Tuberkulose, MTB eller TB (en forkortelse af tuberkelbakterien) er en udbredt smitsom sygdom ofte med dødelig udgang. Sygdommen forårsages af forskellige stammer fra mykobakterie-komplekset, som regel Mycobacterium tuberculosis. Tuberkulose forekommer typisk i lungerne, men kan også angribe andre organer. Tuberkulose smitter gennem luften, når personer med en aktiv TB-infektion hoster, nyser eller overfører spyt gennem luften. De fleste infektioner er asymptomatiske og latente. Men hos én ud af ti udvikler en latent infektion sig til aktiv sygdom. Ubehandlet tuberkulose dræber over 50% af de smittede.
Klassiske symptomer på aktiv TB er kronisk hoste med blodigt opspyt, feber, nattesved og vægttab. Tidligere kaldte man TB for "tæring", fordi patienterne tabte vægt. Infektion i andre organer giver mange forskellige symptomer. Diagnose af aktiv TB kræver en røntgenundersøgelse (som regel af brystkassen) samt mikroskopisk undersøgelse og dyrkning af kropsvæsker. Latent TB kan diagnosticeres med en tuberkulinprøve og blodprøver. TB er svær at behandle, og man er nødt til at tage antibiotika i en længere periode. Sociale kontakter screenes og behandles, hvis det er nødvendigt. Antibiotikaresistens er et voksende problem i behandlingen af infektioner med multiresistente tuberkulosebakterier (MDR-TB). TB forebygges ved at screene folk for sygdommen og vaccinere med calmette-vaccine.
Eksperter mener, at en tredjedel af verdens befolkning er smittet med M. tuberculosis, og der kommer nye tilfælde til hvert sekund. I 2007 var der ca. 13,7 millioner aktive, kroniske tilfælde på verdensplan. I 2010 kom der ca. 8.8 millioner nye tilfælde, og 1.5 million døde som følge af sygdommen, mest i ulande. Det totale antal tilfælde af tuberkulose er dalet siden 2006, og antallet af nye tilfælde har været i tilbagegang siden 2002. Tuberkulose er ikke jævnt fordelt i verden. Ca. 80% af befolkningen i mange asiatiske og afrikanske lande tester positiv ved tuberkulinprøver, mens tallet i USA kun er 5-10%. Der er flere tilfælde af TB i ulandene, da folk der typisk har et svækket immunforsvar. Når disse mennesker får tuberkulose, er det typisk, fordi de er smittet med HIV og udvikler AIDS.
Tegn og symptomer thumb|Her ses de mest udbredte varianter og stadier af tuberkulose. Mange symptomer overlapper andre varianter, mens andre er mere (men ikke helt) specifikke for visse varianter. Der kan være tale om flere varianter samtidig. Mellem fem og ti procent af de TB-ramte, der ikke har HIV, udvikler den aktive sygdom på et tidspunkt i livet. Dette tal er 30% for HIV-smittede TB-patienter. Tuberkulose kan forekomme overalt i kroppen, men det ses hyppigst i lungerne (lungetuberkulose eller pulmonal tuberkulose). Tuberkulose uden for lungerne kaldes ekstrapulmonal tuberkulose, som godt kan forekomme sammen med pulmonal tuberkulose. Almindelige tegn og symptomer omfatter feber, kulderystelser, nattesved, tab af appetit, vægttab og træthed. Patienten kan udvikle såkaldte trommestikfingre i udpræget grad.
Pulmonal Hvis en tuberkuloseinfektion bliver aktiv, angriber den i 90% af tilfældene lungerne. Symptomerne kan omfatte brystsmerter og længerevarende produktiv hoste. Ca. 25% af de ramte har et asymptomatisk sygdomsforløb. Nogle gange ses hoste med blodigt opspyt i mindre grad. I sjældne tilfælde kan infektionen nå lungepulsåren, så der opstår en massiv blødning, der kaldes Rasmussens aneurisme. Tuberkulose kan blive kronisk og give udbredt ardannelse i de øvre lungelapper. Det er som regel de øvre dele af lungerne, der angribes. Grunden til dette er ikke helt klarlagt. Måske angribes de øvre lunger mest på grund af den bedre luftgennemstrømning eller dårligt lymfeafløb.
