Arild Huitfeldt (11. september 1546 – 16. december 1609) var en dansk historiker og Christian 4.s rigskansler. Han skrev Danmarks Riges Krønike i 10 kvartbind. Født på Bergenhus i riget Danmark-Norge, hvor hans far var lensmand.
Han var selv lensmand i forskellige skånske len, og i 1586 fik han sæde i Rigsrådet under Frederik 2. og blev tillige rigets kansler, hvorved han kom i spidsen for landets Justitsvæsen. Fik i 1606 et apoplektisk anfald, og i 1609 trak han sig tilbage til Herlufsholm
Opvækst og uddannelse Huitfeldts døbenavn var egentlig Arvid; på latin skrev han sig: Arnoldus. Han var født på Bergenhus, hvor hans fader, Christoffer Huitfeldt til Berritsgård (død 1559), var lensmand; moderen, Øllegaard Trolle, var søster til Herluf Trolle, et slægtskab, der fik stor betydning for Huitfeldts liv.
Da hans fader 1556 flyttedes som lensmand fra Bergen til Korsør og siden til Gulland, anbragte han sine sønner Arild og den lidt yngre Jacob i huset hos professor Johannes Machabæus i København og efter dennes død (1557) hos professor (siden biskop) Poul Madsen; hos begge nød de undervisning af en særlig lærer, først af Christoffer Jespersen, siden præst i Herlev ved Frederiksborg, og derefter af den senere navnkundige skolemand Hans Mikkelsen.
Mikkelsen fulgte med brødrene, da de 1562 et par år efter faderens død sendtes til Strassburg. Her kom de med deres hovmester og to andre unge danske adelsmænd i huset hos professor Johannes Sturm, der var anset for en af sin tids største lærere og navnlig er bekendt for den energi, hvormed han drev den praktiske indøvelse i latin, som han stræbte at gøre til den studerende ungdoms andet modersmål. Huitfeldt nåede da også en stor færdighed i dette sprog, som han siden skrev med lethed og sikkerhed. Da morbroderen Herluf Trolle døde i sommeren 1565 som en følge af de sår, han havde fået i Den Nordiske Syvårskrig, måtte brødrene Huitfeldt rejse hjem.
Sturm, der ved siden af sin lærergerning var den danske konges politiske korrespondent, medgav dem et brev til Frederik 2., hvori han omtalte deres hovmester som en udmærket mand og spåede, at de to unge mennesker med tiden ville blive en ære for deres fædreland, da de allerede var godt fremskredne i videnskaberne og desuden ved deres sindige og lydige væsen gav sikkerhed for, at de også i fremtiden ville arte sig vel.
Arvestridigheder og godserne Hjemkomne i efteråret 1565 måtte brødrene finde sig i, at deres morbroder Børge Trolle til Lillø, der var beskikket til deres værge, aftvang dem samtykke til en arveforening vedrørende Lillø gård og gods, der var meget ugunstig for deres moder og dem, noget, der vistnok er gået navnlig Arild Huitfeldt nær, da man af hans talrige senere retssager og omfattende juridiske virksomhed kan slutte, at retsspørgsmaal tidlig have sysselsat ham. Han fik da også efter morbroderens død den tvungne arveforening omstyrtet.
Da disse forhandlinger var til ende, begav brødrene sig 1566 tilbage til Sturm i Strassburg, mens deres hovmester, Hans Mikkelsen, overtog rektorembedet ved den nys oprettede skole på Herlufsholm.
Efter et nyt ophold i Strassburg på noget over to år drog brødrene i september 1568 til Tübingen, hvor de blev en tid lang, og rejste derpå til Frankrig, særlig for at lære sproget, men vel også for at gøre juridiske studier. Det var formodentlig i Orleans, at de især opholdt sig, og på denne rejse trådte de i et nøje forhold til den bekendte slesvigske jurist og historiker dr. Poul Cypræus, der senere støttede Arild Huitfeldt i hans bestræbelser for at samle historisk materiale. Brødrenes hjemrejse er vistnok fremskyndet derved, at en proces, der allerede for to år siden var indanket for kongen og Rigsrådet, men havde henstået uafgjort på grund af deres fraværelse, nu stundede til afgørelse.
