Slaget om Atlanten (1939-1945)

Slaget om Atlanten var en søkrig i Atlanterhavet under 2. verdenskrig og den længstvarende, ubrudte militære konflikt under krigen. Kampene begyndte i 1939 og fortsatte til Nazi-Tyskland overgav sig i 1945, men var på deres højdepunkt fra midten af 1940 til omkring slutningen af 1943.

De kæmpende i slaget om Atlanten var først og fremmest undervandsbådene og de bevæbnede handelsskibe fra den tyske marine (Kriegsmarine) imod De Allieredes konvojer. Disse konvojer, som hovedsageligt kom fra Nordamerika og Sydatlanten, og hvis destination var Storbritannien og Sovjetunionen, beskyttedes for det meste af de britiske og canadiske flåder og luftvåben. Disse styrker fik senere hjælp af skibe og fly fra USA. På tysk side sluttede ubåde fra den italienske flåde (Regia Marina) sig til, efter at det fascistiske Italien indtrådte i krigen den 10. juni 1940.

Betegnelsen Slaget om Atlanten benyttedes første gang af Winston Churchill i 1941, og beskriver kamphandlinger, som begyndte fra den første dag af krigen i Europa og varede i seks år, hvor de involverede tusindvis af skibe og udstraktes til tusindvis af kilometer af det store ocean og tilhørende havområder, og hvor der udkæmpedes mere end 100 slag om konvojer og måske 1.000 træfninger mellem enkelte skibe. Det taktiske overtag skiftede mellem parterne i løbet af konflikten, efterhånden som nye våben, nye taktiske metoder i søkrigsførelsen og forskellige modforholdsregler udvikledes. Briterne og deres allierede fik gradvis overtaget og kunne tvinge de tyske overfladeskibe væk fra oceanet omkring midten af 1941 og deres ubåde blev afgørende slået i en række konvojslag mellem marts og maj 1943. Der kom nye tyske undervandsbåde til i 1945, men det skete for sent til at kunne påvirke krigens udfald.

Strategiske mål Som en nation, beliggende på en ø og med et oversøisk imperium, var Storbritannien meget afhængig af varetransport over havet. Landet behøvede tilførsel af mere end en million ton importerede fødevarer og materiel om ugen for at kunne overleve og kæmpe mod Tyskland. Grundlæggende var slaget om Atlanten derfor en krig om tonnage: De Allierede kæmpede for at opretholde og Aksemagterne for at forhindre den skibsfart, som gjorde Storbritannien i stand til at overleve.

Fra 1942 og fremefter søgte tyskerne desuden at forhindre den opbygning af allierede tropper og materiel, som forberedte invasionen af det besatte Europa, og at ødelægge alle allierede flåder. Overvindelsen af denne tyske trussel var en forudsætning for invasionens gennemførelse.

Ubådskrig thumb|right|200px|Viceadmiral Karl Dönitz, chef for det tyske ubådsvåben (Befehlshaber der Unterseeboote), 1935-1943; Øverstkommanderende for den tyske flåde, 1943-1945.

Admiral Karl Dönitz havde været fortaler for et angrebssystem, som er kendt som ulvekoblet, hvor grupper af ubåde angreb enkelte handelsskibe eller hele konvojer midt på havet og derved kunne overvælde eventuelle forsvarende krigsskibe. For at dette kunne være effektivt, beregnede Dönitz, at han skulle bruge 300 af de seneste Atlanterhavsbåde (Type VII), hvilket ville skabe så meget ødelæggelse af den britiske skibsfart, at landet ville blive slået helt ud af krigen.

