Slaget ved Fort Donelson blev udkæmpet mellem den 12. februar og den 16. februar 1862 ved Cumberlandfloden i det nordlige Tennessee. Erobringen af fortet åbnede Cumberlandfloden for Unionens flåde og skibstrafik i øvrigt. Floden var en vigtig indfaldsvej til Sydstaterne, som nu lå åben for angreb fra Unionen. Slaget betød, at den kommanderende brigadegeneral Ulysses S. Grant blev en national helt og blev forfremmet til generalmajor.
Slaget fulgte efter erobringen af Fort Henry den 6. februar 1862. General Grant rykkede med sin hær de knap 20 km over land til Fort Donelson den 12. februar-13. februar, omringede det og begyndte at gennemføre små fremstød for at afprøve fjendens forsvarsværker.
Den 14. februar begyndte kanonbåde under admiral Andrew H. Foote at beskyde fortet i et forsøg på at ødelægge det mest muligt, men fortets kanoner gjorde i stedet betydelig skade på skibene, som blev nødt til at trække sig tilbage.
Den 15. februar, da fortet var blevet fuldstændig omringet, gennemførte sydstatshæren et overraskelsesangreb mod Unionens styrker i et forsøg på at åbne en flugtrute. I første omgang blev unionshæren trængt tilbage, og en flugtvej åbnedes. Forvirring på sydstatshærens side betød dog, at åbningen ikke blev udnyttet. I mellemtiden nåede general Grant, som havde været ved flåden og dermed fraværende fra slagmarken ved slagets begyndelse, tilbage og samlede sine tropper om et modangreb, som igen spærrede flugtvejen og trængte sydstatshæren yderligere tilbage.
I løbet af den efterfølgende nat overdrog de to øverste sydstatsgeneraler kommandoen over fortet til brigadegeneral Simon B. Buckner og slap ud af fortet med en mindre troppestyrke.
Den 16. februar overgav fortet sig betingelsesløst til general Grant.
Baggrund Slaget om Fort Donelsen foregik umiddelbart efter slaget om Fort Henry den 6. februar 1862, hvor Grant og Foote erobrede fortet og dermed åbnede Tennesseefloden for Unionen. Cirka 2.500 tropper undslap fra fortet og sluttede sig til styrken i Fort Donelson 19 km væk.
Med tabet af Fort Henry stod sydstatshærens chef Albert Sidney Johnston over for nogle vanskelige valg. Grants hær stod nu mellem Sydstaternes to hovedstyrker i området. P.G.T. Beauregard i Columbus, Kentucky, med 12.000 mand og William J. Hardee i Bowling Green med 22.000. Grants fremstød havde drevet en kile ind mellem de to styrker, og jernbanen mod syd var blevet afskåret, hvilket begrænsede mulighederne for at flytte styrkerne rundt, når et område kom under pres fra den større unionshær. Ved Fort Donelson var der kun omkring 5.000 mand.
Unionen kunne angribe Columbus, eller den kunne angribe Fort Donelson og dermed true Tennessees hovedstad Nashville. En anden mulighed var, at Grant og generalmajor Don Carlos Buell (i Louisville med 45.000 mænd) kunne angribe Johnston fra to sider. Johnston var bekymret over, hvor let det havde været for Unionens kanonbåde at besejre Fort Henry (han vidste ikke, at fortet havde været omtrent oversvømmet som følge af højvande på floden), men han var dog mere bekymret over truslen fra Buell end over den fra Grant, da han havde en mistanke om, at operationerne ved floden blot var en afledningsmanøvre.Esposito, map 25; Gott, pp. 65, 122; Nevin, p. 79.
Det, Johnston besluttede sig for, betød, at han opgav initiativet og stiltiende indrømmede, at Sydstaternes strategi for at fastholde staten Tennessee var en illusion. Ved en rådslagning den 7. februar i Bowling Green besluttede han at opgive det vestlige Kentucky ved at trække Beauregards styrker tilbage fra Columbus og evakuere Bowling Green og flytte styrkerne derfra sydpå til Cumberland floden ved Nashville. Selv om han var betænkelig ved, om Fort Donelson kunne holdes, fulgte han Beauregards råd om, at han skulle forstærke fortet med 12.000 mand, da han var klar over, at et nederlag her ville betyde tabet af det mellemste Tennessee med forsvarsindustrien i Nashville.Nevin, p. 81; Cooling, p. 18; Gott, pp. 121-23.
