Joseph Hooker (født 13. november 1814, død 31. oktober 1879) var en karriereofficer i den amerikanske hær, kæmpede i den Mexicansk-amerikanske krig og var generalmajor i unionshæren under den amerikanske borgerkrig.
Selv om han gjorde tjeneste gennem hele krigen, og sædvanligvis med udmærkelse, huskes han bedst for sit eklatante nederlag til Sydstaternes general Robert E. Lee i Slaget ved Chancellorsville i 1863. Han blev kendt som "Fighting Joe" under Borgerkrigen som følge af en civil skrivefejl, men øjenavnet blev hængende.
Tidlige år Hooker blev født i Hadley i Massachusetts som barnebarn af en kaptajn i den amerikanske uafhængighedskrig. Hans grundlæggende skolegang foregik på det lokale Hopkins Academy. Han tog eksamen fra West Point i 1837 og blev udnævnt til sekondløjtnant i 1st U.S. Artillery.Eicher, p. 303. Hans første postering var i Florida under den 2. af Seminolekrigene. Han gjorde tjeneste i den Mexicansk-amerikanske krig i stabene under såvel Zachary Taylor som Winfield Scott. Han blev midlertidigt forfremmet for sit lederskab i stabsarbejdet og tapperhed i tre slag: Slaget ved Monterrey (til kaptajn), Slaget ved Puente Nacional (til Major) og slaget ved Chapultepec (til oberstløjtnant). Hans ry som dameven blev grundlagt i Mexico, hvor de lokale piger omtalte ham som den "smukke kaptajn".
Efter krigen gjorde han tjeneste som assisterende generaladjudant i Stillehavsregionen, men trak sig ud af hæren i 1853. Hans militære rygte var blevet skadet, da han vidnede mod sin tidligere chef, General Scott, ved krigsretssagen mod Gideon J. Pillow. Hooker bosatte sig i Sonoma County i Californien som landmand og byudvikler, men var mere optaget af kortspil og spiritus end af jordbrug. Han var helt klart ikke glad for sit nye liv og havde heller ikke succes med det, for i 1858 skrev han til krigsminister John B. Floyd for at anmode om, at hans navn blev bragt i forslag til en stilling som oberstløjtnant. Det kom der ikke noget ud af, men fra 1859 til 1861 var han oberst i Californiens milits.Eicher, p. 304.
Borgerkrigen Ved borgerkrigens start bad Hooker om at få en kommando, men hans første ansøgning blev afslået, formentlig på grund af fortsat harme hos general Winfield Scott, hærens øverstkommanderende. Han måtte låne penge for at kunne rejse tilbage østpå fra Californien. Efter at han havde overværet unionshærens nederlag i det første slag ved Bull Run, skrev han et brev til præsident Abraham Lincoln, som påpegede den dårlige, militære ledelse, fremhævede hans egne kvalifikationer og anmodede igen om at få en kommando. I august 1861 blev han udpeget til brigadegeneral i den frivillige hær med rang fra 17. maj. Han kommanderede først en brigade og dernæst militærdivisionen omkring Washington, DC som led i indsatsen for at organisere og træne den nye Army of the Potomac under generalmajor George B. McClellan.
1862 thumb|"Fighting" Joe Hooker i en gravering fra 1863 Under Peninsula Kampagnen i 1862 kommanderede Hooker den 2. Division i III korps og gjorde en god figur som en leder, der klarede sig godt i kamp, og som aggressivt søgte de afgørende steder på slagmarken. Han udmærkede sig i slaget ved Williamsburg og blev derfor forfremmet til generalmajor den 5. maj 1862, samt i Syvdagesslaget. Han irriteredes over den forsigtige måde, general McClellan førte hæren på, og kritiserede åbent, at det var mislykkedes for ham at erobre Richmond. Om sin chef sagde Hooker: "Ikke blot er han ikke en soldat, men han ved ikke, hvad det vil sige at være soldat". Peninsula Kampagnen cementerede to yderligere sider af Hookers ry: hans omsorg for sine soldaters velfærd og moral, og at han drak kraftigt – selv på slagmarken.
