James Longstreet (8. januar 1821–2. januar 1904) var en af de mest fremtrædende af Sydstaternes generaler i den amerikanske borgerkrig og den vigtigste underordnede for Robert E. Lee, som kaldte ham sin ”Gamle stridshest”. Han gjorde tjeneste under Lee som korpschef i mange af de berømte slag, Army of Northern Virginia udkæmpede i det østlige operationsområde i borgerkrigen, men han kæmpede også med general Braxton Bragg i Army of Tennessee i det vestlige operationsområde. Levnedsbeskriveren og historikeren Jeffry D. Wert skrev, at "Longstreet ... var den bedste korpschef i Army of Northern Virginia; faktisk kan man hævde, at han var den bedste korpschef på begge sider i konflikten."Wert, p. 405.
Longstreets talenter som general bidrog væsentligt til Sydstaternes sejre i det Andet slag ved Bull Run, Slaget ved Fredericksburg og Slaget ved Chickamauga i både offensive og defensive roller. Han gjorde også en god indsats i Syv dages slaget, Slaget ved Antietam og indtil han blev alvorligt såret også i Slaget ved the Wilderness. Hans indsats som delvis selvstændig hærfører ved Knoxville i Tennessee resulterede i et pinligt nederlag for Sydstaterne. Hans mest kontroversielle indsats var i Slaget ved Gettysburg, hvor han var uenig med general Lee om den taktik, som skulle anvendes, og kun modstræbende accepterede det katastrofale infanteriangreb, som kaldes Picketts angreb (Pickett’s Charge).
Han havde en succesfuld karriere efter krigen, hvor han arbejdede for USA’s regering som diplomat, embedsmand og administrator. Hans skifte til det Republikanske Parti og hans samarbejde med sin gamle ven præsident Ulysses S. Grant samt de kritiske bemærkninger, som han skrev i sine erindringer om general Lees indsats i krigen, betød, at han blev bandlyst af mange af sine tidligere kolleger i sydstatshæren. Skribenter fra Lost Cause-bevægelsen fokuserede på Longstreets handlinger ved Gettysburg som den primære årsag til, at Sydstaterne tabte krigen. Hans rygte var ødelagt i Sydstaterne i over 100 år og er først for nylig ved at undergå en revurdering.
Tidlige år og karriere Longstreet blev født i Edgefield County i South Carolina. Han var det femte barn og den tredje søn af James og Mary Ann Dent Longstreet, som stammede fra henholdsvis New Jersey og Maryland, og ejede en bomuldsplantage nær ved, hvor landsbyen Gainesville ville blive grundlagt i det nordøstlige Georgia. James’ forfader Dirck Stoffels Langestraet emigrerede til den hollandske koloni New Netherland i 1657, men med tiden blev efternavnet angliseret.I sine memoirer skrev Longstreet, p. 13, at "Det er svært at afgøre, om navnet kom fra Frankrig, Tyskland eller Holland." James' far var imponeret af sin søns klippefaste karakter på den landlige plantage og gav ham tilnavnet Peterefter Skt. Peter – klippen, og gennem resten af sit liv var han kendt som Pete eller Old Pete.Wert, pp. 19-22; Longstreet, p. 13; Dickson, p. 1213.
James’ far besluttede, at en militær karriere var det rigtige for sønnen, men mente ikke at de lokale uddannelsesinstitutioner var gode nok. Da han var 9 år gammel, blev James sendt af sted for at bo ved sin tante og onkel i Augusta i Georgia. Hans onkel, Augustus Baldwin Longstreet, var avisredaktør, underviser og metodistpræst. James tilbragte 8 år på sin onkels plantage, Westover, mens han gik på Richmond County Academy. Hans far døde under en koleraepidemi under et besøg i Augusta i 1833. Selv om James’ mor og resten af familien herefter flyttede til Somerville i Alabama, blev James hos sin onkel Augustus.Wert, pp. 22-26; Dickson, p. 1213.
