thumb|250px|right|Allegoriske figurer for fornuft og visdom i Pietro Testas streg fra 1630. Fornuft er evnen til at bringe orden og rette proportioner i menneskets erfaringer og tænkning, evnen til bevidst at få mening ud af erfaringer, evnen til at anvende logik. Fornuften kan ændre eller retfærdiggøre praksis, institutioner og overbevisning, baseret på ny eller eksisterende information.Harry Rasmussen: H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus, Kosmologisk Information 1997, s.45. Den er tæt forbundet med menneskelige aktiviteter som filosofi, videnskab, sprog og matematik og betragtes normalt som en af den menneskelige naturs definitive egenskaber. Begrebet bliver ofte opstillet som en modsætning til følelse (emotion).
Fornuft, eller et aspekt af den, kaldes undertiden rationalitet.
Fornuft er, ligesom vane og intuition, en af de måder, hvorpå tænkning kommer fra én idé til en anden idé. For eksempel er det den metode, hvorved fornuftige væsener tænker over årsag og virkning, sandhed og usandhed, godt og dårligt. Fornuften forbindes også med evnen til selvbevidst at ændre overbevisning, attitude, traditioner og institutioner, og dermed med evnen til at opnå frihed og selvbestemmelse.Nikolas Kompridis, "The Idea of a New Beginning: A Romantic Source of Normativity and Freedom," i Philosophical Romanticism, New York: Routledge, 2006, 32-59
Et verbum, der er tilknyttet fornuften, er at ræsonnere, der defineres som "at tænke logisk og fornuftigt". Disciplinen logik studerer måder hvorpå mennesker ræsonnerer sig logisk igennem et argument. "At ræsonnere (over noget)" kan dermed forstås som at begrunde, forklare eller retfærdiggøre en begivenhed, et fænomen eller en adfærd gennem argumenter og slutninger (såkaldte ræsonnementer), der er opnået gennem brug af fornuften og logikken.
Psykologer og kognitionsforskere har forsøgt at forklare, hvordan mennesket ræsonnerer, dvs. hvilke kognitive og neurale processer der aktiveres, når man anvender sin fornuft. De har også søgt at forklare, og hvordan kulturelle faktorer påvirker de slutninger, man drager. Feltet automatiseret ræsonnement studerer hvordan fornuft potentielt kan modelleres ved hjælp af computere. Dyrepsykologi beskæftiger sig med spørgsmålet, om andre væsener end mennesket har fornuft.
Filosofisk historie
Påstanden om at fornuften giver menneskeheden en særlig placering i naturen er blevet kaldt en af den vestlige filosofis, og senere moderne videnskabs, definerende egenskaber, og trækker rødder tilbage til Antikkens Grækenland. Filosofi kan beskrives som en livsstil baseret på fornuft, og i modsat retning har fornuften været en af de største genstande for filosofiske diskussioner siden Oldtiden. Fornuften siges også at være refleksiv eller "selvkorrigerende", og kritik af fornuften har været et gennemgående tema indenfor filosofi.
Klassisk filosofi Mange klassiske filosoffer forstod naturen teleologisk, dvs. at hver enkelt type ting havde et definitivt formål, som passede ind i en naturorden, som også selv havde formål. Fornuften var i denne forståelse ikke blot en egenskab som mennesker tilfældigvis har, men nød en større anseelse end den menneskelige naturs andre egenskaber, da den var noget som menneskene havde til fælles med selve naturen, og dermed forbandt en tilsyneladende udødelig del af menneskets sind med kosmos' guddommelige orden. I det menneskelige sind eller sjæl (psyke) blev fornuften af Platon beskrevet som værende den naturlige monark, som burde herske over de andre dele. Aristoteles, Platons elev, definerede mennesker som fornuftige dyr, og lagde vægt på fornuften som værende en del af menneskets natur. Han definerede den ypperste form for menneskelig glæde eller velbefindende (eudaimonia) som værende et liv, der leves helt og holdent i overensstemmelse med fornuften.Nikomacheiske Etik, Bog 1.