Systemet stod i stærk kontrast til det traditionelle syn på deployering af undervandsbåde, hvor man hidtil havde sendt dem ud enkeltvis for at ligge i baghold, f.eks. i venteposition uden for en fjendtlig havn, klar til at angribe skibe som sejlede ud eller ind. Det havde været en meget succesfuld taktik, som benyttedes af britiske undervandsbåde i Østersøen og ved Bosporus under 1. verdenskrig, men den kunne ikke lykkes, hvis adgangsvejene til havnene blev godt afpatruljeret. Andre sømilitære teoretikere var af det synspunkt, at undervandsbåden skulle knyttes til den egentlige flåde og bruges på lignende måde som en destroyer. Det havde tyskerne dog prøvet i søslaget ved Jylland med dårlige resultater, eftersom undervandskommunikation kun var i sin vorden. Det japanske kejserrige brugte undervandsbåde som flådeledsagere og aldrig til hverken at blokere havne eller angribe konvojer. Generelt ansås undervandsbåden for at være den "fattige mands" våben, og det gjaldt også i den tyske Kriegsmarine, hvor storadmiral Erich Raeder med held agiterede for, at der skulle bruges penge på store overfladeskibe i stedet.

Før krigen var kystnære patruljebåde Royal Navys vigtigste antiubådsvåben. De var udstyret med hydrofoner, en lille kanon og dybdebomber. I 1920-erne og 1930-erne anså den britiske flåde i lighed med de fleste andre landes flåder ikke ubådsbekæmpelse for at udgøre et taktisk område. Tyske ubåde var blevet forbudt ved Versailles-traktaten, antiubådskrig ansås for at være af "defensiv" karakter snarere end spektakulær, og mange flådeofficerer betragtede indsats mod ubåde for at være ensformig i lighed med minestrygning. Skønt de hurtige destroyere også medbragte dybdebomber, forventedes disse skibe at skulle deltage i flådeaktioner frem for i kystforsvar, så de blev ikke indgående trænet i brugen af dem.

ASDIC Udviklingen af ASDIC, der nu kendes som aktiv sonar, var lige så afgørende for slaget om Atlanten som udviklingen af radar var det for slaget om England, og i begge tilfælde var det briterne, som stod for det afgørende gennembrud. Det forhold, at lyd udbredes effektivt i vand, var velkendt under 1. verdenskrig, og undervandsmikrofoner (hydrofoner) blev brugt til at lytte efter undervandsbåde dengang. Naturlig støj og ekkoer var derved også blevet kendt, men briterne var de første til at udvikle et fungerende, retningsbestemt "lydsøgesystem". Et samlet antiubådssystem bestod af ASDIC med et plotterbord og udstyret med passende våben.

ASDIC bestod af en transducer indsat i en kuppel under skibet. Den udsendte en snæver lydbølge i en serie af pulser, som blev tilbagekastet fra et objekt under vandet inden for en maksimal afstand på omkring 3 km. Kuplen, hvis åbning vendte ud mod havet, havde til formål at sikre, at vandet rundt om transduceren var relativt roligt, eftersom hurtigt strømmende vand ødelagde ethvert signal. Ekkoet gav en nøjagtig afstand og kurs til målet, men falske ekkoer kunne fremkomme på grund af forskelle i vandtemperatur ved forskellige dybder, strøm, vandhvirvler og fiskestimer. ASDIC krævede derfor erfarne folk til betjening for at være effektivt. Desuden krævede ASDIC, at skibets fart var under ca. 15 knob, da støjen fra dets passage gennem vandet ellers ville overdøve ekkoerne.

I begyndelsen af krigen var Royal Navys procedure at dreje ASDIC'en i en bue fra den ene side af skibet til den anden, mens transduceren standsedes for hver få grader for at udsende et signal. Flere skibe, som samarbejdede om det, ville arbejde på linje, med en afstand på 2-3 km mellem sig. Opdagedes et ekko, som operatøren identificerede som en undervandsbåd, ville skibet ændre kurs mod den og nærme sig den til en afstand af ca. 1 km med moderat hastighed, mens dens afstand og kurs ville blive plottet for at fastlægge målets kurs og hastighed. Når det besluttedes at angribe, ville skibet nærme sig med større fart og fastlægge sin kurs efter de foretagne målinger, idet hensigten var at passere lidt foran målet. Her ville dybdebomber blive rullet ud fra slisker i hækken med jævne mellemrum og samtidig ville mortérer udkaste dybdebomber omkring 40 m ud til hver side. Hensigten var at lægge bomberne i et mønster som en aflang diamant i håb om, at ubåden var inde i mønsteret. For at beskadige ubåden afgørende, skulle dybdebomben sprænge indenfor en afstand af 6 meter fra den, både i dybden og i dens plan. Eftersom det første ASDIC-udstyr var dårligt til at bestemme dybde, var det almindeligt at variere sprængningsdybden for dele af mønstret.