Da McClellans hær trak sig tilbage til inaktivitet, blev Hooker overført til generalmajor John Popes Army of Virginia. Hans division gjorde først tjeneste i dens III Korps under generalmajor Samuel P. Heintzelman, men Hooker overtog kommandoen over III Korps af Army of Virginia den 6. september, efter Northern Virginia kampagnen og det Andet slag ved Bull Run, et alvorligt nederlag til Unionen. Da Robert E. Lees Army of Northern Virginia rykkede ind i Maryland, blev Hookers korps returneret til Army of the Potomac (med den nye betegnelse I Korps), og han kæmpede med udmærkelse i slaget ved South Mountain og slaget ved Antietam. Ved Antietam iværksatte hans korps det første angreb på den blodigste dag i Amerikas historie, da han angreb sydpå ind i generalløjtnant Stonewall Jacksons korps i en kamp, der endte i stilstand. Hooker havde været aggressiv og inspirerende for sine mænd, men måtte tidligt i slaget forlade slagmarken med et sår i foden. Han hævdede, at slaget ville være endt som en afgørende sejr for Unionen, hvis han havde været i stand til at blive på slagmarken, men general McClellans forsigtighed havde igen kostet Unionen sejren, og Lees langt mindre hær undgik ødelæggelse. Præsident Lincolns tålmodighed var slut, og han erstattede McClellan med generalmajor Ambrose Burnside.
Decemberslaget ved Fredericksburg var endnu et nederlag til Unionen. Efter at hans sår i foden var helet, var Hooker i kort tid chef for V Korps, men blev så forfremmet til at kommandere en "Grand Division", hvilket var en kommando, som bestod af både III og V Korps. Hooker murrede over Burnsides plan om at angribe de befæstede højder syd for byen og betegnede den som "absurd". Hans Grand Division (især V Korps) led alvorlige tab under 14 nytteløse angreb, som blev beordret af Burnside, selv om Hooker protesterede. Burnside fulgte dette nederlag op med den nytteløse Mudder march i januar, og Hookers kritik af sin chef var på kanten af lydighedsnægtelse. Han beskrev Burnside som en "stakkel ... med forkludrede ofringer". Burnside planlagde en samlet udrensning blandt sine underordnede, herunder Hooker, og lavede udkast til en ordre herom til præsidentens godkendelse. Han udtalte, at Hooker var "uegnet til at beklæde en vigtig post under en krise som den nuværende", men Lincolns tålmodighed var igen slut, og han fjernede i stedet Burnside.
Army of the Potomac thumb|right|250px|Generalmajor Joseph Hooker Den nye chef for Army of the Potomac, med virkning fra 26. januar 1863, var Fighting Joe Hooker. Dele af hæren så dette træk som uundgåeligt med tanke på Hookers ry for aggressiv kamp, noget, der sørgeligt havde manglet hos hans forgængere. Hooker så ikke på forfremmelsen med beskeden tilbageholdenhed. Han blev citeret for at sige, at landet var bedst tjent med en diktator i krigstid. Lincoln svarede:
I foråret 1863 erhvervede Hooker sig et ry som en fremragende administrator og genskabte sine soldaters moral, som var styrtdykket til et nyt lavpunkt under Burnside. Blandt hans ændringer var forbedringer i troppernes daglige kost, forbedret sanitet i lejrene, forbedringer og ansvarsplacering i forsyningssystemet, indførelse af kokke i de enkelte kompagnier og overvågning af dem, adskillige hospitalsreformer og et forbedret orlovssystem (én mand pr. kompagni ad gangen, 10 dage hver). Andre ordrer tog fat på behovet for at stoppe det stigende antal deserteringer (en ordre fra Lincoln kombineret med gennemsyn af indkommende breve, mulighed for at skyde desertører og bedre vagtlinjer ved lejrene), mere og bedre eksercits, en bedre officersuddannelse og for første gang samling af Unionens kavaleri til et enkelt korps.Catton, pp. 141-47. Hooker sagde om sin reformerede hær:
I løbet af denne vinter foretog Hooker adskillige ændringer på høje poster, herunder blandt sine korpsledere. Både lederen af "Left Grand Division", generalmajor William B. Franklin, som svor, at han ikke ville tjene under Hooker, og II korps' chef generalmajor Edwin Vose Sumner blev frataget deres kommando på anbefaling fra Burnside i den samme ordre, som udpegede Hooker til øverstkommanderende. IX Korps var en potentiel kilde til forlegenhed eller gnidning i hæren, fordi det var Burnsides gamle korps, så det blev udskilt og sendt til Virginiahalvøen under kommando af brigadegeneral William F. "Baldy" Smith, den tidligere chef for VI Korps. Både Franklin og Smith blev anset for suspekte af Hooker på grund af deres tidligere politiske manøvrer mod Burnside på vegne af McClellan.)Catton, p. 147; Sears, Chancellorsville, p 61.
