thumb|Grønlandsk fanger i kajak omkring 1830, "ballonen" bruges til at undgå, at dyret synker.

Grønlands historie har været præget af, at i den historiske tid tog først Norge og derefter Danmark magten over Grønland, men det var ikke før omkring 1953, at Grønland blev en del af et moderne samfund. Før 1953 har Grønland været betragtet som en stor nationalpark, hvor man har interesseret sig for dets naturhistorie. Man har interesseret sig for inuit-kulturen, geologien og for, om der var en sejlrute, hvor man kunne sejle til Kina på en nemmere måde gennem Nordvestpassagen.

Ældst er en række kulturer indvandrede fra henholdsvis Sibirien og Nordamerika. De folk, der tilhørte disse kulturer, har siden enten forladt landet igen eller er uddøde eller har omlagt deres levevis under indflydelse af nye indvandringer. Den seneste af disse indvandrede kulturer var Thule-kulturen fra omkring år 1200. Efterkommerne af Thule-kulturens inuitter, der stod bag den sidste indvandringsbølge, er endnu i dag udbredt over store dele af det nordamerikanske, arktiske område, og herfra stammer den moderne grønlænder iblandet en del nordeuropæiske gener. Siden 1500-tallet har Thule-kulturen været i berøring med vesteuropæisk kultur, men kulturen holdt sig relativt uændret i sin grundform, dog med tilførsel af visse nye teknologier og viden som fx brug af motorbåde og rifler. Kristendommen og evnen til at læse og skrive har ligeledes udviklet kulturen.

Den norrøne indvandring i vikingetiden forblev uden varig bosættelse og betydning. De sidste nordboere uddøde i begyndelsen af 1400-tallet, og deres eneste betydning var det minde, de efterlod i Europa.

En ny forbindelse mellem Europa og Grønland skabtes omkring år 1500. I henved 200 år var den uden større betydning for landets bofaste befolkning. Først i begyndelsen af 1700-tallet toges skridt til en ny, vedvarende europæisk tilstedeværelse. Langsomt, under de skiftende danske kongers bevågenhed, udvikledes det grønlandske samfund til en tilpasning til "moderne" vestlig levevis. I tiden omkring 1950 blev den oprindelige befolknings livsform ændret afgørende, idet man igangsatte en storstilet samling af den hidtil spredt boende befolkning med det formål at hæve levestandarden. For at gennemføre dette begyndte man at sende store midler ind i landet, hvilket skabte nye og hidtil ukendte livsformer, der ikke alene hvilede på ernæring ved naturens frembringelser. Dette skabte selvsagt store muligheder for nogle og store problemer for andre. En bivirkning af samfundsforandringen var, at Grønlands befolkning i stigende grad udviklede et ønske om at regere Grønland indefra og modnedes hen imod en større selvbestemmelse.

Den grønlandske befolknings forvandling fra en tilværelse på naturens vilkår til en tilværelse på egne vilkår men fortsat i harmoni med naturen er vellykket først og fremmest takket være de folk, som fik tildelt ansvar og forstod at leve op til det og til trods for dem, der hensynsløst tænkte på egne fordele. Det er en historie, hvor mange heltes navne nu er glemt, men frugterne af deres virke sætter sine spor endnu den dag i dag.

Forhistorisk tid

thumb|300px|Temperaturernes skift har haft stor betydning for de tidlige indvandringer til Grønland. Her er en række begivenheder indsat i forhold til klimaudviklingen: 1. Folk tilhørende Sen Dorset-kultur flytter ind i området omkring Smith Sund, Ellesmere Island og Grønland nord for Thule. 2. Nordisk bosættelse på Island begynder. 3. Nordisk bosættelse på Grønland begynder. 4. Thule-kulturen trænger ind i det nordlige Grønland. 5. Sen Dorset-kultur forsvinder fra Grønland. 6. Vesterbygden forsvinder. 7. I 1408 indgås bryllup i Hvalsey, det sidste skriftligt bevidnede begivenhed om nordboerne i Grønland. 8. Østerbygden forsvinder. 9. John Cabot finder som den første europæer efter den nordiske bosættelses forsvinden Labrador - Newfoundland i 1497. 10. “Den lille istid” fra ca. 1600 til midten af det 18. århundrede. 11. Dansk-norske Hans Egede ankommer til Grønland i 1721.