Hvilke konklusioner man kan drage fra Platon og Aristoteles' diskussioner om fornuften, er et af de mest debatterede emner i filosofiens historie., side 3. Teleologiske beretninger såsom Aristoteles' var en enorm indflydelse for senere tænkere, der forsøgte at forklare fornuften på en måde, der var i overensstemmelse med monoteisme og den menneskelige sjæls guddommelighed og idødelighed. For eksempel har kosmos i den neoplatoniske filosof Plotins tekster en sjæl, som er hjemsted for al fornuft, og som alle individuelle menneskers sjæle er en del af. Fornuften var for Plotin både det, der gav de materielle ting form, og det lys som bragte individuelle sjæle tilbage til deres kilde. Sådanne neoplatoniske beretninger om den fornuftige del af menneskesjælen var meget udbredte blandt middelalderlige islamiske filosoffer, og kom igennem disses indflydelse, især Averroes', senere til at blive debatteret seriøst i Europa indtil et godt stykke inde i Renæssancen. De er fortsat et vigtigt emne indenfor iransk filosofi.
Subjekt-centreret fornuft i tidlig moderne filosofi Den tidlige moderne periode repræsenterede, særligt i Europa, en række større ændringer i forståelse af fornuften. En af de største af disse ændringer var udviklingen i den metafysiske forståelse af mennesket. Videnskabsfolk og filosoffer begyndte at tvivle på den hidtidige teleologiske forståelse af verden. Naturen blev ikke længere antaget at være menneskelignende med sine egne mål og fornuft, og menneskets natur blev ikke længere antaget at fungere i henhold til noget andet end de samme "naturlove" som gælder for selv livløse ting. Denne nye forståelse fordrev efterhånden det hidtidige verdenssyn, der byggede på en spirituel forståelse af universet. thumb|René Descartes I henhold til dette nye menneskesyn afviste den franske filosof René Descartes i det 17. århundrede eksplicit den traditionelle, aristoteliske forståelse af mennesker som "rationelle dyr", og foreslog i stedet at mennesker ikke er mere end "tænkende ting" på linje med enhver anden "ting" i naturen. Enhver kilde til viden udenfor den forståelse kunne derfor nu betvivles.
I sin søgen efter et fundament for al tænkelig viden besluttede Descartes sig for at betvivle al viden – med undtagelse sindet selv i tænkningsprocessen:
På dette tidspunkt indrømmer jeg intet, der ikke nødvendigvis er sandt. Jeg er derfor præcis intet andet end en tænkende ting; det vis sige et sind, eller intellekt, eller forståelse, eller fornuft – ord hvis meninger jeg tidligere var uvidende om.Descartes, "Anden Meditation".
Dette blev med tiden kendt som epistemologisk eller "subjekt-centreret" fornuft, fordi den er baseret på det vidende subjekt, som erkender resten af verden og det selv som en række objekter, der skal studeres og mestres ved at anvende den viden der akkumuleres gennem sådanne studier.
En af Descartes' samtidige, Thomas Hobbes, beskrev fornuft som en bredere udgave af "addition og subtraktion" som ikke begrænser sig til tal.: "We must not therefore think that computation, that is, ratiocination, has place only in numbers, as if man were distinguished from other living creatures (which is said to have been the opinion of Pythagoras) by nothing but the faculty of numbering; for magnitude, body, motion, time, degrees of quality, action, conception, proportion, speech and names (in which all the kinds of philosophy consist) are capable of addition and substraction . Now such things as we add or substract, that is, which we put into an account, we are said to consider, in Greek λογίζεσθαι [logizesthai], in which language also συλλογίζεσθι [syllogizesthai] signifies to compute, reason, or reckon." Denne forståelse af fornuft kaldes somme tider "kalkulativ" fornuft. Hobbes hævdede, ligesom Descartes, at "Overhovedet ingen Tale kan Afsluttes med en absolut viden om Kendsgerninger, fortidige eller fremtidige. For hvad angår en Viden om en Kendsgerning, så er den oprindelig Sansning og dernæst er den for altid Hukommelse".Hobbes (2015), s. 92
I perioden fra det sene 17. århundrede og på gennem det 18. århundrede videreudviklede John Locke og David Hume Descartes' tankegang. Hume trak den i en særligt skeptisk retning, da han hævdede at der ikke findes nogen måde hvorpå man deduktivt kan nå frem til forhold mellem årsag og virkning, og at ingen viden derfor er baseret alene på fornuften, selvom det kan virke sådan.
