thumb|Verdens største blide på Middelaldercentret i Danmark. En blide er et belejringsvåben fra middelalderen. Den kan kaste genstande på 90 kg over 300 m. De genstande kan være sten, brændende træ, døde dyr eller mennesker mod belejrede borge og byer.
Når bliden kastede lig, var det for at sprede sygdom blandt borgens indbyggere.
Det menes at kineserne var de første til at bruge blider i det 6. århundrede f.Kr. Kendskabet til de nye og meget effektive belejringsmaskiner spredte sig mod vest til de arabiske lande og kom i det 9. århundrede e.Kr. til Europa.
Der har i mange år eksisteret modeller af de enorme krigsmaskiner. Middelaldercentret har den største danske blide. Den var i lang tid den største i verden, men i juni 2005 blev den overgået af en blide på Warwick Castle i England. I 2011 vandt Middelaldercentret rekorden tilbage, da der blev sat en længere kastearm på den store blide efter at den gamle knækkede. Museet har også verdens ældste eksisterende blide, der blev bygget i anledning Nykøbing Falsters 700 års jubilæum i 1989.
Opbygning og teknik thumb|Bliden på Middelaldercentret. De store hjul bruges til at spænde bliden. Bliden virker efter vægtstangsprincippet, og den udmærker sig ved meget effektivt at overføre beliggenhedsenergi (potentiel energi) til bevægelsesenergi (kinetisk energi) i et projektil. Den består af en lang hovedarm (vægtstangen), der roterer om en aksel. I den ene ende af hovedarmen hænger kontravægten (drivkraften) tæt på akslen. I den anden ende er der monteret en slyngpose i hvilken projektilet ligger – langt fra akslen. Når bliden lades, står hovedarmen låst med slyngposen mod jorden og ballasten oppe i luften, som indeholder den potentielle energi, der skal drive værket.
Når hovedarmen ikke længere holdes fast, vil den begynde at rotere, og slyngposen følger med, mens den accelereres i en rotationsbevægelse. På et tidspunkt bestemt af vinklen mellem slyngposen og hovedarmen, frigives projektilet og forsætter sin bane mod målet.
I middelalderen var der to måder at hive kastearmen ned til kast. Den ene er, at mange mennesker trækker den ned med et reb, der går igennem taljer for at formindske den kraft, der skal bruges.
Den anden er at lade tovet gå omkring en akse, der sidder mellem to hjul, som to eller fire mand kan gå rundt i. Den kræver mindre mandskab.
Historie
Trækkraftsblide
thumb|Sìjiao "Four Footed" blide fra Wujing Zongyao.
thumb|Trækkraftsblide på et krigsskib fra Songdynastiet.
Bliden stammer fra en slynge fra oldtidens Kina.Chevedden, Paul E.; et al. (July 1995). "The Trebuchet". Scientific American: 66–71. http://static.sewanee.edu/physics/PHYSICS103/trebuchet.pdf . Original version.The Trebuchet, Citation:"The trebuchet, invented in China between the fifth and third centuries B.C.E., reached the Mediterranean by the sixth century C.E. "PAUL E. CHEVEDDEN, The Invention of the Counterweight Trebuchet: A Study in Cultural Diffusion , p.71,p.74, See citation:"The traction trebuchet, invented by the Chinese sometime before the fourth century B.C." in page 74 En variation af slyngen, kaldet en tavslynge (), bestod af en stav i træ der forlængede kasterens arm og gav et kraftigere kast. Dette udviklede sig til trækkraftsbliden, hvor flere person på samme tid trækker i reb der er monteret på den korte ende af kastearmen, med en slynge i den anden ende. Denne type blide var lille og havde en relativt kort rækkevidde, men den var transportabel og havde en højere skudkadence end større blider, der fungerer ved modvægt. De mindste trækkraftsblider kunne betjenes af én person, der trak i rebet, men de fleste var udformet til at blive betjent af mellem 15 og 45 og typisk med to personer per reb. Disse grupper har i nogle tilfælde været borgere i en by, der har hjulpet til under belejring af deres by. Trækkraftsbliderne havde en rækkevidde på omkring 30-60 m med et projektil på op mod 100 kg.
