Ydunsgade er en lille gade på Ydre Nørrebro i Mimersgadekvarteret. Ydunsgade er en sidegade til Jagtvej, som ender i Thorsgade.
Gaden er opkaldt efter den nordiske gudinde Ydun eller Idun – Brages hustru – der var den gudinde i den nordiske mytologi, der vogtede de gyldne æbler, som skænkede guderne evig ungdom. Ydunsgade er navngivet omkring 1901.
Ydunsgade har – ligesom parallelgaden Frejasgade – rester af sin originale brolægning.
Der er 11 opgange på Ydunsgade, primært beboelse.
Nr. 2: På 4. sal boede o. 1920 folketingsmand Peder Hedebol (1874-1959), der var en markant dansk kommunal- og landspolitiker (Socialdemokratiet). Han var borgerrepræsentant i København 1914-1924 og borgmester, 2. afdeling, 1924-1938. Han skrev sine erindringer, der udkom i 1956 "Spurv i Tranedans".
Nr. 4-6: Bemærk de enkle og effektfulde midler, som ikke er spor usædvanligt ved at have en pudset underetage og røde mursten, men i det lyse puds er der i stuen en roset-bort og under taget en ’harlekins-tern’/rhombeformet bort i svenskrød, der meget fint fremhæver de enkle detaljer.
Nr. 7 er helt tempellignende med sin brede trekantsfronton med blomstermotiv og seks pilastre. Bygningen er nyligt blevet fint malet i grå og hvide toner, der fremhæver de klassiske træk arkitekten søgte at få frem.
Hvor Ydunsgade møder Thorsgade opstår der en stor – og potentielt spændende – trekantet plads uden navn.
Forretninger i Ydunsgade
Ydunsgade er og har altid været næsten udelukkende en beboelsesgade. Et par undtagelser er, at der i 1910 lå en filial af Detailhandlerbanken i nr. 3-5 og i 1920'erne i nr. 4-6 lå Schønbergs Sæbefabrikker.
Navnet Ydun har været til stor inspiration for de få forretningsdrivende gennem tiderne: I 1940 finder man ”Ydun Kioskforretning” i nr. 1. Samtidig finder man i nr. 10 vaskeriet "Ydun" og i nutiden, også i nr. 1, ”Salon Ydun”.
Indtil 2008 lå der en butik med kontorartikler på hjørnet af Jagtvej. På det modsatte hjørne ligger der i dag en blomsterforretning. Der ligger som sagt også en frisør, samt en forretning med rengøringsartikler.
På den ene side af gaden er der i gadeniveauet indrettet til butikker, i hele gadens længde. Med to undtagelser er alle disse dog lukkede nu. Det er symptomatisk for kvarteret.
Eksterne henvisninger Læs mere på Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkivs hjemmeside Mimersgadekvarterets hjemmeside
Kategori:Gader på Nørrebro