Hume bemærkede at "Vi taler ikke strengt og filosofisk når vi taler om kampen mellem følelse og fornuft. Fornuft er, og bør kun forblive, følelsernes slave, og kan aldrig foregive at kunne gøre andet end at tjene og lystre dem." Hume nævnte tilmed at "fornuft er intet andet end et vidunderligt og uforståeligt instinkt i vores sjæle, som bærer os på vej langs et bestemt spor af idéer, og udstyrer dem med bestemte kvaliteter i overensstemmelse med deres bestemte situationer og relationer." Heraf fulgte at selv dyr besad fornuft, omend i en væsentlig mindre kompleks udgave end den menenskelige fornuft.
I det 18. århundrede forsøgte Immanuel Kant at vise at Hume tog fejl, ved at demonstrere at et "transcendentalt" selv, eller "Jeg", var en nødvendig betingelse for al erfaring. Derfor, mente Kant, er det på basis af et sådanne selv, muligt at ræsonnere både om den menneskelige videns betingelser og begrænsninger. Så længe disse begrænsninger respekteres kan fornuft være et redskab for moral, retfærdighed og forståelse.
Materiel og formel fornuft Ifølge Kant, som skrev nogle af de mest indflydelsesrige moderne afhandlinger om emnet, var fornuftens store dåd at den er i stand til at udøve en form for universel lovgivning. Kant var derfor i stand til at omformulere grundlaget for moral-praktisk, teoretisk (eller "ren") og æstetisk fornuft på basis af "universelle" love.
For Kant er praktisk fornuft den selv-lovgivende eller selvstyrende formulering af universelle normer, og teoretisk, eller ren, fornuft den måde hvorpå mennesker postulerer universelle naturlove. Menneskers etiske autonomi eller frihed afhænger af deres evne til at opføre sig i henhold til de love, de gives af den korrekte anvendelse af den praktiske fornuft. Dette står i kontrast til tidligere forståelser af etik, som oftest enten fik deres hovedindhold fra religiøs forståelse og fortolkning eller fra naturen.Michael Sandel, Justice: What's the Right Thing to Do?, New York: Farrar, Straus and Giroux, 2009.
Ifølge Kant skal ethvert individ i et frit samfund kunne forfølge deres mål på den måde de selv ønsker, så længe deres handlinger er i overensstemmelse med de principper, der gives af fornuften. Han formulerede selv et sådanne princip, kendt som det kategoriske imperativ", ifølge hvilket en handling kun kunne retfærdiggøres såfremt den kunne gøres universel:
Handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lovKant (1999), s. 78
I modsætning til Hume insisterer Kant derfor på at fornuften selv har naturlige formål, nemlig løsningen på de metafysiske problemer, især opdagelsen af etikkens ("sædernes") fundament. Kant hævdede at dette problem kunne løses med hans "transcendentale logik", som i modsætning til almindelig logik ikke kun er et redskab, der kan bruges i flæng (som den var for Aristoteles), men derimod en teoretisk videnskab i sin egen ret, og grundlaget for alle de andre.Se og Kants eget forord til Kritik af den rene fornuft.
Ifølge Jürgen Habermas er fornuftens indholdsmæssige enhed gået i opløsning i moderne tid, således at den ikke længere kan besvare spørgsmålet "Hvordan bør jeg leve?" I stedet bliver fornuftens enhed nødt til at være strengt formel, eller "processuel". Han beskriver således fornuften som en gruppe på tre autonome områder (modelleret på Kants tre kritikker):
Kognitiv-instrumental fornuft er den type fornuft, der anvendes af videnskaberne. Den bruges til at observere begivenheder, til at forudsige og kontrollere udfald, og til at gribe ind i verden på basis af dens hypoteser;