Mercedes-Benz type 124 (samlet betegnelse for modellerne W124, S124, C124, A124, F124, V124 og VF124) var en serie af øvre mellemklassebiler fra Mercedes-Benz, bygget mellem slutningen af 1984 og midten af 1997 (i Indien til 1998).
Fra det andet facelift i sommeren 1993 blev modelbetegnelserne ændret og "overbegrebet" E-klasse indført.
Modelhistorie Generelt I december 1984Bosch produktliste, viskerblade 1999/2000 introducerede Daimler-Benz den nye øvre mellemklassesedan som efterfølger for type 123. Til type 124 blev der benyttet detaljer fra den mindre type 201, men modellen forblev dog enestående i teknik og design. Paralleller til kompaktklassen talte bl.a. benyttelsen af diverse, vægtbesparende materialer. På trods af letbygningen blev sikkerheden forbedret. Som forbilleder tjente type 201 samt S-klassen type 126.
Kabinen i type 124 udmærkede sig gennem en høj sidekollisions- og rullebestandighed, og var forsynet med deformationszoner. Kriteriet for en asymmetisk frontalkollision med 40 procent overdækning og kunne nu også opfyldes af type 124. Derudover blev der også koncepteret mulige kontaktzoner til beskyttelse af fodgængere og førere af tohjulede køretøjer.
I den første tid omfattede modelprogrammet benzinmodellerne 200 og 230 E (4-cyl.) samt 260 E og 300 E (6-cyl.) samt dieselmodellerne 200 D, 250 D og 300 D (4-, 5- hhv. 6-cylindret). Derudover fandtes der en 200 E til eksport til Italien. I september 1985 fulgte stationcarversionen T-model, i marts 1987 en coupé og i september 1991 den firepersoners cabriolet. I januar 1991 kom 500 E med V8-motor fra 500 SL på markedet, og i september måned samme år fulgte den teknisk næsten identiske 400 E med 4,2-liters V8-motor fra 400 SE. Fra 1993 bar type 124 som den første Mercedes-Benz-model navnet E-klasse.
Specialkøretøjer med længere akselafstand, op til seks døre, samt ambulance- og rustvognsopbygninger kompletterede programmet. Sidstnævnte blev opbygget af eksterne firmaer på basis af et chassis med kort (F124) eller lang (VF124) akselafstand.
Modelvarianter I løbet af byggetiden fandtes type 124 i flere forskellige motor- og udstyrsvarianter. Motorprogrammet gik fra 200 D (diesel) op til 500 E/E 500 (benzin).
Sedan (W124) Sedanen var den mest solgte version af type 124. Den blev introduceret i december 1984 og produceret frem til august 1995, og fandtes med talrige motorversioner og forskellige opbygninger. Den svageste motor var 200 D med 53 kW (72 hk), og den stærkeste 500 E/E 500 med 240 kW (326 hk).
På Frankfurt Motor Show i september 1987 fulgte to nye versioner, 300 D Turbo og 300 D Turbo 4MATIC. Begge disse var udstyret med turbodieselmotoren, som to år forinden allerede var blevet introduceret i de tilsvarende T-modeller. En verdensnyhed var dermed kun 4MATIC-versionen, mens den konventionelt drevne 300 D Turbo siden april 1986 havde været markedsført i USA. Turbodieselen adskilte sig udefra fra de øvrige versioner gennem fem ekstra luftindsugningskanaler i højre forskærm.
To yderligere modeller fulgte på Paris Motor Show i september 1988: 200 E med 2,0-liters indsprøjtningsmotoren fra 190 E var dog ingen ægte premiere, da denne type fra starten havde været produceret til det italienske marked. Derimod var 250 D Turbo nyopstået gennem et kig i motorbyggekasserne, og svarede principielt til 250 D men udstyret med en modificeret version af den turboladede 2,5-liters dieselmotor, som allerede gjorde tjeneste i kompaktklassen.