Der var ulemper ved disse tidlige udgaver af systemet. Øvelser i antiubådskrig havde været begrænset til, at en eller to destroyere jagede en enkelt undervandsbåd, hvis startposition var kendt, i dagslys og i roligt vejr, snarere end under storm. De tyske ubåde kunne dykke langt dybere end de britiske og engelske, endda under den dybeste indstilling af de britiske dybdebomber (til en dybde på ca. 210 m mod en maksimal indstilling af dybdebomberne på ca. 100 m). Endnu vigtigere var det, at de første ASDIC-apparater ikke kunne "se" direkte nedad, så operatøren mistede den direkte kontakt med undervandsbåden i angrebets sidste fase, hvilket naturligvis var et tidspunkt, hvor denne med sikkerhed ville manøvrere hurtigt. Desuden medførte dybdebombernes eksplosioner forstyrrelse af vandet, så det var meget svært at genetablere ASDIC-kontakt, hvis det første angreb var mislykket.

Den tro, at ASDIC havde løst problemet med ubådene, de budgetmæssige stramninger som følge af depressionen og det påtrængende behov for meget anden slags genoprustning betød, at der kun var blevet investeret lidt i våben og skibe til bekæmpelse af undervandsbåde. Slagskibsstyrkerne fik hovedparten af flådeinvesteringerne og mange af de bedste officerer. Det var kritisk at briterne forventede, at tyske ubåde ligesom i 1. verdenskrig kun ville operere nær kysten og kun true anløbet af havnene. Derfor trådte Royal Navy ind i 2. verdenskrig i 1939 uden tilstrækkeligt mange eskortefartøjer, som kunne operere på lange afstande for at beskytte transporten over oceanet, og der var mangel på officerer med erfaring i at bekæmpe undervandsbåde så langt væk. Situationen i Royal Air Forces Coastal Command var endnu mere betænkelig, så patruljefly typisk kun kunne sende maskingeværsalver mod det sted, hvor de observerede en ubåd dykke.

Tidlige træfninger (september 1939 – maj 1940)

I 1939 manglede Kriegsmarine styrke til at kunne udfordre det herredømme over havet, som udøvedes af den kombinerede britiske Royal Navy og den franske flåde (Marine Nationale). Den tyske flådestrategi baseredes i stedet på ødelæggelse af handelstrafikken ved brug af store slagskibe, bevæbnede handelsskibe, undervandsbåde og fly. Mange tyske krigsskibe var allerede til havs, da krigen brød ud, herunder de fleste undervandsbåde og også "lommeslagskibene" (tysk: Panzerschiff) Deutschland og Admiral Graf Spee, der sejlede ud i Atlanterhavet i august. Disse skibe begyndte straks at angribe britiske og franske skibe. U-30 sænkede passagerskibet SS Athenia få timer efter krigserklæringen, hvilket var en overtrædelse af dens ordre om ikke at sænke passagerskibe. Ubådsflåden, som skulle komme til at dominere så meget i slaget om Atlanten, var lille ved krigens begyndelse, og mange af de 57 ubåde, som var til rådighed, var af den lille og kortrækkende type II, som primært var nyttig til mineudlægning og almindelig operation i de kystnære britiske farvande. Meget af den indledende tyske indsats mod skibsfarten bestod i mineudlægning fra destroyere, fly og ubåde ud for britiske havne.

Ved krigens udbrud etablerede briter og franskmænd straks en blokade af Tyskland, skønt denne havde begrænset virkning for den tyske industriproduktion. Royal Navy iværksatte også hurtigt et konvojsystem for at beskytte handelen, et system der snart bredte sig fra de britiske øer og til sidst anvendtes så langt væk som Panama, Bombay og Singapore. Fremgangsmåden gjorde det muligt for Royal Navy at koncentrere sine eskortefartøjer nær de steder, hvor ubådene med sikkerhed kunne findes, nemlig ved konvojerne.