thumb|Indledningen til Immanuel Kants afhandling Svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning? (Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?) Halle 1799.Teksten lyder i oversættelse: "Oplysning er menneskets udtræden af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er en mangel på evne til at bruge sin forstand uden en andens styring. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav modet til at bruge din egen forstand! Er altså oplysningens valgsprog. Dovenskab og fejhed er grundene til, at så stor en del af menneskene til stadighed bliver ved med at være umyndige, til trods for at de for længst har erklæret naturen fri for fremmed styring; og til at det bliver så let for andre at opkaste sig til deres formyndere. Det er så bekvemt at være umyndig. Har jeg en bog, som har forstand i stedet for mig, en sjælesørger, der har samvittighed i stedet for mig, en læge, der vurderer diæten for mig osv. så har jeg ikke behov for selv at anstrenge mig." Der indledes med de berømte sætninger: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse." Oplysningstiden var en periode i Europas kulturhistorie fra ca. 1700 til ca. 1800. Begrebet "oplysning" hentyder til, at filosoffer og videnskabsmænd udvidede menneskets viden og udbredte den til en bredere kreds. Samtidig blev denne viden brugt til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter som kongemagt og kirke. Man ønskede at se fordomsfrit på de fænomener, man undersøgte. Man søgte en naturlig og fornuftig forklaring.Litteraturens veje, s. 89
Oplysningstiden var præget af en optimistisk tro på menneskets fornuft og dens evne til at erkende tilværelsen. Fornuften blev betragtet som uafhængig af enhver autoritet, og dermed som et redskab til at opnå frihed i forhold til autoriteterne. En vigtig inspiration kom fra naturvidenskaben, som i forbindelse med den naturvidenskabelige revolution i 1500-tallet og 1600-tallet havde haft succes med at forklare mange fysiske fænomener.
På det religiøse område var deismen fremtrædende. Den stod for troen på en gud, der har skabt verden som et stort urværk, et perfekt system der kører af sig selv. Efter at have skabt verden griber guden ikke aktivt ind i verdens begivenheder, for eksempel ved en speciel åbenbaring. Deismen var et udtryk for naturvidenskabens indflydelse på religionen.
I oplysningstiden opstod der en fornyet interesse for naturlig religion - den religion, der er i overensstemmelse med fornuften. Et slagord i tiden var ”Gud, dyd og udødelighed”. Hermed angav man, hvad man mente var de tre hovedelementer i den naturlige religion.Religionsleksikon på nettet: Oplysningstiden
Eftersom kristendommen ifølge oplysningsfilosofien ikke har patent på sandheden, blev det almindeligt at slå til lyd for religiøs tolerance: Det er ikke de enkelte religioners og sekters egenart, der er afgørende, men deres grad af overensstemmelse med den naturlige religion.
Ordet "oplysning" har siden oldtiden betegnet både religiøst og filosofisk klarsyn. Ordet "oplysningstid" stammer fra Immanuel Kants afhandling Svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning? fra 1784.
Baggrunden for oplysningstiden Tiden lige før oplysningstiden, dvs. 1600-tallet, var præget af tiltagende brydninger: Det voksende borgerskab stillede krav om del i magten og angreb dermed enevælden. Kirken og religionen mistede troværdighed i takt med at naturvidenskaben udvikledes og afslørede andre forklaringer på naturfænomener end kirkens forklaringer. I løbet af århundredet havde Francis Bacon, og Galileo Galilei udviklet den videnskabelige metode, og tænkere som Jacques-Bénigne Bossuet, Gottfried Leibniz, René Descartes og Baruch Spinoza havde lagt grunden for rationalismens synspunkter. De åbnede for, at mennesket med sin fornuft var i stand til at finde naturens, og dermed Guds, hemmeligheder.