Ottecylindrede versioner thumb|Mercedes-Benz 500 E (1992) I modelprogrammet fik 500 E, som blev introduceret i 1991, ligeledes i Paris, fra starten en speciel position. Modellen blev udviklet i joint venture med Porsche og monteret på Porsche-fabrik 1 i Stuttgart-Zuffenhausen. Dertil leverede Mercedes-Benz det rå karrosseri til Porsche, hvor alle dele som afveg fra de andre versioner, som f.eks. forvogn, forskærme etc., blev delmonteret. Det derved kompletterede karrosseri blev herefter sendt tilbage til Sindelfingen og lakeret. Slutmontage og montering af motor fandt derefter sted i Zuffenhausen. Den daværende chef for Mercedes-Benz, Werner Niefer, støttede med dette joint venture Porsche, som på det tidspunkt havde finansielle problemer. Montagen af den eksklusive 500 E gav Porsche mulighed for at udnytte deres på grund af krisen for lidt benyttede produktionsfaciliteter. Samarbejdet varede dog kun i den første generations (MOPF 1) produktionstid. Den faceliftede E 500 (MOPF 2) fremstillede Mercedes-Benz helt selv i eget regi.
En mindre speciel position fik 400 E med 4,2-litersmotor, som kom på markedet i efteråret 1991 og med det andet facelift blev omdøbt til E 420. Da modellen var udstyret med V8-motoren M 119 E 42, som i sine ydermål modsvarede den stærkere M 119 E 50 fra 500 E/E 500, måtte der på karrosseriet til 400 E/E 420 udføres de samme modifikationer for at gøre plads til motoren. Også drivlinje, undervogn og bremser blev med undtagelse af små detaljer modificeret på samme måde. I modsætning til 500 E/E 500 havde 400 E/E 420 ingen bredere forskærme eller ændret forlygtekonfiguration, som adskilte sig fra resten af type 124-serien. Udefra adskilte 400 E/E 420 sig bortset fra skrifttrækket på bagklappen dermed ikke fra de sekscylindrede versioner.
Hvor 500 E eksplicit var koncepteret som sportssedan, var 400 E ment som en komfortabel og hurtig rejselimousine. Disse versioner var oprindeligt tilegnet de amerikanske og japanske markeder, hvor Lexus og Infiniti havde introduceret V8-modeller og Mercedes-Benz i den tid havde mistet næsten en fjerdedel af sin omsætning og vil have rådet bod derpå. I slutningen af 1992 kom 400 E til Europa, hvor den udviklede sig til en heftig konkurrent fra eget hus til 400 SE/S 420 af type 140, som var udstyret med samme motor men var større og betydeligt tungere. Derudover stod type 140 i denne tid i social og økologisk kritik. 400 E/E 420 blev fremstillet i Sindelfingen.
Begge de ottecylindrede versioner udviste rigtig gode præstationer og var elektronisk hastighedsbegrænset til . Ud over det forskellige maksimale drejningsmoment betød også det længere udvekslede differentiale for, at 400 E/E 420 accelererede langsommere fra 0 til end 500 E/E 500. En interessant teknisk detalje var, at 400 E/E 420 teoretisk kunne opnå en højere maksimal hastighed end 500 E/E 500. Ved den elektronisk begrænsede maksimale hastighed på havde 500 E/E 500 næsten nået sit maksimalt tilladte motoromdrejningstal, hvor lillebroderen på grund af sin længere differentialeudveksling havde lidt mere spillerum. De normale ottecylindrede versioners præstationer blev overgået af E 60 AMG med 280 kW (380 hk), som ligesom de andre ottecylindrede versioner kun fandtes som sedan. Den blev markedsført af Mercedes-Benz-forhandlerne som tuningversion af E 500. En seriemæssigt fremstillet E 500 blev derefter ombygget af AMG og fik ud over den større motor, som også gjorde tjeneste i SL, modifikationer på undervognen.
Teknisk set dannede de ottecylindrede versioner en fra resten af type 124-serien stærkt afvigende undermodelserie med vidtgående slægtskab til type 129 og 140, som i fabrikantens typenummerserie ikke fik et andet nummer men fortsat figurerede som W 124.
T-model (S124) thumb|Mercedes-Benz S124 (1989−1993) Stationcarversionen af type 124 bar traditionen tro for Mercedes-Benz betegnelsen T-model (T = Touristik & Transport), og blev introduceret på Frankfurt Motor Show i september 1985. T-modellen var som standard udstyret med tæppebund i bagagerummet og læderindtræk. Derudover fandtes for første gang en elektrisk lukkende bagagerumsklap.