I tidsrummet 10.000 – 8.000 f.Kr. ophørte istiden, og i gode klimaperioder vandrede de første eskimoiske stammer fra de nordlige canadiske øer over det snævre stræde til Thuleområdet.

Grønlands bosættelseshistorie begyndte, da de første stammer vandrede over Beringstrædet til Alaska og videre til de nordlige canadiske øer, hvorfra de formodentlig i gode klimaperioder vandrede over det snævre stræde til Thuleområdet. Omkring 2.500-1.800 f.Kr. skete den første indvandring fra Canada til Grønland. De indvandrede slog sig ned i det nordøstligste hjørne af Grønland, det område der siden kaldtes Peary Land. Man har kaldt dem Independence I folket efter Peary Land's største fjord. De fulgte efter moskusokserne som vandrede over isen fra Ellesmere Island til Nordgrønland.

Independence I, Saqqaq og Independence II

1400 f.Kr. til 700 f.Kr. indvandrede et jægerfolk tilhørende Saqqaq-kulturen og bosatte sig i området fra Upernavik til Godthåb. De var mere orienteret mod havet og dets ressourcer. Deres bopladser og redskaber er i stort omfang fundet langs kysterne. Omtrent samtidig indvandrede et andet folk tilhørende Independence I-kulturen. De levede i Grønland samtidig, men i forskellige omgivelser. Folkene fra Independence I-kulturen levede på nordkysten, mens saqqaq-kulturen bosatte sig langs Grønlands vestkyst. De to kulturer overlevede i Grønland i ca. 1200 år, før de bukkede under – sandsynligvis som følge af en klimaændring. De seneste genetiske undersøgelser har påvist at disse uddøde kulturer oprindelig er kommet fra det nordøstlige Sibirien, nærmere betegnet Aleuterne, hvorfra de vandrede over Alaska, igennem Canada, og sidst rejste ind i Grønland.Dansk Polarcenter nr. 2 (2008) Artikel: "Den Sibiriske forbindelse"

Independence II-kulturen kom til Grønland fra Canada ca. år 800 f.Kr., og holdt til på nordkysten af Grønland ved Independence-fjorden. Independence II var samtidig med Dorset-kulturen, som var udbredt i det sydlige Grønland.

Independence II-kulturen adskiller sig fra Independence I ved, at indbyggerne var mindre afhængige af moskusoksekød, men spiste mere mad fra havet, som fisk, sæl, hvalros.

Allerede omkring år 400 f.Kr. kom der en ny kuldeperiode, isen blev tykkere, og dyrene trak mod syd. Ca. år 200 regnes som slutningen af Independence II perioden. Fra den tid var Grønland ubeboet i 500 år, før en ny indvandring fra Dorset-kulturen kom til Grønland.

Dorset I/Grønlandsk Dorset

Omkring 700 f.Kr. indvandrede Dorset-folket fra nord til de samme områder. Dorset-folket eller Tunit-folket var et fredeligt og fysisk stærkt folk. De brugte store sten som en slags vejmærker, fremstillede figurer i sten, og brugte nåle lavet af hvalrostænder. Stadig benyttedes hunde kun til jagt. Mens de tidligere kulturer havde kendt til bue og pil og dermed har drevet jagt på landdyr, har man ikke fundet bue og pil på Dorsetkulturernes bopladser. Dorsetkulturerne har udviklet en metode til at fange sæl fra huller i isen. Kulturen vandt frem over hele den amerikanske nordkalot i løbet af en kuldeperiode.