I 1837 forsøgte Augustus at få James indskrevet på West Point, men kongresdistriktets plads var allerede optaget, så James blev først udpeget i 1838 af familiemedlemmet Reuben Chapman, som var valgt i Alabama i det område, hvor Mary Longstreet boede. James var ikke nogen dygtig student, hverken akademisk eller hvad angik opførsel, og fik sin eksamen som nr. 54 af 56 i 1842. Han var populær blandt sine klassekammerater og blev venner med en række mænd, som blev kendte under borgerkrigen, såsom George Henry Thomas, William S. Rosecrans, John Pope, D.H. Hill, Lafayette McLaws, George E. Pickett, John Bell Hood samt sin nærmeste ven Ulysses S. Grant fra 1843 årgangen. Longstreet blev udnævnt til midlertidig sekondløjtnant i 4th U.S. Infantry Regiment.Longstreet, pp. 16-17; Wert, pp. 26-31; Eicher, p. 353.
Longstreet tilbragte sine første to tjenesteår i Jefferson Barracks i Missouri, hvor han snart fik følgeskab af sin ven, løjtnant Grant. Longstreet præsenterede Grant for sin slægtning, Julia Dent, og de to endte med at blive gift. Kort tid efter mødte Longstreet Maria Louisa Garland (kaldet Louise). Hun var datter af Longstreets regimentschef, oberstløjtnant John Garland. De blev gift i marts 1848 efter afslutningen på den Mexicansk-amerikanske krig. Selv om deres ægteskab varede i over 40 år og resulterede i 10 børn, omtalte Longstreet ikke Louise i sine erindringer, og de fleste anekdoter om deres forhold har historikerne fået fra det, hans anden kone har skrevet.Wert, pp. 26-31.
Mexicansk-amerikanske krig Longstreet udmærkede sig i den Mexicansk-amerikanske krig med 8th U.S. Infantry Regiment. Han fik midlertidige forfremmelser til kaptajn for Slaget ved Contreras og Slaget ved Churubusco og til major for Slaget ved Molino del Rey. I Slaget ved Chapultepec den 12. september 1847 blev han såret i låret, mens han angreb op ad bakken med regimentsfanen i hånden. Da han faldt, rakte han flaget videre til sin ven løjtnant George E. Pickett, som nåede op på toppen med det.Wert, pp. 35-45; Eicher, p. 353.
Efter at krigen var slut, og hans sår fra Chapultepec var helet, gjorde den nygifte Longstreet tjeneste i grænseområderne af Texas, primært på Fort Bliss. Han udførte spejderopgaver og gjorde tjeneste som major og regnskabsfører i 8th Infantry Regiment fra juli 1858.Wert, pp. 47-51; Eicher, p. 353.
Longstreet var ikke begejstret for ideen om Sydstaternes udtræden af Unionen, men han havde lært doktrinen om staternes rettigheder af sin onkel og set, hvor meget han gik op i den. Selv om han var født i South Carolina og opvokset i Georgia, tilbød han sin tjeneste til Alabama, staten som havde udpeget ham til West Point, og dér hvor hans mor stadig boede. Desuden var han den højest rangerende West Point-kandidat fra denne stat, hvilket indebar, at han ville få en tilsvarende høj rang. Han trådte ud af unionshæren i juni 1861 og trådte ind i borgerkrigen på Sydstaternes side.Dickson, p. 1213; Wert, pp. 51-53.
Borgerkrigen Første slag ved Bull Run og Peninsula-kampagnen Longstreet ankom til Richmond, Virginia med en udnævnelse til oberstløjtnant i Sydstaternes hær. Han mødtes med præsident Jefferson Davis i dennes tjenestebolig den 22. juni 1861, hvor han fik at vide, at han var blevet udpeget til brigadegeneral med rang fra den 17. juni, en post han accepterede den 25. juni. Han fik besked på at melde sig hos brigadegeneral P.G.T. Beauregard i Manassas i Virginia, hvor han fik tildelt kommandoen over en brigade bestående af 3 regimenter fra Virginia.Wert, pp. 58-61. Longstreet, pp. 32-33, hævdede at han kun søgte en udnævnelse som regnskabsfører, men historikere såsom Wet tror, at dette var falsk beskedenhed, og at han søgte æren som infanteriofficer fra første dag.