Denne anden generation af sportslige stationcars fra Mercedes-Benz svarede teknisk set meget til sedanen: Bortset fra det afvigende bagendedesign og de deraf resulterende modifikationer var der ingen forskelle i forhold til sedanen. Også motorer, bremser og undervogn var tilpasset den højere lasteevne, men ellers overtaget næsten uændret fra sedanen. T-modellerne var udstyret med en ændret bagaksel, som standardudstyr kombineret med hydropneumatisk niveauregulering. Også den i sedanversionerne opfyldte sikkerhedsstandard blev i vidt omfang overført til T-modellerne. Specielt under udviklingen af det bageste karrosserioverhæng, et på sedanen meget kritiseret område, blev der taget højde for sikkerhedsforskningen. Et eksempel derpå var brændstoftanken, som på T-modellerne på grund af konstruktionen var nødt til at være placeret under bunden af bilen. Den havde en speciel form med skrå anløbsflader på tankens overside og bilens bund hvilket garanterede, at tanken ved en bagendekollision blev skubbet væk nedad og derved holdt af fangesnore, uden at berøre kørebanen.
Slægtskabet mellem sedan og T-model viste sig også i motorprogrammet: Det oprindelige motorprogram omfattede otte forskellige motorer, hvoraf de alle med undtagelse af én også kunne fås i sedanmodellen: Den treliters sekscylindrede turbodiesel OM 603 D 30 A med 105 kW (143 hk) i 300 TD Turbodiesel blev udviklet af Mercedes-Benz' ingeniører på basis af sedanens sugemotor. I ændret form kom turbodieselmotoren også til indsats i S-klasse-eksportmodellen 300 SDL. Omvendt manglende fra sedanernes motorprogram 2,6-liters benzinmotoren samt 3,0-liters sugedieselmotoren ved T-modellens introduktion.
Traditionen tro i Mercedes-Benz' mellemste serie i flere årtier, kunne der også til type 124 leveres chassiser med eksternt fremstillede specialkarrosserier, som f.eks. ambulance. En nyhed var, at disse chassiser for første gang kom fra T-modellen og fremstillet sammen med denne i Bremen. Ud over versionen med normal akselafstand, som fandtes i typerne 250 D og 230 E, fandtes der igen også en forlænget udførelse som 250 D, 230 E og 260 E. Ambulanceopbygninger på disse chassiser blev fortrinsvis lavet hos Binz i Lorch, Miesen i Bonn og Visser i Leeuwarden/Holland. Til de mest kendte producenter af rustvogne på basis af type 124 hørte karrosseriombygningsfirmaerne Pollmann i Bremen, Rappold i Wülfrath, Stolle i Hannover og Welsch i Mayen.
S 124 bar frem til 1993 tilnavnet TE hhv. TD efter den af slagvolumet afledte modelbetegnelse. TE stod derved for T-model med indsprøjtningsmotor (tysk: Einspritzer). TD stod derimod for T-model med Dieselmotor og ikke, som ofte antaget, for Turbodiesel. Turbodieselen hed TD Turbo. Fra 1993 indgik T'et fortsat i modelbetegnelsen for at adskille modellen fra den tilsvarende sedan, men optrådte ikke længere på selve bilen.
Coupé (C124) thumb|left|Mercedes-Benz 300 CE (1987−1989) I marts 1987 udvidede Mercedes-Benz modelprogrammet igen. I første omgang blev der på Geneve Motor Show præsenteret to coupémodeller, som fuldendte programmet som tredje karrosserivariant. Den havde et lille slægtskab med sedanen. Dog blev sedanens undervogn ændret så meget, at coupéen fik en 8,5 cm kortere akselafstand hvilket understregede coupéens sportslige karakter og gjorde den til en konstruktivt og formelt egen karrosserivariant. Bilen havde fra starten de brede sideplanker, før de andre karrosserivarianter fik dem, tilgængelige i to forskellige gråtoner (lysegrå passende til sølv og mørkegrå til antracit); ellers blev de indsat for kontrastens skyld, (f.eks. sort med lysegrå planke eller hvid med mørkegrå). thumb|Mercedes-Benz E 220 Coupé (1993–1996) Først fra det første facelift (MOPF 1) i september 1989 blev sidebeplankningen på alle versioner tilpasset bilens øvrige karrosserifarve. Slægtskabet med sedan begrænsede sig til forvognen og baglygterne. Den i sedanerne opfyldte sikkerhedsstandard blev også overført til coupémodellen. B-søjlerne blev dermed erstattet af forstærkede A-søjler og døre. Den uden B-søjle byggede bil havde ingen ruderammer, så man kunne sænke sideruderne helt ned rammeløse. Derudover blev seleføringen fra C 126 på grund af den manglende anbringelsesmulighed på den manglende B-søjle overført til C124.