Ekstrapulmonal I 15–20% af de aktive tilfælde spreder infektionen sig ud fra åndedrætsorganerne og giver andre typer tuberkulose. Når TB forekommer uden for åndedrætsorganerne, kaldes det ekstrapulmonal tuberkulose. Ekstrapulmonal TB forekommer hyppigere hos personer, der er i immunundertrykkende behandling, immunsuppression og hos små børn. Ekstrapulmonal TB forekommer hos over 50% af de HIV-smittede. Ekstrapulmonale infektioner findes især i lungehinden (tuberkuløs lungehindebetændelse), centralnervesystemet (tuberkuløs meningitis) og i lymfesystemet (skrofulose på halsen). Ekstrapulmonal TB ses også i det urogenitale system (urogenital tuberkulose), i knogler og led (Potts sygdom i rygsøjlen) samt andre steder. Hvis TB når knoglerne, kaldes det knogletuberkulose, som er en type af knoglemarvsbetændelse. En farligere og mere udbredt type TB er miliærtuberkulose. Miliærtuberkulose udgør ca. 10% af de ekstrapulmonale tilfælde.
Årsager
Mykobakterier thumb|Elektronmikroskopi af Mycobacterium tuberculosis Den største årsag til TB er Mycobacterium tuberculosis, en lille aerob bakterie, der ikke kan bevæge sig. Mange af denne sygdomsfremkaldende bakteries unikke kliniske kendetegn skyldes dens høje indhold af lipider. Cellen deler sig hver 16. –20. time. Det er meget langsomt sammenlignet med andre bakterier, der normalt deler sig på mindre end en time. Mykobakterier har et lipidlag om cellemembranen. Ved en gramfarvning vil MTB kun vise sig meget lidt eller slet ikke "grampositive", fordi cellevæggen har et højt indhold af lipider og mykolsyre. MTB kan modstå svage bakteriedræbende midler og kan overleve som endospore (dvs. i dehydreret tilstand) i flere uger. I naturen kan bakterien kun vokse i en værtsorganisme, men M. tuberculosis kan dyrkes i laboratoriet.
Ved hjælp af histologisk farvning i prøver af ophostet slim (også kaldet opspyt) kan forskere identificere MTB i et almindeligt mikroskop. Nogle af M. tuberculosis-pletterne overlever behandling med en syreopløsning. Den klassificeres derfor som en syrefast bakterie. De to mest almindelige farvningsteknikker ved syrefaste bakterier er Ziehl–Neelsen-farvning, som farver syrefaste bakterier klart røde, så de kan ses tydeligt på en blå baggrund, og auramin-rhodamin-farvning efterfulgt af fluorescerensmikroskopi.
M. tuberculosis-komplekset omfatter fire andre mykobakterier, der giver tuberkulose: “M. bovis,” “M. africanum,” “M. canetti,” og “M. microti". “M. africanum” er ikke så udbredt, men den er årsag til mange tuberkulosetilfælde i Afrika. “M. bovis” var tidligere en udbredt årsag til tuberkulose, men efter indførelsen af pasteuriseret mælk er denne mykobakterie næsten udryddet i i-landene. “M. canetti” er sjælden og synes kun at findes på Afrikas Horn, selvom der har været nogle få tilfælde blandt afrikanske emigranter. “M. microti” er også sjælden og ses mest hos mennesker med svækket immunforsvar, men den kan være mere udbredt, end vi tror.
Andre kendte patogene mykobakterier er “M. leprae,” “M. avium,” og “M. kansasii.” De sidste to er klassificeret som "ikke tuberkuløse mykobakterier" på engelsk kaldet "nontubercolous mycobacteria" (NTM). Disse bakterier giver ikke TB eller spedalskhed, men de giver andre lungesygdomme, der minder om TB.
Risikofaktorer Der er flere faktorer, der gør folk mere modtagelige for TB-infektioner. Den største faktor på verdensplan er HIV; 13% af alle, der får TB, har også HIV-virus. Det er et udbredt problem i Afrika syd for Sahara, hvor mange har HIV. Tuberkulose hænger tæt sammen med stor befolkningstæthed og dårlig ernæring. Denne forbindelse gør TB til en af de største fattigdomssygdomme. Følgende grupper har en høj risiko for at få TB: folk, der tager ulovlige stoffer; folk, der bor eller arbejder, hvor udsatte grupper mødes (såsom fængsler og hjemløseherberger); folk, der er fattige og ikke har adgang til korrekt lægebehandling; udsatte etniske minoriteter; børn, der kommer i tæt kontakt med udsatte grupper; og det sundhedspersonale, der hjælper disse mennesker. Kronisk lungesygdom er endnu en risikofaktor. Stenlunger øger risikoen ca. 30 gange. Folk, der ryger cigaretter, har en næsten dobbelt så høj risiko for at få TB som ikke-rygere. Andre tilstande kan også øge risikoen for at udvikle tuberkulose, blandt andet alkoholisme og diabetes mellitus (tre gange så høj risiko). Visse lægemidler, såsom kortikosteroider og infliximab (et monoklonalt antistof mod TNF-α) udgør en stadig større risikofaktor især i i-landene. Man kan også være genetisk disponeret, men videnskaben ved endnu ikke, hvor stor den risiko er.
