Egon Schiele (født 12. juni 1890 i Tulln i Østrig, død 31. oktober 1918 i Wien) var den østrigske maler, som regnes blandt de største figurative malere tidligt i 1900-tallet. Blandt hans værker findes intense selvportrætter. Hans figurer er sædvanligvis vinde og skæve og gør ham til repræsentant for ekspressionismen. Hans intense, korte liv og malestil gjorde ham til et ikon blandt tidens bohemer.
Baggrund Schiele blev født i Tulln an der Donau, en lille by omtrent 40 km nordvest for Wien, hvor faren var stationsforstander. Byen spillede en vigtig rolle i Østrig-Ungarn som trafikknudepunkt til og fra Bøhmen, og jernbanen blev anset for fremtidens kommunikationsmiddel og var et symbol på industrialiseringen. Opvæksten var præget af farens tiltagende galskab og tidlige død; han døde af syfilis da Schiele var 15 år. Det kan have sat det alvorlige og lidt dystre præg i både Schieles strøg og farver fra ca. 1909 til 1915. thumb|left|Der Schmiedehof, (Smedegården) i Klosterneuburg. 1905 Faren Adolf mistede stillingen ved jernbanen allerede i 1902 på grund af "mentale forstyrrelser", og familien boede i Krems an der Donau fra 1901 og flyttede i 1904 til Klosterneuburg midt mellem Wien og Tulln. Her gik han på en skole drevet af Stift Klosterneuburg, hvor hans tegnelærer Ludwig Strauch støttede og opmuntrede Schieles kunstneriske talent. Fra Klosterneuburg foreligger en række skitser af byens arkitektur og prospekter af byen som akvareller. Måden han håndterede denne teknik på, viste hans talent.
Moren, Marie Soukoup, kom fra Krumau i Bøhmen i Østrig-Ungarn og tilhørte en velstående jernbanefamilie. Schieles fadder og onkel, Leopold Czihaczek, var en velstående jernbaneingeniør, og blev Schieles formynder efter farens død. Czihaczek var kunstelsker, men blev alligevel skuffet over drengens manglende interesse for videre skolegang. Men han viste forståelse for Schieles ønske om at forfølge sit kunstnertalent, som var tydeligt i en meget ung alder. Allerede i syvårsalderen kunne han sidde hele dagen og lave præcise tegninger af tog på den travle jernbanestationen, hvor han boede. Schiele viste en sikker forståelse for, hvordan skyggelægning skabte rumfølelse. Czihaczek understøttede Schiele under hele hans kunstuddannelse og i den første tid, mens han etablerede sig som kunstner.
Uddannelse thumb|260px|Fra Klosterneuburg, 1907. Olie og blyant på karton thumb|left|Segelschiffe im wellenbewegtem Wasser (Der Hafen von Triest) (Sejlskib med bølgebevægende vand (Fra havnen i Trieste) )1907 Schiele begyndte i 1906 på kunsthåndværkskole i Wien, men allerede samme år bestod han optagelsesprøven til det prestigefyldte kunstakademi i Wien (Akademie der Bildenden Künste Wien) og begyndte da han var 16 år gammel. Han studerede tegning og maling, men reagerede mod skolens meget konservative pædagogiske tænkning, som ikke havde forandret sig de sidste 200 år. Der blev lagt vægt på teknisk perfektion og dygtighed og blev givet meget lidt plads til individualitet og originalitet. I den klassiske kunstteori blev der lagt vægt på studier af anatomisk tegning og nøgenstudier. (Skolens dokumenter viser, at Adolf Hitler blev afvist i 1907. Det har ført til den misforståelse, at Hitler og Schiele kendte hinanden.)
Da han var godt begyndt på akademiet, fik han kontakt med Gustav Klimt, som var en veletableret kunstner og den ledende repræsentant for art nouveau i Wien. Klimt var mentor og mæcen for flere lovende unge kunstnere. Han var interesseret i det nye talent, byttede tegninger med ham, skaffede ham modeller og introducerede ham for potentielle kunder. Han kom også med på Wiener Werkstätte som var et kunst- og brugskunst-arbejdsfællesskab knyttet til Wiener Secession, da impressionisterne ikke fik lov til at udstille i de officielle gallerier. Schiele havde gennem Wiener Werkstätte nogle indtægter ved design af postkort og herretøj. Særligt postkortene er stærkt influeret af Klimt og viser den indflydelse, han havde på Schiele i den periode.