Vikingetid og middelalder

thumb|left|200px|| Kulturer i forhistorisk tid.

Kortene viser de forskellige kulturers tilstedeværelse i Grønland, Labrador, Newfoundland og de Canadiske arktiske øer i årene 900, 1100, 1300 og 1500. Norse=Nordboer

For tiden fra Kristi fødsel til omkring 700 e.Kr. savnes ethvert spor af menneskelig bosættelse på Grønland. Klimaet var koldt og fugtigt. Måske bortvandrede dorset-folket, måske uddøde de, måske omlagde de deres levevis og flyttede til nye steder. Vi ved det ikke, og indtil videre må vi afvente fremtidig forskning.

Sen Dorsetkultur (Dorset II)

Omkring 700 e.Kr. optræder Dorset-kulturen atter på Grønland, omend forandret. Det ser ud til at de er genindvandret fra Ellesmere Island over Pim Island til Kap Hatherton og derfra spredt sig dels langs Grønlands vestlige nordkyst dels langs vestkysten. Det har vist sig, at denne fase strækker sig helt frem til omkring 1300 e.Kr., hvor kulturen atter forsvinder. Tidsmæssigt falder Dorset-kulturens forsvinden nogenlunde sammen med Thule-kulturens fremtrængen,Gulløv, s. 13 men om de blev udkonkurreret, inkorporeret eller forsvandt andetsteds hen vides ikke.

Kerneområdet for sen Dorset-kultur var kysterne nord for Hudson Bugt i Canada,Gulløv, s. 16 og i Grønland lå bopladserne langs Nare Strædets kyster fra Thule til Hall Land; løsfund kendes fra det nordøstlige Grønland, Scoresby Sund og Disko og kan vidne om strejftog eller om handel.Gulløv, s. 11f

Dorset-folkene byggede huse af granitblokke med en rektangulær grundplan, formentlig tykke tørvevægge til beskyttelse mod nordenvinden og et skindtag dækket med sne. De tidligste huse var omkring 4 m × 5 m, senere voksede størrelse efterhånden og blev til sidst 7 meter brede og 14 meter lange. Der var indrettet små ildsteder på gulvet, formentlig stod der brikse langs langvæggene. Adgangen til boligen skete på et lavtliggende sted, og denne tærskel har fungeret som kuldefælde. Senere, formentlig under indflydelse fra Thule-kulturen, ændres husformen: der er nu en kort forsænket husgang, husrummet gøres smalt, og der bygges små siderum til ildsted og forråd. Briks langs endevæggen indføres; man sov på langs ad briksen, ikke med fødderne mod væggen.Meldgaard 1958, s. 173f; Gulløv, s. 9

Dorset-folket synes i deres levevis at have specialiseret sig i fangst af hvalros.Meldgaard 1958, s. 176

De havde formentlig slæde, men ingen slædehunde.

Nordboernes tid i Grønland

thumb|250 px|højre|Resterne af kirken i Hvalsey

I 875 opdagede nordboen Gunnbjørn øen og kaldte den Gunnbjørnsskær. Nogle år senere, i 982, flygtede Erik den Røde, der efter flere drab var blevet erklæret fredløs, med sit følge fra Island og bosatte sig de følgende år ved Brattahlid i det sydvestlige Grønland. Han kaldte landet Grønland. Da nordboerne i slutningen af 900-tallet kom til vestkysten, traf de ingen mennesker. Til gengæld fandt de hustomter, rester af fartøjer og redskaber. 986 nåede 14 af 25 både som tog af sted fra Vest-Island med 700 mennesker om bord den sydvestligste grønlandske kyst og bosatte sig i Østerbygden. Nordboerne spredte sig i løbet af de næste 200 år over et stort område og anlagde blandt andet Østerbygden og Vesterbygden. På sit højeste skal bygderne have haft indtil 3000 indbyggere.Gad, s. 36; Nørlund, s. 60