Den angik noget vikariegods i Roskilde, som deres fader i sin tid med kongelig tilladelse midlertidig havde lagt beslag på under påstand, at det var skænket til messehold af hans forfædre. Sagen kom for på Herredagen 1570. Både Arild og Jacob Huitfeldt var mødte for at forsvare deres formentlige rettighed; men da de roskildske vikarers prior godtgjorde, at den slægtning, hvis arving brødrene var, blot havde skænket én gård til vikariet, mens det øvrige gods var givet af andre, så bleve Huitfeldterne dømte til at give godset tilbage på den ene gård nær. Kort efter at denne sag var afgjort, synes brødrene at være indtrådte som sekretærer i Kancelliet, i alt fald var de i denne stilling i juli 1571.
Da deres ovennævnte morbroder, Børge Trolle til Lillø, døde 1571 uden børn, var fru Øllegaard Trolle som den eneste efterlevende af hans søskende efter loven arving til hans gods. Dette gav hendes sønner meget at tage vare på både på moderens og deres egne vegne. Over for kongen stillede de sig imødekommende, da han ønskede at indløse Sankt Agnete Kloster i Roskilde, som Børge Trolle havde haft i pant for 6500 daler; thi da indløsningssummen ikke var til rede, gav de afkald på godset og renten af den nævnte sum i tre år, indtil indløsningen kunne ske. Derimod gjaldt det for dem om at hævde Lillø gård og gods for deres moder, dem selv og deres to søstre. De havde jo på Børge Trolles forlangende måttet fraskrive sig arveretten til dette gods, som morbroderen ønskede skulle tilfalde en tidligere afdød broders (Niels Trolles) børn. Det kom da til proces.
Huitfeldternes påstand var, at de som umyndige og tvungne af deres værge ikke lovlig kunne fraskrive sig en arv, der endnu ikke var falden. Denne påstand blev kendt gyldig af kongen og rigets råd, hvorpaa Lillø tildømtes fru Øllegaard og hendes børn (11. juni 1572), som derefter tog låsebrev på moderens arvegods.
Fru Øllegaard Trolle og hendes børn ejede nu Berritzgård på Lolland og Lillø med Odersbjerg i Gers Herred i Skåne foruden en mængde strøgods og den pantesum, de havde til gode for Sankt Agnete Kloster og andet gods, Børge Trolle havde haft i pant for forstrækninger til kronen. Så længe moderen levede, forblev de i sameje uden at foretage skifte. Berritzgård betragtedes dog nærmest som Arild Huitfeldts ejendom, hvortil han skrev sig 1573-75.
Da Herluf Trolles enke, fru Birgitte Gjøe, døde 1574, arvede fru Øllegaard efter sin broder en del penge, noget jordegods samt en mængde dokumenter, manuskripter og diplomafskrifter til Danmarks historie, som Herluf Trolle med flid havde samlet. Disse skrevne sager blev nu Arild Huitfeldts ejendom, og da hans interesse gik i samme retning som morbroderens, fortsatte han indsamlingen med så megen kraft og skønsomhed, at det derved blev ham muligt senere at udgive det betydningsfulde historieværk, der vil sikre ham et uforgængeligt navn.
En mindre behagelig arv for Huitfeldt var processen om lovligheden af Herluf Trolles og Birgitte Gjøes donation til Herlufsholm, navnlig da denne retssag syntes at tage en, for både stiftelsen og Arild Huitfeldt og hans medarvinger, meget ufordelagtig vending. Ved herredagsdom af 21. oktober 1575 lykkedes det dog endelig at få problemet med ejendomsforholdet afgjort for stedse til fordel for stiftelsen og Arild Huitfeldt.
Da Huitfeldts moder døde 1578, skiftede han med sine søskende, ved hvilken lejlighed han fik Lillø (som han for øvrigt allerede i flere år havde skrevet sig til), mens broderen fik Berritzgård.
Virke som statsmand Nogle år efter Huitfeldts indtrædelse som sekretær i Kancelliet forfremmedes han (1573) til øverste sekretær, en såre indflydelsesrig stilling, især for en så ung, næppe 27-årig mand. Denne forfremmelse skyldtes uden tvivl kansler Niels Kaas, til hvem Huitfeldt altid stod i det venligste forhold, og som skønnede hans sjældne embedsiver og dygtighed. Alle ansøgninger til kongen om nådesbevisninger gik fremtidig gennem Huitfeldts hånd; hvad der vedrørte kirke, skole og videnskab lå under ham, ikke at tale om mange andre forhold, som sorterede under det danske Kancelli.