Det virkede ikke som om at tiden ved kunstakademiet havde bidraget til Schieles udvikling, og han stoppede allerede i 1909, hvor eleverne kopierede antikkens skulpturer og kunstværker. Han sluttede, før han fik undervisning i traditionelle teknikker og fortsatte sine studier på egen hånd og eksperimenterede med forskellige teknikker. Han malede på den tid i klare, lyse farver og arbejdede som impressionisterne ude i naturen og eksperimenterede videre med deres teknikker, noget han ikke ville have kunnet ved akademiet.
Debut og tidlig udvikling thumb|260px|Fra Klosterneuburg, 1907 thumb|260px|Siddende mandsakt, 1910 thumb|260px|Schwarzhaariges Mädchen mit hoch- geschlagenem Rock (Sorthåret pige med løftet nederdel), 1911.Schiele var meget fascineret af ganske unge piger. Modellerne hentede han som oftest i Wiens fattigkvarterer, hvor han havde atelier Klimt inviterede i 1909 Schiele til at udstille fire malerier på Wiener Kunstschau, hvor han kom i godt selskab, da der også var billeder af Edvard Munch, Jan Toorop, Henri Matisse, Pierre Bonnard, Oskar Kokoschka, Paul Gauguin og Vincent van Gogh.
Frigørelsen fra akademidisciplinen viste sig for Schieles vedkommende i, at de menneskelige former blev vredet, og at mange af værkerne udforskede det erotiske. Det var ikke i overensstemmelse med tidsånden, men blev udforsket af den samtidige wienerlæge Sigmund Freud på hans måde. Schiele var meget fascineret af det nøgne legeme og menneskets seksualitet.
I 1909 standsede han på akademiet og dannede hurtigt sin egen Neukunstgruppe (nykunstgruppe) sammen med andre studenter, som syntes den klassiske disciplin på akademiet var for stram.
Onklen, som havde understøttet Schiele økonomisk, var ikke særlig begejstret for hans kunstneriske udvikling og standsede sin støtte i 1910. Det indebar, at Schliele måtte leve af sin kunst.
Schieles streg og farvevalg På samme tid frigjorde Schiele sig også fra Klimts kunstneriske indflydelse, selv om de bevarede venskabet. Schiele udviklede i denne periode en tydeligere individuel stil med kantede streger. Han distancerede sig yderligere fra art nouveau-stilens forfinede erotiske beskrivelser til erotik som en mere impulsstyret menneskelig handling.
Schiele havde et tynd og præcis streg, som i tegningerne af menneskekroppen gav den en hård, skarp linje; også de runde, store dele blev kantede, noget som gav et afmagret indtryk. Kroppene er hovedsageligt tegnet i omrids bortset fra ansigterne, som har en portrætmæssig individualitet. De kropsdele, som er forbundet med seksualitet, er tydeligere tegnet. Han kunne farvelægge dele af tegningerne, men farven overlappede ikke stregerne. Han lader ofte være med at fuldføre stregen og udelader områder som betragteren selv må udfylde.
I selvportrættet Siddende mandsakt fra 1910 er kroppen forlænget og er uden fødder. Den afmagrede krop lader muskulaturen træde unaturligt tydeligt frem. Den udtørrede krop får imidlertid en indre glød ved at øjne, brystvorter, navle og kønsorgan er farvet røde.
For Schiele er det stregen som angiver omridset, ikke farven. Særlig i 1910-1915 brugte han dystre, mørke farver; især brunt, sort og grønt med enkelte små områder med lysere farver. Men i krigsårene blev farver lysere, og han fortsatte eksperimenter med forskellige virkninger af farven.
Schieles motiver thumb|left|Mädchen, 1911. Eksempel på Schieles børneportrætter Schiele har et ganske bredt motivvalg, både naturlandskaber, bybilleder, træer, blomster og ikke mindst mennesker.
Hans landskabsbilleder kan inddeles i i to faser: I perioden efter at han stoppede ved kunstakademiet i 1909 og under hans eksperimenter under påvirkning af impressionismen, malede han en række landskabsbilleder, og han prøvede som den, at fange det skiftende lys og farverne i landskabet.
