dommen i filmen blev så ægte som muligt. Asbæks reaktion i filmen er første take fra optagelserne. Som forberedelse til filmen deltog Asbæk i en tre måneder lang militærbootcamp rundt om i Danmark sammen med et dansk soldaterkompagni.
I 2016 medvirkede Asbæk i en genfortolkning og filmatisering af romanen Ben-Hur fra 1880. I filmen spillede Asbæk rollen som Pontius Pilatus, en rolle som han overtog fra Pedro Pascal, som måtte trække sig fra projektet.
I 2016-2019 medvirkede Asbæk i HBO-serien Game of Thrones i rollen som piraten Euron Greyjoy. Asbæks medvirken blev annonceret i september 2015, efter at han blev spottet on location under optagelser i Irland af paparazzier. Han debuterede i seriens sjette sæson og medvirkede i i alt seks afsnit. Han udtalte senere at han efter sin medvirken oplevede at få dødstrusler og at folk mødte op på hans private hjemmeadresse for at konfrontere ham omkring hans karakters handlinger i serien.
I 2017 spillede Asbæk med i den amerikanske cyberpunkfilm Ghost in the Shell som cyborgen Batou. Filmen blev indspillet over seks måneder i New Zealand, og i filmen spillede han igen over for Scarlett Johansson.
I 2018 medvirkede han i den amerikanske krigshorror-film Overlord i rollen som tysk officer og skurk. Asbæk udtalte at dette var hans første gang han blev tilbudt en rolle i udlandet, og derfor ikke skulle gennem audition og castes. Han havde tidligere mødtes med instruktør Julius Avery, som havde set ham i Game of Thrones og Krigen.
I 2022 medvirkede Asbæk i Prime Videos superheltefilm Samaritan, hvor han, overfor Sylvester Stallone, spillede skurken Cyrus. Under optagelserne til en actionscene i filmen vred Asbæk sit knæ og knæskal af led og måtte på hospitalet. I 2022 blev det rapporteret at Asbæk havde købt filmrettighederne til bogen Amdi bliver til, der omhandler den retsforfulgte Tvind-stifter Mogens Amdi Petersen. Asbæk udtalte at han var så begejstret for bogen at han ønskede at filmatisere den som serie. I 2022 havde Asbæk også en mindre birolle i filmatiseringen af videospillet Uncharted, hvor han spillede overfor Tom Holland og Mark Wahlberg.
I 2023 havde Asbæk sin første hovedrolle i en dansk film siden 2015, da han medvirkede i Anders Walters 2. verdenskrigsfilm Når befrielsen kommer. I 2023 spillede Asbæk også rollen som skurken Kordax i James Wans superheltefilm Aquaman and the Lost Kingdom. Asbæks medvirken blev annonceret i april 2021 og Asbæk medvirkede i august 2022 i Kino.dks podcast Den varme biografstol, hvor han fortalte om filmen.
I 2024 medvirkede Asbæk i tredje sæson af den amerikanske sci-fi-serie Foundation i rollen som Warlord aka The Mule, en rolle som han overtog fra Mikael Persbrandt.
I 2025 medvirkede Asbæk i TV 2-serien Den gode stemning, hvor han spillede over for Iben Hjejle.
I 2026 medvirkede Asbæk i Prime Videos første danske fiktionsserie, krimi-thrilleren Slangedræber, skrevet og instrueret af Anders Ølholm. I serien, der er baseret på den tidligere københavnske politienhed Uropatruljen, spillede Asbæk hovedrollen som den hårdkogte narkobetjent Brian 'Smiley' Petersen.
Kommende I september 2024 blev det rapporteret at Asbæk vil medvirke i Kasper Kalles periodiske dansk-færøske kærlighedsdrama No Rest for the Wicked.https://soundvenue.com/film/2024/08/pilou-asbaek-skal-spille-dansk-hvalfanger-i-ny-film-brimheim-skuespildebuterer-582874 Asbæk vil indtage rollen som den danske hvalfanger Helge, der i Færøerne i 1872 redder en lokal fra at drukne. Asbæk vil spille over for Sofie Nolsøe og den dansk-færøske sanger Brimheim. Filmen har ukendt premieredato.
I juli 2025 blev det rapporteret at Asbæk vil medvirke i filmen Blood on Snow, der er baseret på Jo Nesbøs bog. I filmen vil Asbæk spille over for bl.a. Benedict Cumberbatch, Aaron Taylor-Johnson og Eva Green. Filmen har ukendt premieredato.