Trods denne revolutionerende måde at anvende videnskaben på, var det dog først i slutningen af det 1600-tallet og især i 1700-tallet, at oplysningen kom i konflikt med de eksisterende autoriteter (konge og kirke). I 1600-tallet var rationalisterne næsten uden undtagelse stadig kongetro og kristnePeter Gay, 1995, s. 256 & 314ff og manglede derfor den for oplysningstiden vigtige ingrediens: kritik af vedtagne autoriteterPeter Gay, 1995, s. 130.
Den første af 1600-tallets tænkere, der anvendte kritikken på denne måde, var den franske filosof Pierre Bayle. I sit værk Dictionnaire Historique et Critique ("Historisk og Kritisk Ordbog") (1695-1697) anvendte han kritikken i et sindrigt fodnotesystem, der under lærde afhandlinger stillede spørgsmålstegn ved mange af Bibelens fortællinger. Han fremhævede, at sekter som arianerne og huguenotterne var blevet uretfærdigt forfulgt. Hans måde at anvende videnskaben på blev en stor inspiration for oplysningstidens tænkere, ikke mindst for Voltaire.
Oplysningstiden samlede og fokuserede på de eksisterende tendenser og stillede kritiske spørgsmål ved hjælp af naturvidenskaben. Ofte skete det med en bevidst mangel på respekt for autoriteter. Der blev stillet krav om om generelle udvidede beføjelser til individet i form af universelle menneskerettigheder. Der blev desuden stillet krav om friere politiske og økonomiske forhold for den enkelte borger.
Definition af oplysningstiden Diversiteten i tidens tanker Oplysningstiden bliver anvendt som samlet begreb for den filosofiske og videnskabelige tænkemåde, der anvendtes i 1700-tallet. Begrebet dækker dog over forskellige personer, retninger og skoler, både inden for de forskellige lande og mellem landene indbyrdes.Peter Gay, 1995, s. 3. Den tyske oplysningstænkning var forskellig fra den franske, mens den tyske oplysningsfilosof Lessing havde mere tilfælles med Denis Diderot end med sin tyske oplysningskollega Christian Wolff. Der har derfor været uenighed mellem historikere om definitionen på oplysningstiden.se f.eks. Thomas Bredsdorff, 2003, s. 174ff
Idéhistorikeren Peter Gay, hvis værk The Enlightenment – An Interpretation (i to bind, 1966-1969), et hovedværk inden for studiet af oplysningens idéhistorieAsser Amdisen, 2001, s. 19, har forsøgt at finde frem til de begreber, som alle oplysningstidens tænkere var fælles om. Det er meget generaliserende begreber, der var banebrydende. Han opsummerer fællestankegodset som et program for sekularisering, humanisme, kosmopolitisme og frihed, med særlig vægt på kampen for frihed i dens forskellige afskygninger. Den indbyrdes forskel mellem tænkerne lå i de hovedproblemer, de tog fat på i deres forsøg på at virkeliggøre disse grundtanker i samfundet. Forskellen lå også i de metoder, de brugte.
De konkrete ideer varierede efter geografi og de enkelte oplysningstænkere, og de ændrede sig i løbet af århundredet. I periodens sidste halvdel var kritikken langt mere radikal end i den første. De fleste oplysningstænkere i begyndelsen af århundredet var deister: franskmændene Voltaire og Montesquieu; englænderne John Locke og Anthony Collins. I anden halvdel af århundredet kom der flere og flere ateister blandt filosofferne.Peter Gay, 1995, s. 358ff
En vigtig karakteristik af oplysningstiden er ændringen af betydningen af ordet "innovation" (fornyelse). Tidligere var "fornyelse" negativt ladet og blev anvendt som et skældsord, men fra 1700-tallets begyndelse fik innovation en positiv betydning.hvad Peter Gay kalder "recovery of nerve", jf. Peter Gay, 1969, s. 3
Naturretten thumb|John Locke. Ved hjælp af oplysning blev befolkningen befriet fra det formynderskab, som autoriteterne og traditionerne (specielt den kristne tradition) udøvede. Det svarede til Kants tanke om, at mennesket må oplyses for at vinde selvbestemmelse og "myndighed". Denne tanke har udgangspunkt i Hugo Grotius´ retsfilosofi (1625), der udtrykker tanken om ligheden mellem mennesker gennem begrebet naturret: Det er ikke Gud, der er ophav til samfundets moralske love, men fornuften. Tankerne videreudvikles i England af John Locke (i Two Treatises on Government (1690)), David Hume, Adam Smith og Jeremy Bentham; i Frankrig af Rousseau (Om samfundspagten (1762)); og i Tyskland af Leibniz, Lessing og Immanuel Kant, der med sine filosofiske undersøgelser af selve begrebet fornuft står som omdrejningspunktet i europæisk filosofi efter antikken.