De første trækkraftsblider blev opfundet af kineserne før år 300 f. Kr. De første trækkraftsblider blev muligvis brugt af mohister i Kina allerede i 300-tallet f.Kr., idet der findes beskrivelser i Mojing (samlet i 300-tallet). Under slaget ved Caishi i 1161 anvendte song-dynastiet blider til at affyre ildbomber af kalk og svovl mod Jin-dynastiets skibe under Jin–Songkrigene. Moderne forskning har vist at trækkraftsbliden blev transporteret til det østlige del af Middelhavsområdet i 500-tallet under Nordlige Zhou eller Sui-dynastiet.
Trækkraftsbliden optræder igen i Byzans. Strategikon af kejser Mauricius, der blev nedskrevet i slutningen af 500-tallet, beskriver en "ballistae der drejer i begge retninger," (Βαλλίστρας έκατηρωθεν στρεφόμενας), hvilket sandsynligvis er en trækkraftsblide (Dennis 1998, p. 99). I manuskriptet Saknt Demetrius' Mirakler, der blev fremstillet af Johannes 1, ærkebiskop af Thessaloniki mellem 610 og 620, beskriver tydeligt trækkraftsbliden blandt det Avaro-Slaviske artilleri: "På bagsiden af disse stykke tømmer hang der slynger og fra forenden store reb, der når de bliver trukket ned og slipper slyngen, sender sten højt op med en høj lyd." (John I 597 1:154, ed. Lemerle 1979)
thumb|Illustration fra 1200-tallet fra Chronicle of John Skylitzes, der afbilder byzantinere, der belejrer en by.
De blev også brugt med stor effekt af de muslimske hære under den islamiske ekspansion. En bevaret skriftlig kilde med tekniske beskrivelse om disse maskiner er Kitab Aniq fi al-Manajaniq ("كتاب الأنيق في المنجنيق", En Elegant Bog om Blider), der blev skrevet i 1462 af Yusuf ibn Urunbugha al-Zaradkash. Den indeholder detaljer om konstruktionen og anvendelsen af våbnet.
Der hersker en del tvivl om præcis i hvilken periode trækkraftsbliderne, eller viden om dem, nåede til Skandinavien. Vikingerne har muligvis kendt til dem på et meget tidligt tidspunkt, da munken Abbo de St. Germain i beskrivelse af Belejringen af Paris, kaldet De bello Parisiaco fra omkring 890, nævner at der blev brugt krigsmaskiner. En anden kilde nævner at de nordiske folk eller "nordboerne" brugte krigsmaskiner under belejringen af Angers i nutidens Frankrig i år 873. Saxo Grammaticus nævner den første brug af blider i Danmark i 1134, hvor Erik Emune belejrede Haraldsborg ved Roskilde. Det var nødvendigt at indkalde saxere fra Tyskland for at opføre og betjene bliden.
Hånd-blide Håndbliden (engelsk) var en stavslynge der var fastgjort på en stav der brugte en vægtstang til at slynge projektilerne afsted med. Grundlæggende var det en én-mandsblide, og den blev brugt af kejser Nikephoros 2. Phokas omkring 965 for at splitte fjendens kampformationer på åbne slagmarker. Den blev også nævnt i Taktika fra general Nikephoros Ouranos (c. 1000), og nævnt i De obsidione toleranda ('Om at udholde belejring' anonym forfatter) som en form for artilleri.
Modvægtsblide thumb|left|Modvægtsblide tegnet af den tyske ingeniør Konrad Kyeser (ca. 1405). thumb|1800-tals fransk three-quarters view tegning af en middelalderlig modvægtsblide. thumb|En modvægtsblide set fra siden.
Den første beskrivelse af en modvægtsblide stammer fra 1100-tallet og er skrevet af Mardi ibn Ali al-Tarsusi som en del af hans beskrivelse af Saladins erobringer. Den næste beskrivelse af en modvægtsblide optræder i den byzantinske historiker Niketas Choniates arbejde fra 1100-tallet. Niketas beskriver en blide der blev brugt af Andronikos 1. Komnenos, den kommende Byzantinske kejser, under en belejring af Zevgminon i 1165: den var udstyret med et ankerspil, som var et apparat der ikke bliver brugt på hverken trækkraftsblider eller hybridblider til at affyre deres projektiler. Chevedden daterer opfindelsen af denne nye type artilleri til belejringen af Nicaea i 1097, hvor den byzantinske kejser Alexios 1. Komnenos, der var allieret med de belejrende korsriddere, efter sigende skulle have opfundet våbnet, der afveg fra det normale design, og gjorde stort indtryk på alle der så det.