Johnston ville give kommandoen over Fort Donelson til Beauregard, som havde klaret sig godt året før under slaget ved Bull Run, men han afslog på grund af en lidelse i halsen. I stedet blev opgaven overdraget til brigadegeneral John B. Floyd, som netop var ankommet efter en mislykket opgave for Robert E. Lee i det vestlige Virginia. Floyd var eftersøgt af Unionen for svindel og landsskadelig virksomhed, som var foregået, mens han var krigsminister i den tidligere præsident James Buchanans embedstid. Hans baggrund var politisk, ikke militær, men han var den brigadegeneral på stedet, der havde den højeste anciennitet. Gott, p. 67; Cooling, pp. 18, 23.
På Unionens side var generalmajor Henry W. Halleck, som var Grants overordnede med ansvar for militærdistrikt Missouri, også bekymret. Han havde givet Grant lov til at erobre Fort Henry, men nu følte han, at det var risikabelt at fortsætte med Fort Donelson, og selv om Grant havde haft succes indtil videre, havde Halleck ikke stor tiltro til sin underordnede, som han anså for at være dumdristig. Han prøvede at overtale sin egen rival, Don Carlos Buell, om at tage kommandoen over kampagnen og på den måde få hans styrker engageret, men selv om Johnston nærede stor respekt for Buell, var han lige så passiv, som Grant var aggressiv. Grant havde aldrig mistanke om, at hans overordnede overvejede at udskifte ham, men han var under hele kampagnen klar over, at den mindste tøven eller forsinkelse kunne have været en anledning for Halleck til at miste modet og opgive operationen..Woodworth, p. 84; Gott, pp. 118-19.
Den 6. februar havde Grant telegraferet til Halleck: ”Fort Henry er vores … jeg vil indtage og ødelægge Fort Donelson den 8. og vende tilbage til Fort Henry”."McPherson, p. 397. Denne selvvalgte deadline var overoptimistisk af tre grunde: opblødte veje i området, behovet for at flytte forsyninger væk fra den stigende flod (den 8. februar stod Fort Henry helt under vand);Gott, p. 105. og de skader, som Footes kanonbåde havde fået under slaget.
Hvis han havde været i stand til at manøvrere hurtigt, kunne Grant dog muligvis have erobret Fort Donelsen den 8. februar.
Om morgenen den 11. februar holdt Grant en rådslagning, under hvilken alle hans generaler støttede hans plan for et angreb på Donelsen, undtagen John A. McClernand som havde visse betænkeligheder. Det var sidste gang, Grant holdt en sådan rådslagning under hele borgerkrigen.Cooling, p. 20; Gott, p. 136.
Styrkerne thumb|200px|Brigadegeneral U.S. Grant
Grants unionshær bestod af 3 divisioner under kommando af brigadegeneralerne John A. McClernand, C.F. Smith, og Lew Wallace. (Wallace var reservebrigadekommandør under slaget om Fort Henry, men blev tilkaldt til Fort Donelsen den 14. februar og fik til opgave at opstille en ny division, som blandt andet omfattede forstærkninger, som ankom med dampskib, inklusiv en brigade til låns fra Don Carlos Buell). Til støtte for infanteridivisionerne var der to regimenter kavaleri og 8 batterier artilleri, næsten 25.000 mand, om end kun 15.000 var til rådighed ved slagets begyndelse.Esposito, map 26; Gott, pp. 138, 282-85; Nevin, p. 81; Cooling, p. 21.
Den vestlige flotille under kontreadmiral Andrew H. Foote bestod af 4 jernklædte kanonbåde (flagskibet USS St. Louis, USS Carondelet, USS Louisville og USS Pittsburg) og 3 trækanonbåde (USS Conestogal, USS Tyler og USS Lexington. USS Essex og USS Cincinnati var blevet beskadiget ved Fort Henry og var under reparation.Gott, pp. 117, 180.
thumb|left|200px|Brigadegeneral John B. Floyd
Floyds sydstatshær på cirka 17.000 mand omfattede 3 divisioner foruden garnisonstropper og tilknyttet kavaleri. De tre divisioner blev kommanderet af Floyd, der blev erstattet af oberst Gabriel C. Wharton, da Floyd overtog kommandoen for hele styrken, samt brigadegeneralerne Bushrod Johnson og Simon B. Buckner. Under slaget blev Johnson, ingeniørofficeren som kortvarigt havde haft kommandoen over fortet i slutningen af januar, i praksis afløst af brigadegeneral Gideon J. Pillow. Han havde tidligere mødt Grant i Slaget ved Belmont. Han havde måttet afgive overkommandoen over fortet, da den rangældre general Floyd ankom. Garnisonstropperne blev ledet af oberst John W. Head og kavaleriet af oberst Nathan Bedford Forrest.Eicher, p. 173; Gott, pp. 286-88.