Longstreet samlede sin stab og trænede brigaden uophørligt. Den kom første gang i kamp i Slaget ved Blackburn's Ford den 18. juli, hvor den modstod en større rekognosceringsenhed fra unionshæren som forløber for det Første slag ved Bull Run. Da angrebet blev sat ind i den modsatte ende af linjen den 21. juli, spillede brigaden en forholdsvis lille rolle under slaget, bortset fra at den måtte udholde artilleribeskydning i 9 timer. Longstreet var rasende over, at hans overordnede ikke ville tillade en energisk forfølgelse af den slagne unionshær. Hans betroede stabsofficer Moxley Sorrel nedskrev, at han var ”meget rasende. Han kastede sin hat til jorden, stampede, og bitre ord undslap ham”. Han citerede Longstreet for at sige: ”Retræte! For helvede da, unionshæren er knust”.Tagg, p. 204; Wert, pp. 62-77; Dickson, p. 1214; Longstreet, pp 37-57. Longstreet blev forfremmet til generalmajor den 7. oktober og overtog kommandoen over en division i Sydstaternes Army of the Potomac – fire infanteribrigader og Hamptons Legion.Wert, pp. 90-91; Eicher, p. 353.
En stor ulykke ramte Longstreets familie i januar 1862. En epidemi af skarlagensfeber tog livet af hans 1-årige datter Mary Anne, hans 4-årige søn James og hans 6-årige søn Augustus i løbet af en uge. Hans 13-årige søn Garland var tæt på også at bukke under. Tabene var ødelæggende for Longstreet, og han blev fjern, både personligt og socialt. I 1861 var hans hovedkvarter kendt for fester, druk og pokerspil. Da han kom tilbage fra begravelsen, blev det sociale liv i hovedkvarteret mere dystert. Han drak sjældent og blev et fromt medlem af den episkopale kirke.Tagg, p. 205; Wert, p. 97.
Longstreet opnåede blandede resultater i Peninsula kampagnen det forår. Han klarede sig godt som leder af bagtroppen i Slaget ved Yorktown og Slaget ved Williamsburg, hvor han forsinkede unionshæren under generalmajor George B. McClellan i dens fremrykning mod Richmond. I Slaget ved Seven Pines førte han sine mænd i den forkerte retning ad den forkerte vej, hvilket afstedkom trængsel og forvirring med andre enheder og betød en svækkelse af det massive modangreb mod McClellan. I sin rapport beskyldte han, ganske urimeligt, general Benjamin Huger for fejltagelsen.Wert, pp. 110-25; Dickson, p. 1214. General Joseph E. Johnston blev såret under slaget og blev dagen efter erstattet som chef for Army of Northern Virginia af general Robert E. Lee.
Under Syv dages slaget, som fulgte i slutningen af juni, havde Longstreet den operative kontrol over næsten halvdelen af Lee’s hær – 15 brigader, da den pressede McClellan tilbage ned gennem halvøen. Longstreet agerede aggressivt og dygtigt på sin nye, tungere post, især i Slaget ved Gaines' Mill og Slaget ved Glendale. Lees hær i almindelighed led under dårlige præstationer af Longstreets ligemænd, især (og ganske usædvanligt) Thomas J. "Stonewall" Jackson, og formåede ikke at ødelægge unionshæren. Moxley Sorrel skrev om Longstreet's sikkerhed og ro under kamp: "Han var som en klippe i kamp, når hele verden nogle gange syntes at springe i luften." General Lee sagde: "Longstreet var staven i min højre hånd." Han havde fået positionen som Lees væsentligste underordnede.Dickson, p. 1214; Tagg, p. 204; Wert, pp. 134-52.
Andet slag ved Bull Run, Maryland, og Fredericksburg Lees korpschefer karakteriseres ofte således, at Stonewall Jackson var den mere dristige, offensive i Lees hær, mens Longstreet stod for en mere defensiv strategi og taktik. Jackson er blevet betegnet som hærens hammer, mens Longstreet var dens ambolt.Wert, p. 206. I Northern Virginia kampagnen i august 1862 var dette ikke tilfældet. Longstreet havde kommandoen over den højre fløj, (som senere blev omdøbt til First Corps), og Jackson havde kommandoen over venstre fløj. Jackson startede kampagnen med en fejende manøvre rundt om flanken, som placerede hans korps bag generalmajor John Pope’s Army of Virginia, men derefter indtog han en defensiv position og bad reelt Pope om at angribe sig. Den 28. og 29. august i begyndelsen af det Andet slag ved Bull Run, bankede Pope løs på Jackson, mens Longstreet og resten af hæren endnu var på vej til slagmarken. Efter krigen blev Longstreet kritiseret for at have flyttet sin hær for langsomt, således at Jackson måtte tage det værste stød i to dage, men den tilbagelagde ca. 50 km på godt 24 timer, og general Lee forsøgte ikke at få sin hær samlet hurtigere.Wert, p. 164.