Den dramatisk øgede militære effekt af våbnet bliver første gang beskrevet i historiske kilder i forbindelse med belejringen af Tyre i 1124, hvor korsridderne ifølge kilder anvendte "store blider". I 1120–30'erne havde modvægtsbliderne spredt sig ikke kun til korstogsstaterne, men også længere vestpå til normannerne på Sicilien og østpå til det store Seldsjukker-rige. Den militære anvendelse af det nye våben der blev drevet af tyngdekraften, nåede sit højdepunkt i 1100-tallet under belejringen af Acre (1189–91) hvor kongerne Richard 1. af England og Philip 2. af Frankrig kæmpede om kontrollen over byen mod Saladins tropper.
Under korstogene navngav Philip 2. af Frankrig to blider, som han brugte under belejringen af Acre i 1191; "Guds stenkaster" og "Dårlig Nabo.""Historic Trebuchets – Acre 1191", IInet.net.au Under belejringen af Stirling Castle i 1304 beordrede kong Edward 1. Longshanks sine ingeniører til at bygge en enorm blide til den engelske hær, som blev kaldt "Warwolf". Rækkevidden og størrelsen på bliderne varierede. I 1421 bestilte den senere kong Karl 7. af Frankrig en blide (coyllar), der kunne skyde med sten på op mod 800 kg, mens der ved Ashyun i 118 blev brugt sten på op mod 1.500 kg. Den gennemsnitlige vægt for projektilerne var sandsynligvis sted mellem 50-100 kg, og de har skudt omtrent 300 meter.
Skudkadencen kunne være ganske betragtelig; ved belejringen af Lissabon i 1147 var to blider i stand til at affyre en sten hvert 15. sekund. Menneskelig blev også brugt som projektiler ved særlige lejligheder: i 1422 brugte prins Korybut døde mennesker og ko- og hestemøg mod Karlštejn Slot, og han formåede tilsyneladende at sprede sygdom blandt forsvarerne. De største blider brugte store mængder træ: under belejringen Damietta i 1249 kunne Ludvig 9. af Frankrig ifølge kilderne bygge en palisade til hele korstogslejren ud af det træ som kom fra 24 egyptiske blider, som de havde erobret.
Modvægtsblider optræder ikke med sikkerhed i historiske kilder fra Kina før omkring 1268, hvor mongolerne belejrede Fancheng og Xiangyang. Under slaget ved Fancheng og Xiangyang var mongolerne ude af stand til at erobre byerne på trods af at de fastholdt belejringen i årevis, og de skaffede derfor to persiske ingeniører, som byggede hængslede modvægtsblider. Disse krigsmaskiner blev kaldt Huihui-bliden (回回砲, hvor "huihui" er slang der refererer til alle muslimer), eller Xiangyangbliden (襄陽砲), fordi de først blev set under dette slag. [ Efter Aju spurgte Kublai, hjalp kejseren af det Mongolske kejserdømme ham med de kraftige krigsmaskiner Ilkhanate, Ismail og Al-aud-Din fra Irak ankom til Sydkina for at konstruere den nye type blide -? uforståeligt ]. Disse persiske ingeniører byggede mangoneller og blider til belejringen. Kinesiske og muslimske ingeniører betjente artilleriet og belejringsvåbnene for de mongolske hære. Designet blev taget fra dem, der blev brugt af Hulegu til at ødelægge Baghdads mure . Kineserne havde oprindeligt opfundet trækkraftsbliden, men nu stod de overfor den muslimsk designede modvægtsblide i den mongolske hær. De svarede igen ved at bygge deres egne modvægtsblider.
Med introduktionen af sortkrudt begyndte bliden at miste sin militære vigtighed som belejringsvåben, i takt med at kanoner blev mere udbredt under belejringskrige. Blider blev både brugt under belejringen af Burgos (1475–1476) og belejringen af Rhodes (1480). En af de sidste gange man brugte bliden militært var i 1521, hvor Hernán Cortés anvendte den til sit angreb på aztekernes hovedstad Tenochtitlán. Beretninger fra hændelsen fortæller at man valgte at bruge den som følge af begrænsede mængder af krudt. De var tilsyneladende uden succes: det første projektil landede på bliden selv, så den gik i stykker.
I 1851 forsøgte Napoleon 3. at få konstrueret en blide, men det første skud røg 70 meter baglæns, og maskinen brød sammen efter få skud.
I moderne tid
Rekonstruktioner thumb|De to blider på Middelaldercentret i Danmark, hvoraf den store er verdens største.