Fort Donelsen var blevet opkaldt efter brigadegeneral Daniel S. Donelson, som havde valgt, hvor det skulle ligge og påbegyndt opførelsen af det i 1861. Det var noget mere frygtindgydende end Fort Henry. Det rejste sig 30 meter over floden, hvilket gav mulighed for, at man kunne skyde ned i angribende skibe, en fordel, som Fort Henry ikke besad. Flodbatterierne omfattede ti 32-punds glatløbede kanoner, en 6,5” riflet og en 10” Columbiade. Der var 5 km løbegrave i en bue rundt om fortet og den lille by Dover. Løbegravene var placeret på en bakkeskråning med tæt abatis foran og understøttet af artilleri. De blev bemandet af Buckner og hans tropper fra Bowling Green på højre side – med flanke til Hickmans Creek og Johnson/Pillow på venstre side ved Cumberlandfloden. Over for dem stod fra venstre mod højre Smith, Lew Wallace og McClernand. McClernands højre flanke, der stod overfor Pillow, havde ikke tilstrækkelig mange mænd til at nå Lick Creek, og var således åben. Gennem midten af sydstatshærens linje løb den sumpede Indian Creek, og dette område blev primært forsvaret af artilleri, som kunne beskyde det fra begge sider.Cooling, pp. 5-6; Kennedy, p. 45; Foote, p. 194; Gott, pp. 16-17, 173, 180.
Slaget Indledende bevægelser og angreb 12.-13. februar Den 12. februar afgik hovedparten af unionshæren fra Fort Henry og fortsatte omkring 8 km ad to hovedveje mellem forterne. De blev forsinket undervejs af kavaleri under kommando af Nathan Bedford Forrest. USS Carondelet var den første kanonbåd, som kom op ad floden, og den skød adskillige skud mod fortet for at teste forsvaret, før den trak sig tilbage. Grant ankom den 12. februar og etablerede sit hovedkvarter nær venstre side af linjen ved enken Crisps hus.Cooling, p. 21; Gott, pp. 144-47; Nevin, p. 81.
Den 13. februar blev der gennemført adskillige små prøveangreb mod sydstatshærens befæstninger, selv om det var i strid med Grants ordrer om, at man ikke måtte fremprovokere et egentligt slag. Selv om vejret i denne periode gennemgående var vådt, faldt der 8 cm sne om natten mellem den 13. og 14. februar, og vogne og kanoner frøs fast til jorden. På grund af fjendens nærhed og aktive snigskytter kunne man ikke tænde bål, og begge sider havde en dårlig nat, mange fordi de ikke havde tæpper eller overfrakker.Woodworth, pp. 89-90; Gott, pp. 165-66; Cooling, pp. 25-26; Eicher, p. 173.
Forstærkninger og flådetræfning
Klokken 1 om natten den 14. februar holdt Floyd krigsråd i sit hovedkvarter på Dover Hotel, og der var almindelig enighed om, at Fort Donalson formentlig ikke kunne holdes. General Pillow fik til opgave at lede et udbrudsforsøg. Tropper blev flyttet rundt og gjort klar til angreb. Lige før angrebet skulle gå i gang, blev en af Pillows adjudanter dræbt af en snigskytte. Pillow, som ellers normalt var ret aggressiv i kamp, blev nervøs og bekendtgjorde, at da deres bevægelser var blevet opdaget, måtte angrebet udskydes. Floyd blev rasende over denne ændring, men på det tidspunkt var det for sent af gøre noget.Gott, pp. 171-73.
Omkring middag kom general Lew Wallaces brigade fra Fort Henry, og Footes Flotille ankom med 6 kanonbåde og ca. 10.000 tropper på 12 transportskibe. Wallace formerede disse nye tropper i en 3. division med to brigader under obersterne John M. Thayer og Charles Cruft og opstillede disse midt i linjen overfor sydstatshærens skyttegrave. Det gav tilstrækkelig mange tropper til at forlænge McClernands højre flanke til Lick Creek.Nevin, p. 82; Gott, pp. 174-75; Woodworth, p. 91.
thumb|200px|Commander Andrew H. Foote
Så snart Foote ankom, bad Grant ham indtrængende om at angribe fortets batterier ud mod floden.