At Huitfeldt egnede sig godt til at overtage de åndelige interessers tarv, har vi bl.a. vidnesbyrd om i hans opfordring til Anders Sørensen Vedel om at fremme oversættelsen af Saxo og udgivelsen af Adam af Bremens nordiske kirkehistorie. I samme retning peger også de mange træk, der er bevarede af Huitfeldts forbindelse med så godt som alle de mænd, der på hans tid her til lands og i videre kredse syslede med historisk granskning. Hos en samtidig forfatter finder vi også rosende ytringer om den humanitet, hvormed Huitfeldt behandlede de mange ansøgere, der henvendte sig til ham som kongens betroede mand.
Da han jævnlig ledsagede kongen på hans rejser for at være ved hånden ved afgørelse af indkomne sager, finder vi ham af og til, undertiden for længere tid, på de kongelige slotte, Koldinghus, Skanderborg Slot og andre, eller endog udenlands, som da han i sommeren 1576 var med kong Frederik i Güstrow i Mecklenburg, hvor han gjorde personligt bekendtskab med den som historiker og teolog fortjente professor David Chytræus fra Rostock, et bekendtskab, som Huitfeldt satte pris på og drog fordel af. Også i sommeren 1579 synes han at have opholdt sig en tid i Güstrow.
Da sekretærerne i kancelliet ikke havde nogen høj embedsløn, var Huitfeldt dels henvist til sportler, der, efter en fra det pavelige kancelli nedarvet uskik, betaltes af dem, der opnåede privilegier eller lignende benådninger, dels til forskellige mindre forleninger, han tid efter anden fik, såsom Sankt Hans Kloster i Viborg, domprovstiet og et kanonikat i Århus og Søndmøre i Norge.
Godsejer og skolemand I august 1580 fratrådte Huitfeldt stillingen som øverste sekretær i kancelliet. Kort forinden havde han fået livsvarig, afgiftsfri forlening på Gers Herred med købstaden Væ i Skåne mod at kvittere for den sum, for hvilken han havde herredet i pant. I Gers Herred lå Huitfeldts hovedgårde Lillø og Odersbjerg, og her synes han i de nærmest følgende år især at have opholdt sig.
1583 døde broderen Jacob som lensmand i Trondhjem. Den kærlighed, Huitfeldt havde haft til denne, overførte han, der var og forblev ugift, nu på broderens enke og børn; for disse blev han som en fader og for enken en omhyggelig lavværge og en deltagende ven. 1585 skænkede han sin broders børn Lillø Hovedgård og Gods og forbeholdt sig kun selv det mindre Odersbjerg, hvortil han siden skrev sig, men hvor han dog aldrig boede, hvorfor han heller ikke lod nogen hovedbygning opføre der.
Derimod støttede han svigerinden med råd og dåd, da hun 1586 opførte den skønne hovedbygning på Berritzgård. Årsagen, hvorfor Huitfeldt allerede i levende live gav sin broders børn Lillø, var vistnok den, at han ville bevare denne ejendom i sin slægt, mens den ellers stod fare for at gå over til Galterne eller Ulfeldterne, i hvilke slægter hans søstre var indgiftede.
1583 forlenedes Huitfeldt med Laholm Slot og len i Sønderhalland og med et kanonikat i Lund, mens han afstod Sankt Hans Kloster i Viborg. Samme år blev han som slægtning af Herluf Trolle skoleherre for Herlufsholm, et hverv, som han forestod indtil sin død, og hvortil han egnede sig godt, da han, uddannet af mænd som Hans Mikkelsen og Sturm, vel formåede at skønne, hvad der var til skolens tarv. Han forøgede lærernes tal; men de indskrænkede midler, som var til rådighed, tillode dog ikke store foretagender og navnlig ikke at lønne lærerne således, at de kunne blive der længere, end til noget andet og bedre tilbød sig for dem. For øvrigt søgte Huitfeldt som øvet jurist på bedste måde at sikre de besiddelser og rettigheder, som tilkom stiftelsen, men som især ved tilgrænsende lodsejeres overgreb var udsatte for at forringes.
Rigens Kansler 1586 fik Huitfeldt sæde i Rigsrådet og blev tillige Rigens Kansler, hvorved han stilledes i spidsen for landets justitsvæsen. Samtidig ombyttede han Laholm med Tryggevælde Len. Som løn for det arbejde, rigskanslerembedet medførte, aflagdes han med vor Frue Provsti i Odense, et ret anseligt beneficium, hvorunder Frue Kirke i Odense og Gamborg Kirke i Fyn hørte, for hvilke Huitfeldt da blev patron.