Mekanisme thumb|Offentlige sundhedskampagner skulle bremse TB-smitten i 1920'erne.
Overførsel Når personer med aktiv pulmonal TB hoster, nyser, taler, synger eller spytter, spreder de smittebærende luftbårne dråber med en diameter mellem 0,5 og 5 µm. Et enkelt nys kan sprede op til 40.000 dråber. Hver dråbe kan overføre sygdommen, fordi der skal en meget lille mængde til, før man bliver smittet med tuberkulose. En person, der indånder under 10 bakterier, kan blive smittet.
De, der kommer i kontakt med patienter med TB længe, tit eller på tæt hold, har højere risiko for at blive smittet. Smitteraten er ca. 22%. En person med aktiv men ubehandlet tuberkulose kan smitte 10-15 (eller flere) andre om året. Normalt er det kun personer med aktiv TB, der overfører sygdommen. Det menes ikke, at patienter med en latent infektion smitter. Sandsynligheden for, at sygdommen overføres fra en person til en anden, afhænger af flere faktorer. De omfatter antallet af smittebærende dråber, bæreren spreder; hvor effektivt omgivelserne er ventileret; hvor længe personen udsættes for risiko; hvor virulent M. tuberculosis stammen er; og hvor godt et immunforsvar den usmittede person har. For at forebygge en voldsom spredning mellem mennesker, bør personer med aktiv TB isoleres og straks behandles med lægemidler mod TB. Efter cirka to ugers effektiv behandling er personer med ikkeresistente aktive infektioner som regel ikke smittefarlige mere. Det tager typisk tre til fire uger, før infektionen er voldsom nok til, at personen kan overføre sygdommen til andre.
Patogenese Cirka 90% af dem, der er smittet med M. tuberculosis har asymptomatiske, latente TB-infektioner. Disse personer har kun 10% risiko for, at den latente infektion bryder ud til en aktiv tuberkulose i løbet af livet. For personer med HIV er risikoen næsten 10% om året. Hvis man ikke modtager effektiv behandling, er dødeligheden for aktiv TB op til 66%.
TB-infektionen begynder, når mykobakterierne når lungealveolerne, hvor de optages og deler sig i endosomerne i de alveolære makrofager. Det primære sted, infektionen sætter sig i lungen, kaldes "den tuberkuløse primærinfektion" eller af og til Ghons fokus. Det findes enten i den øvre del af den nedre lap eller den nedre del af den øvre lap. Tuberkulose i lungerne kan også spredes til lungerne med blodet. Så sidder infektionen typisk øverst i lungen. Denne hæmatogene transmission kan også sprede infektionen til fjernere steder, såsom de perifere lymfeknuder, nyrerne, hjernen og knoglerne. Tuberkulose kan angribe alle dele af kroppen, men af en eller anden grund angriber den sjældent hjerte, skeletmuskulatur, bugspytkirtel, eller skjoldbruskkirtel.
Tuberkulose klassificeres som en granulomatøs betændelsessygdom. Makrofager, T-lymfocytter, B-lymfocytter og fibroblaster er nogle af de celler, der samler sig og danner granulomer. Lymfocytter omgiver de inficerede makrofager. Granulomerne forhindrer spredningen af mykobakterierne og danner et miljø, hvor immunsystemets celler kan samarbejde. De bakterier, der er inde i et granulom, kan ligge i dvale, hvilket giver en latent infektion. Endnu en egenskab ved granulomerne er, at de udvikler abnormal celledød (nekrose) midt i tuberklerne. Med det blotte øje minder nekrosen om blød, hvid ost, og den kaldes derfor kaseøs (osteagtig) nekrose.