For den vigtige post som stabschef bad Hooker krigsministeriet om at sende ham brigadegeneral Charles P. Stone, men det blev afslået. Stone var blevet frataget sin kommando, arresteret og fængslet for sin rolle i Slaget ved Ball's Bluff i efteråret 1861, selv om det aldrig var kommet til en retssag. Ved sin løsladelse fik Stone ikke nogen kommando, mest på grund af politisk pres, som efterlod ham i militært eksil og vanære. Army of the Potomac historikeren og forfatteren Bruce Catton betegnede denne anmodning fra Hooker som "en underlig og tilsyneladende ukarakteristisk ting" og "en af de mest interessante ting, han overhovedet foretog sig"Catton, pp. 147-49. Hooker forklarede aldrig, hvorfor han bad om Stone, men Catton troede:
Trods dette var Hooker et meget dårligt eksempel for, hvorledes generaler og deres stabe og underordnede skulle opføre sig. Hans hovedkvarter i Falmouth, Virginia, blev beskrevet som en kombination af en bar og et bordel. Han byggede et netværk af loyale, politiske venner, som omfattede generalmajor Dan Butterfield som stabschef og den notorisk, politiske general Daniel E. Sickles som chef for III Korps.
Chancellorsville Hookers plan for forårs- og sommerkampagnen var både elegant og lovende. Han planlagde først at sende sit kavalerikorps dybt ind i fjendens bagland for at forstyrre forsyningslinier og aflede fjendens opmærksomhed fra hans hovedangreb. Han ville fastholde Robert E. Lees meget mindre hær ved Fredericksburg, mens han tog størstedelen af Army of the Potomac på en march rundt om Lees styrke for at ramme ham bagfra. Når han havde slået Lee, ville han fortsætte mod Richmond.
Desværre for Hooker og Unionen var udførelsen af hans plan ikke nær så elegant som planen selv. Kavalerikorpset udførte sit raid forsigtigt under ledelse af brigadegeneral George Stoneman og opnåede ingen af sine mål. Den omgående bevægelse til Lees flanke gik udmærket og opnåede strategisk overraskelse, men Hooker mistede modet, da de første rapporter om kontakt med fjenden nåede han den 1. maj 1963. I stedet for aggressivt at presse ind i Lees bagområde trak han hæren tilbage bag den lille by Chancellorsville og ventede på, at Lee skulle angribe. Lee delte frygtløst sin hær i to for at ramme begge dele af Hookers hær. Derpå delte han den igen og sendte Stonewall Jacksons korps på en udflankningsmarch, som ramte Hookers udsatte højre flanke og sendte Unionens XI korps på flugt. Army of the Potomac faldt tilbage til en rent defensiv rolle og blev til sidst tvunget til at trække sig tilbage.
Slaget ved Chancellorsville er blevet kaldt "Lees perfekte slag" på grund af hans evne til at besejre en langt større fjende ved dristig taktik. En del af Hookers nederlag kan tilskrives et dødsensfarligt møde med en kanonkugle. Mens han stod på verandaen ved sit hovedkvarter, ramte kuglen en træstolpe, som generalen stod og lænede sig op ad. Kugle slog ham bevidstløs, og han var ukampdygtig resten af dagen. Trods det afviste han appeller om at overgive kommandoen midlertidigt til hans næstkommanderende generalmajor Darius N. Couch. Adskillige af hans underordnede generaler, herunder Couch og generalmajor Henry W. Slocum, stillede åbent spørgsmålstegn ved Hookers beslutninger. Couch følte så stor væmmelse, at han afviste nogensinde at gøre tjeneste under Hooker igen. Politiske vinde blæste kraftigt i de følgende uger, mens generalen manøvrerede for at afsætte Hooker eller for at placere sig rigtigt, hvis Lincoln selv besluttede at gøre det.