I de senere landskabsbilleder, særligt efter 1916, hvor han behandlede landskabet tredimensionelt, er det forfald og død, som formidles både gennem farve og streg. Det relaterer til menneskets og individets forgængelighed. Han viste ikke en uberørt natur, men en natur præget af mennesker. Årstiderne er som oftest efterår og vinter, og han viser nøgne grene og visnende blomster: død og forfald.
Død og forfald præger også Død By-serien med bymotiver fra Krumau og Neulengbach (se nedenfor).
Schiele malede også en række religiøs-symbolske og allegoriske figurative billeder særligt 1911-1915, og han lagde meget energi i disse beskrivelser af ofte historiske motiver. Selv om motiverne er traditionelle, som Opstandelse, Eremitter i bøn, Gravid kvinde og døden, er udtryksmidlerne nye og særprægede. De to eremitter har for øvrigt Schieles og Klimts ansigter.
Hans billeder af mennesker inkluderer både erotik og portrætter, herunder en række selvportrætter, børneportrætter, nøgenstudier – også selvportrætter.
Hans skildringer af unge piger er et meget hyppigt motiv. Pigerne er i tidlig pubertet og som oftest gengivet nøgne eller delvis påklædt. På nogle billeder er pigerne også seksuelt aktive. På en tegning er der en ung pige, som masturberer. Det, som adskiller disse billeder fra pornografi, er fremstillingen af personen og mennesket i modellen, de magre, usunde kroppe, de forvirrede øjne, som stirrer lige på beskueren, og de voksnes seksualiserede verden, samt en usikkerhed på kunstnerens egen identitet.
Erotik er et centralt motiv hos Schiele; han bevæger sig langt udenfor den sædvanlige form for nøgenstudier. Han ønskede at bryde seksuelle tabuer og beskriver seksuel aktivitet meget direkte. I en tid hvor masturbation blev anset som skadelig, er hans afbildning af den meget provokerende, ikke mindst i selvportrætterne.
Schiele kan have haft økonomiske interesser i at lave denne type direkte erotisk kunst, da der var et marked for den i habsburgernes Wien, hvor offentlig udstilling af erotisk kunst var forbudt; disse billeder ville blive opfattet som obskøne og støde den offentlige moral. Schiele gik langt ud over, hvad hans samtid accepterede som erotiske skildringer. Hans udvikling som erotisk kunstner løb parallelt med teorier om forbuden seksualitet hos hans bysbarn Sigmund Freud, som angav samtidens syn på erotik som hovedårsagen til mange af de sindstilstande, han behandlede.
Neukunstgruppe thumb|260px|Arthur Rössler, 1910. Rössler (1877-1955) var kunstskribent og galleriejer og støttede Schiele ved indkøb og omtale. Som en konkurrent til Klimts Kunstschau arrangerede Schiele med de andre kunstnere i Neukunstgruppe en udstilling i Salon Pisko i Wien. Den blev en stor publikumssucces og gjorde det lettere for kunstnerne at sælge deres værker. Udstillingen var ikke uventet meget kontroversiel. I 1912 arrangerede kunsthandler Hans Golz en udstilling i München med Schiele. Den blev gentaget i 1915, men Schiele stillede så strenge krav, at hans fortjenesten blev meget lille.
Den sikreste måde at overleve økonomisk som kunstner i Wien var at male portrætter af rige kunder. Schiele arbejdede hårdt for at få opgaver og at tiltrække sig opmærksomhed fra de potentielle kunder. Både portrætterne af kollegerne Hans Massmann og Anton Peschka, denne giftede sig senere med Schieles søster Gertude, er udtryksfulde og nok beregnet til at være "reklame" for nye kunder, men han havde stort set kun held til at få opgaver fra en lille kreds af beundrere.
Billederne af Massmann og Peschka ligner hinanden i kompositionen: en ganske tom, abstrakt baggrund, lænestolen som den portrætterede sidder i er dekorativ, men vinklen og selve portrættet er udformet noget forskelligt. Hovederne er gengivet ganske præcist, og de portrætteredes hænder får en fremtrædende plads. I denne periode fuldførte han 11 portrætter. De har fortsat et jugend -art nouveau-præg, men Schiele gav dem et eget udtryk gennem hændernes og kroppenes stillinger. Den tomme baggrund, den særegne kropsstilling og hændernes fremtrædende rolle kommer tydeligt frem i portrættet af vennen Arthur Rössler.
Krumau og Neulengbach thumb|260px|Portræt af Wally 1912