Privat Asbæk blev gift med Anna Bro, dramatiker, i 2015. Parret mødte hinanden, mens de begge gik på Teaterskolen, hvor hun gik på dramatikerlinjen og Asbæk på skuespillerlinjen. Asbæk medvirkede i 2008 i filmen To verdner, hvor han spillede overfor Bros far, Hans Henrik Clemmensen. Asbæk og Bro indledte et forhold i 2008. De har sammen en datter (f. 2012).
I september 2024 blev Asbæk sammen med Berlingskes madanmelder Søren Frank politianmeldt for dyremishandling af færøsk politi. Asbæk deltog under optagelser på Færøerne i en privat middag med sit filmhold og Frank hos en færøsk fiskeeksportør, hvor de havde spist levende hummere og stegt en levende blæksprutte på en pande. Madreportagen blev udgivet i Berlingske den 15. september 2024 og skabte efterfølgende opråb og fordømmelse samt en politianmeldelse. Asbæk undskyldte kort efter episoden på sin Instagram og forklarede at "han som gæst ville udvise "kulturel ydmyghed" for lokale vaner og skikke, men at det kom til at ske på bekostning af hans "dyreetiske forpligtelser"".
Politisk aktivitet I 2021 kom han med stor kritik af Regeringen Mette Frederiksens udlændinge- og flygtningepolitik, hvilket ledte til kritik fra flere politikere og journalister, men dog også hyldest fra bl.a Stine Bosse.https://www.dr.dk/nyheder/indland/skuespiller-formand-pilou-asbaek-er-blevet-angrebet-af-socialdemokratiske I maj 2021 skrev han kronikken Nationen, der gik baglæns, der blev bragt i Berlingske. I kronikken kritiserede han den socialdemokratiske regerings håndtering af børnene i de kurdiskkontrollerede fangelejre i Syrien.
I januar 2022 annoncerede Asbæk på Twitter, at han havde meldt sig ind i Socialdemokratiet efter eget udsagn "for at tale deres flygtningepolitik imod indefra". Han tilføjede at "Jeg er så ny i Socialdemokratiet, så jeg skal lige danne mig et indtryk af partiet, før jeg udtaler mig".Springer ud som socialdemokrat. Artikel på ekstrabladet.dk, 19. januar 2022.
Udvalgt filmografi thumb|Pilou Asbæk (t.h.) som vært ved Eurovision Song Contest 2014, sammen med Nikolaj Koppel og Lise Rønne. Film ÅrTitelRolle 2008 To verdener Teis Comeback Kris Dig og mig Oliver 2009 Monsterjægerne Søren 2010 R Rune The Whistleblower Bas 2011 En familie Peter Bora Bora JimBrainyBjarne 2012 Kapringen Mikkel Hartmann 2013 Spies & Glistrup Simon Spies 2014 Lucy Richard Fasandræberne Ditlev Pram Kapgang Onkel Kristian Stille hjerte Dennis 2015 9. april Sekondløjtnant Sand Krigen Claus Michael Petersen 2016 Ben-Hur Pontius Pilatus 1864 - brødre i krig DidrichThe Great WallBouchard2017Ghost in the ShellBatouWoodshockKeith2018Overlord Wafner2020Run Sweetheart RunEthan2021Outside the WireVictor Koval2022SamaritanCyrusUnchartedGage2023 Når befrielsen kommer JacobAquaman and the Lost KingdomKordaxI.S.S.Alexey PulovHidden StrikePaddock2024Salem's LotR.T. Straker2025The FiresThomasTBANo Rest for the WickedHelgeTBABlood on Snow
Tv-serier ÅrTitelRolleNote(r) 2008 Deroute Mulvad 3 episoder 2009 Forbrydelsen II David Grüner 1 episode 2009–11 Blekingegade Carsten Nielsen 3 episoder 2010–13 Borgen Kasper Juul 29 afsnit 2014 1864 Didrich 8 afsnit 2016 Game of Thrones Euron Greyjoy Sæson 6, 7, og 8.StagNeils1 episode 2020 Efterforskningen Jakob Buch-Jepsen 6 episoder2023ForhøretMarkus LangSæson 3; 2 episoder2024Den gode stemningMads8 episoderTwillight of the GodsThor (stemme)6 episoder2025FoundationWarlord aka The MuleSæson 3: 10 episoder2026SlangedræberBrian 'Smiley' Petersen4 episoder
Priser