Frihed, fremskridt og myndighed var nogle af de nye nøglebegreber: myndige mennesker skulle træffe rationelle valg til samfundets bedste, hvilket bl.a. affødte menneskerettighedserklæringen, der blev vedtaget af den franske nationalforsamling i 1789. Der var en optimistisk tro på de videnskabelige fremskridt som vejen til økonomisk udvikling.
Antikkens filosofi Tænkerne i oplysningstiden var stærkt præget af antikkens filosofi. De græske og især de romerske filosoffer ansås af oplysningsfilosofferne for at være de første, der granskede naturen ud fra et ikke-religiøst og videnskabeligt synspunkt.Peter Gay, 1995, s. 72ff Samtidig havde oldtidens tænkere også oplysningstidens optimisme.Peter Gay, 1969, s. 5 Herved adskilte antikken sig fra den mellemliggende periode - middelalderen - der efter oplysningsfilosoffernes mening var undertrykt af kristendommens pessimistiske menneskesyn (Mennesket er en synder). Denne samklang mellem de to tidsaldres tænkemåde har fået Peter Gay til at kalde periodens livssyn for et "moderne hedenskab" (på engelsk: "modern paganism").Peter Gay, 1995, s. 8-9
Især to retninger inden for antikkens filosofi tiltalte oplysningstænkerne: epikuræismen og stoicismen. Med hensyn til epikuræismen var det især digteren Lukrets' digt De Rerum Natura ("Tingenes Natur"), der var populært. Digtet forklarede, at verden er skabt af atomer, og at guderne kun har skabt den for derefter at iagttage. Det var et synspunkt, der tiltalte deisterne og til en vis grad også ateisterne, og som inspirerede mange af dem.Peter Gay, 1995, s. 98ff
Med hensyn til stoicismen var det især Cicero, der var den foretrukne tænker. I sit skrift De Natura Deorum ("Om gudernes Natur") gennemgår han de mange forskellige filosofiske retninger og afslører sin egen kynisk realistiske holdning til romernes religion. Han mener, at religionen er vigtig for at bibeholde stabiliteten og traditionen, men afslører, at det ikke er dybere religiøse følelser, der griber ham. Bogen blev af Voltaire betegnet som "antikkens sandsynligvis bedste bog", og han gentog ofte Ciceros tanker i sine skrifter.Peter Gay, 1995, s. 109
Religionen Et af de mest markante aspekter ved oplysningstiden er sekularisering. Baggrunden findes allerede i 1600-tallet, hvor den engelske deisme fremkom.Peter Gay, 1995, s. 374ff Edward Herbert, som regnes for at være den første engelske deist, opstillede et system, hvori menneskets sanser fik en langt større betydning end i tidligere religiøse tankesæt. John Toland var den første, der fulgte denne tankegang til sin naturlige konklusion. Han hævdede, at religionen skulle tilpasses fornuften. (Christianity Not Mysterious fra 1696).
Anthony Collins videreførte disse argumenter; første gang i An Essay Concerning the Use of Reason fra 1707. Hans hovedværk var A Discourse of Free-Thinking fra 1713, hvori han afviser, at noget kan være "over fornuften" og hævdede, at åbenbaringen skulle tilpasses menneskets ideer om ”den naturlige religion”. De engelske deister var nogle af de første, der på grundlag af en fornuftbaseret religion radikalt og bevidst afveg fra de autoriserede og vedtagne kirkelige tolkninger af kristendommens skrifter.